Den Bekymrede mormor

Nu skriver jeg til jer igen. Mit lille barnebarn bekymrer mig meget. Jeg har skrevet før ang. min datter og svigersøn som blev skilt for to år siden.  Pigen er nu 3 år og drengen fylder 6 år til april.

 

Det har været meget hårdt for børnene, og nu efter to år er aftalen at børnene er ved faderen fra torsdag til mandag morgen hver anden uge, dette fungerer tilsyneladende godt, men min datter og svigersøn er næsten ikke på talefod. Børnene bliver hentet og afleveret i institutionen, så de mærker ikke direkte at mor og far ikke taler sammen.

 

Efter skilsmissen blev huset solgt, far flyttede ud til sine forældre og min datter fik lejlighed i socialt boligbyggeri hvor hverken hun eller børnene trivedes. De boede på 3. sal og børnene gik nærmest som løver i bur. Nu har min datter købt dejligt rækkehus, har fået lidt have og alt er næsten gjort i stand. De har boet i huset ca. 1 md. Far har købt lejlighed i Søborg, er flyttet sammen med ny kæreste som har barn på 3 år. Mine børnebørn er tilsyneladende glade for både kæresten og barnet, men kommer hjem og snakker meget om at være kærester og eks-kærester. Problemet er drengen på snart 6 år. Han er nærmest rastløs når han kommer hjem til min datter, har ikke lyst til at kigge på sit legetøj, hvor han før sagtens kunne lege lidt selv. Han hører ikke efter hvad hun siger, laver alle mulige ulykker og selvom hun faktisk sætter sig ned med begge børn og laver perler, julepynt, varm kakao og jeg ved ikke hvad, så ender idyllen ofte med at han laver et eller andet han absolut ikke må og som han udemærket ved er forkert.

 

Min datter er snart helt opgivende overfor ham. Det ender altid med at hun må råbe ad ham, ruske i ham osv. Hun får det dårligt, får dårlig samvittighed og prøver virkelig at lave meget med børnene. Hvis hun ikke laver noget med dem, så går han bare rundt og driller lillesøster. Hun er efterhånden bekymret for om han har DAMP (han har altid været en meget aktiv dreng, men har også altid kunnet koncentrere sig om film o.lign.). Hun ved ikke hvad der evt. bliver sagt til ham ude ved far, kæreste, farmor og farfar. (Det var farmor som nærmest var skyld i skilsmissen), far har prøvet at få børnene hver anden uge i amtet men afgørelsen blev som anført ovenfor.

 

Efterhånden bekymrer denne dejlige dreng os alle sammen rigtigt meget, for han har det jo sikkert forfærdeligt siden han reagerer som han gør. Han har faktisk slet ikke respekt for min datter. Hun ved ikke hvordan det er ved far, for når endelig hun spørger til noget så går det hele IHH så godt. Bør hun opsøge en børnepsykolog eller hvad vil I foreslå??

 

Med venlig hilsen

Den Bekymrede mormor.

Det første jeg tænkte var, at hun lige med det samme skal holde ...

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her