Spørgsmål:
Kære rådgivere hos delebarn.dk
Jeg er far til en datter på 1½ år. Op til for 3 måneder siden har moren og jeg boet i samme hus og begge taget os af vores datter. Moren har siden fødslen været følelsesmæssig ustabil med fysiske og psykiske udfald mod både mig og vores datter. Jeg har mange gange måttet træde ind og skabe den ro omkring vores datter, som hun havde brug for og fjerne vores datter fra moren.
For tre måneder siden gik jeg med til at vores datter fik bopælsadresse hos moren, da jeg på daværende tidspunkt valgt at flytte fra vore fælles hjem, da det ikke længere var konstruktivt at bo sammen. Jeg gik med til en 10/4 ordning, pga min situation og vi blev enige om, at når jeg havde fundet en ny fast bopæl og arbejde, så skulle vores datter have meget mere samvær med mig.
Jeg har dog længe ønsket at have bopælsretten pga af at moren var ustabil og voldelig, men op til da havde jeg kun kunnet observere morens ustabile adfærd, men mente ikke at jeg ville kunne bevise dette i statsforvaltningen, så jeg gik modvilligt med til en 10/4 ordning og håbede på at moren ville få det bedre og holde sit ord med at vores datter vil få mere tid med mig, når jeg har fundet et nyt job og hjem.
De seneste måneders samarbejde har dog været udfordrende. Når vores datter kommer hos mig er hun urolig og jeg må gøre det samme, som da jeg boede med moren og vores datter, berolige vores datter og hjælpe hende med at få den ophobet stress ud af hendes krop. Vores datter har pga dette altid haft stor lyst til at være med mig, selv om hun skulle være hos sin mor eller andre, hvilket selvfølgelig har frustreret moren, da dette gjorde at hun ikke følte sig tilstrækkelig og god nok.
Desværre skete der dog en meget uheldig overlevering for en måned siden, hvor moren var meget ustabil og råbte vredt af mig og skældte mig ud foran vores datter, hvilket gjorde at vores datter blev meget utryg og hun grad da jeg tog imod hende og fortsat den halve dag. Dette rystede mig virkelig, da jeg pludselig kunne se hvordan morens psykiske og fysisk voldelige adfærd havde en direkte negativ påvirkning på vores datter, hendes adfærd og min rolle som far. Jeg føler mig ikke længere tryg ved at moren er primære forældre, da hun skaber negative mønstre i vores datter, som gør vores datter utryg, så hun lukker i, bliver ustabil og bange. Ved at have flyttet væk fra moren og vores datter kan jeg ikke længere holde en hånd over vores datter og beskytte hende mod morens psykiske og fysiske vold. Jeg ved heller ikke længere hvornår det finder sted, men ser blot de negative resultater hos vores datter.
For 2 uger siden fik jeg en indbydelse til et møde i socialforvaltningen i morens bopælskommune. Uden mit kendskab har moren siden foråret, hvor vi stadig boede sammen, henvendt sig og bedt om akut hjælp og har efterfølgende modtaget flere former for vejledning og støtte fra socialforvaltningen og går nu i terapi. Forvaltningen har sendt mig et brev, hvor der står, til min store lettelse, alt omkring morens voldelige adfærd mod mig og vores datter og en erkendelse fra moren af at adfærden stammede, hvad jeg godt vidste, fra hendes opvækst med en voldelig far og en psykisk voldelig mor. De mener også, hun har været ramt af en middelsvær fødselsdepression og skal have hjælp til at få en bedre forbindelse, tilknytning og kommunikation med vores datter, som er svær for hende.
Med en stor lettelse over at moren nu selv har tilkendegivet sin voldelige adfærd og fødselsdepression gik jeg håbefuldt til mødet i socialforvaltningen, hvor jeg fik fortalt om mit indtryk af vores datter, at hun er utrolig tryg med mig, hvilket andre også observerer og at jeg kan støtte op om at moren har haft det svært ved at tilknytte sig vores datter og at vore samarbejde har været vanskeligt pga morens fødselsdepressionen og den voldelig adfærd, som jeg indtil nu ikke har vidst hvad jeg skulle stille op med. Jeg sagde straks Ja, da jeg blev indbudt til at deltage i et terapeutisk tiltag sammen med moren, med fokus på vores datters trivsel og bedre kommunikation og samarbejde.
Samme dag modtog jeg – til min store gru – et brev af moren, hvor hun fortæller, at hun efter konsultation af en børnesagkyndig, der tidligere har været ansat i statsforvaltningen, er blevet rådet til ”i henhold til praksis” at kræve at mit samvær med vores datter skal reduceres fra 10/4 til 11/3. Moren kræver tilmed at jeg maks må have vores datter i 4 sammenhængende dage og at ingen af mine venner eller familie må tage sig af vores datter, da det vil gøre vores datter bange og ustabil. Hvis jeg ikke, senest 4 dage senere, accepterer og skriver under på brevet, har den børnesagkyndige lovet at "...være behjælpelig med at få fremrykket et møde (i Statsforvaltningen), så vi ikke skal vente i mange måneder...". Jeg ved p.t. ikke om moren har henvendt sig og startet en sag i statsforvaltningen.
Jeg er dybt bekymret og chokeret over morens brev, da jeg ser hvordan hendes egen fødselsdepression, ubalance og voldelig adfærd nu kapper over. I brevet fra socialforvaltningen står der - moren ønsker aflastning -, men moren er ustabil og handler i stedet ud af frygt og prøver at fjerne mig som stabil base, hvilket vil gøre vores datters liv endnu mere skrøbeligt. Jeg er bekymret på flere fronter, da vores datter nu har knækket 2-3 kurver i sin vægtkurve, hvilket jeg tror skyldes det psykiske ustabilitet, som moren konstant er i. Vore datter kan ikke slappe af ligesom moren.
Jeg ser at samarbejdet i socialforvaltningen, som vil være godt for vores datter – og for hendes mor – bliver ødelagt af morens trodsighed og trussel om en sag i Statsforvaltningen, da jeg der vil føle mig tvunget til at bruge oplysningerne fra socialforvaltningen om morens voldelige adfærd, manglende samarbejdsevne og fødselsdepression til at fremme min sag, så jeg kan skabe nogle stabile forhold for vores datter.
Efter at have modtaget brevet fra socialforvaltningen med morens tilkendegivelse, som jeg er enig i, omkring morens fødselsdepression og voldelig adfærd, kan jeg se at jeg mere og mere ønsker at få bopælsretten, så vores datter igen kan få en tryg og stabilt hjem, hvilket jeg nu kan give hende, da jeg igen har fast bopæl og job.
Denne ændring vil tilmed gøre at moren ikke længere føler sig belastet af at have vores datter, som der står i brevet, og få tid til at få styr på sig selv i stedet for at ødelægge vores datters liv, fordi hun selv er ude af balance. Jeg ønsker at vi som familie med tiden bevæger os mod mere stabilitet og når moren får det bedre ser jeg en bevægelse mod en 7/7 fordeling som den bedste samværsordning for vores datter.
Jeg er dog bange for at moren vil blive mere voldelig, måske mod vores datter, og hade mig pga at jeg gerne vil støtte og have mere tid med vores datter, hvilket vil være endnu et svigt og nederlag i hendes liv, hvilket nok vil gøre at moren helt stopper samarbejdet med mig og derved skaber en endnu være situation for vores datter.
Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal handle.
Jeg har bedt om mere betænkningstid, men tror ikke jeg får ret meget.
Skal jeg lade moren gå til statsforvaltningen eller skal jeg selv kontakte statsforvaltningen? Hvordan ser min situation ud rent juridisk i forhold til dette? Hvordan skal jeg handle?
Hvordan skal jeg forholde mig til den børnesagkyndige, som tilsyneladende ikke kender noget til sagen i socialforvaltningen,
men har en klar indflydelse på socialforvaltningen, som måske vil gøre sagen svær for mig?
Og hvordan passer jeg bedst på vores datter igennem det videre forløb?
Vh
Faren
Hanne's svar:
Kære ”Faren”
Du stiller mange komplekse spørgsmål og der kan jo gemme sig mange svære problemstillinger i din sag.
Jeg syntes du skal bede statsforvaltningen at børnesagkyndig rådgivning for at opklare og forklare dine synspunkter.
Jeg anbefaler aldrig......
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her