Spørgsmål:
Hej Rådgivningen
Jeg er et delebarn. Jeg er et typisk delebarn med alle delebarnets problemer og spørgsmål.
Jeg er 17 år og har egentlig to rigtig dejlige familier. Mine forældre blev skilt, da jeg var cirka 4 måneder gammel. Jeg bor hos min mor, som fik en ny kæreste, da jeg var omkring 6 år gammel, og de har boet sammen siden. Det har givet mig en hvis tryghed, og jeg har fået et rigtig godt forhold til min bonusfar, som jeg selv kalder for far somme tider. Det har der aldrig været ikke noget mærkeligt i. Min far bor langt fra min mor, så derfor er jeg ikke tit på besøg hjemme hos ham. Han fik også en ny kæreste, da jeg var omkring 7-8 år gammel. Det er meget dejligt, da min mor og min far begge to stadig er sammen med kæreste, som de nu er blevet gift med og har fået barn med.
Jeg har det svært med forholdet til min far. Sådan rigtig svært. Det er som om, der er tabt noget kommunikation mellem os. Det skulle man da i hvert fald tro. Jeg har kun været hjemme hos ham i weekender og i ferierne. Derfor er vores forhold lidt mangelfuldt. Vi kender ikke hinanden så godt. Jeg har lige været hjemme hos ham, hvor jeg havde rigtig mange ting på hjertet. Jeg har dog et rigtig godt og tæt forhold til min mor, så der kan jeg snakke med hende om næsten alt. Det gjorde jeg også i dette tilfælde. Jeg tror nok, at alle delebørn har en eller anden, stor eller lille frygt for at blive 2. prioritet, når mor og far får børn med deres nye kæreste. Sådan har jeg det. Jeg har haft det sådan mange gange og har haft svært ved at sige det til min far. Det gør utrolig ondt, fordi man kommer udefra og skal være en del af en familie i en weekend, det er altså noget af en speciel kunst at kunne.
Jeg havde gået med den her byrde så længe, netop om at jeg har følt mig som 2. prioritet nogle gange, og jeg havde brug for at få det sagt. Derfor tog jeg mig sammen og fik brudt koden på den her manglende kommunikation. Jeg spiste næsten ikke noget hele torsdag, jeg kunne ikke klemme noget af min elles så gode mad pakke ned, fordi jeg havde det så dårligt med at jeg skulle hjem til min far fredag, og at jeg skulle fortælle ham de her ting. Det har hidtil været noget af det sværeste, jeg har skulle snakke med et andet menneske om, mest fordi at det er noget, der er så tæt på for mig, og det er noget, som kommer til at gøre ondt på min far, og det er noget om deres opdragelse. Da min lillesøster, som bor hjemme hos ham, er vant til at være enebarn.
Jeg startede så ud med at sige, at det var noget jeg følte, så det ikke blev en slags beskyldninger på dem, også kørte det ellers bare. Jeg brød ud i gråd undervejs, men det havde jeg også regnet med, fordi det er noget, som lægger så tæt på mig. Vi snakkede længe, og det var noget af en lettelse at få det sagt. Men nu synes jeg egentlig alligevel, at det er svært. For nu skal min far jo fortælle det til min bonusmor, og så snakker de om det. Måske næste gang jeg skal på besøg hos dem, så bliver der mærkelig og akavet stemning. eller måske skal vi alle snakke sammen om det, eller også sker der slet ikke noget. For noget af det min far sagde, var at det var mit problem, så det var mig, der skulle finde en løsning på det. Så groft og firkantet sagde han det til mig, det gjorde så ondt, da han sagde det. Han synes oven i købet også, at jeg skulle gå til psykolog. Så er det der, jeg tænker: du er min far, så direkte siger en far ikke noget så skrøbeligt til sin datter, og synes du virkelig, at det kun er mit problem. Det er da ligeså meget dem, der har del i det.
Jeg er blevet så sur på ham efter den weekend, at jeg har mistet lysten til at snakke eller være sammen med ham. Det gør ufattelig ondt at sige sådan noget, når det er om min far. Når jeg nogle gange siger, at jeg ikke gider og hjem til min far, og at jeg har svært ved at snakke med ham om forskellige ting til en veninde, hvis forældre bor sammen, så vil hun så gerne kunne forstå det, men det kan hun bare ikke, og det ender alligevel med at hun sætter spørgsmålstegn ved det.
Det er svært at forklare de følelser og tanker om de her ting. Det er kun andre delebørn eller ens forældre, der forstår de ting, man går rundt med. Jeg er uden tvivl vildt glad for begge mine familier og for mine bonusforældre og for mine søskende, som rent faktisk kun er mine halv søskende. Det er to lillesøstre, som jeg er utrolig glade for. Men der har jeg det også sådan, at jeg er mest glad for den ene af dem, nemlig hende som bor hos min mor, og som jeg er sammen med til hverdag. Det er fordi jeg er træt af min anden lillesøster, når hun bliver så møg forkælet hele tiden og har brug for så meget opmærksomhed, så ender det faktisk med, at jeg ikke gider hende. Det er jo også synd for hende, men jeg bliver bare irriteret på hende. Det er rent faktisk min fars og bonusmors skyld, at hun er sådan.
Jeg føler heller ikke, at min bonusmor forsøger at være noget for mig. Jeg vil så gerne have et godt forhold til hende. Jeg vil så gerne kunne snakke godt med hende og kunne tage på hyggetur med hende. Men jeg føler overhovedet ikke, at hun gider det. Sommetider kan jeg komme med ud at handle, men det er som om hun ikke rigtig virker, som om hun gider. Så snakker hun om min lillesøster og hvad hun kunne tænke sig af ting osv. F.eks når jeg sidder og snakker med hende, også min lillesøster afbryder, så lader hun hende afbryde, og det er vildt frustrerende, hvis jeg føler, at vi sidder og snakker godt sammen om en ting. For min lillesøster vil sagtens kunne vente, hun er 6 år gammel, faktisk snart 7. Så føler jeg, at hun står i første række, når det er sådan. Det er svært at sige, når det sker. Men det var også noget af det, jeg snakkede med min far om.
Kommunikationen mellem os skal forbedres, og det synes jeg også, at den er på vej til. Det har faktisk altid været svært at sige ting til min far, da jeg var mindre, turde jeg ikke sige, at jeg var ked af det, hvis jeg savnede min mor, og det gjorde jeg tit. Det var fordi, at jeg var bange for at såre ham, hvis jeg altid savnede min mor. Men jeg savnede da også ham, det gjorde jeg hver gang, jeg skulle sige farvel til ham.
Problemerne fylder rigtig meget i min hverdag, og jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at min far skal være så ligeglad og sige, at det kun er mit problem. Det gør så inderligt ondt på mig, jeg er kun 17 år gammel. Jeg kan godt se nogle af pointerne i det, han sagde den weekend. Men det er som at blive trådt på, det er som om, han slet ikke respekterer mig. Han nævnte også, at nu havde han igennem sit arbejde lært at gennemskue folk. Undskyld mig, men hvad fanden skal jeg bruge det til, og han skal da heller ikke sidde og prøve at gennemskue sin datter, som om hun er sådan en eller anden træls kunde. Der synes han åbenbart, at han havde gennemskuet mig, og der lød det som om, at det han var nået frem til, var at jeg er sådan et menneske, der vil have alt opmærksomheden og være midtpunkt. Det er jeg ikke. Det kan alle, som kender mig, bekræfte 100%. Jeg er sådan en, der sætter sig selv i 2. prioritet og hjælper andre før mig selv.
Det frustrerede mig utrolig meget, at min egen far kunne finde på at sige det til mig, og at jeg absolut ikke er sådan. Jeg følte, at jeg næsten ikke kunne forklare ham nok, hvordan jeg er, og at jeg ikke er sådan. Jeg har snakket meget med en studievejleder, og hun hjælper mig da meget. Måske skal jeg til ind til en psyko-terapeut, så jeg kan få rodet ud i noget af det her. Det gør ondt helt dybt ind i hjertet at en person, som er så tæt på mig biologisk set, og burde være en person meget tæt på mig, kan finde på at sige sådan en ting til sin datter, det burde være forbudt ved lov.
Jeg kan næsten ikke sige det nok, det gør mig så ked af det. Jeg har lyst til at skrige, råbe og græde så meget, at jeg næsten ikke kan se i dagene efter, fordi mine øjne er så hævede. Det er virkelig en forfærdelig følelse! Jeg har heldigvis en dejlig mor, lillesøster og bonusfar, der hjælper mig rigtig meget. Jeg prøver at være stærk og ikke bryde sammen så tit, men jeg gør det hele tiden.
Jeg har så meget lyst til, at jeg aldrig nogensinde skal snakke med ham igen. Jeg er simpelthen så sur og skuffet over min far. Jeg kan rent faktisk ikke rigtig skrive mere end det her, jeg kommer bare til at gentage mig selv om, hvor sur jeg er på ham.
Jeg håber, at når jeg sender det her ind til jer, at i kan bruge det til noget. Jeg vil allerhelst, at i kan lægge det ud på jeres hjemmeside til andre delebørn, som kan bruge det her til noget. Måske kan de se at de ikke er de eneste, der har det eller føler sådan. Det kan jeg da godt føle en gang imellem. Jeg føler, at der ikke er andre delebørn, der har nogle af de sammen problemer som mig. I kan også bruge det til at rådgive efter eller bare læse det.
Jeg har bare brug for at komme ud med alle mine tanker. Så jeg tænkte, at jeg kunne skrive det ind til jer, for måske kunne i bruge det. Jeg takker jer så mange gange for sådan en genial hjemmeside. Den hjælper mange, det er jeg sikker på. Tusind tak!
Kærlig Hilsen A.
Renée's svar:
Kære A.
Først vil jeg sige dig tusind tak for dit brev og tak for den tillid du viser os her på Delebarn. Jeg blev faktisk meget berørt af det du skrev, og tænker at det du beskriver er et dilemma og en følelsesmæssig meget svær situation, ikke kun for dig, men for rigtig mange delebørn. Når far og mor bliver skilt og stifter ny familie opstår ofte lige nøjagtig de følelser du beskriver hos rigtig mange børn, og jeg tænker at det bl.a. er det vi bonusforældre og ikke mindst forældre skal være......
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her