Spørgsmål:
(Bemærk dette spørgsmål ligger også under Psykologens rådgivning)
Hejsa
Jeg er mor til fire børn, har altid været deres primære omsorgsperson, idet deres far desværre ikke deltog meget i dagligdagen. Børnene er 11, 8, 6 og 41/2 år.
Jeg flyttede med børnene for 2 år siden. De første mdr så vi ikke meget til far, idet han havde "brug for afstand". Efter tre mdr begyndte han at have dem en eftermiddag om ugen, og senere blev det til hver 2. Weekend + tilbud om en hverdag om ugen uden overnatning - men denne vil han ikke benytte.
Efter et år med rimeligt samarbejde og deltagelse i fælles aktiviteter, som forældrekonsultationer og skolefester, fik far en kæreste.
Hun virkede glad for børnene, og de for hende, hvilket jeg bakkede 100% op om i forhold til børnene! Jeg gjorde langt hen af vejen rigtig meget for at børnene skulle have en oplevelse af, at far var en som de på sin vis havde en kontakt til i hverdagen - gennem mmser om rokketænder og tlf samtaler om luciaoptog. Samtidig meddelte jeg altid i mail om ting jeg mente han burde vide inden samvær - børneeksem i udbrud, historier fra børnehaven som børnene ville fortælle han men som krævede en mindre forklaring for at kunne give mening.
Fars kæreste valgte desværre, efter at vi havde mødes 2 gange, at blive fysisk dårlig af at se mig - så hun kan hverken være med til at hente eller bringe, ligesom jeg ikke må komme og se hvor det er mine børn er på samvær hver 2 weekend. Min reaktion hertil i forhold til børnene har været, at far og kæreste ikke er klar til det lige nu, men blir det måske senere… jeg har oprigtigt forsøgt at lade mine børn vide, at det er ok at far har kæreste, og at det er dejligt for dem at de er glade for hende og hun for dem.
Jeg har givet far frihed til at tage børnene med til arrengementer udenfor samvær- også med overnatning i mine weekender, fordi
jeg ikke synes de skulle gå glip af julefest hos farmor eller andet.
I løbet af det sidste halve år har jeg oplevet, at far og kæreste har besværliggjort samarb. Far deltager i intet der har med børnenes hverdag og mig at gøre, herunder ingen kontakt til skole og bh, ingen konsultationer, intet udover hans weekend samvær og fdf en eftermiddag om ugen, hvor han henter og bringer 2 børn- men ifølge børnene ikke tilbringer tid sammen med dem under aktiviteten.
Hentning og afl situationen er kort og kontant. Børnene er klar til afgang og far og jeg taler ikke sammen - rigtig træls for børn at opleve synes jeg. Alligevel er jeg tilbageholdende i forhold til at lade fredagsafhentningen foregå i institutionen - dels fordi jeg henter dem kl 14 og far nærmest ikke mener han kan nå det inden lukketid, men også fordi jeg synes det er endnu et signal til børnene om at mor og far ikke kan finde ud af at samarbejde. Jeg vil meget hellere forbedre vores kommunikation, og synes det er for dårligt, at han ikke vil hjælpe mig med det!
Den ældste datter føler et enormt svigt ved, at kæresten har stillet hende spørgsmål som elsker du ikke din far? Og hvordan viser du ham det? Din mor behandler far rigtig dårligt, og han holder hende kun ud pga jer! Kæreste elsker også sin mor selvom hun er en dårlig mor! Far har hørt disse "samtaler", men har ikke forsvaret pigen. De andre børn har også overværet disse lange taler fra kæresten, hvor hun rakker ned på mig og stiller spørgsmål til kærligheden og nødvendigheden heraf, mellem forskellige. Dette har stået på siden nytår. Da ældste datter så ikke kan klare presset siger hun fra til samvær - men far gør ikke noget for at komme hende i møde og starte et sted på at opbygge tillid mellem dem. Han giver hende end ikke en fødselsdsgsgave! Hun har således ikke haft samvær siden starten af april mdr, og har stadig ikke mod på at tage med når de andre piger er afsted.
Et af mange eksempler på, at jeg mener far ikke lever op til sit ansvar er følgende; far er fdf leder i en kreds tæt på min og børnenes bopæl, dog ikke i vores by hvor børnenes venner går. Han har de to største børn med til fdf. Ældste datter skal på lejr i hans weekend, for at forberede store lege dag i sognet - efter at hun har sagt fra til samvær. Efter min mening en oplagt mulighed for ham til at vise hende interesse og bakke op om hendes arbejde i den fritidsaktibitet som hun elsker, og som han har valgt at deltage i. Samtidig har vi, da vi var var sammen, altid deltaget i store legedag i sognet, og alle børnene ser derfor dette som en tradition. Men far siger, at han ikke kommer i år, og dermed ikke tager de andre børn med til store legedag, og ikke kommer og oplever hvilken indsats vores store datter har lagt i fdf. Hun græder, og kan ikke forstå, at far ikke vil komme, og er samtidig ulykkelig over, at hun ikke kan dele det med sine søskende. Her melder 2. Ældste, at hun springer weekenden hos far over hvis han ikke tager dem med til store legedag- ikke på en negativ ladet måde, men ganske nøgternt; hun vil da afsted til store legedag som hun plejer. Det ender med at far afl de tre børn, et par timer tidligere og at jeg så tager dem med til arrangementet.
Herefter kom så ældste datters fødselsdag, en tlf opringning fra far fik hun. Efterfølgende ingen gaver ingen samvær på hendes primisser.
Hun har siden hun stoppede samvær sagt, hvilket jeg har videregivet til far, at hun gerne vil med ham og de andre børn på en tur- men vil ikke ned til ham og heller ikke være alene med kæresten. Men nu er svigtet efterhånden blevet større, idet far intet har gjort- så nu har hun heller ikke megen lyst til at være sammen med ham, for han viser hende jo ikke at han vil hende!
Far er meget negativ i sin kommunikation med mig, og jeg har derfor valgt, at holde alt gennem mails. Jeg har eksempler på, at blive kaldt latterlig, og totalt udenfor normal rækkevidde m.m
Jeg har indkaldt ham til børnesagkyndig rådgivning ved sf, han mødte ikke op. Efterfølgende har jeg talt med deres infocenter, og er blevet lidt klogere på mine rettigheder som bopælsforælder. Hvorefter jeg har fastlagt hans samvær i forbindelse med sommerferien, efter deres rådgivning har han haft de tre af børnene 5 dage 2 gange i hver ende af deres sommerferie.
Nu siger han så (endelig) at han har skrevet til sf for at få dem til at fastlægge samvær. Jeg håber, at det kan hjælpe til at mindske konfliktniveauet, og at de kan hjælpe med nogle forslag til at bedre hans og ældste datters forhold.
•hvordan forholder de sig til at børnene skal splittes op hver 2. Weekend?
•hvad med julen? De har holdt jul hjemme hvert år, første år med deltagelse af far, og i 2011 uden far. Vi har i fællesskab fortalt dem, at vi mener børn skal holde jul i deres eget hjem, det er således en holdning vi selv har givet vores børn. Nu vil han til at skiftes, men hvad så når den ældste ikke vil med? Skal søskende så holde jul hver for sig, eller vil sf tage hensyn til omstændighederne og lade dem holde jul hjemme sammen?
•hvad så når de andre også snakker om, at de heller ikke vil afsted på samvær når den store ikke skal med? (det er ikke sket endnu at de ikke har villet med ham når han kommer og henter, og mit indtryk er også, at de har det godt når de er på samvær. De ved godt, at den ældste ikke er med fordi kæresten har sagt noget grimt om mor, som hun blev meget ked af. (og reagerede iøvrigt alle tre voldsomt efter den weekend hvor den store sagde fra, idet de jo også havde overhørt kærestens udtalelser)
•vi har i sin tid underskrevet en samværsaftale, uden mange detaljer, dog at de bor hos mor og er hos far hver 2 weekend + en hverdag uden overnatning.
•ang. Fdf, hvis far vil have dem med til hans kreds, hvor der ganske vist er nogle få fra deres årgange, men ikke hvor de kan deltage i det store fællesskab i forhold til klassekammertater - kan jeg så forlange, at far betaler for kontingent, skjorter, lejr osv? (skal det evt skrives i dokument som samvær?)
•hvad jeg kan gøre for at forbedre situationen, både mellem mig og faren, og for mine børn, særligt den ældste?
•det er vel ikke ok, at en far opfører sig på denne måde, han lever vel ikke op til sit forældreansvar?
•hvor meget skal børn føle sig svigtet, før man kan begynde at tale om fordelen af at jeg søger fuld forældremyndighed?
•jeg har så mange tanker om ting der kunne gøre det nemmere for mine børn at være skilsmissebørn, men idet far ikke vil deltage, kan jeg kun virke som en "buffer" for mine børn.
Jeg har en rigtig god kontakt til børnene, og den store og jeg taler om følelserne i forhold til fars svigt, men hvordan sikrer jeg, at de ikke brænder inde med følelser?
Det blev godt nok langt! Jeg glæder mig meget til at høre fra jer.
Mvh en Mor til fire
Hanne's svar:
Kære Mor til 4.
Jeg skal prøve at svare fra min vinkel og det vil nok overlappe svaret fra Renee. De konkrete økonomiske spørgsmål må du skrive til vores advokat om.
Det er min erfaring at når en far begynder med at miste interessen for sine børn – så er det alvorligt for børnene – men det er sådan en far de har og det må man tale med dem om hen ad vejen. Jeg er helt på linie med Renee om mulig hjælp til din 12 årige. Det kan hjælpe at du tager med for at forklare hvad din datter er havnet i.
Når I kommer i statsforvaltningen vil jeg råde dig til.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her