Opret ny profil (Gratis) - Log ind

Hvordan får jeg sikret mig at min søn ikke finder sig i noget, men samtidig holder fast i kærligheden til sin far?

Hanne

Tilbage

Læs om redaktørerne

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn

Spørgsmål:

Til Delebarn-rådgiverne

Ja, det er ikke tit det sker, men jeg tror jeg har brug for lidt vejledning/sparring.

Jeg har en søn der i dag fylder 4 år. Hans far og jeg har aldrig kunnet enes, siden jeg slog op med ham i 1. trimester af graviditeten, hvilket jeg gjorde netop fordi forelskelsens tåge var lettet, og det gik op for mig hvor ubehagelig en mand han egentlig er. Jeg var alt for hurtigt ude, ikke mindst med at blive gravid, men sket er sket, og jeg vil ikke undvære min søn.

Jeg har tidligere gjort SF bekendt med farens temperament; han er aggressiv, højtråbende, truende, grov i munden, smider med ting osv., og det er både på arbejdspladsen og privat, hos familie og venner, at han udviser denne adfærd. Som stor dreng blev han sendt på institution et par år, hvor der var psykologer tilknyttet, som en slags kostskole og opdragelsesanstalt i ét. Som voksen har han fået advarsler også fra arbejdsgivere, idet mange kolleger har syntes det var decideret ubehageligt at arbejde sammen med ham.

Jeg har aldrig set ham tage fat i nogen, men ved fra ham selv at han som barn og ung ikke kun råbte af men også skubbede til sin mor. Han råber stadig som voksen rigtigt ofte af hende, og nedgør og sviner sin far til, så intet er altså helligt..

Da min søn var helt ny, udviste faren meget foruroligende adfærd, der tydelige viste hvor lidt han kendte til det med især helt små børn; han lagde den ene gang en vaskeklud/sutteklud, der var sammenfoldet, over min søns ansigt, i forsøgt på at få ham til at holde op med at græde. En anden gang løftede han ham op i benene, mens min søn lå på maven på gulvet, så hans ryg derved blev bøjet kraftigt bagover. Begge gange stoppede jeg faren med det samme, men det gjorde mig naturligvis ualmindeligt utryg. Jeg fik i denne forbindelse tilbudt en børnesagkyndig us. fra SF, hvilket jeg takkede ja til. Den konkluderede at faren løj, var umoden, konfliktsøgende osv., men havde potentiale til at blive en god far. I mellemtiden var min søn blevet ældre, og faren fik derefter samvær hjemme på egen bopæl, hvor det indtil da havde foregået under samvær med/overvågning af pædagoger, i en institution til formålet.

Min søn har virket utroligt glad for sin far, og har også haft det helt udmærket når han kom hjem. Han har aldrig rigtigt snakket om sin far, men er begyndt - som han er blevet ældre, og ser sin 6 år ældre (halv-)storesøster ringe til sin egen far i ny og næ - at bede om at ringe til far, en sjælden gang imellem. Derudover virker han ualmindelig træt efter endt samvær; han falder de efterfølgende 1-2 dage i søvn allerede sen eftermiddag, og sover derfra og natten igennem til næste morgen kl. 7. Der har herudover ikke været noget at bemærke.

De seneste ca. 4 mdr. er han dog begyndt at sige, han ikke vil hjem til far, og "ikke vil ha' nogen far". Jeg har afskrevet det som en almindelig periode han gik igennem, og som noget der vil gå over. Dette er forhåbentlig stadig tilfældet... Jeg har dog været opmærksom på de få ting min søn har kunnet fortælle, og har bidt mærke i at der er ting han fortæller, som han ikke bryder sig om hjemme hos far mere; han vil ikke i bad hjemme hos far mere, han synes far er ulækker fordi han altid prutter og bøvser (han har altid syntes det var sjovt) i stuen i stedet for på badeværelset, osv.

I fredags hentede jeg jf. vores resolution min søn i børnehaven, efter endt vinterferie hos far. Han virkede udmærket glad, og far havde givet fødselsdagskage med i børnehaven, som også min søn nød i fulde drag. Bagefter tog jeg min søn og datter med ud at handle lidt gaver og mad, og i bilen på vejen udbrød min søn pludselig, "ud af det blå", at far havde smidt en pude i hovedet på ham. I forventning om at det var sket i leg, spurgte jeg smågrinende hvorfor far havde smidt en pude i hovedet på ham, hvortil min søn svarede "fordi han var gal på mig"...

Nu er jeg uddannet socialrådgiver, med fokus på børn og børnefamilier. Jeg ved derfor hvor vigtigt det er at formulere sig korrekt, for ikke at komme til at lede et barns svar. Så da han fortalte dette, blev jeg meget bevidst om ikke at få lagt ord i munden på ham. Jeg gentog derfor hans sætning som et spørgsmål; "far var gal på dig?", og fortsatte sådan, under resten af samtalen med min søn. Min søn fastholdt, at han ikke vidste hvorfor far var blevet gal, og fortalte at far havde smidt puden i hovedet på ham (mens han viste med sin finger, at den havde ramt ham i panden), så min søn - der er motorisk dygtig og en både stærk og robust dreng for sin alder, og 113 cm høj - var faldet. Min søn var mest oprevet over at han havde slået fingeren da han faldt, og at det havde blødt lidt, men var glad over at det "var væk nu". Min søn sagde, at "det må far ikke", hvilket jeg roligt bekræftede, hvortil min søn kommenterede at "nej, for så gider jeg ikke hjem til ham mere".

Ud over at jeg som sagt kender farens temperament, og hans totale mangel på respekt for alle omkring sig, og har set ham smide med ting før, så bekymrer det mig også - på min søns vegne - at han allerede nu tænker over at han "så ikke gider hjem til far mere". Jeg er selv skilsmissebarn, og har mistet al kontakt til min egen far, og ved derfor også af egen bitter erfaring, hvor stor betydning det har for ens liv, at kende begge sine forældre. Og jeg bryder mig ikke om tanken om, at min søn skulle ende med at frasige sig kontakt med sin far, hvis det her fortsætter. (Det gjorde min bror i en alder af kun 14 år, og har fastholdt ikke at se vores far, lige siden. Og jeg har kunnet se hvor megen smerte det, alt andet lige, har tilført også min bror...)

Men jeg aner ikke hvordan jeg beskytter min søn, uden at risikere at ødelægge samværet? Faren vil aldrig indrømme det her, det ved jeg. Han ville aldrig indrømme noget, han ved han har gjort galt, og han har desværre ingen(!) problemer med at lyve, om stort og småt. Så det vil ikke være et problem for ham, at finde på en eller anden historie. Men den måde min søn fortalte det på, de ting han fortalte om, gør det klart for mig, at det ikke er noget han har fundet på. Og selv om jeg er sikker på han nok har været uartig, så er jeg på ingen måde i stand til at finde det blot tilnærmelsesvis acceptabelt, at faren smider heller ikke bløde ting efter vores barn, i vrede. For hvilken grænser får han så overskredet næste gang?

Så hvad stiller jeg op? Hvilke muligheder er der, jeg kan forvente at kunne benytte mig af? Hvad bør jeg sige/gøre i forhold til min søn? Jeg vil jo bevare hans tillid, så han bliver ved med at fortælle om både gode og dårlige ting hjemme hos far, men jeg vil heller ikke forværre hans syn på sin far. Det er en balance jeg plejer at mestre, men alligevel; hvordan får jeg sikret mig at min søn ikke finder sig i noget, men samtidig holder fast i kærligheden til sin far?

Hvordan står jeg i øvrigt rent juridisk? Jeg kan jo ikke bevise noget, og alt andet lige tror jeg ikke man vil tro ubetinget på en 4-årigs udsagn. Så hvad kan jeg gøre, om noget? Håber I kan komme med gode råd, både rent juridisk, og i forhold til pædagogikken/psykologen i det her..

På forhånd tak for hjælpen...

Med venlig hilsen

/2plus3

Hanne's svar:

Kære 2plus3

Der er mange og mange ubekræftede (af far) ting du oplyser om!

Men du må tage fat i hans far og tale med ham om det der bekymrer dig.

Jeg synes du skal tale med......

Du er ikke logget på.

For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

Samværs ordninger
Bopælsspørgsmål
Skilsmisse
Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Besøg os på Facebook