Elsk din eks, en kærlig måde at være skilt på. Af Anna Prip – FADL forlag, ISBN 978-87-7749-949-4
Jeg må ærligt indrømme at jeg har været en del provokeret af titlen, faktisk så meget, at det har taget mig en rum tid at komme i gang med bogen. Nu har jeg læst (og nærlæst) Elsk din eks. Jeg bukker og løfter på hatten, Anna har begået en så vigtig bog – Endelig en bog der henvender sig til begge forældre, ingen favorisering kun velmenende og relevante råd i forhold til håndtering af de forskellige faser, man gennemgår når man opløser sin familie. Det handler om alt fra de tunge konflikter, uenighed, svære udfordringer, sorg, savn og svigt.
Annas mangeårige erfaring indenfor området fornægter sig ikke, hun ved hvad hun skriver om og hun ved hvad der virker – hun ved det fra virkeligheden, dette er ikke en bog der er funderet i tunge tekniske studier, den er funderet i virkeligheden og den erfaring man har efter, at i årtier har arbejdet med skilte familier – både børnene og de voksne.
Den røde tråd i bogen er at vi alle skal holde vores hjerte åbnet, i den betydning at negative følelser bliver til negative handlinger. Du får i bogen en god guide til hvordan, du netop kan gøre det når du er i dine følelsers magt. I bogen er der mange historier fra hverdagen i skilsmisse-Danmark, de bruges som læring cases og jeg vil tro at vi alle kan genkende os selv en lille smule, i hver historie.
Jeg har allerede brugt bogen som gave til en veninde der står i en vanskelig skilsmisse, jeg har bedt hende om at give bogen videre til hendes eks, når hun er færdig med den…. Jeg vil anbefale alle skilte at læse denne bog, Anna åbner sit hjerte og deler kærligt ud af de gode råd, der kan hjælpe alle til at have en, om ikke kærlig, så i hvert fald venlig relation til deres eks. Vi ved hvordan det påvirker vores børn når de to hjem ikke kan kommunikere ærligt og venligt med hinanden.
Tak for bogen Anna, den faldt på et meget tørt sted, der var omkring 17.000 skilsmisser i Danmark i 2016 – Jeg tænker de alle 34.000 voksne involverede kunne ha haft så meget gavn og denne bog – tænk på hvor mange børn der ville mærke effekten!
Jeg anbefaler bogen på det varmeste.
Anmeldt af:
Adm. Direktør Helle Laursen Petersen, delebarn.dk