Spørgsmål:
Jeg har en teenagedatter på 16 år, som lige er startet i gymnasiet. Hun er en udadvendt, sjov og livlig pige, som har nemt ved at komme i kontakt med andre, men hun har sværere ved at bevare tætte venskaber med andre piger.
I hendes folkeskoleklasse var der et dårligt sammenhold med meget pigefnidder, og hun (og andre piger) oplevede at blive holdt udenfor on-off af de mest dominerende piger i klassen, som bestemte hvem der var ”in” og ”out”.
Min datter og de andre piger prøvede så at lege sammen, men det var svært for dem. Lærerne i klassen formåede ikke at gøre særligt meget ved mobningen, og flere elever gik ud af klassen og flyttede til andre skoler ved starten af 7 klasse.
Min datter er meget velbegavet og har nemt ved at følge med i det faglige. I 6 klasse var der også meget lidt lærerstøtte til de dygtige elever (– flere tidligere specialskole elever kom ind i klassen og optog meget af lærernes tid). Pga det allerede dårlige klassesammenhold kom min datter på en privatskole og var meget glad for og indforstået med dette skoleskift. Her oplevede hun at få en meget bedre undervisning, men min datter har ikke nået at udvikle og fastholde tætte venskaber.
De to piger som hun holdt mest sammen med i 7 og 8 klasse, tog på efterskole i 9 klasse, og venskabet gled ud i sandet. De pågældende piger er nu startet på andre gymnasier og er ellers mest sammen med deres efterskolekammerater.
Min datter har derfor opbygget flest relationer til andre piger udenfor privatskolen via fester o.s.v..
Hun er ikke bange for at sige sin mening og er den af mine børn, som er mest åben om sine følelser. Det giver tydelighed men man kan også komme til at føle sig overrumplet, og det har hendes søskende bl.a. givet udtryk for.
Jeg har på fornemmelsen, at hendes veninder bliver trætte af min datters temperament efter et stykke tid. For kort tid siden var der endnu en ”bedste-veninde” som har meldt, at hun og min datter ser ”forskelligt på for mange ting” (efter hvad min datter siger), og at hun derfor ikke er interesseret i at bevare en tættere kontakt.
Min datter græd og var ked af det og kom til mig for at blive trøstet. Jeg lyttede meget, men det er svært at vide baggrunden.
Jeg har efterfølgende tænkt længe over det og tror desværre, at det bl.a. hænger sammen med min datters ret hårde attitude, når hun føler sig presset eller ked af det. I stedet for at bevare roen, være undersøgende/udspørgende og vise blødhed overfor veninder, som hun bliver uenig med om xx, så bliver hun mere skarp og kontant. Hun er meget veltalende og diskussionslysten men rent ud sagt tænder for hurtigt af. Det er klart hendes måde at beskytte sig på.
Jeg vil meget gerne tale med hende om, at hun nok kan forbedre dialogen med sine veninder ved at formulere sig lidt mere forstående og diplomatisk. Og give plads til en ligeværdig og respektfuld diskussion, hvis der opstår uenigheder el.lign.
Jeg blev skilt fra hendes far for 4 år siden efter et ægteskab, som var præget af et ret højt konfliktniveau gennem mange år. Min exmand blev (og bliver stadigvæk) verbalt meget aggressiv og indimellem højråbende og har svært ved at have stille og rolige diskussioner, hvis nogen er uenige med ham.
Jeg føler mig skyldig over, at hendes far og jeg ikke har været gode nok rollemodeller mht konflikthåndtering. Jeg er selv en rolig person og kæmpede i lang tid for hans forståelse og prøvede at snakke med ham. Meldte at børnene og jeg savnede, at han lyttede mere til os, og at vi ikke synes, at han havde ret til at trumfe sin mening igennem.
Det blev et voksende problem efter at børnene blev teenagere. Min exmand er meget autoritært opdraget og den stil prøvede han at praktisere overfor vores børn. Jeg blev i praksis "advokaten" som lagde sig imellem, når jeg oplevede at han blev for hård overfor vores børn. Derefter blev det ofte til et stort skænderi mellem min exmand og jeg der var meget uenige om opdragelsen.
Min datters storebror og storesøster er mere rolige og langt mere diplomatiske, hvis man kan sige det sådan. De er 2 og 6 år ældre.
Min datters adfærd, når hun møder uenighed ligner for være helt ærligt hendes fars !
Jeg har derfor virkelig brug for hjælp til at starte en samtale med min datter, hvor hun oplever at føle sig elsket og værdsat men også en samtale hvor jeg kan få lov til at vejlede hende til at have en mere ligeværdig dialog med andre.
Jeg længes efter en meget konkret snak. Mon det vil være en ide at bede om at få lov til at læse hendes sms'er mellem hendes bedsteveninde og hende det sidste halve år ? Jeg forestiller mig, at min datter har formuleret sig på en måde, som har fået hendes veninde til at gå i forsvarsposition. Veninden begyndte at trække sig før sommerferien, og min datter er måske kommet til at gå op af konflikttrappen i forsøget på at fastholde kontakten.
Jeg føler mig så magtesløs og vil så gerne hjælpe hende til at få nogle gode værktøjer, som er gavnlige for hende i hendes kommunikation med andre.
Hvordan starter jeg en god tryg dialog med min datter? Hvad skal jeg sige til hende ? Sådan at hun ikke bare lukker af for mig.
Hun er jo teenager og har selvfølgelig brug for og ret til privatliv.
Og jeg kan jo dybest set også mærke, at det heller ikke er nemt for mig, når hun har tilegnet sig noget, som minder meget om hendes fars grænseoverskridende facon.
Renée's svar:
Kære A
Jeg tænker der er flere lag i dit spørgsmål. Et handler om din datters udfordringer med at få og beholde veninder og et andet handler om dit ønske om at hjælpe hende, hvor der så kommer en overbygning indover der handler om, at hun i temperament ligner sin far, din eksmand, og de følelser og fantasier du så har knyttet til det temperament der for dig måske bringer smerte når du .....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her