Spørgsmål:
Hej med jer
Jeg kunne godt tænke mig, at komme ud med mine frustrationer endnu engang: Jeg har verdens bedste mand, som fornylig også har friet til mig - hvilket jo er dejligt. Mine frustrationer går på at han har 4 piger i alderen 11, 13, 15 og 17 år. Mine piger er 20, 18 og 14 år. Mine børn er - og dette skal ikke misforståes, men de er mere "normale" børn, forstået på den måde, at de altid har været teenagere, med alt hvad dertil hører. Kampen om grænser, hvornår skal man være hjemme, grænser for alkohol, sure miner når skolen kalder og ja generelt almindelige kampe som de fleste forældre har. Min kærestes børn derimod - GØR ALDRIG, JEG MENER ALDRIG nogen eller noget i mod - de perfekte teenagerbørn alle sammen. Min kærestes eks´kone er den mest dominate, egoistiske person jeg nogensinde har mødt, hendes ord og meninger er LOV, også når det kommer til min kæreste, alt skal listes ind og helst ikke siges imod - for så er der ballade. Pigerne gør lige hvad der bliver sagt, uden diskussion, for det har de lært at det kan absolut ikke betale sig, heller ikke over for deres far. Man snakker IKKE om tingene. Pigerne "lider" under at de aldrig kan få lov til at sige fra - heller ikke overfor hinanden. Hvis min kæreste en sjælden gang giver en af sine børn en skideballe, går der mindre en 2 min, så er han den sødeste far i hele verden igen. Fyldt med dårlig samvittighed. Ham og hans piger når de er hos os, er fuldstændig taget ud af en Morten Koch film fra 1930 - hvor pigerne siger "ja far" og "nej far" og "det skal vi nok far" og er de sødste englebørn. Min frustration går på, at jeg synes at mine børn (specielt min 14 årige og 18 årige som bor hos hendes far permanent) er problembørn - han synes at jeg er for eftergivende overfor dem - OG DET SKULLE KOMME FRA HAM!! og alligevel ikke - jeg synes sku de er mere "normale". Og jeg bliver kvalt i alt det søde, søde søde. Jeg ved ikke om I synes jeg er underlig, og det er jo nok også derfor jeg skriver her. Fordi jeg bliver i tvivl om, om det er mig, der bare ikke kan finde ud af de søde englebørn og englefar. For det er absolut ikke det jeg har været vant til fra min eks. som er far til mine 3 piger, tværtimod. Jeg synes selv jeg har været en retfærdig mor og absolut givet mine børn al den kærlighed og omsorg og altid været der for dem. Men de er også opdraget "til frihed under ansvar", så de kunne lære, at bliver selvstændige mennesker, der skal kunne klare sig videre i det voksne liv.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal se væk fra alt det søde som er ved, at drive mig til vanvid nogengange, jeg kan blive i så dårlig humør når hans 15 årig datter sidder og holder sin far i hånden og kigger på ham som om hun er kæreste med ham!
Jeg kan heller ikke tillade mig at give dem en reprimande, uden der bliver holdt øje med hvad jeg siger og hvordan. Jeg ved ikke om det er mig og mine "skader" fra barndom og tidligere ægteskab - men håber i kan give mig et værktøj til, at leve med den bedste mand i verden, men med store frustrationer hver anden uge, når pigerne kommer hjem.
På forhånd tak
Med venlig hilsen
M. R.
Renée's svar:
Kære M. R.
Jeg må indrømme, at jeg synes det var lidt svært, at finde ud af nøjagtig hvad problemstillingen er for dig. Men jeg er kommet frem til, at det dit spørgsmål handler om, som sådan ikke har meget med din kæreste eller hans børn, at gøre, men istedet handler om dig, og ikke mindst.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her