Jeg vil sende min mands 16 årige datter på efterskole

Min mand H har en datter S på 16 år, som han fik, da han var meget ung 21 år og moderen L, var 19 år. Forholdet var kompliceret og hun var ikke særlig trofast, det vil sige utro. De gik fra hinanden fandt sammen igen og gik atter fra hinanden. H's forældre har i dette forløb spillet en stor rolle og har til tider fungeret som forældre for S. Det har også stor betydning for deres indvirkning og opdragelse på hende i dag. H taler stadig med L om de praktiske gøremål og det fungerer upåklageligt. Aftalen er at S kommer hos os hver 14 dag og i de aftalte ferier. Jeg er opdraget i en familie, hvor vi altid har haft en åben og ærlig kommunikation uanset problemstillingen også på det seksuelle plan så vi var klædt på til det. Er så ikke tilfældet her. Der kommnikeres ikke, det er tovtrækkeri,  og det er uudholdeligt. Al kommunikation foregår over mobilen bare ikke med os. Hun klarer sig dårligt i skolen og drikker alkohol. I min optik er man ikke voksen når man er 16 år, der er fortsat brug for faste rammer og opdragelse, sættes grænser bl.a. ved brug af coaching og kommunikation. Det kræver dialog fra alle parter. Hver gang det er modvind eller et problem får jeg skylden. Jeg gør i forvejen meget for at prøve at ændre på noget der virker håbløst. Jeg er en lus mellem 2 negle. Min mand har meddelt at han vælger børnene? Så senest ville hun gerne på efterskole. Der sker ikke noget som helst i et helt år eller mere. Hun kan ikke beslutte sig, moderen er imod hun fordi hun ikke vil have hun flytter hjemmefra og min mand gør ikke en skid. Så fik jeg nok i denne weekend og kontaktede en efterskole og lavet en aftale, så der lige som kom lidt skub i sagerne. Hendes opførsel og problematikker fylder rigtig meget når hun er her. H og jeg har tre fælles børn, hvor vores piger ser meget op til deres storesøster. Det er jo meget normalt den ene er meget udviklet, så jeg er naturligvis noget bekymret.

Grundlæggende er jeg i tvivl  om hvad min rolle er, når det er et delebarn? Hvis noget går galt er det min skyld? Samtidig er der også et ønske om, at jeg viser interesse!  Dette vil jeg også gerne, da jeg har svært ved at stå på sidelinjen og lade stå til? Skal jeg overhovedet ikke blande mig? Jeg er efterhånden begyndt at hade de weekender, hvor S kommer, jeg bliver automatisk i dårlig humør og skifter personlighed uden grund! Vred og irriteret og sover dårligt om natten. Det er ikke så godt da jeg har epilepsi og ikle kan tåle alt for megen uro og manglende nattesøvn eller blive udsat for stress. Det medfører anfald. Det at hun kommer på efterskole vil betyde for mig at vi ser hende mindre, så det er super en redning, grim tanke men sandt. Jeg har forsøgt at kommunikere med S men uden held. Jeg synes det er hårdt og barskt at blive kritiseret hele tiden. Jeg har også hjulpet pigebarnet med at skrive sin første ansøgning til sit første job og finde et sted hun kan arbejde. Igen ingen støtte fra andre sider, hun gør heller ikke noget det er nemmere at få. Jeg ved bare ikke hvem hun får pengene fra?

Jeg vil være lykkelig for at få lidt hjælp fra Jer.

De bedste hilsner

H....

Kære H....

Teenagere kan bare være noget af en mundfuld, det ved enhver der har haft den slags mennesker boende. De er i gang med en stor ombygning, er i rivende udvikling og igang med at finde ud af hvem de er, puha, det kan være en hård proces at være vidne til, og det kan helt klart give grus i maskineriet. I den proces, at blive voksen, bliver der prøvet nye ting og prøvet grænser, sådan .......

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her