Skilsmisseprojekt: Samtalegrupper for skilsmissebørn, der viser alvorlige tegn på mistrivsel
I 2008/09 gennemførte vi to samtalegruppeforløb for skilsmisseramte børn, finansieret af Sygekassernes Helsefond. Baggrunden var vores mangeårige arbejde dels i hospitalsregi, dels i egen praksis, hvor vi har mødt mange skilsmissebørn med mistrivsel primært i form af psykosomatiske symptomer i en sådan grad, at de var henvist til lægelig vurdering eller til trivselsforløb hos AKT-lærere
Af Lene Bagger og Lisbeth Hûbertz
De to grupper blev delt op efter alder dvs 9-12 år og 7-8 år. Hver gruppe var planlagt til at rumme 6 børn, men af forskellige årsager endte vi på 4 børn i hver gruppe, hvilket viste sig at være en fordel i forhold til tyngden af børnenes problemstillinger. Børnene formåede, især i gruppe 2 med de yngre børn, kun at forholde sig til hinanden med støtte, styring og oversættelse. I perioder profiterede børnene af at være samlet i gruppe, andre gange måtte vi gå fra med en enkelt eller 2 og 2.
Hver gruppe har mødtes 11 gange a hhv. 2 t (ældste) og 1½ times (yngste), da det viste sig at være for lang tid på trods af pause med lidt at spise og legepauser. Især gruppen med de yngste børn havde brug for meget fast struktur og rammer, med et genkendeligt program for møderne, ligesom de havde faste pladser.
Gruppe 1 havde desuden en weekend tur, gruppe 2 en skovtur i sidste del af forløbet.
Målet med skilsmissegruppen
Mange børn, der har været igennem en kompliceret skilsmisse og nu lever i en hverdag, hvor forældrenes samarbejde og kommunikation fortsat er vanskeligt, udviser psykosomatiske symptomer i en sådan grad, at det påvirker deres livskvalitet og udvikling. De er ofte meget følelsesmæssigt presset og bruger meget energi på at tage ansvar og forsøge at stille begge forældre tilpas i et håb om, at det kan lette samarbejdet og den konfliktfyldte stemning.
Målet med skilsmissegrupperne var primært, at skabe forudsætninger og rammer for børnene, hvor det var tydeligt, at de voksne var ansvarlige for forløbet og som via deres nærvær og tydelighed, gav børnene mulighed for at sænke skulderne og ”bare” være børn i et miljø, der kunne være medvirkende til at mindske de psykosomatiske symptomer, samt ikke mindst skabe nogle forudsætninger, der kunne øge børnenes trivsel og oplevelse af mestring og indflydelse på egen situation.
Emner vi arbejdede med i skilsmissegrupperne
- Børnenes historie, tiden før, under og efter skilsmissen
- Forandringer i familielivet, f.eks. nye sted- og halvsøskende, stedforældre og flytninger
- Forskelle i regler og normer hos familierne, der giver anledning til forvirring hos børnene
- Børnenes skolegang/skift, og oplevelse af ”at være alene med tanker og følelser” samt børnenes brug af lærere i forhold til håndtering af følelser og reaktioner
- Nuancering og hjælp til ”oversættelse” af børnenes følelsesregister og hjælp til nye strategier
- De mange dilemmaer en skilsmisse bringer med sig, glæder og sorger og ikke mindst modsatrettede følelser både overfor forældre, stedforældre og nye søskende
- Drømme om fremtiden
Vores samlede vurdering af børnene i grupperne var, at størstedelen af børnene udover de følelsesmæssige konsekvenser af skilsmissen også kæmpede med andre vanskeligheder både medfødte og socioemotionelle, hvilket tydeligt påvirkede børnenes forudsætninger for deltagelse i forløbet. Børnenes reaktioner og symptomer kan altså ikke alene forklares i forhold til skilsmissen, men må ses i lyset af, at børn, der har vanskeligheder med sig, bliver yderligere sårbare i forbindelse med en skilsmisse. Som konsekvens af vores observationer og forløb anbefalede vi yderligere udredning af 2 af børnene, 1 fra hver gruppe. Desuden deltog vi af samme årsag i flere netværksmøder omkring de enkelte børns trivsel i henholdsvis skole og SFO, samt udarbejdede udtalelser omkring 3 af børnene på foranledning af PPR i kommunerne.
Det udvidede samarbejde med familier og netværk krævede mange ressourcer, men viste sig at have afgørende betydning for børnenes tilgang. En væsentlig del af hjælpen til børnene var at øge forståelsen og indsigten hos forældrene i forhold til børnenes problemstillinger. Det betød bla., at forældrene fik bedre forudsætninger for at forstå børnenes reaktioner og udspil og dermed for at hjælpe dem, samt større forståelse for, hvor væsentlig de selv som forældre var i fht barnets trivsel.
Alle forældre gav udtryk for at børnene blev bedre i stand til at sætte ord på deres tanker og følelser både derhjemme og i skolen. Generelt var børnenes udsagn blev langt mere nuancerede og åbne omkring svære ting i forbindelse med skilsmissen. Desuden havde børnene fået fokus på nogle af de mere positive sider af den ændrede familiesituation bla. nye søskende. Ligeledes meldte størstedelen af forældrene tilbage, at hyppigheden af somatiske klager, hidsighedsanfald, samt fravær fra skolen var mindsket.
Perspektiv
Denne målgruppe af skilsmissebørn med alvorlige tegn på mistrivsel, profiterede primært af det udvidede forældresamarbejde samt det tætte netværkssamarbejde. Den fælles vidensdeling og refleksion sikrede, at mange nuancer og perspektiver kom med i barnets historie og sikrede kontinuitet og mulighed for videre udvikling. Arbejdet med de enkelte børns følelser, tanker og oplevelser i forbindelse med skilsmissen gav børnene øget bevidsthed og oplevelse af mestring, samt indflydelse på egen situation.
Det er vores vurdering, at børnenes udbytte i forbindelse med deltagelse i skilsmissegruppen primært skyldes samarbejdet, idet børnene var glade for at møde andre børn i samme situation, men grundet de vanskeligheder, børnene i øvrigt havde at kæmpe med, var det ikke det, der var udslagsgivende for deres øgede trivsel.
Dette leder os frem til, at denne målgruppe af børn ikke kun skal tilbydes samtalegrupper, men i stedet bør tilbydes en tværfaglig indsats i tæt samarbejde med familie og netværk, samt sikres en tidlig og hurtig udredning i forhold til barnets andre vanskeligheder, såfremt der rejses mistanke om sådanne.