De er meget mere harmoniske, når de ikke har set deres far i nogle uger !!

Hej

Jeg har 2 børn (en dreng på 12 og en pige på 14 år). Jeg valgte at blive skilt fra børnenes far, da de var 5 og 7 år. 1 år senere fandt jeg en kæreste, som børnene er rigtigt glade for, og han er glad for dem, så det fungerer godt herhjemme. Mit problem er, at deres far ikke viser særligt stor interesse for sine børn, hvilket også var grunden til, at jeg forlod ham. Fra start af har min X haft børnene hver 2.weekend og halvdelen af ferierne. Jeg har aldrig syntes, at det har fungeret godt, men børnene har accepteret det.

Faderen har altid lovet, at de skulle en masse ting med ham, som aldrig er blevet til noget, og han har købt dem med gaver. Jeg har aldrig haft indtryk af, at der har været et tæt knyttet bånd mellem dem, men mere, at de får lov til at passe dem selv, når de er sammen med ham. Det nemmeste er at parkere dem foran fjernsynet eller computer. Da min datter var 10 år, spurgte jeg hende, hvad hun havde lavet med sin far i weekenden. Hendes svar var, at de en aften sad i samme sofa. Jeg har adskillelige gange prøvet at få min X til at forstå, at han svigter sine børn. De behøves ikke at foretage sig noget sammen, der koster noget, men kan såmænd bare spille bold i haven eller spille et spil sammen. Den efterfølgende weekend gør han så det, jeg har foreslået ham, men derefter går det i glemmebogen. Min X skal selvfølgelig heller ikke gøre noget, fordi jeg pådutter ham det. Jeg er jo bare fuldstændigt uforstående over for, hvorfor han ikke gør noget med børnene af lyst.

Lidt efter lidt er børnene begyndt at tvivle på, om han overhovedet holder af dem. De er altid spændte på, hvilket humør han er i og går på listefødder, da han ofte er sur og indadvendt. Han har dog aldrig udøvet fysisk vold mod børnene. Børnene har været utroligt loyale. Det er trods alt deres far.

For 2 år siden fik min datter foretaget en større rygoperation, hvor hun ikke måtte dyrke kontaktsport i 1 år. Derfor kunne hun heller ikke være i sin fars og hans kærestes hjem sammen med deres 2 store hunde, som vejer mere end hende, og som hopper op af folk, når de kommer på besøg. Faderen delte min mening om, at hun ikke kunne være sammen med hundene. Det eneste alternativ han kunne finde var, at det kun var lillebroderen, der kunne være sammen med sin far i weekenden. Min datter havde han så hver 2.-3.uge med på et par timers besøg hos sine bedsteforældre. Efterhånden som tiden gik, blev min datter mere og mere ked af, at hendes far ikke gjorde noget for at være mere sammen med hende, og selvom jeg har fortalt det til ham mange gange, kunne han ikke se nogen anden løsning. Da min datter flere gange efterfølgende har spurgt ham hvorfor, udtrykker han, at han er ked af det, men kan ikke svare på, hvorfor han ikke handlede anderledes. Han kan i det hele taget ikke gøre rede for ret meget, og jeg er lige så frustreret efter vores samtaler, som før vi startede dem. Min X taler mig enten efter munden eller bliver vred, men jeg håber hver gang, at han får dårlig samvittighed og indser, at han skal tage sig sammen vedvarende og ikke kun i 1 weekend.

For 1 år siden fik min X arbejde i udlandet. De første par måneder gik det fint med at overholde vores weekendaftaler, men efter ½ år, hvor han aflyste hver 2.gang, så de kun så ham hver 4.weekend, ønskede børnene og jeg en samtale med ham. Vi blev så enige om, at de fast kun skulle være hos ham hver 4.weekend, så de godt nok ikke så ham så meget, men oplevede en stabil aftale. Den aftale har han så allerede brudt ved at aflyse 2.weekend efter den aftale. Han har så meldt ud, at han ikke kan lægge fast, hvornår han er i Danmark, men at han vil kontakte børnene, hver gang han med sikkerhed er i Danmark, og så kan børnene vælge, om de har tid og lyst til at besøge ham.

For at gøre en lang historie kort, og der er selvfølgelig også rigtigt mange ting, jeg ikke har fået med, er mit spørgsmål, hvad jeg kan stille op med så løs en aftale. Jeg ønsker ikke at indgå den, da jeg føler, at han dermed lægger ansvaret og dårlig samvittighed over på børnenes skuldre, men jeg kan snart ikke se, hvad jeg kan gøre for, at børnene bevarer et forhold til deres far. Han skal jo ikke pålægges samvær med børnene, men være sammen med dem, fordi han selv har lyst, hvilket han siger, at han har lyst til.

Det skal i øvrigt siges, at han er meget "nem" at arbejde sammen med. Jeg får altid lov til at låne børnene, hvis vi planlægger at tage på ferie, selvom det går ud og hans weekend. Indvendigt kan jeg så skrige over, at han aldrig har givet udtryk for, at han så rigtigt gerne vil have dem på et andet tidspunkt i stedet for. Han har i øvrigt heller aldrig haft børnene på deres fødselsdag og har aldrig spurgt, om han måtte have dem der. Jeg føler udelukkende, at han foretager fravalg, men at han ud af til ønsker at fremstå som den perfekte far med et godt forhold til sine børn. Det ville være meget nemmere, hvis han havde et alkoholproblem eller lignende, så man bare kunne fået samværet ophævet, men jeg ved ikke, om jeg i denne situation ville få medhold i retten.

Min datter reagerer ved at være ked af det og have et meget lavt selvværd, og min søn reagerer med vrede udadtil. Dette har jeg også fortalt min X mange gange. Jeg ved efterhånden ikke, hvad jeg skal stille op, men ønsker en meget bedre tilværelse for mine børn. Det skal siges, at de er meget mere harmoniske, når de ikke har set deres far i nogle uger, men de skal så samles op igen, når han kommer med et nyt afbud, og det kan jeg ikke blive ved med.

Hilsen den frustrerede

Kære frustrerede.

Den historie du fortæller om din eksmand og jeres fælles børn er åbenlyst en trist historie. En historie som gør ondt, både på dig som må være vidne til den sorg den afstedkommer, men også på dine to børn, som konstant føler sig valgt fra, eller i al fald ikke valgt til.

Om det er den ene eller den anden vej, tror jeg følelsen af svigt som det afstedkommer hos børnene er den samme. Du beskriver hvordan de gennem årene har været kede af det og frustrerede og, at de har udtrykt ønsker om mere samvær med deres far.

Du spørger mig hvad du skal stille op, ærligt, hvad kan du stille op? Du har meddelt din eksmand de her ting, mange gange. Du har appelleret til ham, måske været vred og skældt ham ud. Du har forsøgt at få ham til at se situationen fra børnenes vinkel etc.

Er der mere du kan gøre for at få ham til at forstå, at hans manglende interesse gør dem kede af det? Måske binde ham fast til en stol og tvinge ham til samvær, aflevere dem ved hans dør, selvom I ikke har nogen aftale? Nej, vel! Så måske er det tid til at .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her