Min datter har problemer, men har svært ved at forklare hvad de går ud på.

Hej.

 
Jeg er en mor med to børn. Jeg blev skilt for 5 år og siden. Har børnene fast og faren har dem hver anden weekend.

Efter skilsmissen fandt faren rimelig hurtig en ny dame og blev gift og de har et barn sammen på 3 år.

For 2 år siden fandt jeg en mand, men der har været problemer med datteren lige fra start ( er nu 15 snart 16). Jeg havde spurgt ind til, hvordan hun havde det, hvis mor fandt en ny. Det var fint nok ... faren havde jo også fundet en. Men hun var alligevel ikke glad for ham, da hun mødte ham. Hun kan ikke sige, hvorfor hun ikke kan lide ham, men bare det havde været en hvilken som helst anden!

 
Hun valgte at ignorere ham i lang tid, indtil jeg en dag spurgte hende, hvordan hun ville have det, hvis nogen ignorerede mig eller hendes far eller en hun kunne lide. Derefter har hun nogenlunde svaret ham og enkelte gange selv taget kontakt og snakket med ham.

Hun har haft en del problemer med hun følte sig udenfor i skolen og har ikke rigtig nogle venner. Dette vil jeg mene er helt tilbage til 3-4-5 kl. hvor det startede. Men for 1½ år siden begyndte hun ikke at komme af sted i skole ( Jeg er der ikke om morgenen til at få dem af sted). Hun siger selv, hun ikke ved, hvorfor det er så svært og hvad der gør at hun ikke kommer af sted. Har enkelte gange været hjemme og derfor kørt hende i skole, men det undgår jeg også helst nu efter en episode, sidst jeg kørte hende. Hun havde en aftale med ink læreren, men hun ville ikke ud af bilen og der kom både 2 inklærere og en klasselærer ud for at overtale hende, men hun gik fuldstændig i baglås og det tog 3 kvarter inden jeg bare kørte fra hende... det gør endnu mere ondt end , når man efterlader ens barn i børnehaven og det græder. Der ved man jo at det hurtigt går over. Men her kan jeg reelt ikke finde ud af, hvorfor hun har det så dårligt med skolen.

 
Hun har haft en del samtaler hver fredag med en ink lærer det sidste års tid, men det har ikke ændret på noget. Er endelig kommet i gang hos en skolepsykolog efter jeg har presset på de sidste 1½ år .

Hun har ikke rigtig villet åbne sig for psykologen, men det begynder vist. Hun har dog udtrykt over for mig, at hun føler sig splittet ml. hendes far og jeg ( vi har 2 forskellige kulturer/ nationaliteter). Det er forståligt og det er noget som vil tage år for hende at finde ud af . Men kan kun sige, at jeg altid vil elske hende uanset, hvad hun vælger.

 
Det er også kommet frem, at hun ikke kan lide, at se når jeg kysser min nye kæreste eller holder i hånd. Dette er lige sket, så jeg har sagt ok. Det må vi så lade være med ... gjorde det i forvejen minimalt i hendes nærvær. Men det har min nye kæreste meget svært ved at acceptere. Er bange for at miste mig og føler det hele er på datterens præmisser og at han ryger ud den dag hun siger, han skal. Jeg har sagt til datteren, at vi jo ikke bliver mindre kærester af det. Og når vi er ude må hun heller ikke holde mig i hånden, når min kæreste ikke må. Det plejer at være først den ene mens den anden trækker sig og derefter omvendt. Det synes jeg slider på mig selv. Da jeg hele tiden skal forsøge at undgå at skabe splid mellem dem.

 
Både min kæreste og jeg går på listefødder og passer på, hvad vi siger og gør, når hun er i nærheden. Det er meget anstrengende i længden.

 
Det blev en forvirrende smøre. Som omhandler mange ting. Datterens uvilje mod skolen og lektier ( der er ingen mobning med i spillet). Datterens uvilje mod min nye kæreste. Hvor meget skal hun have lov at bestemme osv.

 
Mvh Mor til to børn