Spørgsmål:
Hej med jer.
Så har jeg igen brug for jeres ekspertise.
Hmm - hvor starter jeg lige....jeg har en søn på 7 og en datter på 9 fra tidligere ægteskab. Vi blev skilt for snart 5 år siden. Vi er begge i nye (efterhånden gamle) forhold, og samarbejdet har ikke kørt specielt godt på noget tidspunkt.
I sommeren 2011 har vi været i SF hvor der blev lavet regler for samvær herunder weekend og ferier. Det er en stor hjælp for mig, for nu skal jeg ikke vente uger og dage på svar i forbindelse med ferier og lign. Nu ved vi hvem der har hvad.
Ligeledes har jeg "døjet" med at børnenes far ikke var hjemme når han havde samvær (fra fredag til mandag). Han skulle absolut på job (altså udover alm. 37 timer) og var jo så væk lørdag/søndag og børnene blev passet af hans kæreste. Dette stod på stort set hver weekend de var hos ham. Hende på 9 begyndte at brokke sig, og i amtet fik han at vide at samvær var personligt, men at det var ok indimellem at jobbe når han havde børnene. Så langt så godt.
Jeg har indtryk af at han virkelig har droslet ned på hans weekendjob, men han har stadig svært ved at være nærværende. Sådan er han som menneske. Altid hjælpe andre førend familien/hans børn.
Nu sidder jeg så for 3. gang her i januar, med en 9 årig som græder og ikke kan sove, fordi hendes far "pludselig" ikke skal med til det bryllup som de skal til i weekenden. Jeg siger at hun gerne må blive hos mig og så komme derop om søndagen i stedet for, når hendes far så er hjemme, men hun vil gerne til bryllup med fars kæreste, og hendes lillebror, og det er jo fint. Det er jo super dejligt at fars kæreste gider tage dem med, når nu far ikke er hjemme.
Men at se min datter blive så ked, gang på gang. Ikke kunne sove, og at jeg som mor ikke kan gøre noget - det er bare så svært. Børnenes far ønsker ingen kommunikation/kontakt med mig, så alt fra skolen bliver sendt til ham pr. post. Det "vildeste" jeg må kontakte er fx., at maile en fødselsdags invitation hvis et af børnene skal til fødselsdag i hans weekend. Jeg har dog valgt at bryde denne regel, og sender en mail til børnenes papmor når de skal på weekend, hvis fx. der er håndklæde i gym. tasken (det bliver altså ulækkert af at ligge i sfo fra fredag til mandag/tirsdag) eller hvis min datter har ændringer i medicin (hun har allergi/astma). Papmor er rigtig sød til at skrive tilbage at hun nok skal tage sig af det, og en dag foreslog jeg hende at hun og jeg "bare" tog en beslutning, hvis der skulle tages en. Det kom der INTET svar på. Jeg ved også det er papmor som ofte henter og bringer i sfo/skole efter en weekend fordi børnenes far møder tidligt. Hatten af for hende i den forbindelse - men jeg savner ærlig talt noget 2-vejs kommunikation.
Men pointen er. Hvordan hjælper jeg min datter bedst? Pt. har jeg bedt sundhedsplejersken om, at se hvad hun kan gøre, og når jeg oplever noget herhjemme så giver jeg hendes klasselærer besked, men jeg føler mig godt nok magtesløs. Jeg kan trøste, græde med hende, holde om osv. - men jeg kan ikke "lappe" det svigt hun må føle - og tro mig - jeg ved lige nøjagtig hvordan det føles, for han var jo på samme måde da jeg boede sammen med ham. Har i nogle vise sten at kigge i eller er det blot en af de ting, hvor man må lade tiden råde og håbe at min datter kommer helskindet igennem?
På forhånd tak for svar.
Mange hilsner
Butterfly
Renée's svar:
Kære Butterfly
Det er ikke en fremmed problematik du beskriver her, det at den anden forældre disponerer omkring samvær meget anderledes end du selv ville gøre. Og heller ikke enestående, at der er et barn der kommer i klemme og ikke føler sig set og hørt. Desværre.
Din frustration er virkelig forståelig, for hvor gør det dog ondt, at sidde med et barn der.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her