Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Jeg føler mig nedprioriteret når bonusbarnet er her !!


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Kære Renée!

Jeg har brug for et godt råd til hvordan jeg skal agere i forbindelse med julen (og ferier for den sags skyld). Jeg vil lige kort ridse min situation op, så du har noget baggrundsinformation: Jeg har et gul pladebarn på 11 år, og to børn (og et til på vej) med min mand (de er 5 og 3 år). Vi har været sammen i 6 år, heraf boet sammen de 5, altså kort før vores ældste barn blev født. Egentlig synes jeg at vi har en velfungerende familie, selvom jeg har haft meget svært ved at finde mine ben i rollen som bonusmor, specielt i starten. Min mand har hvad der svarer til en 6/8 ordning med sin ekskæreste, som vi har et fortrinligt og fleksibelt samarbejde med. Han har altid prioriteret sit barn meget højt, dvs. arbejdet sent (som i til klokken 19/20++) de dage hvor vi ikke har haft ham på samvær (de små sover klokken 19, så de er typisk lagt når han kommer hjem, eller er ved at blive det), og kun kommet ’tidligt’ hjem de dage, hvor han skulle hente sin søn. Det er mig der afleverer, henter, primært går til forældremøder & læge osv. med de to mindste, mens han varetager alt omkring sin ældste søn – dvs. hente/bringe osv. Når sønnen er hos os, så er han altid blevet prioriteret højt, dvs. de har haft som minimum et par solo-timer sammen hver dag, hvor de typisk sidder foran computeren og spiller (et typisk eksempel er ca. 2 timer i dagtimerne i weekenden plus 1 ½- 2 timer om aftenen plus at de så efterfølgende vælger at se en film – nogle gange ser vi alle sammen film, alt efter hvad de vælger at se, jeg står af, når der går for meget science fiction/lyssværd i den).

Jeg har valgt at se sådan på det, at det er godt, at han prioriterer sin søn når han har ham, men selvfølgelig hopper kæden indimellem af for mig, og jeg føler mig skubbet væk.  Jeg havde en klassisk forventning om at der ikke skulle være forskel på mine egne børn og mit gulpladebarn, og lavede et testamente, hvor mine biologiske og mit gulpladebarn blev sidestillet når jeg engang går bort. Jeg var rystet over at opdage at der ER forskel. At han lige så lidt bliver min søn, som jeg bliver hans mor – og at det også er godt nok sådan. Jeg kæmpede i de første mange år med mig selv, fordi jeg synes at jeg var et dårligt menneske, når jeg ikke holdt lige så meget af ham, og når jeg måtte se i øjnene at jeg var jaloux på ham (og det er en følelse der ligger mig fuldstændig fjernt i alle andre forhold!) og den nærhed han fik med sin far. I det første år vi boede sammen – hvor jeg var førstegangsmor med alt hvad det medfører af følelsesmæssig/hormonel revolution – kom sønnen ind til os stort set hver nat når vi havde ham på samvær, fordi han ikke kunne sove. Han havde polypper og snorkede rigtig højt, og da min mand synes at det er ok at have ’børn i sengen’ – også i det omfang, og jeg ikke kunne sove når han snorkede, så var løsningen, at han sov sammen med sin far i vores seng og jeg flyttede ud med mit spædbarn (og kejsersnit-ar, og jeg skal hilse at sige at det er ufattelig svært at få rejst sig op fra en madras på gulvet når man er nyopereret og baby græder oppe i vuggen).

Det år ligger stadig dybt i mig, og selvom det er lykkes mig at overbevise min mand om at han måtte lære sin søn at sove i sin egen seng, altså at vi måtte ændre adfærd, for at få ham til at ændre adfærd og gøre det trygt for ham også at ligge i sin egen seng, så ligger hvad jeg opfatter som et stort svigt af mig ikke så langt under overfladen. Sønnen har i snart størstedelen af sit liv været i deleordningen, og har været vant til at der er fuldt fokus på ham når han er hos os (bl.a. har han aldrig kunnet lege selv/beskæftige sig selv, fordi han er vant til at blive ’underholdt’ af en voksen – han er enebarn hos sin mor).

Nu er han blevet så stor, at han i weekender og ferier går i seng samtidigt med os. Det betyder at vi ingen som helst voksentid har sammen, og det er svært – både fordi at der med to mindre børn ofte er nogle ting man gerne vil drøfte og fordi vi ikke har voksentid/parforholds-tid sammen. Udover et par enkeltstående dage tager min mand kun ferie, når vi har sønnen – dvs. når vi holder sommerferie, hvis vi holder efterårsferie, når vi holder juleferie & påskeferie eller der er helligdage så har vi sønnen 100 %.

Jeg har gennem årene mange gange sagt til min mand, at jeg gerne ville at vi holde en uge eller en halv uge hvor vi kun er ’os’. Han var i princippet enig med mig, men fik det ikke planlagt ordentligt – dvs. at sønnens mor eksempelvis alligevel ikke kunne tage ham i den uge, hvor vi skulle være alene, fordi hun ikke havde mere ferie, så i praksis er det ikke blevet til noget. Nu har jeg opgivet og erkendt, at det er mit behov at vi ikke altid har sønnen når vi har fri, ikke min mands, og derfor bliver det ikke ændret. Så har min mand selv forslået at han jo ikke behøver at være ’på’ sønnen hele tiden, men at man f.eks. godt engang i mellem i en ferie kan sige, at han må ’passe sig selv’ – gå op på sit værelse og se en film eller lignende, så vi kan få en aften sammen – men i praksis bliver det ikke til noget – igen, fordi det jo er mit behov, ikke min mands. (I og med sønnen er vant til at der så stort fokus på ham hele tiden, så tror jeg faktisk også at det ville virke enormt voldsomt på ham, hvis han bliver ’sendt væk’, så jeg tror ikke længere på, at det er en farbar vej).

Jeg vil gerne understrege, at jeg som sådan har et godt forhold til min gulpladesøn – det er jo ikke ham, der er problemet her, det er faderens adfærd, men det kan jo ikke undgås, at det smitter af på ham på den måde, at jeg eksempelvis ikke glæder mig til at han kommer. Ferier er rigtig svære for mig, fordi selvom vi laver ting sammen som familie, så føler jeg at jeg er reduceret til en der laver mad, rydder af og passer de små. Jeg har virkelig prøvet at arbejde med mig selv på det område, og har prøvet at få det vendt til noget positivt, at jeg eksempelvis har aftnerne for mig selv, hvor jeg kan læse mine bøger eller hvad jeg nu har lyst til, men det kan ikke undgås, at jeg føler mig skubbet væk. Nå, men nu er det altså jul, og vi har ham fra den 25. december til den 2. januar (moderen har ham kun den 23. & 24. december (vi har ham også den 21. og 22.) – det vil sige syv dage hvor vi har ferie. Egentlig vil jeg gerne holde noget juleferie – også med mine egne børn selvfølgelig, men et eller andet sted har jeg mest lyst til at arbejde mellem jul og nytår og så lave nogle aftaler ’ude-af-huset’ om aftenen, så jeg undgår at føle mig fravalgt. Jeg synes bare heller ikke det er nogen farbar vej – dels duer det jo ikke, at jeg fravælger at have ferie, fordi jeg ikke magter det, og dels at ferie altid er forbundet med negative følelser fra min side, dels tænker jeg også at sønnen er ved at nå en alder, hvor han måske nok ikke undrer sig så meget over at jeg er på arbejde, men han vil da undre sig over, hvis jeg ikke er hjemme om aftenen. Jeg håber at du har et godt råd til, hvordan skal jeg navigere i det her?

In short

·        Vi har gulpladebarnet i alle ferier (faderen holder kun ferie, når sønnen har ferie og han er hos os)

·        Jeg har opgivet at få indført, at vi kan holde ferie uden gulpladebarnet (eksempelvis når han holder ferie hos moderen) (og her taler jeg ikke om at vi skal rejse et spændende sted hen uden sønnen, men bare om at vi kan holde ferie sammen uden at han også er der)

·        Jeg har opgivet at finde en løsning på vores aftener – de synes jo begge to at de har nogle dejlige aftner, det er ’bare’ mig, som ikke trives med det

·        Uanset hvor rationelt og voksent og ansvarligt jeg prøver at tackle det, så ender det uværgerligt med at jeg føler mig skubbet til side og nedprioriteret – og lets face it – det er jeg jo også! Bare ikke i faderens optik. Det er IKKE et spørgsmål om at jeg synes at vi skal sidde og flette fingre 365 dage om året og tage på ferie uden ham, men jeg vil gerne have en tilværelse, hvor jeg ikke føler mig skubbet til side i ferierne og nogle gange også når vi har ham på samvær.

Bedste hilsner
K



Renée's svar:

Kære K

Faktisk tænkte jeg under læsningen af dit brev, at det er en meget almindelig problematik du står i. Jeg har i al fald hørt om lige netop det du beskriver en del gange. Du skriver selv at du føler at du er jaloux overfor dit bonusbarn, og måske er det faktisk også det det er, svært at sige. Men som du selv skriver, er det vanskeligt at.....



Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook