Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Han nægter, holder ikke aftaler, bliver meget ubehagelig og vred.


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Kære Rådgivere.

Jeg skriver fordi jeg er ved at være så brugt og frustreret at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg vil prøve at starte fra starten, men føler der er så meget, at det er svært at overskue.

Men det hele starter med at jeg efter 8 års ægteskab, vælger at blive skilt fra min x den 3 okt. 2010. Vi har tre vidunderlige drenge sammen på 2, 6, 8 år. Vi har et hus sammen og bil og ja alt en kerne familie vel har. Men som sagt jeg gør op med mig selv og finder ud af at jeg vil skilles.

Jeg fortæller ham det stille og roligt en aften, men det var en meget hård beslutning, og utrolig svært at sige.

Han tog det pænt, men var utrolig såret, skuffet og vred over mit valg. Vi snakker meget sammen, han ønsker at vi skal blive sammen, for børnenes skyld, for alt det vi har opbygget sammen.

Men jeg kan ikke. Meget hurtigt laver jeg en 7/7 ordning med ham, imens jeg stadig boede i huset, så drengene kunne “vænne” sig til at den ene forælder ikke var der. Vi fik sagt det til drengene, og de tog det stille og roligt, den mindste forstod ikke rigtigt noget, og de to store var ikke helt klar over hvad det betød at mor og far skulle skilles, andet end hvad de havde hørt i skolegården...

Det var hårdt, vi flyttede begge ud af huset hver anden uge med en kuffert. Heldigvis fik jeg meget hurtigt en lejlighed. Vi laver en aftale om at bodelingen bliver at jeg får 30.000 kr til at indrette, og lader alt blive i huset. Det eneste vi delte, var alt drengenes legetøj og tøj, hvor vi fik halvdelen hver.

Der var mange gange vi ikke kunne enes helt, han brugte utrolig meget børnene imod mig, så som at jeg ikke ønskede dem det bedste, fordi jeg var gået. At jeg var en dårlig mor, fordi jeg ikke ville blive hos ham så drengene kunne have begge deres forældre. At jeg skulle skamme mig over at jeg ikke kæmpede for det. Men jeg havde kæmpet, min egen kamp og jeg magtede ikke mere.

Han er en mand med et arbejde der kræver ham mere end hvad normalen er, og rejser utrolig meget. Så når drengene var hjemme hos os (min lejlighed), savnede de ham ikke, spurgte næsten ikke efter ham. Men når de var hos ham, var det en helt anden snak. Og de afreagerede når de så kom hjem igen. De var vrede på mig, hadede mig virkeligt. Jeg snakkede meget med dem, og det går godt nu. De er børn, og ønsker stadig mor og far finder sammen, men har samtidigt også accepteret på en måde at vi ikke gør.

Nå, men han og jeg laver nogle forskellige aftaler, om f.eks. bilen vi havde sammen, og han siger at det bedste er vel at bilen følger børnene... Det nåede kun at vare 3 dage, så kom han og ville have den fuldtid, da han havde det mest vigtige arbejde, og jeg kunne jo cykle med dem. Vi havde en anden aftale om at de ting der var mit i huset, som jeg havde med mig da vi mødtes, skulle jeg over og hente. Det tog ham 3½ måned at finde en dag vi kunne gøre det. Vi aftalte at jeg måtte få alt julepynten, det blev en kamp at få det, og det var 2 dage før den 1 dec. jeg fik det.

I mens alt dette foregår, har vi samarbejde og fleksibilitets konflikter. Som sagt har han et meget “vigtigt” arbejde og har derfor ikke altid tid til at hente drengene, eller bliver forsinket, eller skal have dem passet i tide og utide. På et tidspunkt lægger jeg mærke til at jeg stort set har dem 9/5-10/4.... Jeg fortæller ham, at det ikke fungere for mig, jeg har svært ved at planlægge min uge, jeg ved aldrig om han ringer, og det gør drengene forvirrede. Han bliver vred og mener jeg er usamarbejdsvillig og ufleksibel, og at jeg er ligeglad med mine børn. Det skal nævnes at han både havde au-pair og kæreste på, på det tidspunkt. Jeg fortæller ham at det intet har med at gøre at jeg ikke vil have drengene, eller hjælpe, men hvis hans arbejde kræver ham så meget, så vil jeg hellere have en anden ordning en 7/7, for så kan jeg planlægge mit liv og drengene har noget at forholde sig til. Han nægter og bliver meget ubehagelig og vred. Siger meget grimme ting til mig og bebrejder mig at han nu står i en situation hvor han kun ser sine børn halvdelen af deres liv. Jeg fortæller ham, at der ikke er den store forskel. Da han rejser og arbejder så meget. Vi kommer ud af situationen, jeg giver mig, orker ikke de verbale slag. Og i et stykke tid, hvor jeg gør alt for at være fleksibel og samarbejdvillig, går det godt. Men så begynder jeg at sige fra... Jeg har en kæreste som jeg gerne vil se og planlægge  ting med, og kan ikke træde til hver gang han ringer. Det gør ham meget frustreret. Hvilket jeg godt kan forstå, men jeg bliver nødt til at komme videre i mit liv.

Og nu er vi her, hvor han har en kæreste, som aldrig hjælper ham med noget, hun er der altid, men han har ikke givet hende lov til at hjælpe. Måske hun ikke vil, det kan jeg ikke svare på.

Jeg har en kæreste, som er her engang i mellem, han hjælper når jeg har brug for det, hvilket er meget sjældent. Og han ringer stadig min. 3 ud af 7 dage og har brug for hjælp. Enten med at hente, eller tage dem en dag mere... Og jeg har intet i mod at have mine drenge, jeg vil mere end gerne have dem hele tiden. Men de har også brug for at være sammen med deres far. Men når det er sagt, så er det svært for mig at leve mit liv, når jeg aldrig ved hvad der sker i den uge de er hos far. Og det gør ondt, giver stress og rigtig mange frustrationer. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre. Han bliver meget vred og tarvelig når jeg siger fra, siger at jeg ikke kan hjælpe, fordi jeg har andre planer. Men han vil ikke acceptere det, han mener ikke mine planer er vigtigere end hans, og at jeg derfor bare altid skal træde til. Og jeg vil gerne være sammen med mine drenge, men så er det fordi jeg har dem 9/5-10/4 eller andet. Ikke fordi han ikke har tid til at have dem. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og på en rigtigt dårlig dag så rammer det mig hårdt det han siger, og jeg bliver ked af det. Føler jeg svigter mine drenge...Føler mig som en lorte mor...Og bliver usikker på om jeg er ok, og at det er ok at sige, “nej, jeg kan ikke hjælpe dig, fordi jeg har nogle andre planer”......


Håber i måske kan hjælpe mig. Er der flere detaljer i har brug for, så er i velkomne til at skrive eller ringe... 

Kh L



Renée's svar:

Kære L

Det lyder ikke særlig rart, det du fortæller. Ikke særlig venligt eller omsorgsfuldt. Som jeg læser det, var din eksmands prioritering af sit arbejde, en af grundende til at du ville skilles. Det at han rejste meget og at han selv mener at hans arbejde og liv er vigtigere end hvad du end måtte have planlagt. Hvilket for mig at se selvfølgelig handler om respekt og omsorg for hinanden. At de problemer følger med over i en skilsmisse, er nok forventeligt.

Du har allerede sagt .....





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook