Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Deleordninger - Deleforældre - Skilsmisse - Samarbejde og meget mere - Forum


Forum

Forum forside Søg

Ikke logget ind
:: Forum » De voksne skilsmissebørn / delebørn » Far forsvandt da jeg var 15...
Skrevet af Beskeder
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 12-09-2012 15:56:29  
Jeg var ca. 15, og min bror har således været knap 12, da min far besluttede sig for, at nu skulle det være slut; han ville skilles.

Jeg blev ringet hjem fra min daværende kæreste, og mens min bror og jeg var til stede, snakkede mine forældre om hvor de skulle bo, hver især; min far lovede at bo tæt på os, så vi kunne se ham alt det vi havde brug for, og mor blev boende i det gamle hus.

Min far spurgte mig, få minutter efter vi havde fået beskeden, hvor vi ville bo? Jeg var 15, hvordan i alverden skulle jeg kunne tage stilling til det? Jeg kiggede på min bror, der havde en meget intens leg med sit Lego, på stuegulvet, og lod som om han ikke hørte eller så noget omkring sig.

Så sagde min far, han syntes vi skulle blive hos mor. Jeg var lettet, og glad for at han havde villet tage ansvaret fra mig. I hvert fald indtil jeg fandt ud af, at det blot var fordi livet som fuldtidsfar ikke lige passede ind i hans planer...

Det gik også ret hurtigt op for os, at han vist havde andre gøremål; han var aldrig hjemme, hverken aften eller weekend, når vi kom forbi. Min mor konfronterede ham med sin formodning om at han havde fundet sig en kæreste, og hans tavshed viste os, at hun havde ret.

Min far kom med mange åndssvage kommentarer, i forhold til sin kæreste; hun havde ikke "været så dum" at få børn, samt at jeg jo kunne bede hende "lære mig at lægge makeup på". (Dum dum kommentar, især til en 15-årig pige...)

Hans kæreste havde helt afgjort ingen børn, og absolut heller ingen anelse om hvordan man opfører sig i deres selskab. Hun vimsede gerne rundt i en meget lårkort lædernederdel, og behandlede mig som var vi teenager-veninder... Hun var heller ikke tilbageholdende med at fortælle mig, at min mor var dum. Og uagtet at min mor afgjort opførte sig dumt ret ofte, så var det bare slet ikke i orden, at den her fremmede kvinde kom ind i mit (min fars )liv, og begyndte at rakke ned på dem jeg holdt af...

Samværet kom dog ret hurtigt til at foregå i hendes hjem, for det var der min far opholdt sig, og pludseligt havde han solgt sit hjem tæt på hvor vi boede med mor. Hans kæreste var oftest ikke hjemme under samvær, men det var stadig enormt underligt; lejligheden var slet ikke indrettet i en stil jeg normalt ville tænke min far brød sig om. Der var en masse nips, der virkede meget sterilt, og der var ikke megen plads.

Rundt omkring stod der fallossymboler, herunder et skakbræt i glas og med forgyldte og forsølvede brikker, der alle forestillede enten penisser eller seksuelle akter osv.

Men det var ikke kun lejligheden der var anderledes; min far var anderledes; han gik klædt på en anden måde, opførte sig underligt (som en forelsket teenager), købte ny bil, fik nye fritidsinteresser han aldrig havde dyrket før, tog ud at rejse en masse, osv.

Og derudover var mine forældre igennem en meget dramatisk skilsmisse, hvor det føg rundt med grimme kommentarer og beskyldninger om den anden part, fra begge sider. Trods at vi blev ved med at gøre opmærksom på, min bror og jeg, at vi ikke ville høre det.

Min mor ville fx vide alt om min fars nye liv og kæreste, og gik helt i spåner når hun fik det at vide, men blev omvendt ualmindeligt rasende hvis jeg ikke ville svare hende.

Min far opførte sig som en ægte kujon, og holdt sig væk så længe som muligt, kom listende med kort eller gaver når min mor ikke var hjemme, og forbød os at give vores mor hans adresse, selv om det var der vi skulle være med ham, når vi var på samvær.

Dråben blev, da min bror skulle konfirmeres, og min far tog sin kæreste med op i kirken... Min mor brød sammen, mine bedsteforældre (fars side) skiftevist rystede på hovedet og grinede af min mor, og min far var så ud  som om han havde gjort noget godt. Han havde end ikke udvist den respekt at spørge nogen som helst, om det var ok at tage kæresten med i kirken..

Da vi kom hjem og skulle holde middagen, luskede min bror sig op på sit værelse, hvor han blev resten af dagen (til sin egen konfirmationsfest!). Og han har pure nægtet at se min far siden, så såret blev han...

Jeg prøvede en gang, ca. 12 år senere, at snakke med min bror om det, og da var han stadig så påvirket, at han, nu som voksen mand, brød grædende sammen...

Jeg tror, min bror følte sig mest svigtet af vores far, fordi han idealiserede ham. Men pludseligt faldt facaden omkring min far, og min bror fandt ud af hvor egoistisk og umoden han var. Jeg tror det var et kæmpe chok, og det største svigt min bror har oplevet i sit liv, og han nægter stadig at have noget som helst med min far at gøre...

For mit vedkommende tog det lidt længere tid, og ikke kun fordi jeg er pige, og opdraget til altid at give folk "en ekstra chance"... Jeg var også det ældre, og havde måske en større erkendelse af vores forældres fejlbarlighed allerede.

(fortsættes i næste indlæg...)
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 12-09-2012 15:56:50  

Jeg valgte ham først fra året efter; jeg var lige fyldt 18 år, og min far så jeg ikke meget til. En dag hørte jeg ham og mor snakke i telefon, og hørte hvad han sagde; han stod og løj for min mor, om ting jeg skulle have sagt, og kørte på hende så hun brød grædende sammen. Det fik mig til at se rødt, og jeg flåede telefonen ud af hånden på hende, og skældte ham hæder og ære fra.

Kort efter skrev jeg et brev til ham; jeg var træt af hans opførsel, og ønskede at han holdt op med at opføre sig som en forkælet og selvcentreret teenager, og i stedet begyndte at opføre sig som min voksne far.

Resultatet blev at han skrev tilbage, og kort fortalt beskyldte mig og min bror for alene at have påtaget os min mors holdninger, og at det således slet ikke var vores egne ord. Jeg var rasende; som om jeg ikke kunne tænke selv..

Der gik et halvt år, før jeg hørte fra ham igen; jeg fik et kort til jul, og såmænd også et fra mine bedsteforældre der mere eller mindre skrev, at vi skulle behandle vores far pænt, og at det var synd for ham... Vi svarede ikke; det var simpelthen så flabet, og umodent, at vi som børnene, skulle tage vare på vores far, og sørge for at han var glad. Hvem var det lige, der var forældrene her?

Jeg rendte ind imellem på min far nede i byen, og jeg hadede det. Om aftenen græd jeg mig i søvn så tit, af savn over den far jeg havde mistet. Ikke i forbindelse med brevet, men i forbindelse med hans forvandling til en vildt fremmed mand. Jeg ønskede ikke kontakt til ham, som han var nu; jeg kunne ikke genkende ham, kunne ikke stole på ham, og vidste ikke længere hvad jeg egentligt skulle have ham i mit liv for..

Og hver gang jeg så ham, eller han dukkede uforvarende op på mit arbejde i pizzeriaet fx, sprang hjertet op i halsen på mig, og jeg begyndte at ryste. Det var simpelthen så stressende, at stå ansigt til ansigt med ham på den måde, med alt det dårlige der var sket imellem os, uden at jeg følte jeg kendte ham mere, og med viden om at han hele tiden var ude efter at vi skulle genoptage kontakten.

Det hele var blevet så underligt, så fremmed, og jeg havde ingen chance for at finde mit eget ståsted midt i det alt sammen; min fars og mors kamp, min mors psykiske sammenbrud, krav fra min far og hans forældre om at opføre mig som de syntes var rigtigt og nødvendigt, krav fra min mor om at være sendebud og loyal overfor hende, og resten af familien var på pudsig vis forduftet som dug for solen.

Der gik 6 år, så fik jeg pludselig brev fra min far; han ville gerne genoptage kontakten. Jeg gik med til at mødes med ham, hos min terapeut, og vel mest af nysgerrighed, gik jeg med til at genoptage kontakten.

Det varede 2 år, så måtte jeg frasige mig kontakten igen; min far var stadig en fremmed, og selv om han ikke længere var sammen med sin kæreste, så var det stadig altid kun en 2.-plads jeg kom ind på. Når han skulle på ferie, kunne han finde på lige og ringe og sige hej dagen før, eller samme dag. Uden forud at have fortalt mig, at han snart skulle på ferie.

Han blev meget bitter over, at jeg afbrød kontakten til ham, men gik alligevel med til at genoptage den endnu en gang, da jeg kontaktede ham ca. 3 år senere.

Jeg var blevet mor, og jeg fik pludselig trang til at lære mig selv og min familie at kende, og til reelt at få en familie igen, ud over min daværende mand og min datter.

Min far havde fået en ny kæreste, som han havde kendt længe, og nu var forlovet med. Hun har 3 store børn, men idet hun er 10 år yngre end min far, er hendes børn også noget yngre end jeg.

Det var ét kaos; hun ønskede mig tydeligvis ikke i hendes og hendes børns liv, og min far var fortsat bitter over at have været valgt fra. Han gjorde det klart for mig, at jeg var en gæst, og at vi aldrig kom til at lære hinanden at kende som far og datter igen, ikke rigtigt.

Det virkede i det hele taget som om, han stadig ikke rigtigt gad mig, men nu kunne han tillade sig at gøre det tydeligt, for han havde fundet en ny familie med indbygget børneflok.

Igen var vores kontakt kun meget sporadisk, igen skubbede han mig væk gennem sine handlinger. Han har på ingen måde vist reel interesse for mig, og efter at prøve igennem 8 år, at se om ikke tingene skulle blive bedre, om ikke han skulle begynde at tage mig seriøst, gav jeg op.

Jeg har fravalgt min far, for min egen skyld. Jeg har stille og roligt, i en mail, forklaret ham hvorfor, og også hvad der skal til, førend at jeg nogen sinde vil have ham i mit liv igen.

Jeg er ikke længere bange for at møde ham på gaden, og ringer han tager jeg da også telefonen. Men jeg ønsker ikke at have ham i mit liv på den her måde, og jeg har ikke behov for ham heller; jeg har min egen familie og mine venner. Der er gået for lang tid, og han fik mange chance for at forandre sig.

Men min far valgte sig selv, og sine helt egne behov, fra den dag han gik ud af døren; han gik mest op i sin kæreste, sine hobbyer, sine rejser, sin nuværende kone, sit arbejde, sit sommerhus, sine bonusbørn... Han har fundet den rigtige familie, og de deler mange interesser og gode stunder.

Han har hele tiden sagt, han gerne vil have kontakt med mig, men alt andet han har sagt og gjort har vist mig, at det for altid vil være på sidstepladsen, jeg skal vente, indtil jeg passer ind i hans liv, og hans planer i øvrigt.

Han har aldrig lagt mærke til mig, aldrig gået op i hvad jeg havde af venner og interesser (end ikke da han stadig var sammen med min mor), og aldrig på nogen måde givet mig noget menneskelig, følelsesmæssigt. Og da han og mor blev skilt, havde han ikke længere den "lim" min mor udgjorde imellem os,og hans svigt blev pludseligt meget tydeligt.

Men i stedet for at erkende, og ændre på sin adfærd, blev han bitter og frustreret over, at der blev stillet blot det mindste krav til ham. Han blev irriteret over at han skulle udsætte sine egne behov ind imellem, og frustreret over at vi ikke bare kunne forstå ham, og tage hensyn til hans behov.

Han forsvandt fra mit liv første gang, fordi han følte sig trådt over tæerne. Og det var i en periode hvor jeg havde mere brug for ham end nogen sinde før eller efter. Han har svigtet mig, og selv om jeg tilgiver ham, kan jeg aldrig glemme det.

Jeg har valgt ham fra for min egen skyld, og fordi den mand ikke længere er min far; min far forsvandt den dag han gik fra min mor... Men denne gang gør jeg mit valg med ro i sindet, og er tryg ved det.

/2plus3

« Forrige   1 / 1   Næste »

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook



Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook