Han ville begå selvmord

Kære Rådgivning.

Jeg er kommet i mit livs dilemma og formentlig største krise i mit liv.

Jeg har to drenge på 4 år, hvor deres far bor i Kbh og jeg selv i Odense. Vi gik fra hinanden i december 2011, og har haft en mundtlig samkvemsaftale, hvor han har haft dem hver anden weekend og de ferier han har ønsket.

I november går vi i seng sammen én gang og jeg bliver gravid. Ikke en særlig ønskelig situation for nogen af os, men jeg vælger mod hans ønske, at ville beholde barnet. Det medfører trusler om at jeg skal kunne tage de konsekvensen af mit valg og udtalelser om at han ikke kan leve med min beslutning. Jeg spørger til konsekvensen, men han svarer ikke. Samme weekend efter samvær med deres far, fortæller mine drenge, meget kede af det, at de ikke skal se deres far mere, fordi det har han fortalt dem.

Jeg bliver oprigtig bekymret og kontakter hans 'bedste' venner, beder dem tage sig af ham, fortæller at jeg er bekymret og hvad mine børn har fortalt mig. De ved ikke hvad det handler om, hvilket ingen gør, fordi han har intet sagt til nogen. Siger at jeg ikke kan fortælle hvad det handler om, men det er vigtigt for mig at de kontakter ham. Jeg får ikke en opfølgning, men han kontakter fortsat drengene på Skype og har dem 14 dage efter. Her møder jeg ham ikke, han har hentet dem om fredagen i BH og sender dem ned i opgangen da jeg kommer søndag. Jeg respekterer at han er sur på mig og mener at jeg har bedt om den hjælp som er mulig i min position. Drengene græder igen og siger at far var ked af det da de tog afsked. Jeg skriver en besked til ham om han ikke er sød, ikke at græde når han tog afsked (hvilket han ofte gjorde), fordi det gjorde drengene kede af det. Han svarer mig ikke. Om onsdagen har de 4 års fødselsdag og de snakker med deres far i tlf og han virker som han 'plejer' fraset at han tydeligvis i sin kontakt er sur på mig. Det har jeg egentlig hele tiden haft stor forståelse for, og det KAN jeg godt forstå! Han gik i dec 2011 fra mig, og det var ikke en hævntogt eller et forsøg på at vinde ham tilbage. Jeg var/er kommet videre og det kom faktisk bag på mig at han pludselig ville i seng med mig. For mig handlede det mest om, at efter jeg havde sukket og været ked af det, det første halve år efter vores brud og nu hvor jeg var ude på den anden side, så ville han mig.

Jeg har to exceptionelle dejlige drenge med ham, og at skæbnen ville de skulle have en biologisk bror/søster, kunne jeg ikke abortere. Det er dd forbundet med stor skyldfølelse.

Vi hører ikke mere fra ham efter den 30/1-13, min søn forsøger telefonisk kontakt om søndagen, uden held.

Mandag middag bliver jeg ringet op fra hans arbejde, at han ikke er mødt eller ringet og de er bekymret, for det ligner ikke ham.

De har været på hans adresse. Jeg bliver med min viden, oprigtig bekymret og lover at kontakte familie/venner. De ringer til mig, fordi de var den eneste de kunne finde et nummer på.

Jeg kontakter straks hans far der bliver let bekymret, men slet ikke som jeg har det. Ringer til ham en halv time senere og spørger hvad han vil gøre. Han ringer til hospitalet og spørger. Kort tid efter ringer han, at han har modtaget et afskedsbrev på FB. (Her er hans profil slettet). Der står en adresse hvortil han har sendt politiet. Ingen har haft kontakt med ham her siden torsdag, så jeg troede virkelig han ville være død. Kæmpe chok og sorg! Og hvad skal jeg sige til mine 4-årige drenge som elsker ham betingelsesløst og savner ham.

Jeg bliver så ringet op en halv time senere, at han er fundet i live, men bevidstløs. Han flyves til Riget pga kulilteforgiftning til trykkammerbehandling og lægges i kunstig koma i næsten 3 døgn.

Hans far ringer og opdaterer mig, men ringer sidste gang tirsdag morgen og spørger om det er rigtigt at jeg er gravid og ikke ville have en abort. Jeg føler at han hentyder, at jeg er skyld i at hans døn ligger for døden. Men det er også hvad der står i afskedsbrevet, at det er pga mig!

Det gør SÅ ondt! Ubærligt ondt! Og jeg kan og vil ikke leve med den skyld!

Jeg er ulykkelig og møgsur over at han vil forlade sine drenge. Jeg har fået lidt updates fra hans mor, men de er stoppet nu.

Jeg vil fortælle, at Han tidligere pga depression og et brud med sin kæreste har skåret i sig selv. Tror bare ikke det blev så alvorligt, end han selv forbandt sig.

Han har haft en ekstrem hård og meget voldelig barndom med rigtig mange tæsk fra sin far. Han føler aldrig han var god nok og har altid haft en frygt for sin far, samtidig med at han har hungret for at være 'god nok'. Jeg tror af hele mit hjerte IKKE at det handler om dét barn, men om at han ikke har talt særlig flatterende om mig og ikke føler han kan 'redegøre' for hvorfor han gik i seng med mig og fortælle sin far det. Han har aldrig bedt om hjælp! Og han har aldrig delt sine problemer. Ingen vidste at jeg er gravid! Han fortalte ikke sine bedste venner om vores brud i 2011, det finder de ud af 5 uger efter, da de kontakter mig. Allerede dengang udviste jeg min bekymring om hvordan han havde det.

Jeg får ingen updates på hvordan det går mine børns far, og jeg er så ulykkelig over at han vil forlade sine børn og synes ikke det er fair at give mig skylden/lade mig være årsag.

Vil så gerne 'forstå' ham og nogengange hellere selv slå ham ihjel. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til vores børn? Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv?

Har prøvet at kontakte Statsforvaltningen og forsøgt at forklare min situation. Jeg er selvfølgelig bekymret for at han pludselig udskrives og står og vil have udl sine børn. De vil ikke hjælpe mig med en 'forebyggende' indsats, men siger at jeg bare må nægte ham samvær. De siger at jeg ikke ved om han vil være til fare for sine børn. Måske ikke, men skal jeg give det chancen. Jeg ved godt, at han på nuværende tidspunkt ikke kan have dem og jeg ønsker IKKE at tage dem fra ham. Jeg er bare bekymret og har været det de sidste to gange han har haft dem.

Men har jeg ret til oplysninger om hans helbred og hvad gør jeg nu? Jeg sover elendigt og har tankemylder - fatter IKKE at det her er min virkelighed.

Jeg er blevet sygemeldt og fået henvisning til psykolog hvor jeg går i forvejen, men kan ikke finde ro og føler skyld, afmagt, sorg og vrede.

Prøver egentlig bare at få hjælp til at danne mig et overblik for mig selv og mine drenge.

Knus fra en sønderknust Mor.

Kære sønderknuste Mor

Jeg tænker der er rigtig meget du skal have rede på i forhold til dine egne følelser, og den beslutning du har truffet om at få endnu et barn, som du måske vil skulle opdrage alene.

Du har i forvejen to drenge der kun er 4 år, lige om lidt har du 3 børn under 5, det er for mig at se en meget stor mundfuld....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her