Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Deleordninger - Deleforældre - Skilsmisse - Samarbejde og meget mere - Forum


Forum

Forum forside Søg

Ikke logget ind
:: Forum » Bedsteforældrene » den er svær
Skrevet af Beskeder
ukken

Indlæg : 10
Skrevet : 21-07-2012 06:38:01  
Nå nu ser det ud til at jeg får et bonus barnebarn. Men jeg har et problem som er fy fy - jeg døjer med at rumme barnet. Der er noget kemi der ikke fungerer.

Jeg har oplevet det en enkelt gang før i mit liv at møde et barn der for mig var svær at rumme ( en legekammerart til min ældste ) - men et bonus barn der er ingen smutveje.


Hvad gør man for jeg er udemærket klar over at bordet fanger-  fremover indbefatter ture og hyggeaftner at han også er der og han er ikke skyld i at jeg har det sådan.

Det er sørme ikke nemt det her - jeg kunne ikke drømme om at gøre forskel men på en eller anden måde skal jeg navigere i det .

Nogen erfaringer derude ?
Vini B Kiilerich

Indlæg : 7
Skrevet : 21-07-2012 21:56:08  
Uha uha, jeg sender mager varme tanker din vej og håber at du klare det.

Min ide er at du fra start gør barnet og den tilkommende forældre klart på hvad der er dine regler, holdninger og meninger i dit hjem.

Jeg vil ikke mene at du skal elske et bonusbarnbarn lige så højt som dit eget kød og blod men det kan du måske komme til hen af vejen og kan blive en fortrolige med tiden.

Nu ved jeg ikke hvor gammelt barnet er, men syntes at du skal snakke med dit eget barn og forklare hvordan du har det og at du gerne vil give bonus barnenbarnet en chance.
Jeg mangler lidt oplysninger.. er det pga dårlig opdraget barn eller er der en sygdom hos barnet som gør at du har svært ved at rumme det? eller hvad er dog gået så galt?

Eller har du bare svært ved at rumme barnet fordi du er af en anden skole og det er opdraget anderledes end dine "regler og normer" siger (dette er ikke ment negativt)

Måske duogså kan tage en samtale med barnets forældre og få nogle oplysninger.. ja du kan næsten ikke undsige dig barnet men du kan gøre samværet/besøgene til et minimun... Hvis det er så galt. Husk at få snakket om dette og læs så af hos en god ven/veninde.

Ønsker dig al mulig god vind.








ukken

Indlæg : 10
Skrevet : 22-07-2012 12:52:10  
Tak for dit svar. Kemi er jo noget mærkeligt noget - jeg har i mit tidligere liv arbejdet med handicappede børn  - kriminelle unge - ja mange som er svære at syntes om. Men kun de her to gange er det - det udefinerbare som gør det svært.


Der er ting ved ham som er tillært adfærd - det kan jeg godt se forbi - det er det som man ikke ser tror jeg. Det er ikke fordi jeg føler han tager plads fra de andre børn - en fra eller til er hip som hap i det liv vi fører her i huset.

Han er lille men personlighedsmæssigt er der et eller andet som trigger ubehag i mig.

Moderen er grænseløs - og lidt små forvirret men det kan jeg godt rumme. Jeg har tænkt lidt over at jeg altid har haft lidt svært med gruppen der " praktiserer " hvad jeg kalder følelsesmæssig incest - altså ikke hvor der er sex indbladet men hvor grænserne er udvisket imellem barn og voksen. Måske er det så noget jeg kan mærke.

Der kan også være noget opdragelse idet - de andre er pøle unger med krudt i rumpen og sorte af snavs - hvor ham her hænger i mors skørte og er i skjorte og lyse bukser der forbliver sådan efter en dag i haven. Man står og kigger fremfor at deltage og det er jo et eller andet sted forfærdeligt i en alder af fem.


Jeg kan ikke minimere besøg hvis de flytter sammen det ville minske min adgang til de andre børn og det ville være træls.
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 27-10-2012 10:51:28  
Ukken, ja det er jo lidt tabu, at der er børn i ens nære omgangskreds, især bonusbørn/-børnebørn, man ikke kan lide. Men det er jo faktisk ret naturligt.

Der er bare børn, der er svære at rumme, og vi er ikke biologisk indstillet på at elske børn, der ikke er vores eget kød og blod, ikke som vi ville elske vores egne... Sådan er det bare...

Jeg synes ikke du bør gøre så meget ud af hvad der er dine regler. Ikke overfor forældrene, og slet ikke barnet selv, i hvert fald. De har jo ikke gjort noget forkert, og det er ikke deres ansvar (og slet ikke barnets) at du har problemer med at rumme ham. Og hvis du stiller regler o. lign. op med det samme, kommer du bare til at virke sur og svær at samarbejde med, og det kan gøre at det vitterligt bliver et problem, der måske aldrig løses igen. Og det vil gå ud over barnet...

Hvor gammel er han? Kan du nævne nogle konkrete eksempler på hvad der rammer/generer dig? Umiddelbart virker det som om du bliver irriteret over at han virker passiv/ugidelig? Måske endda direkte uselvstændig?

Det kan jeg også selv have svært ved, ved et barn; det kan gøre mig så frustreret, at der står et barn, nærmest stadig med tommelfingeren i munden (i førskolealderen) og bare venter på at de voksne omkring ham skal styre og guide ham, og gøre alting for ham.

Hvis dette er korrekt forstået, fra min side, så har jeg følgende råd, jeg selv har benyttet mig af:

1. Jeg laver fortsat aktiviteter med de andre børn, og så må den passive selv komme rendende, hvis han vil være med. Dette fortæller jeg ham, så han er "klar over spillereglerne" sammen med mig, fx ved at sige at han meget gerne må være med, men at han selv må komme hen og sige det, for jeg kan ikke hele tiden gå og spørge alle børnene om de vil være med eller ej. (Jeg spørger "ud i forum", og så melder børnene sig selv.)

2. Hvis han pjevser/piver (uden der er grund, eller blot fordi han ikke lige fik sin vilje, eller folk ikke gjorde noget for ham, og behandlede ham som en lille baby, sådan som han forventer og er blevet vænnet til, desværre), så ignorerer jeg det. Og så kan han i og for sig få lov at pjevse i halve og hele timer; det er mig der er "stærkest", og jeg er vedholdende. Og det begrænser lidt efter lidt den mængde af tid drengen pjevser; han finder ud af at det bare slet ikke virker, uanset hvor meget han ville ønske det...

3. Jeg finder ud af hvad han kan lide at lave; tegne, lege med modellervoks, lege med biler, bygge klodser el.lign., og sørger for også at igangsætte denne slags aktiviteter (regel nr. 1 gælder dog stadig...).

4. Hvis han er ked af noget reelt, og har brug for trøst, trøster jeg ham som den lille dreng han er, så han stadig kan mærke at hans eksistens er vigtig og har sin berettigelse. (Han skal ikke få forståelsen af, at jeg ikke ønsker han er til...)

5. Jeg accepterer og "giver slip"; nogle børn er opdraget til det, andre er født sådan, og for de fleste stille børn er der tale om en blanding, men uanset er der bare nogle børn der bedre kan lide at være mere for sig selv, er mere usikre på verden, og modnes senere. De har det udmærket med at få lov at sidde og hygge sig for sig selv lidt. Og så kan man evt. prøve at "parre" ham med et andet barn, der også i rimelig grad (eller måske samme grad som ham selv) kan lide stille lege...

Håber du kan bruge det til noget... :)

/2plus3
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 27-10-2012 11:06:03  
P.S.

Man skal også se lidt indad, forresten. For tit vender vi vrede mod barnet, der egentligt er rettet mod forældrene og deres opdragelse af barnet; de pjevser for meget, gør alting for ham så han intet kan eller vil selv, osv.

Så vær opmærksom på hvornår det egentligt er forældrenes adfærd der frustrerer dig og gør dig vred, og snak evt. med dem når barnet ikke er der; fortæl dem at du ser at de elsker deres barn, og gerne vil ham det bedste, men at de gør ham ude af stand til at kunne klare sig selv, lære at gøre ting selv, og at han ender med at voksne op uden nogen særlige venner, og måske endda blive mobbeoffer. Træk på din erfaring fra dit arbejde... ;)
« Forrige   1 / 1   Næste »

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook



Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook