Spørgsmål:
Kære Renée,
Jeg skriver til dig for at høre om du kan give mig rådgivning i mit dårlige forhold til mine børns mor.
Vi har to søde og dejlige og velfungerende piger på hhv. 10 og 14 som er i en 9/5 ordning. Deres mor er lesbisk alenemor og jeg bor sammen med min mand, som jeg har været sammen med i 10 år. Moren og jeg aftalte for mange år siden, at vi gerne ville have børn sammen og vi har fælles forældremyndighed. Dengang var det ikke så almindeligt som det er nu, så man kan sige vi var en slags pionerer og vi havde ikke så mange rollemodeller vi kunne læne os op ad.
Det store problem er, at vi ikke har talt sammen i snart 4 år efter et skænderi, hvor jeg mistede besindelsen efter mange års opsparet vrede og bitterhed. Det var den eneste gang hvor jeg nogensinde har sagt fra, desværre var det i børnenes tilstedeværelse, hvilket jeg har fortrudt og beklaget tusind gange siden. Jeg brød mig ikke om tonen, hvor jeg blev kaldt bøsserøv i telefonen, børnene var tumper, idioter, bonderøve, autister og mere i den samme dur.
At vi kun har så lidt som mulig kontakt på mails, gør at det er rigtigt svært at følge med i hvad der foregår i skolen og i deres liv. For jeg ved at ingen børn gider at blive pumpet for oplysninger når de kommer hjem til os. Nogen gange føles det simpelthen som at blive holdt hen i mørke, selvom jeg prøver at følge så godt med, som det er muligt. Sedler fra skolen kommer ikke altid videre. Jeg har i det sidste halve år holdt mig væk fra de fleste sammenkomster på skolen, da luften simpelthen har været så spændt imellem os.
Jeg bad for et par år siden om, at der kun var den allermest nødvendige kommunikation, da jeg ikke hørte andet end bebrejdelser fra hendes side. Intet var godt nok og ethvert lille fejltrin som at glemme en sok i vasketøjet blev nævnt. Banaliteter som har ledt tanken hen på chikane mod mig fra hendes side. I det sidste år har det eskaleret og jeg har lagt mærke til børnene kommer hjem med meninger som helt sikkert er blevet dem påduttet om mig og min kæreste.
Som fx. i vores sommerferie, hvor den mindste en dag var på fritidshjem, hvor hun mødte op med noget tøj som hun havde glemt at give hende med (det er ofte tilfældet at de ikke får nok tøj med, så vi enten skal ud at købe nyt eller hjem for at hente mere). Der var hunden med og de aftaler at gå hjem, da min datter sagde hun havde savnet dem. Min datter ringer så og spørger mig om det er i orden. Det er det selvfølgelig, da vi ikke havde noget planlagt, men vi aftaler hun skal komme hjem om aftenen. Klokken bliver 19 og hun ringer og spørger om hun må blive der og sove. Det siger jeg ja til. Næste dag ringer hun og vil blive der i to dage længere. Dette modsætter jeg mig, da det er i vores sommerferie og det er meningen vi skal være sammen.
Jeg prøver at fortælle med denne historie at der slet ikke bliver opmuntret til samvær, eller er nogen respekt om dette fra morens side. Herhjemme taler vi så lidt som muligt om hendes mor, da jeg hele tiden prøver at opføre mig ordentligt og holde min sti ren i forhold til at omtale den anden forælder med respekt. Jeg ved ikke om dette er tilfældet hjemme hos dem. Den store på 14 tog også på et tidspunkt kraftigt afstand fra, at vi tog på ferie engang imellem uden børnene, hvilket jeg ved er et synspunkt som kommer hjemmefra.
Da børnene var mindre blev der fra mors side henstillet til os at der helst ikke skulle være venner hos os, når børnene var der, da det gik ud over samværet. Jeg mener både venner og arbejde skal plejes, og det er kun sundt for børn, at se at man har et normalt liv, se kærligheden i et forhold, se andre mennesker og kunne relatere sig til dem. Hvordan skulle de ellers nogensinde komme til at, kunne begå sig ude i det normale samfund? Hun mener ikke konflikten påvirker børnene. Selvom de ikke siger det, så kan jeg se det på dem, især den mindste ved nogle gange ikke hvilket ben hun skal stå på, når vi mødes til forældrearrangementer på skolen hvor hendes mor trækker hende langt væk fra mig og kun snakker med de andre forældre.
Enhver ved at alle børn, bare gerne vil have at deres forældre er glade for enhver pris. Nogle gange forledes jeg til at tro at hun ofte trækker oplysningerne ud af min yngste datter, som hun gerne vil høre, så hun nogen gange kommer til at fordreje sandheden en smule, så det er endnu brænde på bålet til at få mig ned med nakken. Vi bliver ofte beskyldt for, at nedprioritere børnene. Børnene har altid, og vil altid have første prioritet, jeg forsøger at få så meget kvalitetstid sammen som vi nu kan. Den store datter kommer idag kun sporadisk, hun har gang i en hel masse med vennerne osv og har desværre ikke sit eget værelse herhjemme, mens min pige på 10 kommer fast hver anden weekend i en 9/5 ordning. Hvornår er man egentlig gammel nok til at kunne bestemme det selv? Den store gør det, og det er helt ok fra min side. If you love somebody, set them free!
Jeg har flere gange ønsket at vi kunne tale lidt sammen med moren og sagt jeg var åben for en dialog, men bliver mødt med hadefulde breve med alverdens beskyldninger, en kold skulder ved afleveringer og i skolen, hvis ikke det er hendes kæmpehund som overfalder mig ved havelågen. Hun er alene, hendes identitet og liv leves igennem børnene, derfor synes hun altid hun gør det rigtige. Jeg har aldrig været insisterende, nærmest det modsatte - og det gør jo én nemmere at træde på.
Min kæreste har tilbudt at tage sig af planlægningen med ferier osv. Han skrev en lang mail, hvor vi havde gennemgået alle afleveringer og ferier igennem det næste halve år. Der kom svar tilbage at hun ikke ville lave aftaler med ham og han skulle blande sig uden om. Desuden var det heller ikke sikkert de havde lyst til at komme hjem, da de lige havde fået nye hundehvalpe. Og den er jo svær at tvinge igennem.
Min ældste datter skal konfirmeres til foråret og den yngste skal til kommunion (de er katolikker). Jeg ved simpelthen ikke hvordan vi skal kunne sidde ved det samme bord til den samme fest. Vil ikke have at vores konflikt skal ødelægge min datters fest, men nemt bliver det ikke! Jeg spurgte min datter hvad hun helst ville have og hun vil selvfølgelig gerne have at begge familier kom og havde en stor fest sammen. Selvfølgelig har vi alle vore fejl og mangler, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vores liv kunne tegne sig helt anderledes, hvis hun ville besinde sig og åbne lidt op og være lidt mindre konfliktsky.
Det er lidt svært at skrive alt dette helt nøgternt uden der bliver blandet en hel masse følelser i det. Jeg går i psykoterapi for at klare min angst, vrede og frustration over dette. Kæmper for, at det ikke skal gå ud over mine børn, så man kan være nogenlunde i godt humør når de er her, men desværre er jeg hypersensitiv og hele situationen tager rigtig meget på mig. Èn ting har jeg lært, det er at holde op med at prøve, at forstå hvorfor hun gør som hun gør. Og at undskylde det!
Kære Renée, det blev en hel roman, jeg håber du kan give mig et godt råd, der må være en vej ud af det her!
Bedste hilsner
en far
Renée's svar:
Kære far
Ja, der må være en vej ud, eller måske endnu bedre, en vej igennem?
Det bliver man nødt til at tro på, for ellers holder man jo op med at arbejde for det. Og det skal du selvfølgelig ikke, du skal kæmpe for at få så godt et forhold til dine børn som muligt, og jeg tænker det er helt rigtig set af dig, at hvis det skal lykkedes, så indebærer det bl.a., at du......
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her