Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Jeg kan ikke accepterer den svage Far min kæreste er !


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Hej til jer alle.

Jeg trænger så meget til hjælp og vejledning!!! Jeg har været sammen med min kæreste i 2 år nu, han har en sød datter på nu 8,5 år. Han er 41 og jer er 34år. Ham og jeg har haft en turbulent tid især da vi boede hver for sig. Hvis vi blev uvenner kørte han bare fra mig og hver gang der har været kold luft mellem os, har jeg måtte tage fat i emnet og få snakket tingene igennem. Vi talte om at flytte sammen, og det blev hos ham (selvom jeg ikke ville så langt ud på landet) men nu er jeg der for jeg vil gerne være sammen med ham og gøre noget for vores forhold! Vi er så småt begyndt at renovere hans hus, da det virkelig trænger til en kærlig omgang!

Hans datter har taget rigtig godt imod mig, vi har det godt sammen og hun nyder det at være en familie! Hendes forældre gik fra hinanden da hun var 3 år. De to voksne har haft et meget anstrengt forhold, men det er meget bedre nu især efter at begge har fået en ny kæreste. Jeg inviterer altid datterens Mor ind til kaffe og en snak, når der skal hentes eller afleveres, da datteren skal se at vi er voksne mennesker. Jeg har intet imod Moren, hverken jalousi eller andre indædte følelser. Min kæreste er blevet meget bedre, men har stadig sin egoistiske stædighed!

Da jeg kom ind i billedet, sov min kæreste og datter sammen og det var svært for mig besøge dem de første gange da jeg skulle sove i dobbeltsengen med datteren, og min kæreste sov på gulvet. Det blev dog langsomt bedre og fra at han sov hos hende om natten er vi gået til, at han går ind til hende om aftenen hver 5. minut til hun sover. (hendes mor gør det ikke) Han kan stadig falde i søvn derinde. Når jeg putter hende er der ikke noget og hun falder i søvn. De gik også i bad sammen, men langsomt er hun blevet så stor at hun selv går i bad og godt selv kan. Men hun kan stadig spørge om hendes far vil med i bad? Er det normalt?

Da jeg kom ud til dem, var hun 7 år og de fleste af hendes babyting stod overalt og pigen ville ikke skille sig af med det. Min kæreste har dog indrømmet, at han ikke har kunnet holde ud, at se hende bliver større. Han ser hende stadig som en meget lille pige der ingen ting kan. Når hun er sammen med mig er hun en pige som alle andre på sin alder. Hun vil gerne være med og være en del af fællesskabet. Når så min kæreste tager over, så går hendes tid med Tv og computer og hun kan intet! Hverken tage sin tallerken af bordet, hjælpe med at finde tøj frem til næste dag, (alt det ved jeg at hun gør hos sin Mor). Hvis jeg beder hende om at hjælpe med at tage af bordet, tager min kæreste over og sætter tingene væk for hende, hvilket efterlader mig i en total respektløs situation.

Han mener at jeg ingen forstand har på børn og jeg kan ikke have en mening om noget jeg ikke har prøvet (jeg har ikke børn). Han gør det som han har det godt med. Hans hjem (nu betaler jeg også og bor der) er et fristed til datteren og der er ingen regler og grænser. Hvordan kan vi leve sådan? Der er regler og grænser alle steder også i skolen og hos hendes Mor!

Vi har hende hver anden uge torsdag-tirsdag morgen og hver mandag og torsdag plus at vi har hjulpet Moren meget, da hun har haft meget arbejde, så faktisk har vi haft hende i 3 uger. Men da har datteren været meget syg, ondt i hovedet og kvalme. Der var tale om at hun havde stress da Moren har en meget hektisk hverdag. Hver anden dag blev der ringet fra skole, om, at min kæreste skulle hente hende. Når de så kom hjem skulle der hygges med at bage boller, se film og spille på computer. Er det normalt? Jeg ville da også gerne hjem fra skole når man vidste man skulle hjem og hygge? Jeg kan forstå hvis det var en enkelt dag, men det var jo hele tiden! Og jeg sagde at hun ikke kunne komme med mig ud da hun var syg så skulle hun blive inde, hvad gør min kæreste? Han tager datteren med ud og så står jeg igen total til grin!

Ja jeg kan blive ved. Vi kan ikke rigtig lave noget i de weekender vi har datteren, for han skal aktivere hende 24timer i døgnet! Og han er ikke meget for, at hun har legekammerater med hjem (hvilket jeg syntes er sundt) for de skal være sammen. Vi laver også en del sammen, skovture, svømmehal, skøjter m.m men jeg syntes også hun har brug for nogle på hendes egen alder. Hendes Fars familie er noget ældre alle sammen og der er ikke nogen børn på hendes alder. Vores liv er meget begrænset af hvad han har det godt med og hvad han vil og mener. Vi ender altid med at blive uvenner når vi taler om det, for jeg vil bare have at det skal gå efter mit hoved og det handler om at sluge kameler. Jeg har godt nok slugt mange og det mener han også at han har, men hvad er rimeligt og urimeligt? Efter at have boet sammen med dem i 8 måneder, tog jeg hendes sidste baby legetøj ud af soveværelset. Hun bor i alle rummene og så meget plads er der ikke til 3 mennesker med dobbelt op af ting, møbler m.m.

Jeg elsker min kæreste men kan ikke accepterer den svage Far han er. Jeg krummer tær når han ikke tør sige datteren i mod eller sætte hende på plads. I 3 måneder har vi vidst, at vi skulle ud at rejse i 10 dage uden datteren og han siger det en uge før og datteren bliver ked af det, for vi havde lovet hende at hun skulle med ud at flyve. Men denne tur er en voksen tur (da vi skal besøge en masse i Spanien da jeg har boet der i 8 år, så det vil ikke være noget for hende) Men det er som om der ikke er nogen grænse mellem voksen og barn i vores lille sammenbragte familie? Hvis vi en fredag aften er alene og jeg siger det er skønt med en kæreste aften, kan min kæreste ikke give mig ret, for så skal han jo indrømme, at han ikke vil være sammen med sin datter!

Er han bange for hende? Eller vil han bare ikke give sig selv lov til at have et voksent liv? Skal jeg give op og forlade denne lille familie så de bare kan være alene de 2 med deres love og normer? Jeg orker ikke flere kampe med ham og er træt af at få printet ind i hovedet at jeg er forkert på den og at hans opfattelse er rigtig! Jeg siger det igen, det er ikke datteren der er noget galt med! Hun er en sød pige og klarer sit deleliv rigtig flot. Det er min kæreste som jeg ikke kan forstå. Jeg vil meget gerne bede om et råd og hvad jeg skal gøre for at blive i det forhold og hvordan undgår vi alle de konflikter? De dræner mig fuldstændig og jeg trænger til at være glad som førhen. Jeg ved godt der ikke er noget der er nemt, men behøver det at være så kompliceret hele tiden?

På forhånd mange tak og mange hilsner fra en frustreret kæreste!



Renée's svar:

Kære Frustrerede kæreste.

 

Det lyder som om det er lidt kompliceret for både du og din kæreste, at finde en fælles forståelse omkring hvordan I skal være kærester, og ikke mindst omkring din kærestes datter og hvordan I skal være sammen med hende. Først vil jeg sige, at jeg i grunden tænker, at du allerede har gjort et ret fint arbejde med at finde ud af hvad det handler om for dig, nemlig at din kæreste har nogle normer og regler og en måde at være far på, som du ikke er sikker på er normal eller en måde du bryder dig om? Samtidig har du skilt din bonusdatter ud af problemet og bliver ikke sur og vred på hende og det der irriterer dig, fordi du kan se det ikke er hende der skal bære ansvaret, da hun er et barn. Det i sig selv, synes jeg er en ret fin begyndelse.

Om det er normalt for en far at gå i bad med sin datter på ni, eller sove sammen med hende, eller gøre ting for hende, er jo .....





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook