Spørgsmål:
Hvordan får jeg hjælp til at komme i god dialog med min datters far som jeg ikke har boet sammen med i 2 år. Det har været en hård skilsmisse for alle parter, og jeg vil prøve at fortælle det så kort som muligt, trods de mange forviklinger.
Jeg mødte min x til en fest og syntes han var meget charmerende. Jeg så lidt til ham, men fandt derefter ud af at han havde kæreste og en lille datter på ca. 1 år. Jeg sagde til ham at jeg ikke var interesseret, men hvis han ville mig noget kunne han kontakte mig når han var afklaret med sin situation. Jeg tog ud og rejse og lod ham klare hvad der skulle klares. To måneder efter skrev han og sagde han var flyttet. Syvmåneder efter mødtes vi der hvor jeg var, vi afsluttede min tur og var sammen i 14 år før vi flyttede fra hinanden.
I løbet af de 14 år skete der en masse, vi købte hus, blev gift mens jeg tog en ingeniør uddannelse. Vi prøvede at få et barn men 1. omgang uden held så flyttede hans datter ind på 6år og jeg blev mor på fuldtid med fuldtidsjob. Så blev jeg gravid og det første skænderi opstod ”har du nogen ide om hvor hårdt det er at have børn” var den kommentar jeg blev mødt med da jeg fortalte den gode nyhed. Jeg overvejede om det nu var det rigtige med et barn, men jeg var 34 år og jeg elskede ham, og hans datter som var hun min. Jeg var overbevist om at den fødselsdepression der var blevet nævnt i flæng om hans første kæreste og deres barn, kunne være skyld i han reagerede som han gjorde. Men inden for de 4 vægge, blev han mere og mere en hustyran.
Jeg har altid været fysisk og psykisk stærk, så jeg slog det hen med små kvikke bemærkninger (måske ikke det smarteste set i bakspejlet) Efter vores dejlige datters fødsel (desværre med akut kejsersnit) var alt super og jeg startede arbejde da hun var 7 måneder. Han begyndte at rejse meget med jobbet, og jeg havde så ekstra fart på for at være enlig mor når han var ude. Det var meget svært at nå at hente og bringe, så efter meget overvejelse, stoppede jeg jobbet og startede egen virksomhed.
I starten var der ikke meget at lave men så kunne jeg jo klare flere opgaver hjemme som måske var blevet forsømt lidt. Pludselig fik jeg en stor opgave og jeg blev fuldtidsarbejdende i min lille virksomhed men det betød at jeg ind imellem brugte mere tid end han på arbejdet. Alt lykkedes for mig, dog blev mine ønsker om hjælp på hjemmefronten øget. Jeg fik besked på, at jeg gik jo hjemme, så jeg måtte bare prioritere. Jeg begyndte at få en fornemmelse af, at han havde noget kørende ved siden af og konfronterede ham. Han benægtede. Vores omgangskreds spurgte mig til om jeg troede på det.
Min søster kom med flere og flere artikler om psykisk vold mod ægtefæller og jeg slog det hen. Det endte med en depression og stress af format, men da det ikke var arbejds relateret fik jeg at vide, at det var fint at fortsætte med arbejde men, at jeg skulle til stress coach og samtaleterapi. Herefter holdt jeg dog 3 ugers ferie for at få lidt styr på det der hjemme.
Jeg fik antidepressiv medicin for at komme gennem det værste og min mand sagde, nå så bliver du rask. Min psykolog lyttede og sagde at det ville være dejligt om min mand kunne komme forbi så hun kunne høre hvordan han så mig. Jeg fortalte ham at psykologen gerne ville møde ham, med henblik på at høre hans syn på hvordan jeg reagerede, og hans svar til mig var ”det er sku ikke mig der er syg i hovedet”.
Efter den stores konfirmation kom der en konfrontation med ham, hans datter og mig, hvor hun fortalte om den dame han havde haft hjemme mens jeg var på skiferie med den yngste. Jeg blev så gal over at han havde involveret hende i hans sidespring, en ting er at han sårede mig dybt men at han pludselig også inddrager børnene, det kunne jeg ikke tage, så trods stress og depression så smed jeg ham ud. Jeg var så såret og ked af det, og samtidig gal og har derfor gjort mange dumme ting, det indrømmer jeg og det er jeg meget ked af. Og det er svært at rette, men jeg vil gerne men ved ikke hvordan.
Jeg er blevet truet med, at hvis jeg kontaktede den store så ville han sørge for at den lille skulle deles 7/7 eller han ville have hende. Begge piger har altid været meget tæt knyttet til mig gr. hans udenlandsrejser, det hele havnede i statsamtet og jeg måtte trække mig totalt fra den store for at prøve blot at den lille kunne bo hos mig. Den store er løbet hjemmefra sin far til mig flere gange og jeg fik skylden, hver gang, dog fortalte statsamtet ham at piger på 14 år sagtens kan finde på ting selv.
Vi flyttede fra hinanden juni 2008 og han flyttede sammen med damen samme sommer. De har nu en datter på 10 måneder og en ny er på vej. Mit problem er, at vores datter er begyndt at mistrives hun vil ikke lege med mere end en af gangen, og hun er begyndt at sige hun ville ønske, at vi aldrig havde fået hende, og at hun ikke vil leve, selv om jeg fortæller hende at hun er meget ønsket og at jeg elsker hende. Men jeg kan godt forstå hende, jeg har set hvordan den store kom i vores hjem og hvordan det var for hende at være delebarn, hendes higen efter sin fars opmærksomhed. Selv efter hun flyttede ind og boede her, men det var jo mest mig der var der, ikke hendes mor og ikke hendes far. Jeg ville så gerne kunne kommunikere med min x, men jeg har jo ikke kunnet kommunikere med ham i mange år, hvordan skal man finde hjælp til det? For det er nu vi skal kunne kommunikere og ikke om 10 år.
Mvh mig
Renée's svar:
Kære dig
Det lyder som om du har haft, og stadig har det virkelig svært, ikke kun i forhold til børnene, men også omkring at skulle bearbejde et mangeårigt forhold der på flere måder har været vanskeligt følelsesmæssigt.
Parforhold der går i stykker, kan tage så utrolig lang tid at komme sig over, og kan være et stort stykke arbejde, og især når der er børn i midten, der kommer i klemme mellem to parter der ikke længere kan enes. Jeg tænker det er helt rigtigt set af dig, at det du må gøre er, at forsøge at bedre kommunikationen mellem dig og din eks. Ikke kun for jeres fælles barns skyld, der som du antyder, lider under skilsmissen og bærer på sorgen, men også for den pige du i mange år har været bonusmor for.
Hvordan du lige skal gribe det an, er svært at sige, for jeg kan høre der er sket mange ting mellem dig og din eks, hvor i hver i sær har gjort og sagt ting i måske hellere skulle have holdt for jer selv. Jeg tænker det samtidig har været uendelig svært for dig og måske et ekstra slag oveni, at din eks så hurtigt har fundet en ny kæreste og fået børn med hende, og netop det, er sikkert også svært for jeres fælles barn og for hans ældste datter at håndtere følelsesmæssigt? Men det er sådan nu at han allerede har etableret en ny familie, så derfor er det bedste nok for alle parter, at acceptere det nye så godt i kan.
Der findes ikke mange steder hvor man kan søge hjælp til lige netop at kommunikere med sin eks, men jeg kender noget ..........
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her