Opret ny profil (Gratis) - Log ind

Læs min historie, vi er uenige om stort set alt - Hvad gør jeg ?

Renée

Tilbage

Læs om redaktørerne

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn

Spørgsmål:

Kære Delebarn,

Tak for et godt initiativ og arbejde! Håber, I kan hjælpe mig. Kort baggrund: Jeg er deleforælder, har en datter på 6½ år, hun er lige startet i 0. klasse, vi har en 5/9-ordning, 5 dage hos faderen (fra onsdag i ulige uger til mandag morgen i lige) og 9 dage hos mig. Det setup har kørt siden januar 2009. Vi har været fra hinanden, siden hun var 9 mdr. Det har været konfliktfyldt, møder med advokater, retten og utallige møder i statsforvaltningen og vi har en samværsresolution. Vores datter er et skønt lille menneske, og hun elsker os begge meget højt og omvendt, hun kan stadig sætte ord på, at hun håber og ønsker, at vi bliver kærester igen, for så vil hun ikke skulle være væk fra en af os (og for mit vedkommende, og det tror jeg også faderen gør, punkterer vi den illusion/det ønske på kærlig, men bestemt vis). Forholdet mellem faderen og mig er i bedring, vi er begyndt at mødes selv og kommunikere. Vi er uenige, men i modsætning til før, hvor det blev til en konflikt, er vi er bedre til at konstatere, at vi er uenige, og så kommer det ikke videre og dermed heller ikke til nogen løsning.

Samme weekendnumre
Siden vi var i statsamtet og fik lavet en resolution (i juni 2007), har vi begge ønsket samme weekendnumre. Statsamtet valgte at give ham de ulige (som jeg også ønskede). Faderens situation: En kæreste, som har en søn, der nu er 15 år og også delebarn, og har en 7-7-ordning, og som er hos dem over de ulige weekender.

Min situation: Lille familie, to kusiner med hver 2 børn, der er skilt og har børn over ulige weekender, flere vennepar og veninder, som har børn (heraf flere piger på min datters alder) over ulige weekender. Det har været ensomt, og jeg har skullet ud og "opfinde" sociale relationer/samvær med børn, og det er jeg ved at være træt af - vil gerne se mennesker der har personlig og dyb betydning for mig og vise min datter det. Og det, at hun er enebarn, gør, at det er endnu mere vigtigt at have kontakt med andre voksne og børn. Det har været bragt op flere gange på møder i statsforvaltningen. Her har de spurgt, om der er sket ændringer i min situation, går ud fra at de spørger til, om jeg har mødt en partner med delebørn i de ulige weekender, og så henviser de til, at vi kan se mine venners børn i hverdagene. Mht. at se venners børn i hverdagene er det ikke, set fra min datters behov, nogen god ide. Der fungerer det bedst at se nogen fra nærområdet, så det blot er kort tid og uden transporttid. Så fordi det altid har ligget sådan, kender hun stort set ikke mine venner og deres børn, nogen har hun fået set en/to gange i en ferie, og engang imellem gør vi noget i den ene hverdag, der er at gøre godt med. Det fungerer ikke mere for mig, jeg har ændret flere gange på samværet efter faderens ønske, og nu ønsker jeg, at vi indgår et kompromis, så vores datter både ser sin 15-årige papstorebror og kan bygge relationer op til mine nære venner og deres børn. Har I nogen ideer til det? Der må da være andre i samme situation:-).

Ringekontakt, mens hun er hos hhv. far og mor:
Vi har haft en kommunikation om, hvorvidt hun skal "bestemme", om hun vil sludre med den anden forælder, når hun er det andet sted. Det har taget noget tid at få etableret stabil ringekontakt mellem far og datter, mens hun er hos mig, men det fungerer fint nu. Som jeg oplever det, er det godt for hende, hun bliver glad, og det virker, som om hun lige bliver fyldt op på farkontoen. Der har været gange, hvor hun ikke har gidet at sige hej, når han har ringet, hvor jeg har opfordret til at sige hej ud fra den tanke, at ”din forælder ringer, en vigtig person i dit liv, så det er vigtigt" (muligvis gammeldags). Når han ringer, informerer jeg hende, på trods af at vi er midt i noget andet, om, at det er far, og hun får lov at få røret. Det gør, at det er blevet naturligt og uden problemer. Omvendt er det, når jeg forsøger at ringe om lørdagen - fjerdedagen i samværet - og ofte har jeg ingen mulighed for at komme til at tale med hende. Jeg får ofte at vide, at hun ikke vil. Det jeg også kan høre, når faderen og jeg taler om det, er, at faderen ser det som en forstyrrelse, så noget fra ham kan måske "smitte" af (ved jeg ikke, jeg ser bare forskellen).

Når jeg henter min datter om mandagen i SFO, og vi ikke har talt sammen, er det lidt, som om vi er lidt "fremmede" efter fem dage uden kontakt, og ofte spørger hun mig, hvorfor jeg ikke har ringet, og fx sidste mandag havde hun en kæmpe tudetur, hvor jeg spurgte hende, hvad der skete, og hun svarede, at det vidste hun ikke. Jeg forsøgte at gå med ved at sige, at der skete også mange ting, med skole osv. osv., og så siger hun: "Ja mor, og jeg savnede dig så meget i weekenden". Faderen mener, at det ligger hos barnet 100% at vælge til og at få ringet, selvfølgelig med hjælp fra den anden forældre. Jeg mener, at det er vigtigt at holde kontakten. Ikke at man skal ringe hver dag, "men holde kontakten" ved, at fx faderen ringer ca. to-tre gange på ni dage, og jeg ringer en gang på fem dage, og så kan hun vælge mere ringekontakt, hvis hun har behov. Jeg mener, at vi som forældre har det ansvar at finde ud af det sammen, og det ansvar skal hun ikke som seksårig tage. Den overordnede tanke er, at hun har løbende kontakt med begge forældre, og på den lange bane får hun selv en mobil og kan styre det, og det vil være naturligt. Kender du/I erfaringer/undersøgelser om dette?

Ferie:
I statsforvaltningen ønskede faderen to ugers sommerferie og så skiftevis ferierne (efterår, vinter, påske og juleferie). Så det er nedfældet i resolutionen. Sommerferien skal være aftalt mellem os, jf. resolutionen senest 1. april. Det har ikke altid fungeret både med at tage ferierne, som han havde ønsket, at informere om hans ønsker for sommerferie. I sommer var der en del problemer, han bookede en uges sommerferie hen i april måned, og endnu senere bookede han den anden uge, hvilket var til stor gene for mig og mine planer for sommeren. Pga. at samværet startede om onsdagen, blev det til 2½ uge, hvor min datter og jeg var væk fra hinanden, Det oplevede jeg som for lang tid for hende på den måde, at hun var i dårligt humør i starten af ferien, ringede en del og udtrykte sit savn og var ked af det. Derudover var ferien med faderen fem uger, efter hun var startet i SFO (1. maj-gruppen), og da hun kom tilbage efter to ugers ferie, havde hun rigtig svært ved at lande og finde sig til rette, så det var nogle hårde uger for hende, indtil hun skulle på ferie igen med mig (også to uger). Den sidste uge inden skolestart var hun igen i SFO'en for at blive klar til at starte i 0. klasse.

For nylig har faderen fortalt, at han ønsker at planlægge sommerferie nu og gerne vil have tre uger (26-27-28). Han har fortalt, at han synes, det er rimeligt at dele sommeren på den måde, og at så kan han tage de tre sidste uger i år 2012. Dvs. at han mener, at hun IKKE skal være i SFO'en hen over sommeren. Jeg tænker, at tre uger er for lang tid at være væk fra SFO for hende. Jeg tænker også, at det fungerer for hende at være i SFO'en noget af sommerferien og have de oplevelser, husene bliver slået sammen, fælles ture osv. osv. At være væk seks uger i det hele fra sine kammerater er lang tid! Pga. min arbejdssituation kan jeg ikke planlægge sommerferie, så jeg ville ikke kunne sige ja til, at jeg tager de sidste tre eller evt. to uger med hende. Så jeg vil løbe en risiko ved at sige ja. Jeg har svaret, at jeg gerne vil høre nærmere (fordi jeg tænkte, at det var noget spændende han havde planer om), men at det så samtidig også ville influere på mine planer for sommerferien med hende. For hvis vi antager, at hun starter med tre ugers "etogandet"-rundtur i Europa? Så har hun jo ikke brug for yderligere vild aktivitet med mig, men snarere at tage i sommerhus og slappe af og nyde det nære. Det viser sig så, at faderen ikke har nogen planer, men bare gerne vil have carte blanche til ugerne for at kunne planlægge. Hvad kender du/I til det med ferier og det at være væk fra den anden forælder? Og det at være væk hele sommeren kontra at være i SFO'en?

Det blev en længere skrivelse..:-)

Venlige søndagshilsener

En MOR

Renée's svar:

Kære Mor

Ja det blev da en længere skrivelse, men det er helt i orden, og heldigvis handlede det meste jo om planlægning, og om at de voksne bliver enige om, hvad der er bedst for dem, og ikke om, at din datter er ulykkelig, fordi far og mor ikke kan samarbejde, så det var jo dejligt. De praktiske ting kan løses, det er jeg sikker på, og I er godt i gang, kan jeg høre. Jeg vil besvare dine spørgsmål på samme måde, som de er stillet:

I forhold til at få ændret dine weekendnumre til ulige numre, som ville passe dig bedst i forhold .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

Samværs ordninger
Bopælsspørgsmål
Skilsmisse
Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Besøg os på Facebook