Spørgsmål:
Jeg er kommet i den situation, at jeg har valgt at blive skilt fra min mand igennem 8 år. Vi har to vidunderlige børn sammen på seks og to et halvt, som primært har været sammen med mig, da jeg fik begge børn under mit studie, og derfor gjorde alt for at arbejde mindre, ligge studie/læse tiden efter kl 20, og i det hele taget være så meget sammen med børnene som muligt.
Min mand har sin egen forretning, hvor han primært er mødt ret sent på job, for derfor først at være hjemme igen efter kl 18, nogen gange først kl 19:30. Han har derudover brugt de fleste lørdage på at arbejde, så vores familie weekend nærmest har været ikke eksisterende, men jeg har affundet mig med det, da jeg også har brugt meget tid på mit arbejde. Jeg har siden færdiggørelsen af mit studie forsøgt, at få ham til at ændre åbningstider og undgå lørdagsarbejdet, da jeg får en rigtig god månedsløn, der sagtens ville kunne betale størstedelen af vores udgifter, men han har nærmest arbejdet mere.
Jeg er derfor efterhånden ret så vant til at være alene med børnene, og kommer muligvis til at synes, at min hverdag bliver nemmere, når vi snart flytter fra hinanden.
Jeg har valgt at gå fra min mand, da han igennem flere år har haft et kokain misbrug, der har ødelagt min tillid, respekt og lyst til at være sammen med ham. Jeg har igennem mange, mange år forsøgt at få ham til at forstå, at kokainen ødelægger vores familieliv. Jeg har sågar involveret mine forældre og søskende, flere af mine nære venner, og flere nære fælles venner, der alle har forsøgt at tale med ham, for at få ham til at forstå de svigt han påfører både mig og børnene. Dog uden held.
Jeg har tilgivet ham og kommet med trusler om at hvis han ikke stopper og går i behandling, så vil jeg gå fra ham. Vi har derefter talt en smule sammen, og han har grædt og bedt om min tilgivelse, og flere gange har jeg blot holdt om ham, og forsøgt at trøste, selvom det var mig, der var blevet svigtet. Når jeg efter få dage er kommet til ham og enten tilbudt at tage med til rådgivning eller lign., har han affejet mig og sagt, at det skulle han nok selv klare. Der var ingen, der skulle røre ved hans hoved.
Men da han aldrig dukkede op på vores datters fødselsdag, hvor hele familien var samlet, fik jeg nok, og bad om skilsmisse. Har efterfølgende forsøgt at få ham til at forklare mig, hvorfor det egentlig er at jeg gerne vil skilles, og hans eneste kommentar har været, at jeg ikke har kunnet klare hans måde at leve sit liv på. Jeg har fortalt ham, at hvis han vil gå i behandling vil jeg gerne være der for ham, og kæmpe for os, men han har undgået at ville tale om emnet, da han mener, at jeg blot vil bruge det imod ham i retssagen.
Han har derfor fået sig en advokat, hvor han flere gange har nævnt, at han ikke kan tale med mig, eller svare på mit spørgsmål, før han har snakket med sin advokat. Jeg har ikke skaffet mig en advokat, da jeg ikke mener, at vores sag kommer til at køre i retten, og hvis den gør, vil jeg på få dage kunne sætte en advokat ind i sagerne.
Jeg har efter vores "skilsmisse" i starten af sommeren været mere eller mindre 100% på børnene og forsøgt at beskytte dem mod dårlige udtalelser og hån overfor mig, men desværre er der flere ord, der er røget ind i hovedet på den ældste, om at mor stjæler og at mor har taget alle fars penge, mor er en tyveknægt, og mor er bange for miste alt sit guld. Jeg er rystet, men har på sin vis tilgivet, da jeg godt kan forstå at han er vred, skuffet og ikke mindst ked af det. Til hele vores venskabskreds, hvoraf flere også tager kokain, når festen bliver for kedelig, men dog aldrig bliver væk i flere dage, som min mand har gjort, har han fortalt, at jeg aldrig har advaret ham om at jeg ville gå fra ham, hvis han gik i behandling, og derfor fået mig til at fremstå som en kold kvinde. Alle ordene kan jeg leve med, samt den manglende forståelse fra andre.
Det er ikke dem, der har levet i et forhold med en utilregnelig mand, som udover alle de dumme ting, også har været en kærlig og elskelig mand, men hvor misbruget muligvis har ødelagt hans forståelse for hvad der egentlig er rigtig eller forkert.
Vi skal i statsforvaltningen om kort tid. Små syv dage efter at jeg overtager ny lejlighed. Jeg har valgt IKKE at flytte adresse før vi har alt på plads med børnene. Har fået at vide, at det er ret vigtigt i forhold til hvad og hvordan det ender med børnenes bopæl etc.??
Jeg troede, at vi var enige om en 9 dage til mig og 5 dage til ham ordning, men efter at jeg har sagt, at jeg vil have hvad der tilkommer mig i og af lejligheden, vil han nu have børnene 7/7.
Jeg har det utrolig dårligt med at skulle have den ordning, da jeg først og fremmest har svært ved at se hvordan han skal få deres hverdag til at hænge sammen.
Han har aldrig hentet børnene, haft dem til læge, holdt sygedage eller lign. Og ikke mindst fordi at han stadig siger nogle grimme ting om mig, og bruger den store til at passe og pleje sig. Hun vil rigtig gerne, men hun skal ikke sørge for at HAN har det godt. Det skal være den anden vej rundt.
Jeg er i tvivl om, at jeg skal nævne i statsforvaltningen, at grunden til at jeg går fra ham er pga kokain, da jeg ved, at det vil smadre hans verden. Men hvordan kan jeg overlade mine børn til en mand, der ikke tager problemet alvorligt og kommer i behandling?
Efter at jeg har valgt at blive skilt har der været mindst to hele weekender, hvor vi nærmest ikke har set ham, da han, iflg. eget udsagn, har sovet ved nogle veninder. Og IGEN uden at give den mindste lyd fra sig.
Hvordan skal jeg forholde mig til, at jeg på den ene side gerne vil have at børnene ser deres far, men på den anden side, er i tvivl om han overhovedet kan klare det?
Og vil jeg kunne ændre en ordning UDEN at skulle nævne kokainen. Jeg har ikke direkte beviser, men ALLE ved, at det er det der er problemet. Og flere har endda ringet til mig og sagt, at de 100% forstår min beslutning.
Jeg har ikke nævnt overfor min mand, at jeg ikke er tryg ved 7/7, da jeg ikke magter at skulle tage flere diskussioner over børnenes hoveder, og at han selvfølgelig altid er velkommen hos mig efter arbejder, så han kan spise med og hygge lidt med ungerne.
Jeg vil rigtig gerne have at vore samarbejde kommer til at køre godt, så det bliver nemmere for alle, men han er pokkers svær at tale med, og bruger mere tid på at anklage mig end tale med mig.
Hvad vil I synes skulle være mit udgangspunkt i forhold til statsforvaltningen, deleordning, bodeling, etc.
Mvh, Taurus
Renée's svar:
Kære Taurus
Det lyder faktisk som om du har taget den helt rigtige beslutning. Du har nemlig valgt at tage dig selv alvorligt og valgt at passe så godt på dine børn som du overhovedet kan. Og det er ikke befordrende for børn at være sammen med en voksen der har et misbrug, og som man derfor ikke altid ved hvor man har. Der er jo det ved misbrug, at selv om personen ikke er på stoffer den dag han eller hun skal være sammen med børnene, så kan personen stadig være påvirket, på den måde at personen ikke er frisk, er på vej ned, har humørsvingninger etc.
Så selvom jeg kan høre du enormt gerne vil....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her