Spørgsmål:
Hejsa
Jeg vil gerne vende min situation med jer og håber på at få et mere afklarende svar på hvad jeg skal gøre.
Jeg blev kæreste med en dejlig og meget aktiv mand for 2 år siden, han har en dreng som nu er 7 år gammel, han er hos os hver anden uge (7/7). Jeg er 36 år gammel, har ingen børn selv, men har et stærkt ønske om at få mindst et barn. Pga. tidligere operation i min mave, kan det kun lade sig gøre med reagensglas metoden, hvis det overhovedet er muligt. Jeg føler mig presset pga. min alder til snart at komme i gang.
Problemet er at vores "3-kløver" ikke fungerer. Jeg føler mig meget udenfor og overset. Jeg synes min kæreste og hans søn er afhængige af hinanden, de er sammen uafbrudt, når han er hos os næsten alt andet bliver tilsidesat. På ferier og ved andre aktiviteter vil drengen lave det hele med sin far, ikke med mig. Jeg føler mig som en tilskuer til deres liv. Vi var på skiferie for snart et år siden - det var forfærdeligt. Jeg følte mig ekstremt alene. Jeg var på skiskole i 3 dage alene da jeg aldrig har stået på ski før, imens kørte de to sammen. Jeg så dem først sidst på dagen, da min kærestes søn ikke havde lyst til at køre ned og besøge mig og det var lidt besværligt.
Men jeg følte mig meget alene. De sidste dage skulle vi køre sammen, men min kærestes søn ville kun køre sammen med sin far - både i skilift og på vej ned af bjergene mellem hans ben. Jeg begyndte at "kræve" min kæreste, da jeg var træt af at være alene og kan ikke forstå at der ikke også kan være kæreste-tid selvom hans søn er tilstede. Det endte i mange konflikter os tre imellem. Og drengen blev fuldstændig umulig - smed sig i sneen og kastede sine ski.
Når vi spiser aftensmad eller bare er sammen generelt taler drengen uafbrudt. Det er svært for mig at komme på bane og min kæreste er ikke god til at spørge hvordan min dag har været. Han afbryder ofte når hans far og jeg taler sammen og min kæreste føjer ham alt for ofte efter min mening. Han har sågar sagt at han synes det er ok at han afbryder os, hvis ikke han synes det er vigtigt, det vi taler om. Jeg blev meget vred da han sagde sådan - jeg synes det er mangel på respekt for mig.
Hvis min kæreste og jeg en sjælden gang ligger sammen i sofaen vil drengen også være med. Og min kæreste synes det er synd hvis HAN skal føle sig udenfor, så han løfter ham gerne "på plads". Jeg kan simpelthen ikke klare det.
Jeg synes jeg har forsøgt at få det til at fungere, jeg er altid sød og hjælpsom overfor ham, henter og bringer ham og passer ham når min kæreste ikke kan. Laver mange praktiske opgaver i hjemmet så min kæreste kan lege sammen med drengen. Men jeg føler at jeg giver og giver og får ikke rigtig noget tilbage - eller nok tilbage.
Der er mange konflikter omkring sengetid, spil på Nintendo, og komme op om morgenen. Det tager ofte urimeligt langt tid at få ham til at gøre nogle af de ting. Han siger at han ikke vil og det skal vi ikke bestemme. Han kan også finde på specifikt at sige til mig at jeg ikke er hans mor eller far og derfor skal jeg ikke bestemme over ham. Jeg bliver ked af det og også vred på ham. Sommetider er han rigtig fræk og sprøjter vand på spejlet ved tandbørstning eller nægter at åbne munden op, nægter at bære sin tallerken ud i køkkenet. Ja jeg må indrømme at jeg er ved at have fået nok.
Vores problemer har været der helt fra starten af, men det bliver ikke nemmere for mig. Jeg er rigtig ked af det og får det næsten fysisk dårligt når drengen kommer ud til os og selvom jeg godt ved han er "uskyldig", så er jeg faktisk begyndt at hade ham. Jeg synes min kæreste giver ham alt for meget opmærksomhed, alt for mange valg og føjer ham alt for tit og jeg synes det er forkert, at han ikke prioriterer mig mere. Jeg mener også det vil være sundt for drengen at se at hans far faktisk også har kærlighed til mig og gerne vil mig og at der er andre i verden end ham selv. Jeg har ihvertfald brug for at få noget mere fra min kæreste - også når hans søn er tilstede.
Jeg ved min kæreste har dårlig samvittighed overfor sin søn og forsøger at kompensere for det han er blevet udsat for (skilsmisse). Og jeg ved at han vil det bedste for sin søn, jeg ved også godt at det er mig der bliver valgt fra, hvis det skulle komme dertil. Men jeg har det rigtig svært ved at være her og jeg er ved at give op. Jeg synes heller ikke det er fedt at der er en ekskone som min kæreste har kontakt med flere gange om ugen. Det her er bare ikke et drømmebillede for mig - selvom jeg godt forstår det er svært for dem også. Jeg synes også det er rigtig svært at være sammen med andre forældre som kun taler om klassen og deres børn, når jeg ved at jeg ikke har børn og ikke kan få nogen og lige præcis med dette barn har jeg ikke rigtig noget at skulle have sagt fordi jeg ikke er mor til ham.
Min kæreste er også meget aktiv i sin fritid - han arbejder meget, rejser sommetider, spiller musik, sidder i et udvalg, er instruktør i en særlig fritidsinteresse og alle disse aktiviteter foregår oftest i tiden hvor hans søn ikke er her. Der føler jeg mig også nedprioriteret, da jeg ikke rigtig kan være en del af det. Min kæreste synes vi har masser af tid sammen - fordi han er hjemme når hans søn er der.
Jeg spørger hele tiden mig selv om jeg vil stå model til det her? Vil jeg finde mig i det? Kan jeg det? Hvad sker der hvis vi får et barn sammen - bliver vi endnu mere delt i to lejre end vi er nu? Jeg vil ikke acceptere at min kæreste kun bruger tid på sin søn. Og har jeg nu opbygget så meget irritation og frustrationer mod min kæreste søn at jeg ikke ønske ham en del af "min" lille familie?
Hvad er jeres erfaring - hvordan vil det gå? Er det bedst at sige tak for denne gang - inden vi bliver mere kede af det? Eller er der overhovedet en mulighed for at det kan komme til at fungere?
Det var vist det jeg har på hjerte lige nu. Håber rigtig meget på I vil hjælpe mig med lidt rådgivning.
Mvh. C
Renée's svar:
Kære C
Jeg blev meget berørt af dit brev. Det virker som om du trænger til både kærlighed og opmærksomhed, og den føler du slet ikke du får af din kæreste, som er ham, du vil have den af. Samtidig læser jeg, at du næsten er gået i kamp.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her