Bonusmor; Jeg har virkelig brug for hjælp til en nemmere hverdag, hjemme hos os

Kære Rénee,

Jeg har virkelig brug for hjælp til en nemmere hverdag, hjemme hos os. Jeg er bonusmor til 2 børn, pige på 12 år og dreng på 8 år. Specielt drengen har jeg desværre ikke nær kontakt med længere. Jeg har været sammen med min mand i snart 6 år. Jeg har selv voksne børn på 23 og 25 år.

Drengen er meget usikker (det er pigen også, men ikke nær så meget som lillebror). Drengen lytter ikke til mig, og vil gerne styre sin far. Det har så også lykkedes ham, at styre sin far, men min mand er dog blevet bedre til at sige fra, det må jeg rose ham for. Jeg er den type der godt kan sige fra. Jeg kan være lidt hård engang imellem. Når jeg siger hård, betyder ikke at jeg vil bestemme det hele,  heller ikke negativt(det synes jeg i hvert fald selv).

Det betyder meget for mig, at min mands børn får selvværd. Jeg er desværre bakket ud, sådan at jeg ikke vil være med til at opdrage børnene. Drengen vil hele tiden se tv og spille. Han vil ikke være ude. Han siger, at han ikke har venner og derfor ikke har nogen at lege med udenfor. Mange børn plejer at være ude, selv nogen fra hans klasse. Men alligevel vil han ikke være ude. Vi har en ordning hjemme hos os, at han helst ikke skal se fjernsyn hele tiden. Vi har et skema, hvor begge børnene har pligter (tømme opvaskemaskinen, smide skraldeposen). Han har faste spilledage 4 gange om ugen. Hver gang, eller de fleste gange vi siger til ham, at vi spiser nu, er det meget sjældent, at han kommer med det samme. Det gælder når han skal stå op om morgenen, så bliver han liggende i sengen i lang tid. Vi kan sige til ham, 4-5-6 gange før han kommer til bordet eller står op. Her i weekenden gik det helt galt. Vi var til fødselsdagsfest og der gad han ikke at være, han gik bare ud og ville slet ikke spise. I går da vi skulle spise, sagde jeg til ham, at han skal komme og spise, han råbte tilbage, at jeg skal holde kæft.

Han er meget temperamentsfuld. Han bliver rigtig, rigtig gal når han ikke får sin vilje. Han bliver også rigtig gal, når han ikke forstår nogle ting når man forklarer ham det. Han har meget svært ved at forklare ting, og har svært ved at udtrykke sig. Han kan også godt finde på, at ødelægge ting, når han bliver rigtig gal, og godt kan finde på, at slå sig selv. Han siger til mig, at jeg ikke bestemmer fordi jeg ikke er hans mor. Jeg synes det er rigtig synd for ham. Jeg vil så gerne hjælpe ham og har brug for, hvordan jeg tackler det her. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Jeg har mange gange bedt om hjælp hos min mand, men han er de fleste gange passiv. Når vi gerne vil være sammen med børnene i stuen uden tv og bare vil være os selv og hyggesnakke, er det meget svært for børnene at gøre det.

Pigen har det med, at melde sig syg fra skolen. Når hun bliver vækket om morgenen har hun ”hovedpine”, eller ondt i halsen og maven. Når vi kommer hjem om eftermiddagen fejler hun ingenting. Min mand er desværre svag på det punkt og har givet hende lov til, at blive hjemme mange gange. Men sidste gang sagde han ellers nej, men pigen sagde NEJ, NEJ og NEJ. Hun ville blive hjemme og det gjorde hun så også. Det er meget anstrengende, når hun begynder med det om morgenen. Hun trodser også rigtig meget og kan derfor let ”fange” sin far.  Jeg har snakket med hende om, at det er meget vigtigt for mig, at hun går i skole hverdag.

Jeg er efterhånden noget stresset over, den måde det fungerer på hjemme hos os, hvad angår børneopdragelse. Mig og min mand er begyndt at skændes meget over den måde han gør det på, og den måde jeg gerne vil opdrage på. Min mand siger til mig, at jeg angriber, når jeg er imod ham. Eksempel kan være, at han siger ja til ham og jeg siger nej. De fleste gange handler det om, hvordan mit budskab var til min mand, og ikke handlingen. Dét jeg er ude på er, at jeg gerne vil hjælpe børnene og ønsker det bedste for dem. Det er ikke sikkert, at jeg gør det på min bedste måde, men jeg gør mit bedste. Jeg må da indrømme, at jeg godt kan blive gal på min mand, især når han råber ad mig, når jeg siger noget jeg er utilfreds med. 

Jeg har fortalt min mand, at det eneste jeg vil er, at hjælpe børnene og ham, når han ikke kan finde ud af det. Han råber også til sine børn, når de slås og råber ad hinanden. Alle 3 begynder at råbe og skrige af hinanden. Det er ikke rart at lytte til dem, når de starter med det (ligesom i går aftes).

Børnene savner at være hos Deres mor. De holder weekend hos deres mor hver 2. weekend. Deres mor gik ned med depression for snart 1 år siden. Før hun gik ned med depression var ordningen, 2 uger hos hende og 1 uge hos os. Børnene’s mor har det godt i dag. Hun har ikke en fast bolig og bor hos sin ekskæreste. Hun er ikke nem at samarbejde med. Vi har mange gange spurgt om hun ikke kan have børnene i lidt længere tid, men det vil hun åbenbart ikke.

Hun har mange undskyldninger når vi spørger hende om det. Der er desværre meget lidt samarbejde mellem os og hende. Jeg er heller ikke specielt glad for hende, da hun mange gange vil nedgør mig. Især til børnefødselsdagene, eller dér hvor vi er i samme rum når der sker noget på skolen. Vi er meget opmærksom på ikke, at snakke negativt om Deres mor. Jeg ved udmærket godt, at børnene har brug for nærvær, støtte og kærlighed. Jeg gør mit bedste for dem, eller i hvert fald prøver på det. Mig og pigen er mere tilknyttet hinanden end drengen. Jeg har forsøgt, at give ham kram, men han vil ikke rigtig ta’ imod. Jeg håber, at du kan gi mig gode råd, hvad jeg kan gøre. Jeg ved godt, at man skal være to om det, men jeg har opgivet at bé om hjælp hos min mand, desværre. Jeg elsker min mand rigtig meget og han er en god mand overfor mig. Det er han selvfølgelig også, overfor sine børn. Han vil selvfølgelig også det bedste for dem. Vi kan bare ikke finde ud af det sammen.

Hilsen en bonusmor.

Kære Bonusmor

Det er noget af en opgave du har fået dig, eller du har påtaget dig, kan jeg høre. For du har de bedste intentioner og vil opgaven så gerne, men du bliver mødt af megen modstand. Tja, ind imellem er bonusforælderens opgave bare rigtig utaknemmelig. For man er ikke forældre og har derfor ikke stor autoritet, samtidig skal man faktisk indrette sit liv og tilværelse efter den nye familie, og får ikke megen tak til gengæld for de anstrengelser man gør.

Din opgave bliver yderligere kompliceret af, at dine bonusbørn har en mor der gik ned med en depression, det i sig selv, har selvfølgelig været meget smertefuldt for hendes børn. Så i grunden tænker jeg de må sørge over tabet af deres mor, den nærhed og tryghed hun skulle give dem, men som de nu kun får hver anden weekend. Hvis hun formår at give dem det når de så er der? Samtidig har hun ikke .......

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her