Hvor meget jeg kan sige fra i forbindelse med min x-mands kæreste?

Kære Rådgivning

Min x-mand og jeg har været skilt i 4 år. Der har været megen bøvl i forhold til kommunikation og samarbejde omkring børnene (på 7 og 9 år),  hvilket er en af grundene til, at vi voksne mødes privat og snakker om børnene og deres dagligdag. Børnene har fast bopæl hos mig og min kæreste, og ser deres far og hans kæreste, hver 2. weekend + ferier. Disse aftaler fungerer fint.

Senest har jeg oplevet at vi voksne havde en konflikt, og selv under løsningen af konflikten fortsatte min x-mand's kæreste med at gøre som hun plejer. Dette skabte stor frustration hos mig, idet vi lige havde siddet og snakket om gensidig respekt og kommunikation. Jeg kunne bestemt ikke se sammenhængen i ord og handling.

Jeg blev rigtig ked af det på vores møde, og sagde til min x-mand at jeg ikke kunne holde til at samarbejde på denne måde, og jeg havde tænkt på om det ville være godt for os, hvis vi mødtes bare ham og jeg i statsamtet og snakkede med en rådgiver (for at lære at snakke sammen). Vi har aldrig været i statsamtet, men klaret tingene selv. Jeg fik ingen kommentarer til dette.

Konflikten er nu løst, men min tillid til at vi kan snakke sammen og gå til arr. med børnene osv. er totalt brudt. Jeg vil lige nævne at vi indtil nu heller ikke har været til fælles arrangementer sammen, men meningen med samarbejdet er på sigt at vi alle 4 skulle kunne tage med til arr. omkring børnene.

Nu er det så at min tillid, energi og positive tanker er helt kørt i sænk, og der er et forestående PPR møde omkring vores søn. Jeg snakkede med min x-mand og fortalte at jeg ikke var klar til at vi gik til mødet alle 4, så jeg ville foretrække det kun var ham og jeg. Han mente det var til fordel for vores søn at vores partnere også kom med til mødet. De kunne måske komme med bedre løsninger end os selv. Men helt ærlig. Jeg mener ikke vi skal sidde 4 voksne, 2 pædagoger, 1 PPR dame, 1 bh-klasseleder til et opsummeringsmøde. Jeg synes mødet bliver uoverskueligt, og jeg er enormt bange for at jeg bliver nedgjort af min x-mand. Sidst jeg snakkede med ham fik jeg at vide, at hans kæreste jo var lærerudd. og kunne det med ord samt, at han mener, at hun har samme rettigheder som jeg. Jeg fortalte ham, at det var jeg ikke enig i, og at sige sådan til mig var at vifte med en rød klud og gjorde mig rigtig ked af det. Hertil sagde han, at hvis ikke en papforælder havde rettigheder så var der jo ikke nogen mening i at bo sammen med en som havde børn i forvejen.

Jeg bad ham i telefonsamtalen om hjælp til, at komme i bedre dialog med børnenes pap-mor, hvilket han var meget overrasket over. Han sagde at hvis jeg ville hende noget kunne jeg bare ringe, hvortil jeg prøvede at forklare ham at jeg efter den seneste konflikt, havde brug for noget hjælp fra hans side for at kunne vise tillid til at de gerne ville samarbejdet omkring børnene. Vi har aftalt at skulle snakke sammen igen inden det forestående PPR møde, da vi begge havde nogle ting fra samtalen at tænke over.

Jeg har tænkt rigtig meget over situationen, og hvad jeg har gjort af indsats for at samarbejdet skal komme til af fungere. Siden maj sidste år har vi kørt med mdr. møder, hvilket også har givet nogle bedringer, men mange gange er hvert møde gået med at ridse op, hvad vi aftalte på sidste møde (fordi aftalerne i mellemtiden ikke var blevet overholdt). Jeg har på opfordring fra min x-mand lavet sedler til børnenes tøjtasker, så han vidste hvad der lå i af tøj. Ja, jeg synes jo jeg kan blive ved med at remse de tiltag op som jeg har gjort. Jeg ved også godt, at når han nu ikke kunne de ting da vi var gift, så er der heller ingen sandsynlighed for, at han kan dem nu hvor vi er skilt.

Jeg har forsøgt at få kontakt med pap-mor. Opfordret hende til at ringe til mig, hvis der var småting som skulle løses - men intet held. Nu har jeg ikke flere kræfter. Jeg har derfor bestemt, for at passe på mig selv, at jeg må meddele min x-mand at foreløbig kun er biologiske forældre der deltager i møder samt arrangementer. Det er jeg meget ked af da min kæreste er en rigtig god støtte i forbindelse med skole og bh, men skal hans kæreste ikke komme, så skal min jo heller ikke. Jeg er dog meget nervøs for hvordan han tager det. Da jeg talte med ham sidst sagde han, at det kun var mig der havde et problem. Og hvad så hvis det er? Jeg har prøvet at vende den om og tænke på hvis det var mig som var pap-mor. Hvordan jeg ville opføre mig overfor den biologiske mor når jeg hver 2. weekend lånte hendes børn. Det er i hvertfald ikke som jeg selv føler jeg bliver behandlet af en pap-mor lige nu.

Den anden dag da min datter og jeg talte sammen fortalte hun at hun godt kunne tænke sig at far, lillebror, hende selv og jeg lavede noget sammen. Jeg fortalte min x-mand dette, og han stejlede fuldstændig og henviste til en hændelse da børnene var yngre og vi havde forsøgt at spise sammen kun børnene, deres far og jeg. Jeg fortalte ham at børnene nu var blevet ældre, og de godt vidste vi ikke fandt sammen igen. Men nej.

Kan I sige noget om, hvor meget jeg kan sige fra i forbindelse med min x-mands kæreste? Jeg har ofte rigtig svært ved at finde ud af om det egentlig er okay at sige fra som jeg gør. Jeg vil jo ikke gøre noget for at genere mine børn, hvilke i øvrigt har det godt med alle de voksne omkring dem, og er glade og velfungerende. Er det okay på et tidspunkt at sige "nu må kommunikationen have en pause" for jeg ikke skal køre mig selv helt ned. Som jeg tænker det, er det okay fordi jeg passer på mig selv, men det gør mig ked af det, at vide at min x-mand vil give mig skylden for at kommunikationen er endt som den er. Jeg håber I har nogle gode råd eller bare kan fortælle mig, at jeg ikke er alene i verden om disse problematikker. Det kan i hvert fald føles som om man er helt alene. Tak for en god hjemmeside. Jeg savner lidt mere aktivitet på forum, men er glad for alle de rådgivninger som er tilgængelige.

Hilsner fra Butterfly

Kære Butterfly

Jeg synes det lyder som om du gør hvad du kan for at få et godt samarbejde op at køre, i holder månedlige møder og i prøver alt hvad i kan, at få det hele til at fungere. Sådan som jeg læser det, strander det lidt på at de aftaler i indgår ikke bliver holdt og, at der er ”noget” mellem dig og din mands nye kæreste, som ikke lige kan beskrives eller som man ikke lige kan sætte en finger på.

Da jeg læste dit brev fik jeg den ide, at der jo er en grund til, at du og din eks ikke længere er sammen, og det kan bl.a. være fordi I måske ikke er så gode til .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her