Spørgsmål:
Min kæreste og jeg har 2 børn på 3 og 1 år derudover har han to piger fra et tidligere forhold på 6 og 12 år. Problemet er at vi igennem snart 5 år har måttet leve med at pigerne har lus.
Vi har kæmmet og kæmmet, og især jeg, har brugt timer på pigernes aflusning, men når de kom igen (de kommer hver anden weekend) var de fyldt med lus igen, sommetider var deres hår nærmest levende af alle de lus. Deres mor påstår at hun gør alt hvad hun kan for at bekæmpe lusene men har undskyldt sig med, at de bliver ved med at få dem i skolen og i børnehaven.
(min datter går også i børnehave og vi kan sagtens komme af med lusene ved at kæmme dagligt og bruge lusekur.) For ca 1/2 år siden valgte moderen så at flytte til en større lejlighed i en anden kommune hvilket jeg så, som en åbning for at vi kunne slippe af med lusende, men nej. De kommer stadig med lus og har også betroet mig at deres mor giver dem besked på at de ikke må sige det til nogen. Hver gang jeg spørger dem om de stadig har lus svarer de, at de næsten ikke har nogle og den store pige har flere gange løjet om, at hun ikke har nogle bare for at slippe for kæmningen. Jeg syntes det er rigtig synd for pigerne at de skal rende rundt med lus altid og især at de får besked på at lyve om det. Jeg ved at det ikke er umuligt at komme lusene til livs da vi flere gange hvor vi har haft dem i ferier har fået dem helt lusefri. Jeg ved godt at så snart de kommer tilbage i skole og børnehave er den gal igen, men jeg mener da man burde kunne komme det til livs. Min datter på 3 og jeg bliver selvfølgelig også ramt af lusende hver anden weekend og må kæmme løs og bruge en masse penge på aflusningsmidler hvilket får mig til at rase indeni da jeg føler mig efterhånden magtesløs overfor problemet, men så længe hun påstår hun gør alt så kan vi vel ikke stille så meget op? jeg spurgte hende engang om ikke også selv hun fik lus og til det svarede hun at det gjorde hun, så hun kæmmede sig bare hver gang hun gik i bad... (kan ikke lade være at tænke på om det måske er hende der i virkeligheden bliver ved med at smitte børnene...) jeg føler jeg er løbet panden mod en mur! min kæreste forsvare hende lidt og siger at hun vel gør hvad hun kan. Det skal også siges at han er meget konfliktsky anlagt desuden er han så heldig stillet at lusene ikke bider på ham.
Jeg ved det snart ikke, kan det virkelig være rigtigt at vi skal finde os i at få lus hver anden uge? og hvad skal vi stille op? Jeg føler vi har prøvet alt. Vi har prøvet at sige at de ikke kan komme hvis de har lus, hvilket som sagt har gjort at de enten lyver om det eller siger de næsten ikke har nogle. Har så sagt til min kæreste, når vi har opdaget at det er usandt, at vi må ringe til moren og sige hun må hente dem, men min kæreste syntes ikke det skal gå ud over børnene og det kan jeg da også til dels give ham ret i men hvad gør vi snart?
Håber virkelig du kan hjælpe os?
Med venlig hilsen
en meget frustrerede mor
Renée's svar:
Kære frustrerede mor.
Puha, det lyder som om du bare kæmper og kæmper med de lus, og hvor er det dog irriterende for dig. Der er da heller ikke noget værre, for de klør og irriterer helt vildt, jeg ved det, da vi også herhjemme har haft lus et utal af gange. Lus er bare sådan noget der findes, især i børnehaver, og sfo´er, der hvor små børn leger tæt sammen med hinanden. Og de kan virkelig være svære at komme til livs de små bæster, det kan jeg høre du også har fundet ud af, men jeg kan også forstå du gør alt hvad du kan, og jeg tror bestemt kæmning er den helt rigtige strategi.
I forhold til din mands ekskone og ....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her