Spørgsmål:
Jeg håber I vil hjælpe mig, da jeg ikke selv kan finde ud af hvad jeg vil eller hvordan jeg skal agere længere!
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 6 år, vi har to børn, en på 4 år og en på 7 uger.
I flere år (faktisk siden vi fik vores første barn) har jeg haft perioder hvor jeg har overvejer at gå fra ham, mest fordi han ofte skælder mig ud (uden jeg ved hvorfor), hvor han kan blive rigtig led og kalde mig adskillige skældsord (nar, fede kælling osv.) han kan bl.a. også finde på at sige jeg er en dårlig mor osv. Det værste er dog, at det selvfølgelig har påvirket min store dreng og det kan jeg ikke tilgive hverken mig selv eller kæresten for.
Men jeg har aldrig turde at gå fra ham af frygt for at "miste" mine børn - mit store barn og jeg har ALTID været sammen og jeg har ALTID haft ham med mig overalt, det samme med begge mine børn, nu hvor nr. 2 er kommet til.
Udover at han skælder mig ud, har jeg også altid følt mig som alenemor, han hjælper stort set aldrig til herhjemme, hverken med hus eller børn - det er mig der ordner alt! Faktisk har han kun givet mig en del ekstra oprydning.
Han er til fodbold eller sammen med venner 2-4 gange om ugen, hvilket jeg altid nyder og bliver så skuffet hvis han vælger at blive hjemme en dag - hans tilstedeværelse irritere mig faktisk. Derudover eksistere der næsten heller ikke et kæreste forhold imellem os, hvilket nok mest er mig der er tilbageholdende, jeg har ikke lyst til at kysse, putte, have sex osv.
Sagen er nu at vi for ca. 5 uger siden havde et skænderi, hvor vi ikke snakkede sammen i to dage efter og da vi endelig gjorde, lød det på ham som om han helst ville vi gik fra hinanden, jeg bad dog om at vi lige gav det en uge, for at se om vi ikke kunne rette op på det. Men det gik kun ned ad bakke, derfor brugte jeg tiden på at forberede mig, på at vi skulle gå fra hinanden, og jeg accepterede at sådan var det og fandt den styrke til det, som jeg ellers har manglet.
Herefter havde vi så en snak, hvor det rent faktisk gik op for ham hvad der var ved at ske, og han blev virkelig ked af det og siger, at det pludselig er gået op for ham hvad han havde gang i og at han ikke kan undvære mig osv. og har den seneste tid været rigtig sød, hjælpsom og virket oprigtig ked af det.
Men problemet er, at lige så fantastisk det er, at han nu har indset tingene, ligeså forvirret er jeg også blevet - for jeg synes jo, at jeg bør give vores forhold en chance og synes han fortjener det efter tingene er gået op for ham. Men jeg føler ikke rigtig at jeg kan eller oprigtigt har lyst til det - jeg er skrækslagen for at miste min netop nyfundne styrke og jeg er bange for, at vi måske vil gå fra hinanden om nogle år i stedet for, hvor det så vil være svære for mig at beholde børnene.
Derudover har jeg gennem tiden og specielt på det sidste mistet mange følelser for ham, som er rigtig svære at finde frem igen, (jeg føler næsten ubehag når han vil kysse eller klapper mig i numsen) og min kæreste er selvfølgelig bange for at jeg ikke kan finde disse følelser frem igen og jeg kan mærke at det irritere og sårer ham når jeg ikke vil "lege" kærester..
Selvom han virkelig gør alt godt, så irritere han mig stadig og jeg har svært ved at skulle agere glad.
Jeg ved at jeg burde give mig 100 % i vores forhold for min kæreste og ikke mindst for vores børns skyld - men jeg kan bare ikke og jeg er SÅ sur og irriteret på mig selv over det og føler pludselig at det er mig der "leger" med hans følelser, hvilket jeg bestemt ikke har lyst til.
Hvad skal jeg gøre?
Med venlig hilsen
Renée's svar:
Kære
Lige nøjagtig hvordan du skal tackle de modstridende følelser du lige nu oplever i forhold til din kæreste og faderen til dine børn, ved jeg ikke. Det kan du, og kun du, finde ud af. Men jeg kan sige dig hvad jeg tænker om det du skriver til mig.
Jeg tror du på mange måder har fået nok af din kæreste. Han har fortsat sit liv som om han var single efter i fik børn sammen. Han er gået i byen og ud med venner, mens du er blevet mor med stort M, har forsøgt at skabe en familie og er blevet hjemme for at passe jeres børn. Samtidig har han ikke taget hensyn til dig, eller forstået at når man er ved at bygge et hjem og en familie, så er det noget man er fælles om.
Når det er den slags man som nybagt mor.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her