Renée Toft Simonsen, direktør for delebarn.dk, psykolog og forfatter til Karla-bøgerne fortæller i interview med sorgterapeut Anna Prip om skilsmissens dilemmaer for børn og voksne
A: Nu har vi lige været ude at hente dit delebarns cykel, som hun havde glemt. Hvilken rolle har man som plusforælder for barnet, og hvad synes du, man som plusforælder bør være opmærksom på?
R: Man skal sørge for at være noget ekstra i barnets liv og være respektfuld overfor, at man er noget ekstra og altså ikke barnets forældre. Man skal passe på med ikke at optrappe konflikter som plusforælder. Der kan godt være noget personligt i det som f.eks. jalousi – tænk at de har elsket hinanden engang. Så man kunne virkelig godt tænke sig, at de ikke kan lide hinanden, for så er der ingen fare på færde for ens egen position. Det skal man tænke over, for det er ikke godt for barnet, hvis man er med til at optrappe konflikter. Hvis man som plusforælder på nogen måde kan være med til at holde en evt. konflikt mellem forældrene på et ordentligt niveau, så er det til gavn for børnene.
A: Hvad er lærerens rolle ifh til en plusforælder?
R: Det er meget svært. I begyndelsen som plusforælder, da blandede jeg mig ikke meget i, hvordan mit delebarns forældre arrangerede sig. Nu har jeg kendt Thomas’s datter i 14 år, så nu føler jeg efterhånden også, at det er mit ansvar at få hentet denne her cykel. Så det kommer meget an på, hvor lang tid man har været en del af barnets liv. Lærerens primære opgave er i første omgang at arbejde sammen med far og mor og ikke plusforædrene. Det tror jeg, kan være svært for mange plusforældre, for man vil så gerne være aktiv i den nye familie med snart sagt alt. Men jeg tror, man skal kende sin besøgstid som plusforælder og trække sig tilbage ind imellem, især hvis forældrene stadig har det svært med at kommunikere og samarbejde. Som lærer synes jeg ikke, man har pligt til at arbejde sammen med plusforældre, med mindre det er et ønske fra alles side, og plusforælderen fungerer godt sammen med både far, mor og barn. Det bliver for meget for en lærer at forholde sig til.
A: Hvad kan læreren gøre ifh til barnet?
R: Jeg tror, læreren kan observere først og fremmest. Læreren kan altid være rummelig og anerkendende overfor eleverne, lydhør og observerende ifh til, om der f.eks. er afvigelser, om eleven virker trist, urolig eller andet. Og ser læreren noget, tænker jeg, det er vigtigt at gøre opmærksom på det, for hvis de f. eks er fyldt af sorg eller uro, så er de jo ikke indlæringsparate. Derfor er det vigtigt i skolemæssig sammenhænge, at børnene har det godt, når de kommer.
A: Hvad skal man bruge de observationer til?
R: Dem skal man bruge til at snakke med forældrene om barnet, høre om der er noget, af det man har set, der stemmer overens med, hvordan det går derhjemme, selvfølgelig uden at være anklagende. Nogle børn kan være utrolig konflikt forstyrrede. Nogle børn giver udtryk for deres sorg på en urolig måde. Andre bliver vrede. Nogle bliver helt lammede og stille og indadvendte, sorg er jo ikke en bestemt form for sørgelig energi, men noget der sætter sig og kommer til udtryk på forskellig måde hos os allesammen. Det læreren kan gøre er at observere det barn. Det er også godt at have et kendskab til det barn fra tidligere.
A: Åbenhed og formidling af observationer, synes du altså, er lærerens vigtigste rolle?
R: Ja, det synes jeg – men på en ordentlig og respektfuld måde. For formidling kan godt nok foregå på mange måder. Man skal også være opmærksom på, at et barn i sorg på en eller anden måde også har forældre i sorg. For hvis man er forælder og har børn der er kede af det – så bliver forældrene også ekstra sårbare. Sådan er det bare! Alle vil deres børn det bedste. Der er jo ikke noget, der kan være mere forstyrrende i en forælders liv, end hvis ens barn ikke trives. Forældre til børn i sorg er sårbare, og det skal lærerne huske på.
A: Hvilke pædagogiske redskaber kan man som lærer benytte sig af i samtalen med sårbare forældre?
R: I forbindelse med skilsmisse kan der være rigtigt meget skyld involveret. Det er jo faktisk forældrene, som påfører deres barn den sorg de har, og det kan give rigtigt meget skyld. Det kan være svært at have med at gøre følelsesmæssigt. Det kan være så svært, at man er nødt til at skubbe det fra sig. Hvis en lærer så kommer til at formidle noget på en måde, der kan lyde anklagende, så kan det tricke, at der kommer forsvarsmekanismer op, så man faktisk ikke kan høre de observationer, som læreren fortæller om. Læreren har jo særligt én interesse, og det er at få et barn, som kan fungere i skolen. Så hvis man ikke kan formidle det på en ordentlig måde, så modarbejder man faktisk sine egne interesser, og så får du ikke nogle forældre, som du kan samarbejde med. Så får du nogle forældre som går i forsvar. Man skal hele tiden holde målet for øje. Som fagperson skal man faktisk være endnu dygtigere end forældrene til at kunne adskille sine egne følelser fra forældrenes, for der har man et fag, som man skal kunne mestre. Hvad er mit eget og hvad er fagligt? Jeg tror, det er noget, som er rigtigt vigtigt, man som fagperson udvikler. Én ting er at kunne lære matematik fra sig og kende læringsteknikker, men den menneskelige side af sagen er bestemt ligeså vigtig.
Renée Toft Simonsen har sammen med Helle Laursen Petersen og Jesper Krejberg Petersen startet et site for skilsmisseforældre (delebarn.dk), som netop er blevet nomineret til at være blandt de 20 mest lovende it virksomheder i Danmark.
Skrevet af Anna Prip
Sorgterapeut, pædagog, coach, mindfulnessinstruktør, kursus- og foredragsholder samt supervisor for fagpersonale.