Spørgsmål:
Kære jer på Delebarn.
Jeg er mor til en fantastisk dejlig pige på 5,5 år. situationen er den at min datters far og jeg gik fra hinanden allerede under graviditeten, (han ønskede ikke barnet) siden hen, har han været der og set hende et par gange i hendes første år. Men har indtil hun var 3, hele tiden med jævne mellemrum gjort mig opmærksom på, at nu var han snart klar, jeg har været den som har sagt at han altid skulle komme når han var klar til at være 100 procent far. Vi blev uvenner omkring hendes 3 års fødselsdag, da jeg sagde fra, og ønskede først at høre fra ham igen, når han virkelig var klar, da det til sidst for mig, var for anstrengende med alle de tomme løfter, der ikke havde udsigt til at blive indfriet . Vi har ikke talt sammen siden. Og nu er min lille pige jo kommet i en meget bevidst alder, vi har haft et par episoder hvor hun har spurgt til, hvorfor hendes far ikke vil besøge hende og at han er dum fordi, at han ikke vil lege med hende. Til det har jeg svaret, at jeg er sikker på, at hendes far både tænker og holder af hende, at der er mange børn der kun lever sammen med en forældre og at han ikke er helt voksen endnu, til at tag sig af hende. Og at det nogen gange derfor kan være bedre kun med en forældre, og at det derfor ikke har noget med hans følelser for hende at gøre, men med ham selv.
Men hun har til gengæld også sagt at hun egentligt ikke savnede ham el tænkte på ham, da hendes kusine spurgte, men hun siger, hun savner sin oldefar meget , som er død og som hun i virkeligheden ikke havde et særligt stort forhold til. Jeg har lidt mistanke om, at det er noget, hun overfører fra sin far situation?
Mit spørgsmål lyder på, hvordan forklarer jeg hende alt det her, på en børne venlig måde, så hun forstår det, uden at forstå for meget. Det knuser mit hjerte, at hun spørger om han ikke kan lide hende. Hun spørger mig om jeg ikke også syntes han er dum, og om jeg ikke syntes det er synd for hende? Jeg har prøvet at svare lidt uden om her, da jeg er i vildrede, jeg vil jo ikke at hun skal føle at jeg afviser en side af hende ved at jeg syntes han er dum og jeg syntes jo det er synd for hende.? Vil helst ikke sige et dårligt ord om ham. Vores snakke om hendes far og andre ting, foregår altid meget roligt, og bagefter virker det til hun har glemt alt om det.
Hun har siden hen bedt om at skrive et brev til ham, og det var vi gjort. Hun skriver at hun elsker ham og om han ikke kommer og besøger hende, men han har selvfølgelig ikke svaret hende, til stor frustration for hende hver gang vi kører forbi postkassen.
Ellers er hun en meget velfungerede pige, hun har et stort netværk, med masser af kærlighed, hun har altid været i god balance.
Jeg håber på et rigtig godt råd
På forhånd tak
mvh A
Renée's svar:
Kære A
Din datter lever med et vilkår, som ville være hårdt for alle børn. Nemlig en far der ikke er der for hende. Du kan skåne hende så længe hun er lille, men jo mere hun vokser til, jo flere spørgsmål og jo flere følelser vil der jo komme i forhold til en far der ikke skriver tilbage, når hun skriver til ham. Og det kan du sådan set ikke .....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her