Anmeldelse af Lotte Kappelskov Davidsens og Henny Nørgaards bog: "Mor og far er skilt - historien om mor og far og mig"
Bogen er todelt og det betyder at hvis man vender bogen den ene vej er den til de voksne og har titlen ”Mor og far er skilt” og hvis du vender den om er den til delebarnet og hedder ”Historien om mor og far og mig”.
Jeg starter med at læse voksendelen. Her er mange gode råd og mange gode overvejelser. Bl.a. er der gode kapitler om sorg, den vanskelige beslutning, hvor skal barnet bo og gode råd til hvordan I fortæller barnet at I skal skilles – Alle kapitler er meget relevante og brugbare i den svære situation, hvor det kan være svært at vide hvor man kan få hjælp, motivation og gode ideer henne.
Hovedformålet med bogen er barnets ”Min egen scrapbog”. Det er her i denne del I giver barnet sin egen historie tilbage. Her I deler de gode oplevelser I havde sammen, inden I besluttede jer for at blive skilt/gå fra hinanden.
Jeg kommer sådan lidt til at tænke på ”Min poesibog” fra børneårene…. Den skrev ens bedste venner, familie og naboer i og så kunne man ligge og læse i den, aften efter aften…. Nu er det blevet til en historie med barnet i centrum og, ud fra det, stamtræet med dets historie. Jeg tror, lige som de 2 forfattere, at det er vigtigt for barnet at kende sin historie. Senere i bogen skal forældrene beskrive hver deres syn på hvordan de mødte hinanden og hvorfor de lagde mærke til hinanden. Jeg har personligt hørt historien fra mine forældre utallige gange igennem alle årene, men de er også på vej mod deres guldbryllup og derfor er det ikke et ”kildent” emne over spisebordet, snarere tværtimod. Men i alle disse skilsmissefamilier er det ikke noget man har det store behov for at tale om – Hvorfor var du forelsket i din X-kone ?? Nej vel !!! Men for børnene er det en vigtig del af deres historie. Og her er der muligheden for at give den videre til barnet.
Der er kapitler til at fortælle om højtider, ferier, fødselsdage og hverdage sammen med henholdsvis mor og/eller far. Her er kapitler til at skrive om de trælse dage omkring bruddet og derefter giver bogen mulighed for at fortælle om hvordan det er at være hos mor og om hvordan det er at være hos far. Der er tegninger hvor du kan vise hvor du kan mærke det når barnet er glad, ked af det, vred og/eller sorgfyldt.
Denne bog er virkeligt et godt ”værktøj” til delebørnene og deres familier. Her er muligheden for at få ”hul på bylden” og sat ord på følelser, tanker, spørgsmål og drømme. Henny Nørgaard & Lotte Kappelskov Davidsen har beriget de danske skilsmissebørn og deres forældre med denne bog.
Bogen kan købes hos Kristeligt Dagblads forlag og hos boghandlere over hele landet.
Læs mere om bogen på morogfarerskilt.wordpress.com.
Anmeldt af adm. direktør Helle Laursen Petersen, delebarn.dk