Rapport om børn i deleordninger

I forlængelse af undersøgelsen om "Børn i deleordninger" , SFI, 2011  udarbejdede, Psykolog Rikke Schwartz og Sociolog Mai Heide Ottesen (sidstnævnte var hovedforsker på undersøgelsen) en uddybning børns coping-strategier i forbindelse med samværsordninger. Undertegnede, der stod for børneinterviewene på daværende tidspunkt fik hermed en børnepsykologisk indfaldsvinkel på området.

Hanne Søndergaard Jensen
Børnesagkyndig socialrådgiver og rådgiver på delebarn.dk

Artiklen blev offentligtgjort i "Fokus på Familien"  1 - 2013. og den bringes her på delebarn.dk

Beskyttelses- og risikofaktorer for skilsmissebørns trivsel i deleordninger

Mai Heide Ottosen
Seniorforsker & programleder (ph.d.), SFI- Det nationale forskningscenter for velfærd,
København. mho@sfi.dk

Rikke Schwartz
Autoriseret psykolog, specialist og supervisor i psykoterapi/børn, Klinikken i Nyhavn
– Børn, Unge, Voksne, København. rikke_schwartz@mail.tele.dk

Resumé
Gennem de senere år er det blevet gradvist mere udbredt, at skilte forældre vælger, at de fælles børn skal opholde sig lige meget i begge hjem. Formålet med artiklen er at undersøge, hvordan forskningsresultater om skilsmissebørns samværsarrangementer, in casu deleordninger (delt bosted; vækselvist boende), kan omsættes til redskaber for den børnesagkyndige rådgivning. Baseret på en empirisk undersøgelse, som blev gennemført blandt 28 danske børn i 8–14-års alderen, deres forældre samt fire unge voksne, peger artiklen på, at man ikke entydigt kan fastslå, at deleordninger er et hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt samværsarrangement, om end det er en ekstra belastning for børn at være permanent på farten. Det afhænger af omstændighederne. Med afsæt i en multifaktoriel stress-sårbarhedsmodel identificerer artiklen en række risiko- og beskyttelsesfaktorer, der forekommer at være væsentlige for, om et barn kan trives med ordningen.
Nogle af disse kan henføres til den kontekst, der omgiver barnet, mens andre er individuelle.
Artiklen argumenterer for, at kvaliteten af barnets indre arbejdsmodel er en vigtig individuel faktor.
Nøgleord: Skilsmissebørn, samvær, deleordning, børneperspektiv, stress-sårbarhedsmodel, indre arbejdsmodel

Indledning
GENNEM DE SENERE ÅR er det blevet mere udbredt, at børn efter forældrenes samlivsbrud kommer til at bo lige meget (eller næsten lige meget) i begge forældres hjem. I Danmark bliver dette arrangement kaldt en deleordning, mens man i Sverige taler om väkselsvis boende og i Norge om delt bopæl1. Mens det for to årtier siden var under fem procent af danske skilsmissebørn, der levede i en sådan ordning, skønnes andelen i dag at være ca. 18 procent (Ottosen 2010).
En tilsvarende vækst kan iagttages i andre lande. Fra at være et marginalt forekommende fænomen er deleordninger nu blevet mainstream.
Udviklingen i omfanget af deleordninger reflekterer generelle forandringstræk ved de måder, hvorpå fædre og mødre forvalter deres forældreroller. I samme periode har diskursen om det ligestillede (tokønnede) forældreskab
været i tiltagende styrke (Viala 2006), og familieforskere har peget på, at faderrollen lader sig karakterisere ved stadigt større engagement og nærvær i forhold til børneomsorgen hjulpet godt på vej af familiepolitiske tiltag som fx fædreorlov (Plantin 2001; Sommer 1999; Bonke 2009). Man må derfor formode, at forældres arbejdsdeling om børneomsorgen inden familieopløsningen
også afspejler sig i udformningen af det fortsatte forældreskab efter samlivsbruddet.
Parallelt med disse træk har de skandinaviske lande har forfulgt en ligestillingsstrategi på det familieretlige område, som ikke kun har neutraliseret betydningen af forældres køn og civilstand, men også har givet staten magt til at bestemme, at et skilsmissebarn kan opholde sig lige tid meget hos begge forældre.
I kølvandet på disse tiltag er der iværksat forskning om, hvordan forskellige samværsordninger synes at fungere for skilsmissebørn (Skjørten, Barlindhaug & Lidén 2006; Haugen 2010; Ottosen 2004; Ottosen, Stage & Jensen 2011), en forskningsinteresse, som også har kunnet iagttages internationalt (fx Harris- Short 2010; Smyth 2009). Det er dog uklart, om den forskningsbaserede viden, som sådanne studier har frembragt, er videreformidlet og kendt af de professionelle praktikere, der er involveret i familieretlige afgørelser om børns samvær og bopæl. Ideen og formålet med denne artikel er at omsætte forskningsresultater om skilsmissebørns samværsarrangementer, in casu deleordninger, til anvendelige redskaber for en børnesagkyndig rådgivning. Artiklens primære
empiriske afsæt er en kvalitativ undersøgelse om børn i deleordninger, som ud fra en sociologisk/socialpsykologisk tilgang blev gennemført blandt 28 danske børn i 8–14-års alderen og deres forældre, men der perspektiveres også til andre tilsvarende undersøgelser.
I artiklen redegør vi først for den forskningsmæssige baggrund, hvor vi har genanalyseret det danske undersøgelsesmateriale ud fra multifaktoriel model, der identificerer empirisk veldokumenterede faktorer, som henholdsvis vedligeholder og beskytter mod belastninger hos det barn, der lever i en deleordning.
Herefter redegør vi for det empiriske datagrundlag, hvor vi ud fra den aktuelle empiri og med perspektivering til anden forskning, argumenterer for betydningen af de identificerede faktorer i analysemodellen ud fra bl.a. en tilknytningsteoretisk referenceramme.
I artiklens sidste del giver vi forslag til, hvordan man kan omsætte denne viden, så den bliver brugbar for indsatsen med familier i
den familieretlige praksis.


At begribe deleordningsfænomenet
Det er en almindeligt anerkendt opfattelse i forskningslitteraturen, at skilsmissebørn profiterer af at opretholde kontakten til begge forældre efter familiens opløsning. Der har i den forbindelse også været gennemført analyser, som belyser under hvilke omstændigheder samværet virker positivt henh. Problematisk for børns tilpasning og trivsel. Amaro & Gilbreth (1999) har i en metaanalyse bl.a. påpeget, at samværets omfang ikke i sig selv er en særlig god indikator til at forklare, hvordan børn klarer sig. Derfor kan man rejse spørgsmålet, om det overhovedet er relevant at problematisere, under hvilke omstændigheder deleordninger belaster eller er gunstige for børns udvikling? Vi vil fremhæve, at der er flere argumenter, som kan retfærdiggøre denne interesse:
For det første er børn der pendler mellem to hjem et relativt nyt socialt fænomen, som efter vort kendskab er uden historiske fortilfælde. Selvom der kan observeres en (voksende) forskningsmæssig interesse for dette fænomen, er kundskaben herom som helhed sparsom. Vi savner således solid empirisk baseret viden om, hvordan delebørns hverdagsliv er indrettet, og om hvordan det påvirker børns oplevelse af tilhørsforhold og tilknytning. For det andet kan man argumentere for, at deleordningsfænomenet – i højere grad end andre samværsordninger, hvor barnet har fast base ét sted – vil have tendens til at være indlejret i en ligestillings- og retfærdighedsdiskurs.
I sin negative udmøntning kan ordningen være drevet af et rationale, som drejer sig om at dele sol og vind lige. Som retsreglerne er udformet i Danmark kan forældres valg af en deleordning tillige være styret af økonomiske motiver, fordi samværsforælderen ikke sættes i bidrag (Familiestyrelsen 2011: 117). Sådanne uskønne motiver kan kollidere med hensynet til barnets bedste.
For det tredje kan man ikke umiddelbart forbinde deleordningsfænomenet med den teoretiske kundskab om børn udvikling og tilknytning. Tilknytningsteorien beskæftiger sig med betydningen af, at barnet har en emotionelt stabil og tryg base (jf. Bowlby 1996), og man kan argumentere for, at en deleordning netop tilgodeser dette, fordi barnet kan opretholde en nær kontakt med begge forældre/omsorgsgivere. Argumentationen tager imidlertid ikke højde for, at den emotionelt trygge base opbygges, når barnet har adgang til stabile voksne i samspil med hvem, det opbygger en indre arbejdsmodel. Når der er flere stabile voksne og stor forskellighed i deres måde at være sammen med barnet på, kan dannelsen af stabile psykiske strukturer forsinkes eller forstyrres, fordi barnet skal udvikle forskellige indre arbejdsmodeller og integrere dem. Integrationen kan forstyrres, specielt for småbørn, hvis den ikke understøttes af en triangulering, hvor barnet som en del af interaktionen får hjælp til at organisere sine samspilserfaringer med andre voksne (Øvereide 1998). Spørgsmålet om, hvordan kontinuitet i betydningen fysisk stabilitet og forankring påvirker udviklingen, besvares ikke direkte i  tilknytningsteorien, men belyses i beskrivelser af fejludvikling (Bowlby 1996; Fonagy 2009).
For at etablere et fundament af antagelser om, hvordan deleordningsfænomenet måtte påvirke børns trivsel, kan man for det fjerde opsøge analoge forskningsfelter. Sociologisk/socialpsykologisk forskning om fysisk mobilitet er et godt bud, fordi der er indlysende paralleller mellem vilkårene for børn i deleordninger og personer, som er nødt til at pendle mellem en fjerntliggende arbejdsplads og hjemmet på regulær basis, fx ugentligt (Bell & Ward 2000). På et generelt niveau advarer nyere mobilitetsparadigmer mod hverken at romantisere nomadisme eller forfalde til sedimentærisme, dvs. antagelser om, at bundethed til stedet er fundamental for det menneskelige liv (fx Sheller & Urry 2006; Halfacree 2011). Ikke desto mindre har empirisk forskning vist, at der knytter sig negative aspekter til de mobile livsbetingelser. Widmer & Schneider (2006) fremhævede i en forskningsoversigt om mobilitet i Europa, at den manglende tid med familien fremstod som det mest problematiske aspekt ved langdistancependling. 
Det omfattede bl.a. mindre nærhed til familiemedlemmer, men også oplevet ensomhed og stress og weekender overlæsset med fritidsaktiviteter.
Nogle studier har også peget på, at det er vanskeligt for mobile personer at danne og vedligeholde sociale netværk uden for familiens snævre kreds, fordi familierne foretrækker at bruge den begrænsede tid sammen (Collmer 2005; Ruiz Becerril 2003; Rodigo Soriano 2005). Nogle af de her nævnte negative aspekter kan, som vi vender tilbage til nedenfor, også genfindes i empiriske undersøgelser om skilsmissebørn med deleordninger. Den danske undersøgelse, som er artiklens afsæt, viste bl.a., at livet med en deleordning er et logistisk puslespil, som en del af de interviewede børn oplevede som stressende og anstrengende: Det besværliggjorde hverdagen at pakke, skifte og falde til. Flere forældre, som deltog i undersøgelsen, tilkendegav, at de ikke selv ville kunne holde ud at leve i en deleordning. Ud fra egen og andres forskning finder vi det derfor rimeligt at operere med en antagelse om, at børn i deleordninger er udsat for en særlig og ekstra belastning, som ikke i samme udstrækning gælder for skilsmissebørn med andre samværsordninger. Spørgsmålet er imidlertid under hvilke omstændigheder denne ekstra belastning opvejes af andre faktorer, som beskytter barnet, og under hvilke omstændigheder belastningen vedligeholdes af faktorer i miljøet eller i barnet selv og dermed påvirke udviklingsbanen negativt. Problemstillingen kommer derved til at dreje sig om, under hvilke omstændigheder en deleordning kan fungere godt eller mindre godt for børn.

Analysemodellen
Med inspiration fra teoridannelse og modeller om stress/sårbarhed (Simonsen & Møhl 2010; Harder 2008: 80ff) har vi på grundlag af den aktuelle danske undersøgelse og anden forskning vedr. skilsmissebørns samvær udviklet en model som ramme for de empiriske iagttagelser. Den identificerer en række faktorer, som påvirker barnet i deleordningen, jf. figur 1.

Figur 1. Stress-sårbarhedsmodel: Faktorer, der spiller en rolle for barnets trivsel og udvikling, når det lever i en deleordning.

Skilsmisse og deleordning betragtes i modellen som belastningsfaktorer, der kan udløse eller føre til øget sårbarhed hos barnet. Erfaring med skilsmisse udgør en belastning, som kan bidrage til at forstyrre den almindelige udvikling (Amato & Keith 1991); derudover er det som omtalt tesen, at fraværet af en fast base og kravet om bestandigt at skifte og tilpasse sig et nyt familiært miljø kan øge barnets sårbarhed. Den øgede sårbarhed kan bringe udviklingen på afveje, når barnets «copingstrategier» og psykiske struktur ikke rækker til at klare de krav, som tilpasning til den ny situation stiller.
Barnet i deleordningen vil – som alle andre børn – desuden have en række forhold med i baggagen i form af individuelle ressourcer og vanskeligheder, som kan henføres til temperament, helbred mv. Sådanne prædispositioner er ikke kortlagt i denne analyse. Dog bibragte undersøgelsen os viden om, at søskende (på trods af en fælles overordnet  virkelighedsforståelse af deres familieliv) kan håndtere deres livssituation ved hjælp af meget forskellige tilpasningsstrategier, som må knytte sig til individuelle forskelle i temperament og personlighed. Nogle børn formår at trives under vanskelige vilkår og håndtere en presset hverdag splittet mellem to hjem, mens andre oplever en ellers rimelig
velorganiseret hverdag med deleordning som stressende.
Fokus for denne analyse er de miljømæssige og individuelle faktorer, som kan vedligeholde barnets sårbarhed, eller virke beskyttende og øge barnets robusthed. Mange faktorer vil påvirke delebarnets trivsel, og modellen peger på, at det er samspillet mellem vedligeholdende og beskyttende faktorer, der bestemmer, om delebarnet trives eller om dets udvikling kommer på afveje (fx Broberg et al. 2005). «Udvikling på afveje» refererer til, at en øget sårbarhed påvirker barnets mulighed for at løse almindelige udviklingsopgaver, fx tilknytning, hvis det drejer sig om et spædbarn og kammeratforhold, hvis der er tale om et skolebarn. Uløste udviklingsopgaver kan bringe udviklingen på afveje, fordi den negative erfaring med ikke at klare hverdagen og dens krav, sætter sig som en del af selvforståelsen hos barnet og påvirker dets evne til at orientere sig. Den øgede sårbarhed kan modvirkes ved beskyttende faktorer i miljøet eller hos barnet selv. I modellen har vi indføjet en række vedligeholdende og beskyttende faktorer, der dels vedrører barnets kontekst, dels forhold i barnet selv.
Nogle af disse faktorer har også været fremhævet i anden forskning, andre er denne empiriske undersøgelses unikke bidrag.


Analysens datagrundlag
Artiklens empiriske grundlag er en kvalitativ interviewundersøgelse, som blev gennemført med 28 danske børn og deres forældre i 2010/2011 (Ottosen, Stage & Jensen 2011). Undersøgelsestilgangen var barndomssociologisk/socialpsykologisk med interesse for at bringe viden frem om, hvordan hverdagslivet er indrettet og bliver håndteret, når man som  skilsmissebarn bor lige meget i to hjem.
Et væsentligt anliggende var at bringe børns egne perspektiver frem – fx om fordele og ulemper ved at have en deleordning. Der blev ikke kun fokuseret på betydningen af familielivets indretning og relationen mellem familiemedlemmer, men også på, hvad organisering af en deleordning betød for barnets øvrige sociale liv i skolen, blandt venner og i fritiden.
De 28 børn, omtrent lige mange drenge og piger, var i 8–14-årsalderen og de allerfleste levede på undersøgelsestidspunktet i en deleordning, mens enkelte havde gjort det før. Nogle af informanterne var søskende, hvilket åbnede for analyser af, hvordan børn kan håndtere deres samværsordning forskelligt, selv om de lever under ensartede omstændigheder.  Samplingsstrategisk ønskede vi, at ca. halvdelen af casene skulle repræsentere deleordninger, der var baseret på forældrenes egen frivilligt indgåede aftale. I de øvrige cases skulle ordningen være resultatet af en afgørelse truffet af de familieretlige myndigheder. Som kontekst for børnenes beretninger interviewede vi også mindst en forælder fra hver af de familier, som indgik i undersøgelsen. Endelig deltog fire unge voksne, der som børn havde levet i en deleordning. I alt deltog 56 personer,
som alle blev interviewet efter en semistruktureret spørgeguide.
Som følge af samplingsstrategien er datamaterialet sandsynligvis overrepræsenteret med cases, hvor forældresamarbejdet havde en problematisk karakter, og undersøgelsen gav i særlig grad indblik i de dystre sider ved deleordningsarrangementerne.

Betydning af kontekstuelle beskyttelses- og risikofaktorer
Modellen omtaler en række kontekstuelle faktorer, som har betydning for, om barnet kan trives ved at leve i en deleordning:

- Forældreressourcer
Generelt peger forskningslitteraturen på, at kvaliteten af forældres omsorg er helt væsentlig for, hvordan børn klarer sig efter et familiebrud. Det er blandt børn, hvis forældre udviser varme og autoritet (fx taler med barnet om problemer, udtrykker varme følelser), at de positive udfald hos børnene hyppigst ses (Amaro & Gilbreth 1999). Som kontrast peger nogle studier på, at børn ikke profiterer af omfattende samvær (om overhovedet), hvis forældreevnen er åbenlyst nedsat, fx pga. psykisk sygdom, grænseoverskridende adfærd eller misbrugsproblemer (Amato & Fowler 2002; Emery 1999; Hetherington 1999; Johnston & Roseby 1997; Kelly 2000; Kline et al. 1991; Pruet et al. 2003).
Flere studier peger på, at det ikke er «normalbefolkningen» (endsige de svagest fungerende forældre), der vælger en deleordning: Disse forældre beskrives som en selvselekteret gruppering af meget velfungerende forældre, der fx var enige om samværsarrangementet og formåede at samarbejde og sætte børnenes behov i fokus, havde økonomisk tryghed, og kunne forbinde arbejds- og familieliv (fx McIntoch & Chrisholm 2008; Bauserman 2002; Skjørten & Barlind haug 2007; Smyth 2009; Ottosen & Stage 2012; Smyth el al. 2004; Maccoby & Mnookin 1992).
Den aktuelle undersøgelse fremviste et mere blandet billede: Der var forældre, som viste stor lydhørhed overfor deres barns fortsatte trivsel med samværsordningen, og forældrepar der gjorde sig megen umage for at smidiggøre overgangen mellem de to hjem ved fx at spise aftensmad sammen med børnene på skiftedagene. Selv om der ikke var eksempler på forældre med egentlig nedsat omsorgsevne, efterlod nogle interview ikke desto mindre indtryk af emotionelt fravær hos forældrene.
- Konfliktfyldte forældrerelationer
Det er veldokumenteret, at børn påvirkes negativt, hvis de inddrages i forældres konflikter (fx Hetherington & Kelly 2002; Maccoby & Mnookin 1992; Ottosen & Stage 2011). Den danske undersøgelse viste, at nogle delebørn har forældre med indbyrdes anspændte relationer eller som er i åben krig. Børnene var meget bevidste om, hvordan deres forældre havde det med hinanden. Undersøgelsen bekræftede antagelsen om, at de belastede forældrerelationer var at finde blandt dem, der havde været ved de familieretlige myndigheder, fordi de ikke selv kunne nå til enighed, men der var også eksempler på giftige relationer blandt forældre, der selv havde indgået aftaler om samværet. Forældrene håndterede ofte fjendskabet ved at undgå hinanden. Det indebar fx, at de aldrig havde besøgt barnet i det andet hjem eller at bagage ved skiftedag blev sat i garagen eller overleveret ved dørtærsklen. Nogle forældre havde ikke talt sammen siden familieopløsningen, og nogle formåede ikke at være sammen om at fejre barnets fødselsdag. En del (ældre) børn frygtede, at deres store mærkedag, konfirmationen, ville blive ødelagt pga. forældrenes belastede forhold. Af og til havde forældrekonflikterne form som sabotage af initiativer (fx fritidsaktiviteter), som den anden havde igangsat. I de konflikttunge familier kan børn blive fanget i en loyalitetsklemme eller blive brugt i en alliance mod den anden forælder, fx fordi den ene forælder åbenlyst deler sine frustrationer over den anden forælder med barnet, eller spiller børnene ud mod den anden forælder. Undersøgelsen fandt eksempler på børn, der håndterede sådanne kritiske forældrerelationer ved at lukke helt af for information mellem forældrene.

- Hvis behov tilgodeses med deleordning?
Problemstillingen om, «hvis behov, der blev tilgodeset» med deleordningen blev i den danske undersøgelse belyst ved at kortlægge forældrenes bevæggrunde for at vælge en deleordning. Vi fandt flere motivtyper, som i højere grad var begrundet i forældrenes egne interesser end i børnenes. Et motiv, som også genfindes i andre studier (fx Smart 2004), var, at en deleordning tilgodeså hensynet til retfærdighed, dvs. gav forældrene lige adgang til børnene. For nogle
forældre overskyggede behovet for retfærdighed hensynet til barnets trivsel med det resultat, at barnet oplevede sig reduceret til en genstand, som forældrene kæmpede om.
Et andet motiv knytter sig til de fordele, børnefri tid kan give forældrene. Pressede forældre kan opleve, at en deleordning skaber et pusterum i de uger, børnene er hos deres anden forælder, til at pleje sig selv, karrieren og den sociale omgangskreds. For disse forældre ledsages savnet af børnene af lettelse over at have lidt tid til sig selv. Den børnefri tid kan også generere ekstra overskud, så forældrene føler sig bedre rustede i deres rolle som forældre, når børnene er hos dem.
Et tredje motiv var, at valget af en deleordning kunne reducere forældrekonflikterne, fordi alternativet kunne være en lang og opslidende retssag, som også barnet blev involveret i. Nogle forældre havde således følt sig presset af den anden forælder til at få en deleordning, selv om de egentlig synes, at en fast base var bedst for barnet. Endelig pegede nogle forældre på, at barnet med en deleordning kan opretholde en nær kontakt med begge forældre. Dette motiv – som argumenteres ud fra hensynet til barnet – reflekterer en forestilling om, at begge forældre er en vigtig og ligeværdig del af børns liv. Nogle af børnene udtrykte også kvaliteten ved at kunne bevare en tæt kontakt til begge. Et par af de unge voksne informanter havde oplevet det som et udtryk for forældrenes interesse og kærlighed, når begge ønskede at have barnet boende hos sig.

- Rigidt eller fleksibelt organisereret samvær?
Flere undersøgelser har peget på, at det har positiv betydning for skilsmissebørns trivsel, hvis samværsordningen organiseres fleksibelt og med lydhørhed for, at barnet/den unge selv kan have behov for at påvirke samværsarrangementet (Neale et al. 2003, Haugen 2010, Ottosen 2004).
Den danske undersøgelse bekræftede disse fund: Hverdagslivet blev enklere hvis forældrene ikke havde et nøje «retfærdighedsregnskab», eller hvis ordningen kunne justeres med udgangspunkt i barnets behov f.eks. ved med sygdom, familiebegivenheder og sociale arrangementer. Undersøgelsen viste dog også, at forældre kan definere «fleksibilitet» ret forskelligt: hos nogle blev selv en enkeltstående mindre ændring betragtet som et stort offer.
En følelse af at blive hørt og taget alvorligt, hvis barnet ønskede ændringer på samværet, blev generelt værdsat af undersøgelsens børn og forekom at have betydning for deres trivsel. Nogle børn, hvis ordning var rigidt organiseret, havde ønsker om medbestemmelse og forandringer, men turde ikke tage spørgsmålet op af frygt for, at det ville føre til konfrontationer og konflikter, eller for om de ville såre (en af) forældrene. Andre gange stod barnet alene med sit ønske om ændring af ordningen, fordi forældrene havde modstridende interesser.

- Samarbejdets udstrækning
Litteraturen peger på, at «et samarbejdende forældreskab», hvor forældre i fællesskab planlægger og koordinerer, har et vist fælles fodslag omkring barnet og kan yde støtte til hinanden, virker som en beskyttende faktor. I litteraturen forstås «det parallelle forældreskab», hvor hver af forældrene forvalter deres forældrerolle uden nogen nævneværdig (eller slet ingen) indbyrdes kommunikation, ligeledes som mindre belastende for barnet end en åbenlys fjendtlig relation (Kelly 2007; Hetherington & Kelly 2002; Maccoby & Mnookin 1992).
Den danske undersøgelse peger på, at et «parallelt organiseret forældreskab» er utilstrækkelig i deleordninger. Når forældreansvaret er fordelt blandt to voksne, som lever i hver deres husstand, stiller det særlige fordringer til forældresamarbejdet. Hvis ikke der udveksles informationer om praktiske forhold og om barnets velbefindende, eller forældrene ikke samordner deres funktion, er der risiko for, at der opstår diskontinuitet i barnets hverdagsliv. Med andre ord
er fravær af forældresamarbejde en mulig risikofaktor for skilsmissebarnet i deleordningen. I undersøgelsen blev dette eksemplificeret ved børn med læsevanskeligheder, som i det ene hjem fulgte et dagligt læsetræningsprogram, uden at det andet hjem fandt det vigtigt. Manglende samarbejde kan også indebære «undladelsessynder», dvs. at nødvendige beslutninger, der angår barnet, ikke bliver taget, fx om barnet kan gå til svømning el.lign., og denne manglende opmærksomhed overfor barnets behov har betydning for dets trivsel og selvværd. Materialet gav også eksempler på forældrepar, som gestaltede deres barn som to helt forskellige personer, eller på at normerne i de to hjem var i egentlig modstrid. Sådanne dynamikker fremkalder forvirring hos barnet.
Et manglende forældresamarbejde kan også betyde, at barnet står alene med ansvaret for de logistiske aspekter ved deleordningen. For børn, hvis forældre har reduceret kontakten mellem de to hjem til næsten ingenting, kunne en glemt bluse, skolebog eller mobiltelefon betyde, at barnet måtte undvære det, indtil det igen var hos den anden forælder igen; eller – hvis barnet ikke selv kunne afhente tingen – måtte igennem en ubehagelig situation, hvor den ene forælder skulle køre forbi den anden. Undersøgelsen viste en sammenhæng mellem børns frustrationer over logistik og diskontinuitet i hverdagen og et parallelt indrettede forældreskab (som ofte var resultat af indbydes konflikter).
Tilsvarende fund findes hos Harris-Short (2010).

- Følgeskab med søskende
Et centralt fund i den danske undersøgelse var, at de fleste børn – yngre som ældre – betonede vigtigheden af at kunne følges med søskende. Børnene gav udtryk for, at deres søskende udgjorde en stabilitetsfaktor, der skabte kontinuitet og fungerede som et vigtigt forankringspunkt i en hverdag, hvor skiftende hjem, logistiske udfordringer og i nogle tilfælde et kaotisk følelsesmæssigt landskab med forældre i åbenlys konflikt kan skabe utryghed. Samtidigt viste undersøgelsen, at der i en søskendeflok kan være skiftende behov. De allerfleste børn værdsatte at have søskende at følges med, også selvom det kunne gå ud over deres egne behov.

- Indretning af hverdagslivet
Megen forskning om skilsmissebørn fokuserer på betydningen af de (intra)-familiære relationer, men børn har også et liv uden for familien. Ved at bosætte sig i nærheden af hinanden kan skilte forældre med deleordninger sikre deres barns kontinuerlige forankring i det lokalområde, hvor skole og fritidsaktiviteter er beliggende, og hvor vennerne bor. I den danske undersøgelse, var der børn, hvis forældre var bosat relativt langt fra hinanden. Ingen af dem havde rod i de to forskellige lokale miljøer. Konsekvensen blev snarere, at børnene befandt sig på familiære øer, isolerede fra deres øvrige sociale liv i halvdelen af tiden, når de var længst væk fra vennerne mv. En anden omstændighed, der kunne bidrage til isolation fra det sociale børneliv, var, at forældrene forventede kvalitetstid med børnene, når de havde undværet dem en hel uge. Disse forhold kunne, i kombination med det skiftende forældreansvar, komplicere børnenes mulighed for at lave aftaler med venner. Komplikationerne forekom særligt tilspidsede i de familier, hvor den ene forælder forbød barnet at tage
kontakt med den forælder, det ikke aktuelt opholdt sig hos. Undersøgelsen viste således, at en velorganiseret hverdag, hvor barnet ikke skal bruge energi på at få logistiske arbejdsgange til at hænge sammen, og hvor der er tid til venner og fritidsinteresser, har betydning for, om børn italesætter deres deleordning positivt eller negativt. Observationerne er i overensstemmelse med andre undersøgelser (fx Haugen 2010; Neale et al. 2003), der ligeledes peger på, at børns trivsel
i deleordningen ikke kun afhænger af, om deres forældre er gode venner, men også af, om børnenes hverdag i en deleordning er overskuelig og velkoordineret.
Selvom også børn i andre samværsarrangementer kan belastes af en ringe koordineret hverdag og af lang afstand mellem hjemmene, formodes denne problematik at være særlig udtalt for børn i deleordninger.


Betydning af individuelle faktorer
- Alder
Den danske undersøgelse kan – som følge af samplingsstrategien – ikke udtale sig om, hvorvidt deleordninger egner sig til små børn. Den empiriske viden herom er generelt sparsom. En enkeltstående australsk undersøgelse har fremvist indikationer på tilknytningsforstyrrelser hos småbørn under fire år, der er omfattet af (tilnærmelsesvise) deleordninger (McIntoch et al. 2010). Med hensyn til børn i skolealderen efterlod den danske undersøgelse indtryk af, at en deleordning blev oplevet som tungere og mere besværlig i takt med alderen: Børn, der nærmede sig teenagealderen oplevede det som vigtigt at have adgang til deres ting og at kunne være sammen med vennerne. Det var også især blandt de ældre børn, at vi registrerede en efterspørgsel på at ændre deleordningen.

- Involvering i forældrenes indbyrdes forhold
En række faktorer hos barnet selv har betydning for, i hvor høj grad dets øgede sårbarhed efter skilsmissen og med en deleordning vedligeholdes eller modvirkes (beskyttende faktorer). Nogle af disse faktorer er i litteraturen beskrevet som involvering i forældrenes forhold i form af skyldfølelse over skilsmissen, tro på at kunne genforene forældrene og loyalitetskonflikt; også ængstelse for at blive forladt af forældre eller kammerater er en vedligeholdende faktor (Carr 2006). Involvering kan komme til udtryk som skyldfølelse hos barnet, der kan opleve sig selv som medvirkende eller medansvarlig for skilsmissen, men den forekommer nok hyppigere som en oplevelse af at kunne medvirke til at forbedre forældrenes indbyrdes forhold eller som en loyalitetskonflikt, hvor barnet søger at dele sol og vind lige mellem forældrene. Involvering er en vedligeholdende faktor.

- Den indre arbejdsmodel
Som nævnt blev datamaterialet genlæst og analyseret ud fra en tilknytningsteoretisk forståelse, hvor kernebegrebet blev den indre arbejdsmodel. Den er en hypotetisk konstruktion, der betegner barnets mentale repræsentationer af sig selv og andre (Bowlby 1996) og som dannes indefra på grundlag af det, der sker med barnets selv, når det er sammen med andre (Stern 2000).
Arbejdsmodellen er således en «levende konstruktion», der skaber individualitet og påvirker barnets forståelse af sig selv, dets forventninger til andre og den måde, hvorpå indtryk fra omverdenen organiseres. Den indre arbejdsmodel forekommer at være et brugbart analyseredskab, fordi begrebet knytter an til identitet, selvværd og emotionalitet. Operationelt kommer arbejdsmodellen til udtryk i barnets forståelse af sig selv og sin hverdag, og kvaliteten af den vurderes med udgangspunkt barnets evne til at fastholde egen erfaring samt give den udtryk og form. Den indre arbejdsmodel kan være fleksibel, ufleksibel eller modsatrettet. Nedenfor illustrerer vi, hvordan det kom til udtryk i analysen af datamaterialet.
Fleksibel indre arbejdsmodel:
En indre arbejdsmodel, som sætter barnet i stand til at fastholde egne erfaringer og give sin oplevelse form og udtryk, er fleksibel. Fx fortalte en 12-årig pige om at flytte fra den ene forælder til den anden:

Det er ligesom at starte forfra hver gang – altså sådan med, hvordan de tager de forskellige ting, man siger. Hvis den ene synes, at en ting var sjov, så hvis man siger det til den anden, så er det nogle gange ikke så sjovt som med den anden.

På et plan fortæller pigen om, hvordan det er at tune sig ind på stemningen i de respektive miljøer, og hvordan hun prøver at finde ud af, at være til stede som sig selv, og hvad der værdsættes hos hver af forældrene. På et andet plan fortæller eksemplet om en arbejdsmodel, der er fleksibel og sætter hende i stand til at orientere sig overfor nye indtryk, der kan være forvirrende, men alligevel gør det muligt for hende at opretholde sin egen forståelse, sådan som hun udtrykker i citatet. Her er ikke tvivl om, at det er hendes egen oplevelse af, hvad der foregår, ligesom hun er i stand til at give den form og udtryk. Evnen til at organisere sine indtryk er en beskyttende faktor, som reducerer hendes sårbarhed.  Kravet om at orientere sig i nye situationer er et vilkår for delebørn; det indebærer nødvendigheden af at tune sig ind på, hvordan man kan være til stede i de to familier og det bliver en grundlæggende del af barnets selvforståelse. Haaland (2002) taler om «tilknytningsforsikring» som et fænomen, der optræder hos skilsmissebørn. Det henviser til de bestræbelser, som barnet udfolder for at «vælge» de former for samvær, der styrker relationen, og som kan «godkendes» i samspillet med den givne forælder, undertiden på bekostning af identitetsgivende egne bidrag til samspillet. Tilknytningsteorierne antager, at højspecialisering mht. at aflæse andre kan give udviklingsmæssige vanskeligheder, hvis den ikke ledsages af evnen til at fornemme egne følelser og tanker, og analysen af barnets udsagn søger derfor at kortlægge i hvor høj grad, der er «psykisk rum» for barnets egne tanker og følelser hos barnet selv og/eller i relationen.  Hvis barnets emotionelle udspil opfattes og bidrager som noget værdifuldt til samspillet, så understøttes også barnets egen identitet, selvværd og
selvtillid og dermed øges dets psykiske robusthed. Børn, hvis indre arbejdsmodel er fleksibel, antages at være mindre sårbare overfor skift og ved i højere grad kunne orientere sig med deres eget bidrag i samspillet. Når der er psykisk rum for barnets egen oplevelse øges dets robusthed og udgør en beskyttende faktor.

- Ufleksibel indre arbejdsmodel:
En indre arbejdsmodel opfattes som ufleksibel, når den fører til utilpassede samspil, hvor gamle mønstre gennemspilles, uden at barnets egne tanker, følelser og oplevelser får form. Fx fortalte en 14-årig pige om forholdet til sin mor og baggrunden for etablering af deleordningen:

Altså, jeg var ved at blive pubertet, så jeg var rimelig meget uvenner med min mor og sådan noget, og så ville jeg hellere være noget mere her [hos faderen] og sådan noget, men det ville min mor ikke rigtig have, og det var sundest for børnene at være et sted og have adresse et sted og sådan noget. Men så fik vi det så trumfet igennem, at vi gerne ville bo en uge hos hver» ….

[Og senere i samme interview om moderen]…
«Jeg blev jo irriteret på hende, fordi altså i princippet, så vil jeg jo sige, at det er mig, der altså skal have indflydelse på, hvor jeg skal være henne» …

Fortællingen bærer præg af, at hun ser sig selv udefra og har en manglende eller usikker fornemmelse for sig selv som medspiller i den konflikt, som udfolder sig i familien. Hun er orienteret mod handlinger mere end intentioner hos sig selv eller andre. Evnen til at fastholde egen oplevelse og give den form og udtryk er næsten ikke til stede.
Nogle børn kan forholde sig til egne tanker og følelser, uden at deres bidrag til det relationelle samspil tilsyneladende understøttes og uden forventninger til at kunne hente støtte udefra. Det kan resultere i en lidt ensom og indadvendt måde at orientere sig på. En 10-årig dreng fortalte meget konkret om sit ubehag ved at skifte en gang om ugen:

Om mandagen tænker jeg, ork! Jeg orker nærmest ikke at flytte, fordi det er sådan lidt besværligt, fordi jeg har en stor taske med alle mine ting, som jeg skal have flyttet. Det er hårdt, men når man endelig har fået det overstået, så er man glad for at man gjorde det. Det dårlige [ved 7–7-ordningen] er altså sådan noget fysisk, at når jeg skal bære den taske, kan jeg mærke at min ene skulder gør ondt nogen gange. Ret tit hele 6 dage, og så på den 7. er den fin, og på den 8. dag gør den ondt igen, fordi det er ligesom der, jeg skal bære den.

Drengen har en klar fornemmelse af, hvad der er ubehageligt og besværligt og tungt, og han kan give udtryk for det på en konkret måde, men man fornemmer gennem hans beretning ikke, at disse oplevelser kan deles med forældrene, eller at der er klangbund for dem i det relationelle samspil. Når hans tanker om sig selv ikke anerkendes i samspillet, forbliver han alene med sin oplevelse og måske bidrager ensomheden til, at oplevelsen forbliver konkret hos ham. Undertiden kan evnen til at tage vare på sin egen oplevelse alene give en lidt mere indadvendt eller grublende forståelse af sig selv og  mverdenen. En 10-årig pige fortalte om, hvad det betød for hende at være delebarn:

Mine forældre blev jo skilt, da jeg var 6 år, og dengang sagde jeg, at jeg simpelthen blev så stresset af det her: «Kan jeg ikke få en ordning, hvor jeg skal flytte mindre?» fordi jeg simpelthen blev så stresset. Jeg kunne ikke holde ud at flytte hver uge – hvor skulle jeg være nu og hvor skulle jeg være nu? Efter at jeg er blevet 10 år, har jeg tænkt lidt over, hvad der egentlig gør at jeg blev så stresset og sådan noget, for på en måde tænker jeg, at det ikke kun er på grund af ordningen, det er også på grund af noget, der sker i skolen. Jeg er nemlig begyndt at blive mere deprimeret, hver gang jeg kommer hjem fra skole, og nogen gange, når jeg tænker, at jeg er dum, så slår jeg mig selv i hovedet med min jerndrikkedunk. Så jeg tror ikke, at det kun kan være derfor.

Man får indtryk af en pige, der uden held har søgt at påvirke omgivelserne, og som har udviklet en grundlæggende antagelse om, at en forståelse af hvad der foregår skal findes med udgangspunkt i, hvad hun selv er herre over. Beskrivelsen giver megen information om hendes egne tanker og af, at den indre sammenhæng i hendes forståelse vakler, men efterlader et billede af en selvforståelse, der fortolker begivenheder med udgangspunkt i sig selv, uden forventninger til eller fornemmelse for, hvad andre måtte kunne bidrage med. Den ufleksible indre arbejdsmodel vedligeholder barnets sårbarhed og kan bringe udviklingen på afveje, hvis der ikke foreligger beskyttende kontekstuelle faktorer fx i form af en lærer eller anden, som barnet kan dele sine oplevelser, tanker og følelser med, eller måske at forældrenes følelsesmæssige tilgængelighed øges.

- Uforenelige eller modstridende indre arbejdsmodeller:
Hvis der er modstrid mellem det, barnet selv oplever, og de erfaringer, som omgivelserne legitimerer, kan der udvikles flere arbejdsmodeller, der er indbyrdes uforenelige og det fører til, at erindringer, som knytter sig til en af arbejdsmodellerne udelukkes fra bevidstheden. En 13-årig pige fortalte om en konflikt mellem forældrene:

Altså her i fredags skulle jeg til Vejle sammen med en veninde, og min far ville ikke have det. Men det er min mor, der bestemmer efter skoletid om fredagen, og hun ville godt have at jeg tog af sted, fordi hun går meget op i det der sociale samliv og sådan noget, og det endte med, at jeg tog af sted, og min far sagde bare, at det måtte være min beslutning, og han ville bare ikke gøre det.

I eksemplet er der ikke psykisk rum for pigens egen oplevelse. I stedet manøvrerer hun mellem forældrenes interesser og skal forholde sig strategisk til egne behov (hvem bestemmer fredag efter skoletid?) mens optagetheden af turen til Vejle, samværet med veninden mv. bliver trængt i baggrunden. I den forstand er der mindre rum for hendes egen indre verden.
Hvor der er uforenelige eller modstridende arbejdsmodeller, vil det ofte være de personlige erindringer, der udelukkes, mens barnet overtager de formidlede erindringer; det indebærer tab af adgangen til den emotionalitet og selvfornemmelse,
der knytter sig til den personlige eller levede erindring, og som har betydning for identitetsoplevelse, dømmekraft og tiltro til sig selv.
Nogle af de interviewede børn virkede, som om de havde opgivet at tage vare på deres eget indre liv med tanker og følelser; de var blevet vrede og ville selv bestemme, søgte kontrol og var ofte orienteret mod kammerater. En 14-årig pige, som ikke længere ville se sin mor, og hvor der var fjendskab mellem forældrene, fortalte om sin registrering af faktuelle forhold uden henvisning til, hvordan hun selv havde det:

Jeg tror ikke, at min mor snakker om sit had til min far, men min far har fortalt, fordi han gerne vil have, at vi skulle forstå, hvorfor de ikke længere kunne snakke sammen. Jeg har ikke lige styr på det, men vil faktisk gerne vide, hvad der foregår, hvad der sker, så man ikke bare går i det uvisse, uvidende om det.

Hendes fortælling er uden reference til hvilken betydning, forældrenes strid eller forskelligheder kunne have for hende selv. Den kan tjene som eksempel på  en arbejdsmodel, der sætter hende i stand til at tage bestik af, hvad der foregår og som hjælper hende til at skaffe sig kontrol, mens de sider af selvforståelsen, der har at gøre med at registrere egne følelser, tillid til sig selv eller oplevelse af at være værdsat og værdifuld ikke næres. Der er ikke psykisk rum hos hende selv eller i omgivelserne for hendes bidrag, og selvom hendes kapacitet til at afkode, hvad der sker omkring hende, beskytter hende mod at blive såret, vedligeholdes og indkapsles den sårbarhed, der kunne bringe udviklingen på sporet, hvis hendes egen erfaring fik form og udtryk.

 

Konklusion og perspektiver for praksis
På baggrund af den danske undersøgelse og andre studier har vi identificeret en række faktorer, som kan have betydning for trivslen hos børn i deleordninger.

Alment kan den multifaktorielle model anvendes til at navigere i de henh. beskyttende og vedligeholdende faktorer, der foreligger i en konkret familie og på den måde danne grundlag for, at forældre og myndighedspersoner kan afklare, om en deleordning vil belaste barnet unødigt. Nogle helt centrale faktorer er kvaliteten af forældrenes samarbejde med lydhørhed over for børns skiftende behov og en infrastruktur, der ikke skaber uoverstigelige barrierer for at leve et normalt barndomsliv. Endvidere peger vi på, at kvaliteten af barnets indre arbejdsmodel er en vigtig individuel faktor.
Vi gør ikke gældende, at delebørn er mere sårbare end skilsmissebørn i andre typer samværsordninger. Men vi har argumenteret for, at delebørn – som andre mobile personer – er særligt belastede pga. af ulemper, som pendlen medfører Derfor har disse børn brug for støtte til at udvikle «copingstrategier» og hjælp til at skabe sammenhæng mellem deres to familieliv. Vi har med modellen peget på en række empirisk veldokumenterede faktorer, som kan påvirke delebarnets mulighed for at skabe en sammenhængende hverdag.

Arbejdet med modellen gav os en ny forståelse af, hvordan empiri om skilsmissebørn kan indgå i praktikerens arbejde med at vurdere de kræfter, som er i spil i den enkelte familie og dermed øge kvaliteten i det familieretlige arbejde. Ligeledes gav modellen mulighed for at integrere de individuelt beskyttende og vedligeholdende faktorer, som den tilknytningsteoretiske analyse af børneinterviewene gav.

Artiklen baserer sig primært på undersøgelsen «Børn i deleordninger. En kvalitativ undersøgelse» fra 2011, som også Sofie Stage og Hanne Søndergaard Jensen var med til at gennemføre, og som blev finansieret af Egmontfonden.


Noter
1 Der knytter sig i de nævnte lande forskellige retsvirkninger til disse ordninger.

Litteratur
Amato, P.R. & Keith, B. (1991). Consequences of Parental Divorce for Children's Well-Being: A Meta-Analysis. Psychological Bulletin, (110), 26–46.

Amato, P.R. & Gilbreth, J.G. (1999). Nonresident Fathers and Children's Well-Being: A Meta-Analysis. Journal of Marriage and the Family (61): 557ff.

Amato P.R. & Fowler, F. (2002). Parenting practices, child adjustment, and family diversity. Journal of Marriage and Family, (64): 703–716.

Bauserman, R. (2002). Child Adjustment in Joint-Custody Versus Sole-Custody Arrangements:A Meta-Analytic Review. Journal of Family Psychology, 16 (1), 91.

Bell, M. & Ward, G. (2000). Comparing temporary mobility with permanent migration. Tourism Geographies ( 2): 87–107.

Bonke, J. (2009). Forældres brug af tid og penge på deres børn. Syddansk Universitetsforlag.

Bowlby, J. (1980). Attachment and Loss. Vol 3: Loss Sadness and Depression. London: Hogarth.

Bowlby, J. (1996). At knytte og bryde nære bånd. Tilknytning og tab, selvtillid og sorg. København: Det lille Forlag.

Broberg, A., Almquist, K. & Tjus, T. (2005). Klinisk Børnepsykologi Udvikling på afveje. København: Hans Reitzel.

Carr, A. (2006). The Handbook of Child and Adolescnet Clinical Psychology: A Contextual Approach. New York: Brunner & Routledge.

Collmer, S. (2005). «Soldat, Familie und Mobilität: Neue Trends zur Lösung widersprüchlicher Anforderungen». In G. Kümmel (Ed.),  Diener zweier Herren: Soldaten zwischen Bundeswehr und Familie. Frankfurt Am Main: Lang, 53–77.

Emery, R.E. (1999). Marriage, divorce, and children's adjustment. (2nd ed.) Thousand Oaks, CA: Sage.

Familiestyrelsen (2011). Evaluering af forældreansvarsloven. Familiestyrelsen: København.

Fonagy, P. (2009). Den mentaliseringsbaserede tilgang til social udvikling i: Hardy Sørensen, J et al. (red.): Mentaliseringsbaseret behandling i teori og praksis. København: Hans Reitzels forlag, 231–268.

Haaland K.R. (2002). Barnet i skilsmissen. Oslo: Universitetsforlaget.

Halfacree, K. (2012). Heterolocal Identities? Counter-Urbanisation, Second Homes, and Rural Consumption in the Era of Mobilities. Population, Space and Place, 18, 2: 209ff.

Harder, S. (red.) (2008). Sårbarhed. Diatese-Stress-modellen til diskussion. København: Hans Reitzels forlag.

Harris-Short (2010). Resisting the march towards 50/50 shared residence: rights, welfare and equality in post-separation families. Journal of social welfare & family law, 32, 257–274.

Haugen, G.M. (2010). Children's Perspectives on Everyday Experiences of Shared Residence: Time, Emotions and Agency Dilemmas. Children & Society, 24, 112–122.

Hetherington, E.M. (1999). Should we stay together for the sake of the children? In E.M.Hetherington (red.), Coping with divorce, single parenting, and remarriage, 93–116. Mahwah, NJ: Erlbaum.

Hetherington, E.M. & Kelly, J. (2002). For better or for worse. New York: Norton.

Johnston, J.R. & Roseby, V. (1997). In the name of the child: A developmental approach to understanding and helping children of conflict and violent divorce. New York: Free Press.

Kelly, J.B. (2000). Children's Adjustment in Conflicted Marriage and Divorce: A decade review of research. Journal of Child and Adolescent Psychiatry, 39, 963–973.

Kelly, J.B. (2007). Children's Living Arrangements Following Separation and Divorce. Insights From Empirical and Clinical Research Family Process, 46, 35–52.

Kline, M., Johnston, J. & Tschann, J. (1991). The long shadow of marital conflict: A model of children's postdivorce adjustment. Journal of Marriage and the Family, 53, 297–309.

Maccoby, E.E. & Mnookin, R.H. (1992). Dividing the Child: Social and Legal Dilemmas of Custody. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Main, M., Goldwyn, R. & Hesse, E. (2003) Adult Attachment Scoring and Classification System In : Main M : Assessing Attachment through Discourse, Drawings and Reunion Situations. New York: Cambridge University Press.

McIntoch, J. & Chrisholm, R. (2008). Cautionary notes on the shared care of children in conflicted parental separation. Journal of Family Studies, april 2008.

McIntoch, J., Smyth, B., Kelaher, M., Wells, Y. & Long, C.M. (2010). Post-separation parenting arrangements and developmental outcomes for infants and children: Collected reports – offi.gov.au.

Neale, B., Flowerdew, J. & Smart, C. (2003). Drifting Towards Shared Residence? Family Law, 33, 904.

Ottosen, M.H. (2004). Samvær og børns trivsel. (04:05 red.) København: Socialforskningsinstituttet.

Ottosen, M.H. (2010). Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010. (vols. 10:20). København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Mai Heide Ottosen og Rikke Schwartz 78 | FOKUS PÅ FAMILIEN 1-2013

Ottosen, M.H. & Stage, S. (2011). Dom til fælles forældremyndighed. Evaluering af forældreansvarsloven. (11:26 red.). København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ottosen, M.H., Stage, S. & Jensen, H.S. (2011). Børn i deleordninger. En kvalitativ undersøgelse. København: SFI.

Plantin, L. (2001). Mans foraldraskap. Om mans upplevelser och erfarenheter av faderskapet [Men's parenting. On men's perceptions and experiences of fatherhood]. Avhandling [thesis] red., Göteborgs universitet: Institutionen for socialt arbete.

Pruett, M.K., Williams, T.Y., Insabella, G. & Little, T.D. (2003). Family and leg al indicators of child adjustment to divorce among families with young children. Journal of Family Psychology, 17, 169–180.

Rodrigo Soriano, M.S. (2005). Nuevas formas de organización familiar: matrimonios adistancia. (Tesis doctoral). Granada: Universidad de Granada.

Ruíz Becerril, D. (2003). Cuando el trabajo separa: los matrimonios de fin de semana. Portularia, 3, 179–206

Sheller M. & Urry J. (2006). The New Mobilities Paradigm. Environment and Planning. 38, 207–226.

Simonsen, E. & Møhl, B. (2010). Grundbog i Psykiatri. København: Hans Reitzels forlag.

Skjørten, K. & Barlindhaug, R. (2007). The involvement of children in decisions about shared residence. International Journal of Law, Policy and the Family, 21, 373–385.

Skjørten, K., Barlindhaug, R. & Lidén, H. (2006). Delt Bosted for barn. Oslo: Gyldendal Akademisk.

Smart, C. (2004). Equal Shares: Rights for Fathers or Recognition for Children? Critical Social Policy, 2, 4.

Smyth, B. (2009). A 5-year retrospective of post-separation shared care research in Australia. Journal of Family Studies, 15, 36–59.

Smyth, B., Caruana, C. & Ferro, A. (2004). Fifty-fifty care. In B.Smyth (red.), Parent-Child Contact and Post-Separation Parenting Arrangements (Research Report Number 9 red. Melbourne: Australian Institute of Family Studies.

Sommer, D. (1999). Faderskab i den radikaliserede modernitet. In L.Dencik & P. S. Jørgensen (red.), Børn og familie i det postmoderne samfund. København: Hans Reitzels Forlag.

Stern, D (2000). Moderskabskonstellationen. København: Hans Reitzels Forlag. Viala, E.S. (2006). Fra par til førstegangsforældre: En undersøgelse af familieliv i udvikling. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Widmer, E & Schneider, N.F. (red.) (2006): State-of-the-Art of Mobility Research. A Literature Analysis for Eight Countries. Job Mobilities Working Paper No. 2006-01. Hentet fra www.jobmob-and-famlives.eu.

Øvereide, H.(1998). At tale med børn. København: Hans Reitzels Forlag.