Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Jeg vil kun bo hos min ene forælder

Anna

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Hej Rådgivningen.

Mine forældre blev skilt for et år siden, og det er først nu jeg har kunne sige det til veninde, at jeg kun vil bo hos den ene. Men jeg er bange for de bliver sure på mig, hvis jeg siger det. Hvad skal jeg gøre?

Mvh. Anne - 15 år


Anna's svar:

Kære Anne

Hvor er det dejligt, du har en veninde, som du har kunnet dele dit ønske med! Det er vigtigt at kunne fortælle om sin situation som deleteenager til nogen, som lytter og støtter op om dine ønsker uden nødvendigvis at tænke så meget på dine forældre, som du måske selv gør.
Når ens forældre bliver skilt, så er der masser af omvæltninger og ofte er der mange områder, som man er nødt til at gå på kompromis med – fordi de voksne har besluttet at blive skilt.

Vigtigt at holde kontakt med begge forældre

Jeg har mange samtaler med børn og unge, som har svært ved at finde sig til rette med skilsmissen og ofte handler det om, hvor meget de opholder sig hos den ene eller den anden forælder. Det er af stor betydning, at beslutningen bliver så individuel som overhovedet mulig, så den passer lige netop til dig og din familie. Når man er ung, har man ofte mere brug for at tilbringe tid med sine venner, end man havde, da man var yngre og det kan være svært at få tid til, hvis man skal flytte bopæl hver uge. For nogle fungerer det bedst med flere uger hos den ene forælder og så skifter de til enten at bo flere uger hos den anden eller måske blot tilbringe et par dage hos den anden, for andre tilbringer de op til flere måneder hos den ene forælder og skifter derefter – det er meget forskelligt. Andre igen har brug for en fast base hos den ene forælder og kommer så på besøg hos den anden forælder enten på faste tidspunkter eller efter behov. Det vigtigste er at finde en god løsning på, hvordan man bliver ved med at holde kontakt med begge forældre, uanset hvilken løsning der ville passe bedst til dig.

Alle i en familie har ret til forskellige behov og følelser

For et år siden, da dine forældre skulle fortælle dig, at de ville skilles, var de sikkert bange for at såre dig, gøre dig sur eller ked af det pga deres beslutning, som også ville få en indvirkning på dit liv. Det ændrede dog ikke på, at de var nødt til at fortælle dig om, hvad de havde besluttet. Det samme gør sig gældende for din situation. Hvis du har brug for at ændre på, hvor du bor og hvor lang tid du tilbringer med den ene og den anden forælder, så er det eneste rigtige at fortælle det til dine forældre. Det vil også have en indvirkning i deres liv og muligvis gøre dem enten kede af det eller sure, som du frygter. Men uanset hvad så er det vigtigt i en familie, at alle kan fortælle om deres behov og alle må have forskellige følelser. Selvom enten din mor eller far skulle blive sur eller ked af det, så har du stadig ret til at sige, hvordan det ville være bedst for dig. Det kan være svært at få det fortalt, hvis du har en fornemmelse af, at det kan resultere i en ubehagelig stemning og måske det kunne gøre det nemmere for dig at få det formidlet, hvis du skrev et brev til dem begge og forklarede dit ønske? På den måde kan du få tingene sagt på den rigtige måde og i dit eget tempo og give eller sende det til dem, når du er klar. Dine forældre kan læse brevet og få ro til at reagere, uden du behøver at overvære det. Når dine forældre kender til dine behov og ønsker, så bliver det nemmere for dem at hjælpe med at finde en god løsning for jer alle.

Med ønsket om det bedste for dig og dine nærmeste

Kærlig hilsen

Anna Prip
www.annaprip.dk





Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

  • Samværs ordninger
  • Bopælsspørgsmål
  • Skilsmisse
  • Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

 Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.



Copyright 2009 - 2023 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook

Rolex Replica Watches swiss replica watches https://www.bestclock.cc