Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig !


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Min ex-kone og jeg gik fra hinanden i starten af januar 2011, hvor jeg fortalte hende, at jeg ønskede at blive separeret. Vi havde gennem flere år efter min mening haft et ægteskab præget af manglende gensidig forståelse og kærlighed til hinanden. Til gengæld havde vi haft en velstruktureret hverdag og god økonomi. Det gav gode rammer for hele familien, der også tæller vores fælles 2 børn der i dag er 13 og 14 år.

For at undgå unødige diskussioner og konflikter i hjemmet, valgte jeg herefter mest at opholde mig hos mine forældre. Det lykkedes mig i de første 14 dage at træffe aftale med min ex-kone om, at jeg kunne hente børnene og være sammen med dem nogle timer i hver weekend. Det blev brugt på at besøge mine forældre, hvor vi havde ro til at være sammen.

Første besøg gik stille og roligt. Vi hyggede os sammen, og der var generelt en helt normal kontakt mellem børnene og jeg.

I forbindelse med andet besøg ugen efter skulle vi ned og fejre min mors fødselsdag. Hele familien var samlet – også børnenes kusiner, de altid har haft et nært forhold til. På vejen til mine forældre var der dårlig stemning i bilen. Børnene stillede mange spørgsmål om skilsmissen og økonomiske forhold. På vejen forsøgt min søn at slå mig og var i det hele taget meget aggressiv og konfliktsøgende. Jeg valgte at holde bilen ind kort før mine forældres hus og bad om at vi lagde den dårlige stemning bag os. Min søn steg uden varsel ud af bilen og gik de sidste 100 meter. Da han ankom sammen med mig og hans søster gik han direkte til sin farfar og sagde, at han skulle fortælle mig, at jeg var en stor idiot. Min far forklarede Casper klart og tydeligt, at det var jeg ikke og at sådan skulle han ikke tale eller opføre sig. Casper valgte at sætte sig ind på et værelse og ville ikke deltage i spisning m.m. Undervejs fik han serveret mad og flere familiemedlemmer forsøgte at tale med Casper. Min datter Cathrine deltog stort set upåvirket sammen med resten af familien.

Efter denne episode blev det meget vanskeligt for mig at nå til aftale med min ex-kone om samvær. Vi var i midten af januar måned og på dette tidspunkt vidste vi ikke, at vi ville komme til at vente næsten 3 måneder på at få et møde i Statsforvaltningen. Min ex-kone valgte at engagere en advokat, og jeg gjorde det samme.

Efter mange forsøg lykkedes det at få en ny aftale om at være sammen med børnene, men for at min ex-kone ville indgå i denne aftale, skulle det foregå på en helt bestemt måde. Jeg kunne hente børnene en hverdag kl. 17 og aflevere dem igen kl. 19. Jeg skulle opholde mig på en bestemt café – ellers ville der ikke være nogen aftale om samvær.

Længe forsøgte jeg at få en dialog igang. Jeg fandt ikke denne facon for rimelig men valgte alligvel til sidst at acceptere for at komme til at se mine børn. Det var så i begyndelsen af februar måned. Børnene talte stort set ikke til mig. Jeg forsøgte at tale med dem om deres hverdag, skolen og fritidsaktiviteter. Da vi nærmerede os afslutningen på vores samvær, sparkede Casper mig flere gange over benet. Jeg bad ham om at lade være. Da vi rejste os og forlod restauranten, ville han ikke følges med mig og hans søster til bilen. I stedet gik han mod sin mormor og morfars bopæl, som ligger få hundrede meter fra caféen. Vi tog bilen og forsøgte at overtale ham til at stige ind. I stedet forlod hans søster bilen og fulgtes med ham.

Min ex-kone beklagede sig efterfølgende over de dårlige episoder, der havde været med børnene, og hun ville ikke længere medvirke til samvær eller presse børnene til noget, som hun kaldte det.

Jeg oplevede det som om børnene var utroligt frustrerede over skilsmissen. Min søns reaktioner var ikke helt usædvanlige – han er temperamentsfuld. Men det var vanskeligt eller nærmest umuligt at tackle, for hans mor ville ikke tale med mig, og der var derfor ikke nogen form for samarbejde om børnene.

Jeg havde oplevelsen af, at børnene ville straffe mig for at ville forlade deres mor. De havde meget hurtigt taget parti, og hun var den naturlige svage part. Frustrationerne kunne derfor kun gå ud over mig. Et halvt års tid senere erfarede jeg, at børnene havde optaget vores tid sammen på deres telefoner. Jeg kan kun spørge mig selv hvorfor og til hvilket formål, men med den viden forstår jeg bedre, hvorfor børnene var så modvillige i forhold til at indgå i en almindelig kontakt med mig – det skulle jo med deres optagelser kunne dokumenteres, at de var vrede på mig.

Herefter valgte jeg at forsøge at få ro omkring børnene og min ex-kone. Jeg håbede på, at det ville blive bedre, når vi skulle i Statsforvaltningen. Vi var langt om længe indkaldt til møde i april måned, og selvom tiden føltes meget lang, så ønskede jeg ikke, at der skulle være mere konflikt. Jeg valgte at sende børnene sms og give dem en telefonopringning med jævne mellemrum. Ingen af delene blev besvaret, men jeg fik i hvert fald givet dem mit budskab om, at jeg savnede dem og håbe på, at vi snart kunne være sammen.

I mellemtiden fraflyttede min ex-kone vores fælles bopæl. Huset var blevet solgt, og hun aftalte med mig, at jeg kunne bo i huset resten af perioden. Hun flyttede til en lejlighed centralt i Roskilde mens vores hus lå i udkanten af byen. Jeg fik en varsling fra kommunen om ændring af børnenes bopæl. Jeg var ikke enig i, at børnene skulle skifte bopæl, da jeg frygtede, at det kunne have betydning i det senere forløb. Det var som sådan ok med mig, at børnene opholdt sig hos deres mor på hendes nye bopæl, men deres bopæl var efter min mening på deres hidtidige adresse, indtil der var fundet en anden løsning. Deres mor var ikke enig og efter nogle diskussioner med kommunen, valgte kommunen alligevel at flytte børnenes adresse. Som kommunen udtalte det, så opholdte børnenes sig jo på den nye adresse – hvilket jeg ikke kunne bestride – og kommunen berolige samtidig med, at det ikke havde nogen betydning for fastsættelse af bopæl m.m. i forbindelse med skilsmisse. Jeg kunne ikke gøre andet end acceptere flytningen trods min klage over denne.

Langt om længe nåede vi til mødet i Statsforvaltningen. Sagsbehandleren formidlede papirerne og sendte os umiddelbart videre til børnesagkyndig rådgivning med en børnesagkyndig. Her forklarede min ex-kone længe om sin vrede over mig. Jeg forsøgte at få fokus over mod at drøfte en aftale om børnene, men det var min ex-kone ikke interesseret i. Den børnesagkyndige foreslå konfliktmægling, og vi fik en brochure med hjem om parrådgivning for nyligt fraskilte. På mit spørgsmål om, hvorledes vi kunne drøfte børnene var anbefalingen, at jeg valgte at undlade kontakt til børnene i nogle måneder for at se om tingene kunne falde lidt på plads. Jeg var temmelig frustreret over denne udmelding, for vi havde stort set ikke talt om børnene, og jeg havde jo allerede ventet i op mod 4 måneder på en aftale, som kunne give mig mulighed for at være sammen med børnene på trods af deres mors modstand. Vi forlod dog mødet med den konklusion, at børnene skulle høres.

Det blev de så en måneds tid senere, og jeg fik referatet efter et par uger. Af referatet fremgik det, at mine børn var meget vrede på mig. De havde blandt andet givet mig en karakteristik som dominerende, at jeg ikke forstod deres behov, og at de ikke havde tillid til mig. Den børnesagkyndige havde bedt dem give deres mor og jeg karakter fra 1 til 10, og her scorede jeg 0 fra min søn og 2 fra min datter. Min ex-kone scorede til gengæld noget nær topkarakter fra begge. Den børnesagkyndige noterede afslutningsvis, at børnene havde haft deres synspunkter med til mødet nedskrevet på papir hjemmefra.

Jeg blev rystet over referatet, som jeg udelukkende oplevede som et forsøg på at tilsvine mig. De udtalelser børnene havde givet om mig passede nogenlunde med, hvad deres mor mener om mig. Jeg havde aldrig haft nogen fornemmelse for, at børnene havde en sådan oplevelse omkring mig. Det er da stadig også min opfattelse, at børnenes karateristik stort set ikke har noget på sig men udfærdiget sammen med deres mor for at varetage hendes interesser. Min advokat, som var en erfaren kvinde, var ligeledes noget rystet over fremgangsmåden og valgte derfor at klage over den børnesagkyndiges metoder til Statsforvaltningen. Statsforvaltning svarede tilbage, at de ikke forholder sig til den børnesagkyndiges metoder men giver den enkelte metodefrihed, som de kaldte det.

Jeg blev herefter spurgt af Statsforvaltningen, om jeg ville foretage mig yderligere. Der var jo endnu ikke fundet nogen løsning på spørgsmålet om børnene, så det ville jeg naturligvis. Jeg bad derfor om et nyt møde, og efter flere breve fik jeg langt om længe bevilget et tværfagligt møde, som skulle afholdes i august måned.

På mødet deltog så en ny børnesagkyndig, som jeg fandt nogen sympati for. Jeg oplevede for første gang, hvorledes der blev forsøgt lagt nogen pres på min ex-kone for at indgå i et samarbejde. Hidtil havde hun åbenlyst afvist ethvert samarbejde og dialog med mig – herunder konfliktløsning. Den børnesagkyndige fremhævede sammen med sagsbehandleren, at hun skulle samarbejde med mig – ikke for hendes egen skyld men for børnenes skyld.

Konklusionen på mødet blev, at den børnesagkyndige foreslog en model, hvor kontakten mellem børnene og jeg langsomt blev forsøgt reetableret. Det skulle ske ved, at jeg startede med at følge børnenes sportsaktiviteter. Min ex-kone mente indledningsvist, at vores børn slet ikke havde tid til at se mig, fordi de havde så mange aktiviteter. Jeg skulle så starte med at møde op i sportshallen to weekender i træk mens min ex-kone skulle forberede børnene på, at jeg ville være der. Weekenden efter skulle jeg også hente og bringe og til sidst skulle jeg foretage mig noget med børnene sammen en eftermiddag.

På trods af aftalen meldte min ex-kone allerede dagen efter på e-mail til Statsforvaltningen, at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op, for børnene ville ikke deltage. Statsforvaltningen svarede tilbage, at der var en aftale, og at de ikke ville ændre den. Derfor mødte jeg op som aftalt og fulgte mine børn.

Første aftale forløb uden problemer. Børnene så jeg var tilstede, men dette gav ikke anledning til nogen kontakt.

Næste afale forløb ligeledes problemfrit med min datter. Jeg benyttede lejligheden til at henvende mig til hende mellem to kampe, men hun gav udtryk for, at jeg skulle gå. Det respekterede jeg og gik tilbage på min plads blandt de andre forældre.

Min søn reagerede desværre meget kraftigt på det andet møde. Han henvendte sig til mig og bad mig om at gå. Jeg skulle overvære hans gymnastiktræning. Jeg forklarede ham, at jeg jo gerne ville se ham, og at hans mor og jeg havde aftalt det. Han gik tilbage til sin træning blot for kort efter at komme retur, hvor han straks begyndte at sparke, slå og råbe af mig. Vi forlod salen på den måde og uden for døren valgte jeg efter flere forgæves forsøg på at få Casper ned på jorden at forlade stedet.

Jeg skrev til Statsforvaltningen og forklarede om episoden. Jeg forklarede samtidig, at jeg af hensyn til børnene ikke fandt det muligt at gennemføre de efterfølgende aftaler. Min ex-kone havde i forvejen oplyst, at jeg ikke kunne hente som aftalt, for hun ville ikke udlevere og børnene ikke følges med mig.

Forløbet afsluttedes med at børnene igen skulle høres. De udtalte sig stort set som første gang og forklarede, at de kun ville se mig, når de selv ville. På spørgsmålet om hvornår og hvorledes, så forklarede min søn, at han næppe ville se mig igen mens min datter forklarede, at hun kun ville se mig, hvis min søn også ville.

Den børnesagkyndige konkluderede herefter, at det ikke var muligt at fastsætte samvær, idet man lagde afgørende vægt på børnenes egne ønsker. Den melding fik jeg i januar i år efter et års kamp for at få kontakt til mine børn trods deres mors modvilje. Jeg måtte konstatere, at børnene selv har modarbejdet det forsøg, der har været. Der er ingen tvivl om, at børnene er meget påvirkede af situationen og har valgt at tage parti for deres mor. Men der er heller ingen tvivl hos mig om, at deres reaktion bygger på en helt forkert antagelse og at deres reaktioner ikke er til gavn for dem hverken på kort eller langt sigt.

Casper og Cathrine har i mig en kærlig far, som har været dem nær gennem hele deres opvækst. Deres mor har trukket et større læs ved specielt de senere år at gå på deltid. Sådan havde vi indrettet os som så mange andre. Men min interesse, kærlighed og opbakning i forhold til børnene var lige så stor som hos alle andre. Vi blev af de fleste i vores omgangskreds betragtet som en mønsterfamilie med styr på det hele. Skilsmissen bragte os alle ud af denne rolle, og her 1½ år efter slås vi stadig med at lande ordentligt.

Siden Statsforvaltningen afsluttede deres behandling af sagen har jeg forsøgt igen at få klinket skårerne mellem min ex-kone og jeg. Det lykkedes mig at få nogle telefonsamtaler med hende hen over foråret. Her lod jeg hende skælde mig ud og få luft for hendes frustrationer. Det var så belastende at høre på, at jeg efter en af episoderne oplevede flere tilfælde af svimmelhed, som sikkert var forbundet med det enorme stres, hun påførte mig. Jeg forsøgte bare at tage imod uden at give tilbage. Samtidig vidste jeg, at hun med den voldsomme vrede, så var det nærmest umuligt at nå til nogen form for forsoning med hende. Alligevel prøvede jeg, så godt jeg kunne.

Efter hun nogle gange havde overfuset mig med beskyldninger og vredesudbrud, så har hun sidenhen stort set ignoreret mig, som hun også har gjort det over det meste af forløbet. Vi bor tæt på hinanden i hver vores ende af Roskilde. Jeg møder nogle gange mine børn på gaden, men altid sammen med deres mor eller mormor og morfar. Jeg har også fulgt mine børn til noget af deres sport henover foråret. Der har været tale om gymnastikopvisninger hos Casper og håndboldkampe for Cathrine. Det har ikke givet anledning til konflikter mellem børnene og jeg. De har valgt at ignorere min tilstedeværelse.

Mit seneste tiltag har været at skrive et brev til børnene – en gang om måneden sådan cirka. Her skriver jeg lidt om mit liv og om mine tanker om dem. Jeg skriver også, at de kan møde mig på et fast tidspunkt og sted, hvis de har lyst til det. Her venter jeg så et par timer på dem, mens jeg laver mit næste brev. Børnene har endnu ikke valgt at møde op, men de har trods alt reageret ved at skrive en sms, hvor de gav udtryk for, at de ikke gad at få mine breve. Det er vel det første livstegn, jeg har fået fra børnene i henved 9 måneder, og selvom det er negativt, så glæder det mig, at de dermed reagerer. Det betragter jeg som et muligt lille skridt fremad.

Afslutningsvis vil jeg give udtryk for, at jeg gennem hele dette forløb har forsøgt at undgå at stille urimelige krav, være vred og frustreret. Men jeg er begge dele, og det er meget hårdt at bære rundt på det store savn, jeg har til mine børn. Gennem forløbet har jeg følt mig sat helt ud på et sidespor uden nogen følelse af at have nogen retssikkerhed. Har jeg slet ingen ret til at tage hånd om mine børns trivsel og behov? Deres mor har fra starten valgt at tage det ansvar alene og afvist min deltagelse trods alle mine forsøg både direkte og gennem det offentlige system. Der er ingen tvivl om, at min ex-kone på ingen måde har lyst til at dele kontakten til det hun betragter som ”sine” børn. Hun kan slet ikke forstå, at børnene har behov for mig og deres reaktioner er for hende kun naturlige med den måde, jeg har været på. Børnene opmuntres af deres mor og hendes familie til at fortsætte af det spor, de har fulgt gennem det seneste år. Mine forsøg på at kontakte min tidligere svigerfamilie for hjælp har været formålsløse og i sig selv blot foranlediget vrede og kritik fra deres side omkring mig, min person og min familie. Hos min tidligere svigerfamilie er det naturligt at droppe kontakten til dele af sin familie, hvis man finder det bedst. Deres seneste tilbagemelding til mig er, at det har været en hård periode for dem (mine børn, der mor og hendes familie) og at jeg derfor må forlige mig med ikke at se mine børn.

Jeg kan ikke forlige mig med dette. Jeg kan godt se, at såfremt mine børn fremover fortsat vil være under negativ påvirkning i forhold til min person af deres familie til deres mors side, så vil det være vanskeligt for børnene at kunne tackle nogen kontakt til mig. Men jeg er voldsomt frustreret over, at det skal være muligt at manipulere med børnene på den måde. Alle vejledninger jeg har kunnet finde tager udgangspunkt i, at forældre skal samarbejde for at skåne børnene for konsekvenserne af en skilsmisse. I vores situation kan der ikke være nogen tvivl om, at det er min ex-kones modvilje, der er en af de afgørende årsager.

Næste kapitel frygter jeg vil være en amodning om fuld forældremyndighed fra min ex-kone. Der har været helt stille fra hendes side, men jeg tvivler på, at det er sådan. De nye regler om fællesforældremyndighed åbner til efteråret op for, at man i videre udstrækning kan fratage en ene forælder forældremyndigheden, når der ikke er nogen eller meget lidt kontakt til fælles børn eller ved samarbejdsproblemer.

Hidtil har min ex-kone jo for hende omkostningsfrit kunne skabe samarbejdsproblemer og faktisk fremme hendes formål – at have børnene for sig selv. Målet vil først være fuldt for hende, når hun har fået den fulde forældremyndighed, og som hun allerede for måneder siden har truet med, så ønsker hun at ændre børnenes navn til hendes efternavn. Dette er bare en forlængelse af forløbet, hvor hun har gjort alt for at fjerne mig fra kontakt med børnene – herunder at hun ved fraflytning fra vores fælles bopæl uden aftale fjernede alle effekter, der havde noget med børnene at gøre. Det lykkedes mig dog at bevare fotos gennem børnenes opvækst, men det er så også alt, jeg har idag.

Jeg har derfor enormt brug for hjælp. Brugen af en advokat har ikke haft nogen effekt. Mine forsøg på at tale min ex-kone til fornuft og indgå i et samarbejde virker ikke. Jeg har forsøgt at bringe andre på banen. Min familie og tidligere venner har forsøgt at tale til min ex-kone. Men de bliver blot sat på den sorte liste og ignoreret herefter. Hvad skal jeg dog gøre, for at mindske risikoen for at miste den fulde forældremyndighed? Og hvad kan jeg dog om noget gøre for at ændre på den umulige situation, så jeg forhåbentlig kunne få kontakt til mine børn og fortælle dem, at jeg elsker dem. Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe børnene gennem den sorg og vrede, de har taget ind i sig. De skal ikke leve med den smerte. Jeg tager gerne mit ansvar for at vise børnene, at jeg er ked af det, de har været udsat for. Forhåbentlig kunne det hjælpe dem med at forlige sig med smerten og komme videre. Men om det overhovedet er muligt, når deres mor ikke har samme mål, det ved jeg ikke.

Jeg håber, du/I har mulighed for at gøre noget for mig.

Kærlig hilsen

Christian



Renée's svar:

Kære Christian

Tak for dit brev, som gjorde dybt indtryk. Det er en meget svær situation du beskriver, og jeg hæftede mig særligt ved to ting. Den ene var, at du intet skriver om hvorfor dine børn afviser dig så kraftigt som de gør – og her tænker jeg, at der må være en grund. Børn afviser ikke bare deres far eller mor, eller går til angreb på dem fysisk, uden at der er ligger en stor smerte og noget der for dem er uendelige sorgfyldt bag. Hvad det er for en smerte, beskriver du ikke nærmere, hvilket er.......





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook