Spørgsmål:
Kære Delebarn,
Jeg står midt i en skilsmisse - som har været undervejs i nogle år. Jeg bad om skilsmisse fra min mand for ca. 5 uger siden og han flyttede ca. ugen efter.
Vi opretholdte dog facaden i ca. 14 dage, hvor far kom hjem hver dag og fulgte rutinerne med vores børn indtil de var lagt i seng, idet vi ville have børneværelse klar til når vores fælles søn på 5 1/2 skulle se det nye hjem.
I starten af uge 7, altså for ca. 2 1/2 uge siden fortalte vi i fællesskab at vi ikke var kærester længere, men gode venner og derfor skulle bo i hver vores hus. Vores søn blev faktisk lidt lettet over at få beskeden, da han har mærket noget var "igang". Han ville straks ud og se sit nye værelse og det endte også med at han sov derude. Siden har han kun sovet der 3 gange, hvor han 1 gang er blevet hentet efter børnehave og 2 gange hentet kl. ca. 18.
Jeg holdt vinterferie med ham alene sammen med hans større søskende (anden far) på 14 og 17. Jeg havde planlagt en del aktiviteter for at min søn kunne få tankerne væk fra det der skete - legeaftaler, svømmehal osv.
I ferien begyndte han at blive meget aggressiv - og ikke ville høre efter. Smed med puder og ting og det endte med at jeg måtte holde ham fast, fordi han også slog mig og kastede ting voldsomt rundt. I ferien kom anfaldene løbende om dagen og ellers mest når han skulle sove. Jeg har prøvet at tage det i opløbet når jeg har kunnet mærke en situation var på det - og givet ham sutten og holdt om ham og set fjernsyn med ham i sengen (det har hjulpet).
Der har så været en lille uge uden det helt store, jo - et par gange om aftenen hvor han har været voldsom, men jeg har holdt ham lidt fast og så er han faldet til ro. Vi har snakket om det at være ked af det/sur og at jeg blev nødt til at holde ham fordi det gjorde ondt når han slog. Vi har snakket om at jeg godt vidste han var ked af det og savnede hans far og det var derfor han blev sur.
I går fik han et voldsomt anfald - har ikke set sin far siden onsdag sidste uge - var ellers fint puttet i seng, vi havde set film/spist frugt i ca. 1 time inden han blev puttet og rigtigt puttet og hygget, fulgt alle rutiner - som i bad og en kilde-tur i sengen og fangeleg samt læst 2 bøger.
Vi skulle kun læse 1 bog - men han sagde at han var så sød og vi blev enige om at læse 1 mere, hvis han puttede straks når jeg havde læst bogen.
MEN da bog nr. 2 var læst - ville han ikke sove og han begyndte at blive MEGET vred og ville hoppe ud af sengen - jeg bad ham pænt lægge sig, det ville han ikke. Jeg lagde ham roligt men bestemt ned mange gange og sagde kort at nu skulle han sove. Han blev mere og mere aggressiv og begyndte at slå og sparke mig. Jeg fortalte at hvis han blev ved måtte jeg holde ham, for det var ikke ok at slå og det gjorde ondt på mig og jeg blev ked af det. Jeg holdt ham og sagde at han bare kunne sige til når jeg ikke skulle holde ham mere, lå han stille ville jeg slippe ham. Jeg prøvede at slippe ham flere gange, men han ville ikke ligge stille og var stadig meget voldsom. Han sagde at han hadede mig og at jeg skulle gå og dø. Jeg sagde til ham at jeg ville gå lidt væk så han kunne være lidt i fred - den første gang begyndte han at græde lidt og jeg gik (for hurtigt ?) ind og ville sætte mig ved sengen - så blev han meget gal og sagde jeg skulle ud og jeg gik igen, denne gang løb han efter mig og slog med en pude og ville kaste et glas i hovedet på mig. Jeg sagde at det gik ikke, jeg kunne kun gå hvis han lå i hans seng og jeg sagde at så måtte jeg hjælpe ham, for han skulle sove. Han løb ind på værelset og lukkede døren og da jeg åbnede prøvede han at slå mig med en kost. Tog den fra ham og lagde ham roligt og bestemt i sengen og holdt fast. Fortalte ham flere gange undervejs at jeg godt forstod ham, at det var ok at være vred, at han savnede sin far osv. At jeg elskede ham, at det ikke var hans skyld osv osv. Til sidst fik han selv sagt at han savnede sin far. Til sidst var han så træt at han faldt i søvn mens jeg holdt om ham og aede ham over håret og sagde jeg altid ville hjælpe ham.
Efter den episode har jeg været meget ked af det og det har taget hårdt på mig at opleve ham så ked af det. Jeg vil gerne hjælpe ham bedst mulig - og ved ikke om jeg kan gøre noget anderledes? Vi har snakket om dagen min. 1 gang om vrede/ked af det og savn osv. - så det er ikke tabu.
Jeg er selv sygemeldt - 1 måned endnu - med stress, da vores ægteskab og det ikke at kunne stoppe det tog hårdt på mig - samt at jeg har en stor søn med OCD (i behandling og har det godt) og en datter som har lidt problemer med selvværd og dermed kontrollerer sit madindtag (går til psykolog).
Jeg ved det er naturligt og sundt med en reaktion fra børn. Men hvordan kan jeg gøre det lidt lettere for min søn - så han ikke skal køre "den for langt ud" - men stoppe lidt før?
Kærlige hilsener
Deleklar og bekymret mor
Renée's svar:
Kære Bekymrede mor
Der er flere ting i det du skriver om din mindste søn, der faktisk også virker lidt bekymrende på mig. Hans meget voldsomme reaktioner og den måde han bliver aggressiv overfor dig på, det at han slår dig etc., tænker jeg er lidt voldsomt for et barn på 5 år. Selvfølgelig er han påvirket af, at du og hans far er blevet skilt og at det hele lige pludselig er gået ...........
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her