Lyder jeg bare som en ond, jaloux stedmoder?

Kære Renee

Har netop hørt dit videoindlæg, som jeg virkelig synes, er godt og giver stof til eftertanke.

Jeg er både delebarn/deleforældre og bonusmor.

Sidstnævnte til en pige på 16 år.

Hun accepterer mig til en vis grad, men bestemt ikke meget mere.

Hendes far og jeg har været kærester i 4 år og boet sammen i 2.

Vi har en stor lejlighed med plads til alle børnene (min mans søn på 19, datter 16 og min søn på 14) - Problemerne opstår, når jeg ikke formår at sætte mine egne behov og følelser til side.'

Og ja - indrømmet, jeg tænker, som du nævner i dit indslag "skal hun virkelig bestemme alting!"

For jeg bliver valgt fra, når der er ting for forældre på skolen, den snarligt kommende efterskole (forældredage) og andre ting, hvor mor også skal deltage.

Min kæreste forsøger at "overtale", trumfe igennem osv, men naturligvis uden særlig succes for os!

Som du siger - sunde børn siger fra.

Men hvor længe er det ok?

Jeg er "god nok", når vi skal noget, hvor jeg f.eks holder fødselsdag for hende, betaler til diverse osv.

Tydeligt vil hun have sin far for sig selv - og jeg forstår hende jo godt.

(Har jo selv erindringer om en far, jeg så gerne ville) Min kæreste er en rigtig god og kærlig far, og forsøger at give hende plads, lytter til hende, går ture osv.

Når der så ikke er mulighed for det, reagerer hun med surhed og taler grimt til ham.

I de situationer, blander jeg mig, og beder hende opføre sig ordentligt.

Men det "må" jeg så helst ikke, eller?

Når vi går tur, hvor min kæreste og jeg går ved siden af hinanden, går hun indimellem, tager ham under armen og puffer mig nærmest væk.

Jeg blir vred på min kæreste, men siger aldrig noget til pigen.

Snart begynder hun på efterskole, hvor hun formentlig har et ønske om kun at have mor, bror og far med.

Min kæreste og jeg er i dilemma - skal hun have lov at bestemme disse ting?

Og hvordan tackler jeg det, og hvor meget skal jeg "tåle"?

Min søn stiller spørgsmålstegn ved hendes ageren nogle gange, og synes, hun behandler mig og hendes far dårligt, at hun kun tænker på sig selv.

De er glade for hinanden, min søn og pigen, og jeg siger derfor, at hun stadig beskytter sin mor.

Vil ikke inddrage ham ej heller diskutere de ting med ham. Han er jo også kun et barn.

Lyder jeg bare som en ond, jaloux stedmoder?

Kærlighed er at give - men jeg må jo konkludere, at jeg så ikke er Jesus, da jeg også har brug for at få mine behov opfyldt.

Jeg har igennem tiden været omsorgsfuld, lyttet osv, men er nu begyndt at trække mig, da jeg fornemmer, at hun helst er fri.

Det er en svær situation, synes jeg.

Jeg håber, du kan hjælpe mig videre i den rigtige retning - for ja, vi vil gerne mange ting sammen.- Også børnene, der gerne vil en tur til USA, hvilket jeg slet ikke kan overskue på denne måde, som tingene er indimellem.

På forhånd tak

M

Kære M.

Det lyder som en rigtig svær situation du sidder I med din bonusdatter. Hun vil ikke acceptere dig fuldt ud, men kun når det lige passer hende selv. Og hun vil helst have sin far for sig selv, vil gerne være tæt på ham og har det svært med, at du er kommet ind I billedet. Og hvad kan du så gøre ved det?

Lad mig spørge, kan man tvinge et menneske til at elske nogen? Nej vel? Kan man tvinge et menneske til at holde af nogen? Nej vel? Skal hun virkelig bestemme alt – tja, hun skal I al fald bestemme hvem hun.....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her