Eks-bonusmor - der er skak/mat, hvad gør jeg?

Hej rådgivning -

Håber I har et par gode råd til mig, da jeg virkelig er skak/mat. Det drejer sig om min ene bonusdatter eller rettere eks-bonusdatter. Jeg kom ind i hendes liv da hun var ca 1 år og blev skilt fra hendes far for 1½ år siden.

Hun er idag 12½. Hendes mor er gift og har to fællesbørn (4+6 år) og en bonussøn også. Hendes far er alene (sådan da med mange forhold), ofte ude at rejse og har ofte mange overnattende - med andre ord temmelig ustabil. Jeg er nok den datteren har været mest knyttet til fordi jeg tog mig meget af hende (har selv en datter på samme alder - og det faldt mig naturligt). Jeg deltog i skole-arrangementer, interesserede mig for fritidsinteresser, hjalp med lektier og i det hele taget lyttede jeg til hende og tog mig af hende.

Skilsmissen var rolig udadtil men indadtil var det hårdt og det mærker børn jo alligevel. Vi holdt årsagen til skilsmissen for os selv og forklarede, at det var vi enige om, og så var den ikke længere - siden viste det sig at jeg fik skylden (af faderen - som var mig massiv utro i alle 10år). Jeg var indstillet på et godt samarbejde med datterens mor og far (især fordi vi har en søn sammen), så jeg tog kontakt til dem begge og bad om også at måtte have datteren hos mig nogle gange. Begge forældre var indforstået med det og datteren var glad.

De havde en 6/8 deling og den beholdt de efter jeg var flyttet. Det viste sig så at faderen ofte ikke var hjemme de dage han skulle have datteren og så forventedes det at hun kunne være hos mig. Det var intet problem - kun lidt ekstra hektisk om morgenen da datteren gik i skole 23 km væk og jeg selv havde 3 andre børn der skulle afsted, men mit liv blev ligesom total styret af, at jeg ikke vidste hvornår datteren kom og det var uholdbart. 

Moderen tog aktion og kontaktede statsamt med henblik på at ændre samværsordningen. Præcis hvad der skete aner jeg ikke men det hele blev meget dramatisk. Datteren kom også i statsamtet og her var jeg rystet over de spørgsmål der blev stillet uden at bede om uddybende forklaring. Bl.a om hun selv skulle vaske sit tøj? (ja - det ved jeg hun har gjort én gang, fordi der var nogle bestemte bukser hun ville have vasket - hun ringede nemlig til mig), om der var mælk til hendes morgenmad? (nej - for hun drikker ikke mælk), om hun gjorde rent i hjemmet (ja - hun støvsugede 1 gang hver 14.dag på sit værelse for at tjene lommepenge), Om hun selv købte ind til aftensmad? (ja - det var sket 1-2 gange fordi hun havde spurgt om hun måtte).... Men hun skulle KUN svare ja og nej, så den rette sammenhæng kom ikke frem.

Statsamtet konkluderede at faderen ikke burde have datteren og han var helt knust og anede ikke hvad han skulle stille op, for han vidste intet om det før han fik brevet. MEN når det er sagt, så er han ikke egnet til at have den daglige rytme med børnene fast - kun ved særlige aftaler og så naturligvis samvær alt det som er muligt - (bare ikke det praktiske). Det betød at datteren blev holdt væk fra sin far - nu er det et år siden hun sidst har set ham. Jeg har haft megen kontakt med datteren og hun er total usikker og aner aldrig hvilket ben hun skal stå på - før der er gået lidt tid når hun kommer hos mig.

Hun fortæller mig mange ting og da jeg havde hende i efterårsferien brød hun helt sammen. Hun følte sig overset og uønsket. Hun ville bo hos mig! Jeg lod hende snakke og hørte på alle de små ting, hun i dagligdagen får drejet rigtig negativ - om sin mor, sine halvsøskende og sin bonusfar. Vi talte også om hendes egen far, og hun sagde, at nu havde hun jo vænnet sig til ikke at se ham.

Det kulminerede ved at hendes mor overhørte en samtale hvor datteren grædende ringede til mig og sagde jeg skulle hente hende. Nu ville hun væk. Hun ville skrive til statsamtet og bede om at bo hos mig. Jeg ved jo godt at hendes mor elsker hende, men har travlt med karrierejob, 3 andre børn foruden datteren, samt det faktum at nu er datteren der altid og får ikke den ekstra opmærksomhed vi "skilte" forældre er tilbøjelige til at give vores børn, når de kommer hjem igen efter besøg hos den anden forældre. Det er faktisk ironisk, at det ligefrem er en fordel at være skilsmissebarn mht opmærksomhed. Men fakta er, at datteren efterhånden har oparbejdet en skeptisk indstilling, vejer om hun får nok opmærksomhed (mindre end andre) - om hun får alenetid med hendes mor og om hun har min kærlighed (og det har hun selvfølgelig).

Hun er en vidunderlig pige, men kan ikke finde grænserne og bliver hurtigt meget "anstrengende" for omgivelserne når hun får opmærksomhed - som fx. at sidde på skødet af mig, eller sidde tæt op af en veninde jeg har, som lige taler sødt til hende, osv osv. Ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men jeg vil så gerne hjælpe hende og ved ikke hvordan. Jeg lytter og jeg er der og prøver at give hende små sejre for at opbygge hendes selvtillid (hun er meget uselvstændig med mange ting - som om hun er bange for at træffe forkert valg/beslutning om det mindste - hun spørger om alt - må jeg tage lidt vand, er det ok jeg tager denne kop, hvor skal jeg stille koppen osv).

Jeg aner ikke om hendes mor er i stand til at løfte denne byrde og om det rigtige er, at give pigen ekstra megen opmærksomhed (som også og især inkludere shoppingture med mor). Hendes far har jeg bedt om at genoptage kontakten - om ikke andet så for, at se hende bare nogle timer af og til... (skal siges hendes far og mor er absolut ikke på talefod). Eks-bonusmor - der er skak/mat. (jeg føler mig ligeså meget som forældre - men har absolut ingen rettigheder, medmindre en af forældrene afskriver deres).

Med venlig hilsen /Best regards
A.

Kære A.

Du skriver det selv, du har som bonusmor ingen rettigheder, og i grunden er det nok som det skal være, også selv om det er uendelig svært følelsesmæssigt. For skulle man til at tildele bonusforældre rettigheder til deres bonusbørn efter et samlivs ophør, ville det ingen ende kunne tage i forhold til hvor mange portioner et barn kunne deles i.

Men selv om du skriver, at du er skak-mat, så synes jeg dit brev er utrolig positivt. Og det gør jeg fordi du tager din opgave og dit ansvar overfor et barn du har boet sammen med i næsten ti år meget alvorligt, fordi du har formået at opbygge et ægte kærlighedsforhold til din bonusdatter og fordi du holder fast i, at det skal vedblive at være, også selv om du og hendes far ikke længere er sammen. Det i sig selv, synes jeg er en bedrift, da jeg kender til mange forhold hvor bonusmor eller bonusfar fuldstændig ”dropper” børnene efter forholdet til kæresten er gået i stykker, endda også efter mange år sammen.

Jeg tænker om din bonusdatter, og den måde du beskriver hendes adfærd i øjeblikket, at den sagtens kunne være præget af, at hun er ved at blive teenager, og at det kunne være grunden til hendes ændrede adfærd og humør. Ikke hele forklaringen, men dele af den, og vigtigt, at have med i sine tanker. Jeg har selv en ......

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her