Min bonusdatter er ekstrem, hvad gør vi ?

Til Rådgivningen på delebørn...

Har 2 spørgsmål ang min Bonusdatter på 6½ år. Bor sammen med min kæreste på 3. år, min søn på 15 år og min Bonusdatter på 6½ år. Hun er hos os 5/2, så hun bor lige meget hos sin mor og far. Spørgsmål 1 handler om mad og drikkelse. Jeg er sygeplejerske og min viden gør jeg er blevet bekymret for hendes indtagelse af mad og væske, eller mangel på samme. Har regnet ud at hun ca. drikker 600 ml dgl., hvilket jeg absolut ikke mener er nok. Har talt med hende om hvor vigtigt det er at drikke. Har opfordret hende til at drikke en flaske vand dgl (400ml), udover det hun ellers drikker. Har talt med pædagogerne på fritidshjemmet også, så de kan hjælpe hende med at huske det.
 

Derudover er hun EKSTREM "kræsen". Og der er slet ingen system i hvad hun kan li eller ikke li. Får hun selv lov til at vælge, spiser hun kun lyst brød, pastaskruer, pomfritter, cherry tomater og tun frikadeller. Men når hun er hos os får hun ikke lov at vælge. Her skal hun spise den mad der står på bordet. Selvfølgelig ikke hvis det ligefrem vender sig i hende, men har sagt hun ikke kan få sin livret hver dag, og at man godt kan spise maden selvom det ikke lige er ens favorit mad. Desuden skal hun smage maden, før hun siger hun ikke kan li det. Dette har bla. resulteret i, hun nu er vild med tun frikadeller og lasagne. Men kun hos os. Hos hendes mor kan hun intet li og får lov at spise det hun vil.

Nu er hun så begyndt på at ændre mening om maden under spisningen. Hun kan sidde og smovse og så kan hun lige pludselig ikke li det, og bliver sur og tvær når hun skal spise. Samtidig kan hun den ene dag være helt vild med leverpostej og næste dag hader hun det. Ved problemet er mere udtalt hos hendes mor end hos os. Men det er et problem, og hun spiser ikke ret meget. Skolen har også pointeret det.
Jeg tror en del af det handler om at afprøve grænser og dette er et punkt hvor hun ofte vinder, for mad skal hun jo have. Jeg har virkelig prøvet at forklare hende det er vigtigt at spise varieret og i det hele taget spise. Har sammenlignet kroppen med en bil og benzin osv.  Hvad gør vi?
 
Det 2. problem er hendes opførsel og måde at tale på og det har været tiltagene gennem årene. Hun snerrer, råber, diskuterer, svarer igen, hunser rundt med andre og taler grimt. Jeg har sagt, at her hjemme taler vi pænt til hinanden. Hvilket har resulteret i hun altid taler pænt til mig, men absolut ikke til hendes far, eller farmor og farfar el andre familiemedlemmer. Har talt med ham om at sætte grænser, at der skal være en konsekvens og at han ikke skal diskutere med en 6 årig, men være den voksne. Det er ekstremt opslidende at de skændes hele tiden. Har ex lige været 14 dage i Tyrkiet og denne ferie endte med min kæreste ikke længere vil rejse med børnene pga hendes opførsel. Hun søger konstant konflikter, især med sine forældre. Ved at hun hos sin mor stort set bestemmer alt, og har nogle ansvar som en 6 årig absolut ikke skal have ex vækker hun sin mor om morgenen, får skæld ud når hun ikke husker sine vanter, støvler ect ( Hendes mor bor sammen med en mand, kæreste nr 2 indenfor 4 år. Så der har været et brud for ca 1 år siden, hvor de flyttede. Hun mistede her en papfar gennem 3 år + to papsøskende) Ved godt hun tager det ansvar med til os, som vi så "fratager" hende, hun er jo et barn.

Hun bliver fuldstændig hysterisk når vi stiller krav til hende, ex når hun skal i bad, hvilket hun skal hos os. Når hun skal rydde op efter sig osv. Der er diskussion HVER eneste gang hun skal noget der ikke lige passer hende. Har lagt mærke til, at hvis andre ex pædagoger elign irettesætter hende, bliver hun vred, kan se det på hende. Så rækker hun tunge, går nærmest truende hen imod dem, puster dem i ansigtet og til tider løfter en knyttet næve op imod dem.
 

Hun er begyndt at fralægge sig ALT ansvar for sine handlinger. Det er ALDRIG hendes skyld, men alle andres. Selvom hun starter en konflikt, er det altid de andres skyld. Eks hun havde glemt en taske til en fest. Vi kunne ikke finde den da vi skulle hjem, og dagen efter var vi ovre i teltet og lede igen uden held. 2 dage efter var der en der ringede og sagde de havde fundet den da de ryddede op. Da jeg gav hende den sagde jeg; "det var vel nok heldigt de fandt den og rigtig pænt af dem og komme ned med den". Hendes svar var, råbene; "Jeg havde taget den med hjem". Da jeg sagde det er jo ikke tilfældet da den er fundet i teltet efter festen" Hendes svar var råbene og  snerrende; " Det er ikke min skyld, der er nogen der har taget den om natten og lagt den i teltet"

Hun søger stort set konstant opmærksomhed. Vil underholdes alle vågne timer. Og især af hendes far, som ellers er meget om hende og en stor del af hendes hverdag. Ex hun kan sidde og tegne, spille computer el se tv, hvis hendes far så går i gang med at støvsuge, vaske op, slå græs, taler i tlf. eller lign. er hun straks på og vil have opmærksomhed. Hvilket ofte udløser en konflikt. Hun kan være fuldstændig opslugt af det hun laver, men lige så snart der er tegn på at opmærksomheden ikke er rettet mod hende eller kan rettes mod hende prompte, søger hun den. Hun har enormt svært ved at udsætte egne behov, så det bliver ofte negativ kontakt frem for ingen. Umiddelbart ser jeg ingen empatiske egenskaber hos hende. Det handler kun om hende og hvad hun vil. Hvis hun bliver gjort opmærksom på, at hun ikke er den eneste i familien og der er 3 andre der skal tages hensyn til, bliver hun sur. Hvis hun gør noget hun ikke må og bliver konfronteret med det, siger hun undskyld og fortsætter hvor hun slap. Det virker som om hun ikke tror reglerne gælder hende.

På skolen er hun nærmest et dydsmønster, også hvad angår hendes kammerater, men hjemme er hun absolut ikke sød ved sine kammerater, hvis de er på besøg. Vi har en kat, og den er hun ikke sød ved. Hun slår og sparker efter den. Nu er hun begyndt at klage over den ikke vil komme hen til hende, han løber væk. Har forklaret hende at han er bange for hende pga. hendes måde at være på. Så bliver hun bare sur.

Når vi har gæster eller er ude, er hun ekstrem ubehagelig overfor os. Hun svarer igen, slår og sparker efter sin far, hvis hun skal noget hun ikke vil. Råber og skriger. Hvilket gør vi ikke har lyst til at have gæster eller tage ud når hun er her. Hun er en ekstrem velformuleret, begavet og kvik pige, ligger i toppen i klassen ( 0.klasse ) hun er meget videbegærlig og lærenem. Til gengæld ser jeg ofte hun har problemer med at begå sig socialt. Desuden overdriver hun både begejstring, glæde, sorg og vrede, det ender i ekstremer, og hun er svær at "få ned" igen. Hun kan møde en kammerat til ex et arrangement, og i stedet for at vise glæde og give tegn til at lege, bliver hun fysisk truende og korporlig mod kammeraten, hvilket jo så støder dem fra hende, så de ikke vil lege. Derudover har hun svært ved at være i nuet. At glæde sig over det hun har og der hvor hun er. Det har hun lært af sin mor, som absolut ikke er følelsesmæssigt færdig med min kæreste. Alting var bedre før. Hun taler ofte om hvordan det var da mor og far boede sammen. Hvilket hun ikke kan huske da hun var 10 mdr. gammel, da de gik fra hinanden. Det er tydeligt at høre hendes mor i det hun fortæller om den tid. Det er ikke hendes ord og spørger man lidt ind til det siger hun altid; Det siger min mor.

Det er efterhånden blevet rigtig ubehageligt, når hun er her. Har talt meget med min kæreste om at sætte klare grænser for hende, at der er en konsekvens for hendes handlinger og opførsel. Min erfaring siger det kun er for en periode, indtil hun fanger budskabet. Dette skal så gentages i perioder alt efter hendes alder. Desuden er fordelen han ikke behøver at blive vred, men stille og roligt kan henvise til de grænser der er sat op og som er forklaret hende. Mener klart hun bør kende konsekvenserne, så hun ved hvad der sker og det er det samme hver gang. Dette virkede i hvert fald med min søn, gør det stadig. Som jeg ser det søger hun grænser. Hun lytter stort set altid til mig, hun synes jeg er klog. Og desuden tror jeg hun ved hvor hun har mig. Altså at når jeg siger A siger jeg også B. Hun kender mine grænser og det gør hende tryg. Men samtidig ser jeg et problem i hun kun lytter til mig. Det giver nemlig anledning til konflikter med hendes forældre fordi hun henviser til mig og hvad jeg siger. Hun er ikke mit barn og forstå mig ret, jeg vil gerne være med til at hjælpe hende, opdrage, guide osv., men ikke kun mig. Jeg har arbejdet flere år i psykiatrien, og ser nogle sider af hende og en opførsel som skræmmer mig meget. Især hvis hun fortsætter dette mønster i årene frem. Min erfaring, viden og mavefornemmelse siger mig at hun klart er "kandidat" til ex at tage for mange panodil bare for at få opmærksomheden. Og det er skræmmende at tænke på og "se". Og det er meget svært at fortælle forældrene, hvilket jeg gerne ville. Ville meget gerne fortælle hvad jeg ser, jeg observerer trods alt lidt uden for, da jeg ikke har de samme følelser i det. Men det er, forståeligt nok, et meget ømtåleligt emne.

Kære C

Til dit første spørgsmål, er jeg nok ikke den rette at søge råd hos. Min holdning til, at børn i det mindste skal smage på maden, er at det er verdens væmmeligste regel, og at jeg under ingen omstændigheder synes nogen skal putte noget som helst i munden de ikke har lyst til. Jeg er ked af det, men sådan har jeg det. Jeg blev tvunget til at spise op da jeg var barn, og den dag i dag ...

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her