”Mit liv som delebarn” er blevet til gennem mange og lange samtaler, bl.a. om hvordan
det er eller kan være, at være delebarn. Hvilke problemer kan delebørn møde i deres
liv og hvad er det for tanker og følelser der kan opstå, når mor og far går hver
til sit? Hvordan kan vi voksne være med til at hjælpe vores børn med, at bearbejde
alle de tanker og følelser og ikke mindst hvordan kunne vores børn bedst tænke sig
at de blev mødt? Hvilke historier gemmer børnene på og hvor er der plads til de
historier?
Bogen er primært blevet til ud fra et ønske om, at hjælpe børn igennem den svære
proces, det kan være, at forholde sig til de mange forandringer et brud i familien
medfører, og især at hjælpe dem med at acceptere og rumme det som sker for dem,
uden de har den store indflydelse. Når far og mor går fra hinanden, begynder en
proces for barnet hvor mange følelser skal bearbejdes. Der er uendelig meget nyt
barnet skal vænne sig til, samtidig med at det også har behov for at holde fast
i alle de ting, det kender i forvejen. Alt det trygge der op til skilsmissen har
været barnets historie. Et barn har jo ikke hverken lyst til, eller behov for, at
vende ryggen til sin historie, bare fordi mor og far ikke længere bor sammen. Med
bogen ”Mit liv som delebarn” er det derfor vores tanke og intention, at give barnet
et rum, hvor det kan få lov til at holde fast i sin egen historie og ikke mindst
holde fast i både mor og far på én gang. Samtidig med at barnet får en mulighed
for at skrive sin egen historie oveni, altså får mulighed for at skabe sit eget
narrative univers.
I bogen kan barnet skrive sin egen historie, ikke fars historie eller mors historie,
men sin egen. Her kan barnet få øje på hvordan han/hun er knyttet til begge forældre
både gennem ord og billeder, eller gennem tegninger og udklip. Barnet kan med egne
ord og tanker bygge sin historie op, fortælle om far og mor, om sig selv og sine
venner, og om dét der er dejligt og det der er svært ved at være delebarn.
Vi har valgt at bruge ”jeg” sætninger i bogen. Således at vi ikke spørger ”hvad
kan du bedst lide at spise?” Men i stedet skriver ”Jeg kan bedst lide at spise....”
Det har vi gjort fordi vi ønsker at barnet øver sig i, at tale og tænke ud fra sig
selv, altså ud fra egne tanker, følelser og erfaringer. Vi mener det er yderst vigtigt
og væsentligt i et menneskes udvikling, at kende forskel på hvad der hører til ”mig”
og hvad der hører til de ”andre”, og en måde at lære dette på kan være, i første
omgang at blive bevidst om ”mig”. Hvis man som forældre eller fag person får mulighed
for at tale med barnet om det at være delebarn, og dermed får lov til at være en
del af barnets proces, tænker vi det er væsentligt, at de voksne tager dette aspekt
med i deres overvejelser. I forlængelse af det, vil det derfor være både konstruktivt
og hensigtsmæssigt, at den voksne i samtale med barnet bliver opmærksom på sit eget
”Jeg”. Dermed mener vi ikke at den voksne nødvendigvis skal dele sit eget ”jeg”
med barnet. Hvorvidt det er passende at dele i samtalen og barnets proces, må være
op til den enkelte.
Vi har også valgt at bruge jeg form fordi vi mener det er rigtig vigtigt for netop
delebarnet, at lære at tale ud fra sit eget jeg, idet delebarnet som oftest har
det vilkår at skulle bo to steder. Det vilkår kan gøre barnet ekstra sårbart og
udsat for at skulle tilpasse sig alt for meget. I den tilpasning og de krav det
stiller, ligger en risiko for at blive meget dygtig til, at mærke hvad der er ude
omkring barnet, hvad de andre synes, hvordan stemningen er etc, og derved opstår
en risiko for en overopmærksomhed på det der er udenom, og derved måske en svækkelse
af barnets evne til at mærke sig selv og egne behov. Som et delebarn udtrykte det
omkring skiftedag ”Det er ligesom at skulle starte forfra hver gang. Noget er sjovt
et sted, men så er det det ikke det andet.” (SFI rapport, Det delte barn. 2011)
At skulle skifte miljø ofte kræver at barnet konstant skal forholde sig til en eller
anden form for omstilling - Hvad kan jeg vente mig her – er stemningen god el. dårlig?
Hvad skal jeg bidrage med – kan jeg leve op til de krav der stilles? Og ikke mindst
- Hvordan kan jeg finde en mulighed for at være mig selv her?
Det sidste spørgsmål fordrer, at barnet formår at holde fast i sig selv mens han/hun
pendler mellem sine to hjem – altså, hvem er jeg? Bogen er derfor også tænkt som
en måde hvorpå barnet kan holde fast i egne tanker, følelser og oplevelser under
de vilkår det lever. Bogen vil nemlig give barnet et både psykisk og fysisk rum
hvor han/hun kan registrere sine egne oplevelser, og kvaliteten af oplevelserne,
som noget der hører barnet selv til - noget det kan gøre opmærksom på og eller have
i sit eget indre.
Sidst men ikke mindst, kan bogen kan også bruges som dialogværktøj af voksne, som
gerne vil have inspiration til emner og spørgsmål, man kan tale med delebarnet om.
På den måde kan også professionelle have glæde af bogen, f.eks. pædagoger, lærere
og sundhedssygeplejersker. Gennem bogens meget konkrete spørgsmål, kan man måske
hjælpe delebarnet med at få brudt det tabu, som mange gange hviler over skilsmissen,
og man kan få idéer til hvilke dilemmaer delebarnet tumler med.
Bogen er delt op i tre sektioner:
Den første sektion, Mig og min familie, handler primært om barnet,
far og mor, og om barnets tilknytning til far og mor.
Barnet får her mulighed for at fortælle hvor mor og far bor, om hvor meget barnet
bor hos hver, altså hvilken deleordning barnet har og ikke mindst om, hvad barnet
selv tænker og føler om den deleordning. Vi stiller spørgsmål som hvem er med i
min familie? Hvordan bor vi? Hvordan ser mit værelse ud hos mor el. hos far? Og
vi giver plads til at barnet kan fortælle om henholdsvis mor og far gennem spørgsmål
som hvordan ligner jeg min mor? Hvad kan min far og jeg bedst lide at lave sammen?
Hvad er min mor allerbedst til? Gennem bogens spørgsmål om forældrene, og deres
samliv før og efter skilsmissen, og gennem fokus på hvad barnet har med sig fra
begge forældre, skabes der en bevidsthed, som barnet i det videre liv kan trække
på. Endvidere tænker vi at spørgsmål som hvilke sider ved barnet mor og far værdsætter,
og hvilke håb og drømme de nærer for barnet, vil kunne styrke barnets selvfølelse.
I første sektion har vi også lavet plads til den øvrige familie, f.eks. gennem et
stamtræ, hvor barnet kan få alle dem med i sin familie, inklusiv kæledyr, som barnet
selv føler skal være med. Vi har også lavet sider hvor barnet kan fortælle og give
plads til både bonussøskende og bonusforældre. For uanset hvordan den oprindelige
familie har set ud, så er hverdagen for de fleste delebørn, at de på et tidspunkt
skal forholde sig til nye ”forældre” og nye ”søskende. Vi tænker det er vigtigt
for barnet, at få lov til at give den nye familie en plads i sit liv.
I første sektion kommer vi også ind på det som kan være svært for delebarnet, som
f.eks. skiftedag, hvordan føles det når barnet skal fra den ene forældre over til
den anden? Er det en god følelse, eller hvordan skulle det være hvis jeg helt selv
måtte bestemme alting? Og vi kommer ind på hvordan det var dengang barnet fik at
vide, at far og mor skulle skilles. Her stiller vi spørgsmål som; hvor var jeg da
jeg fik det at vide? Hvem var jeg sammen med? Hvad mærkede jeg i kroppen? Hvordan
havde jeg det? Det er tanken at barnet på den måde får mulighed for at bearbejde
det som for mange børn kan føles næsten traumatisk, at vi giver dem et rum til at
være med de følelser og tanker der kommer midt i sådan en oplevelse, et rum som
er helt deres eget.
Mærkedage som fødselsdage, konfirmation eller juleaften, dage der er betydningsfulde
i alle menneskers liv, er selvfølgelig også vigtige, og måske endda endnu mere vigtige
for delebarnet. For det er ved sådanne lejligheder familien samles og virkelig er
sammen om ”noget”. For et delebarn kan de dage være ligeså dejlige som de kan for
andre børn, men der er også risiko for at de kan være svære og tunge, fordi der
er mange følelser og forventninger knyttet til dem. Derfor har vi også lavet god
plads til mærkedage, hvor barnet kan skrive og fortælle, eller tegne og klippe om
hvordan de dage er, hvad de betyder og ikke mindst hvordan barnet bedst kunne tænke
sig de dage skulle være. Måske er det ikke muligt barnet kan få opfyldt alle sine
ønsker, sådan er livet, men vi kan alligevel godt give plads til ønskerne. Det at
give plads til at noget godt må være der, kan nogen gange være nok i sig selv.
Bogens anden sektion handler om barnets Tanker og følelser og om
barnets kropsfornemmelser.
Kroppen rummer både tanker og følelser, og kroppen kan også reagere på disse følelser
og tanker. Mange børn oplever kropslige reaktioner, når forældrene bliver skilt
såsom mavepine eller hovedpine, og vi vil i bogen give dem mulighed for at sætte
ord på hvilke reaktioner de måtte have. Det er vigtigt for delebarnet, at blive
opmærksom på tanker og følelser, og især vigtigt, at blive opmærksom på, at der
både er følelser vi forbinder med smerte og følelser vi forbinder med glæde.
Gennem spørgsmål som hvor sidder vreden, tænker vi at vi igangsætter en bevidstgørelse
i forhold til følelser, en bevidstgørelse som kan hjælpe barnet til at forstå hvorfor
det har ondt i maven, og hjælpe barnet til at rumme, at det er sådan det er. Ofte
får vi mennesker det faktisk bedre, hvis bare vi får lov til at føle det vi føler,
uden at nogen har lyst til at det skal gå væk. De tanker og følelser vi har, har
vi jo! Dem kan vi ikke bare få til at gå væk, heller ikke ved at ignorere dem. Vi
kan derimod se på dem og acceptere at de er der, med andre ord, så kan vi give dem
kærlig opmærksomhed. Man kan næsten se følelsen som et sår, og den kærlige opmærksomhed,
kan man se som at give såret et plaster på. Når vi giver plads til de tanker og
følelser der er derinde, så puster vi blidt på det der gjorde ondt og giver det
et lille kærligt plaster på.
Vi har valgt kun at fokusere på det man kan kalde de primære følelserne, vi har
dog medtaget et par stykker ekstra, som vi tænker, er særlig vigtige for delebarnet.
De følelser vi har valgt ud er både dem vi betragter som glade og sjove, men også
dem vi betragter som svære og tunge. Det drejer sig om: glæde, ked af det, savn,
vrede, frygt, stress, tryghed,
stolthed og mod. Der findes jo mange flere følelser,
vi mennesker har et stort register, men vi har valgt at afgrænse os på den her måde,
især fordi det skal være overskueligt for barnet at give sig i kast med. Men hvis
man som forældre bliver inviteret indenfor i barnets bog, kan man jo selv lege videre
med andre følelser end dem vi har valgt, hvis man kommer i tanke om andre der kunne
være vigtige for lige netop ens eget barn.
Bogens tredje sektion hedder Mit eget rum, og det er nøjagtig sådan
det er tænkt. Et helt privat rum, hvor barnet kan komme til udtryk, sådan som det
ser og opfatter sig selv. Først får barnet mulighed for, at fortælle sit liv i overskrifter,
i det vi har kaldt mit liv på en snor. Den øvelse tænker vi kan give barnet et overblik
over sit liv, og over de ting der er sket som er betydningsfulde. Her kan f.eks.
også sættes ind hvornår far og mor blev skilt og på den måde får barnet mulighed
for at se og opdage hvad der har været før og efter skilsmissen. I den sektion kan
barnet også fortælle om sig selv og sine venner, og om hvad han/hun godt kan lide
eller ikke lide i det vi har kaldt - min skattekiste.
I tredje sektion har vi også valgt at lave et rum hvor barnet kan lege lidt med
det at være en familie, for hvordan ville familien se ud, hvis det var barnet der
bestemte alting? Måske ville det kun være alle kæledyrene der skulle bo i barnets
hus, måske skulle mor og far og bonusmor og bonusfar alle sammen bo sammen? Hvis
altså barnet kunne bestemme! Børn gør sig mange tanker om det at være en familie,
hvem er med i den og hvorfor? Hvad er det for kriterier vi stiller op for at nogen
kan være i familie med hinanden? Skal vi alle have det samme blod flydende i årene
eller kan man være i familie selvom man ikke deler gener? En voksen ville nok heller
ikke altid nævne et kæledyr som en del af familien, mens et kæledyr for rigtig mange
børn, kunne være det første de kom i tanke om når man spurgte hvem der var med i
deres familie. Igen er det vigtigt at være opmærksom på, hvis vi bliver lukket ind
i barnets rum og familie, at vi ikke nødvendigvis behøver opfylde de ønsker barnet
måtte have, men at de ønsker, sagtens kan få lov at være der alligevel, og det at
vi lytter til dem og anerkender dem, kan ofte være lige nøjagtig nok.
Til slut i bogen, har vi valgt at fokusere på fremtiden, det er kun et lille bitte
kapitel, da fremtiden for de fleste børn kan være en abstrakt størrelse. Men delebarnet
gør sig alligevel mange tanker, især om hvordan næste jul skal være, eller hvordan
det bliver når barnet skal konfirmeres – kan både mor og far og alle bedsteforældre
og nye søskende og nye bonusforældre finde ud af at holde en fest sammen? På bloggen
på delebarn.dk læste vi om en pige der havde spurgt sin terapeut om hvorvidt hendes
far og mor også havde tænkt sig at holde to begravelser? Bag den lidt absurde og
sjove bemærkning lå der sikkert rigtig mange tanker og følelser, måske en del smertefulde
erfaringer? Derfor har vi bl.a. inkluderet gode råd til sidst. Vi håber at barnet
vil komme i tanke om nogle gode råd, og vi håber især at han/hun vil dele dem med
dig – og måske – at de kan være med til at bygge bro ind i fremtiden.
Renée Toft Simonsen er psykolog, og forfatter til en lang række
børnebøger, bl.a. serien om skilsmissepigen Karla, som er filmatiseret af nordisk
film.
Renée er også medstifter af internet portalen www.delebarn.dk, hvor hun arbejder
som psykolog i rådgivningen. Sammen med en advokat og en socialrådgiver, svarer
hun hver uge på spørgsmål fra deleforældre over hele landet.
Renée har skrevet debatindlæg og artikler til en lang række aviser og blade og har
hver uge en klumme og en brevkasse i ugebladet Femina, samt en blog på delebarn.
dk.
Renée har også, i mange år, arbejdet personligt med healing og meditation, hun har
endvidere siddet i bestyrelsen for ”Børns Livskundskab” siden 2007, og så er hun
mor til Jens Kristian, Ulrikke og Hugo, og ikke mindst bonusmor til Ida Marie.
Anna Prip er uddannet BA i fransk og engelsk, pædagog, coach, sorgterapeut
og meditationslærer.
Hun har i mange år beskæftiget sig med meditation, healing og massage og arbejder
med børn i sorg.
Hun arbejder både med børn hvis forældre er syge eller døende, men også med børn
hvis forældre er skilt.
Anna har desuden sin egen virksomhed
www.annaprip.dk,
hvor hun kan bookes til foredrag, kurser og undervisning om sorg og mindfulness
og som konsulent for fagpersonale på skoler og institutioner rundt i landet.
Anna skriver artikler og blogger på delebarn.dk og dette er hendes første bøger.
Anna er mor til Adam og har været bonus mor til Asbjørn, Torsten, Bjarke og Daniel.
Allerførst er det vigtigt at sige, at denne bog er tænkt som en hjælp til børn i
en helt almindelig sorgproces. En almindelig sorgproces indeholder mange af de samme
komponenter som en graverende sorgproces også indeholder, og derfor er det svært
at sige hvornår en sorgproces bliver ualmindelig. Med andre ord, hvornår en sorgproces
får en sådan karakter, at man skal blive bekymret eller søge professionel hjælp.
Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om dit
barns sorgproces kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har
brug for professionel hjælp, eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige
sorg over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete man ikke ønskede
skulle ske. Hvis du som forældre tænker at dit barns sorg på nogen måde er bekymrende,
det vil sige, hvis du tænker at den går ud over dit barns udvikling eller sundhed,
vil det være en god ide at søge anden hjælp, da den slags sorg vil gå ud over rammerne
af hvad denne bog kan bære.
De symptomer der kan indgå i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering
(tilbagetrækning til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til
leg, manglende lyst til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet
vagtsomhed, søvnløshed, skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske
symptomer som ondt i hovedet og ondt i maven, humørsvingninger og tristhed. En sorgproces
kan også medføre stresslignende symptomer, hvor barnet ikke synes i stand til at
finde ro nogen steder, dette kan manifestere sig både i omgivelserne og i barnet
selv.
Heldigvis er det de allerfleste børn gennemgår når forældrene bliver skilt, en helt
almindelig sorgproces, som vi både skal og kan give plads og tid. For uanset hvor
meget vi anstrenger os for, at det ikke skal være svært for vores børn når vi går
fra hinanden, vil der altid være noget omkring en skilsmisse der er vanskeligt for
dem. Når de voksne bliver skilt, har det konsekvenser for børnene, sådan er det
bare. Konsekvenserne vil være forskellige fra barn til barn, endda fra barn til
barn indenfor den samme familie. Nogle børn vil tage det meget tungt, mens andre
ikke vil opleve det som den største sorg i verden. Hvordan børnene oplever en skilsmisse
og hvordan de kommer igennem alle de følelser den indebærer, kommer an på rigtig
mange ting. Men det kommer især og i høj grad an på de voksne, an på hvor høj en
grad af konflikt skilsmissen indebærer, og ikke mindst hvordan de voksne tackler
disse konflikter.
For de fleste børn vil der altså være noget ved familiens brud der er trist og sorgfuldt,
der vil være tunge følelser ind imellem og ikke mindst store forandringer børnene
skal forholde sig til. Den største forandring for børnene vil nok være, at de skal
bo to steder. Og det at skulle bo og høre hjemme to steder, i forhold til bare ét,
kan indebære en splittelse af en slags. Ikke kun en fysisk splittelse, som ses meget
tydeligt ved at barnet pludselig har to adresser, men også en indre splittelse på
et psykologisk og følelsesmæssigt plan – som et barn udtalte omkring skiftet fra
den ene familie til den anden; ”jeg er en helt anden til at starte med, som om der
er to mig´er”. Ikke nok med det, så kan det samtidig og helt konkret også være fysisk
anstrengende, at skulle flytte sig fra det ene til det andet sted, og på den måde
kan det også siges at være ekstra energikrævende for børnene, at de nu skal bo to
steder.
Men fordi barnet pludselig skal bo to steder, betyder det ikke at det nu har to
familier. Et barn har én oprindelig familie, og i den familie findes mor, far, eventuelle
søskende og så selvfølgelig barnet selv. Det betyder ikke, at familien er en statisk
størrelse, uden mulighed for forandring eller udvidelse. Det betyder bare, at selv
om de voksne er blevet skilt, og ikke længere ønsker at være i familie med hinanden,
så er barnet altså stadig i høj grad i familie med både far og mor. Det er bl.a.
ud fra den tanke, at bogen her er blevet til. Det er de voksne der er blevet skilt,
det er ikke barnet.
Alles liv er fyldt med historier, narrativer. Historierne er med til at give vores
liv mening og sammenhæng, de hjælper os til at vide hvem vi er, hvad vi godt kan
lide, hvordan vi ønsker at leve vores liv, og hvad der er betydningsfuldt for os.
Man kan næsten sige, at vi på en måde er historierne om vores eget liv. Vi er selvfølgelig
mere end det, men historierne vil altid være væsentlige brikker i vores personlige
puslespil. Hvordan disse historier bliver til er komplekst, nogle historier har
deres helt eget liv, mens andre skal hjælpes på vej for at få en plads. Når man
er barn, er de voksne stadig en betydelig del af ens historie, men det betyder ikke
at de voksne skal eller kan bestemme hvilke historier barnet vælger som historierne
om sit eget liv. Et barn har ret til sin egen historie, ret til at vælge hvilke
historier der er mest betydningsfulde, og hvilke historier der ikke skal have en
markant plads.
Mit liv som delebarn er tænkt som et redskab, til at hjælpe barnet med at skrive
og forstå sin egen historie. Den er tænkt som en art fødselshjælper for barnet til,
at forstå sig selv og sin egen kontekst, og ikke mindst som en hjælp til, at bearbejde
alle de følelser alle historierne afføder. Det er en bog tænkt som en mulighed for
dit barn til, at se sig og kende sig selv. Det er Ikke en bog med historier i som
du måske kunne tænke dig var historierne om dit barn, med derimod, en bog fyldt
med de historier som dit barn bærer på, uanset hvordan de historier måtte se ud.
Mit liv som delebarn er derfor en bog til og om dit barn, en bog dit barn selv skal
skrive og som dit barn har fuldstændig ejerskab over.
Måske er du så heldig, at dit barn har lyst til at dele bogen med dig? Måske har
dit barn brug for, at du hjælper det med at skrive historierne, at du agerer en
art sekretær? Begge dele vil selvfølgelig være helt i orden. Børn ønsker ofte at
dele det som er vigtigt og væsentligt for dem, med de personer som betyder allermest,
og der vil far og mor jo altid stå højt på listen. Og hvis dit barn har en alder
hvor det nødvendigvis er dig der må skrive det meste, så er det også helt i orden.
Det vigtigste er ikke hvem der fører pennen, men mere forståelsen af at bogen her,
er dit barns bog. En bog der som udgangspunkt kan rumme både far og mor, søskende
og bedsteforældre, men også bonusfar, bonusmor eller evt. bonussøskende, hvis barnet
en dag udvider sin oprindelige familie og hvis det er det barnet ønsker. Det er
også meningen at bogen skal kunne rumme alle de følelser dit barn måtte bære på,
de glade som de triste, de vrede eller de sjove. Vi har i vores bearbejdelse af
emner og spørgsmål forsøgt, at gøre plads til det som er inde i os alle sammen.
Nogle ting vil fylde meget, mens andet vil få mindre plads. Du skal være opmærksom
på, at disse valg kan ofte have med situationen lige nu, eller alderen at gøre.
Vores historier om os selv er foranderlige over tid, og derfor vil bogen også blive
et vidnesbyrd om en helt bestemt tid i dit barns liv. Det er vigtigt at dette respekteres
og rummes. Samtidig er det virkelig vigtigt at være bevidst om hvor særligt og væsentligt
det er, at dele sit liv og tanker med andre, og dit barn vil sandsynligvis gerne
dele med dig – vær åben og afventende. Sidst men ikke mindst opfordrer vi dig til
at være neutral og anerkendende overfor det dit barn evt. måtte skrive eller tegne
i sin bog, også selv om dine egne følelser eller tanker ville være anderledes hvis
det var dig der skrev i bogen. Dit barn viser dig stor tillid ved, at dele sin bog
med dig, tag imod den gave med et åbent hjerte.
Måske vil dit barn vælge, at den her bog, skal være helt privat. At ingen andre
end barnet selv må kigge i den. Hvis det er sådan vil vi forfattere bede dig om,
at respektere dette ønske. I fald du kan dét, vil bogen kunne blive et frirum for
dit barn, et rum hvor det kan have det nøjagtig sådan som det har det, uden at skulle
tage hensyn til andre følelser end sine egne. Du vil således være med til at give
dit barn et rum, hvor det i fred og ro vil kunne bearbejde alle de følelser der
kan være i forbindelse med at blive delebarn og skulle bo to forskellige steder,
et rum hvor det kan fortælle sine historier, sådan som de er indeni.
Vi har alle brug for sådan et rum.
Kærlig hilsen
Renée og Anna
Det er tanken, at ”Mit liv som delebarn” skal kunne bruges af fag personer, der
arbejder med børn, hvor skilsmissen er en del af problematikken eller måske selve
problematikken. En faglig uddannet person vil være en der for det første har en
uddannelse der kvalificerer dem i det fag de har valgt, og som, måske det vigtigste
ved brugen af en bog som denne her, vil være en person der står udenfor og kigger
ind i barnets liv.
Når man som fagperson taler med børn om skilsmisse, har man en helt særlig position.
Man kender måske barnet fra institutionen eller skolen, og man er en voksen som
ikke er følelsesmæssigt involveret i situationen derhjemme, som forældrene eller
den øvrige familie er. Således er man en person der ikke på nogen måder har aktier
i de følelser og tanker der fylder barnet, oven i købet en person der har tavshedspligt,
og som barnet derfor vil kunne være fuldstændig tryg ved, ikke vil dele de informationer
som personen får kendskab til, med andre. Desuden har man gennem sin uddannelse
og erfaring lært noget om, hvordan man taler med børn på en konstruktiv og rummende
måde, hvilket kan være en stor fordel for delebarnet. Når ens forældre bliver skilt,
vil man som barn næsten altid opleve sorg. Det er forældrene, som bestemmer, at
livet fra nu af bliver anderledes og aldrig det samme igen. Hvordan sorgen kommer
til udtryk er forskelligt fra barn til barn, men fælles for alle børn i sorg er,
at de har brug for nærhed og tryghed.
Når man er i jævnlig eller daglig kontakt med barnet, er det ikke nødvendigvis det
samme som at barnet har lyst til at tale med dig om situationen som delebarn, og
det kan der være mange årsager til. Men hvis de gør, er det altid et tegn på tillid,
og den skal man værne om. Dvs man skal være bevidst om, at nogle ting eller episoder
kan man godt lytte til, uden at fortælle dem videre til barnets forældre. Hvis der
er ting man føler er nødvendige at fortælle videre til mor eller far, er det vigtigt
at formidle dette til barnet. Barnet kan på den måde føle sig tryg til at kunne
vende tilbage og tale om livet som delebarn en anden gang uden, at være bange for
at fragmenter af samtalen bliver fortalt videre til forældrene uden deres viden
eller samtykke. Hvis man som fagperson taler med forældre om den forandrende situation
ift skilsmissen, så deler man heller ikke alt fra denne samtale med barnet. Som
eksempel kan man sige til barnet, at man vil fortælle forældrene, at vi har talt
om fars nye kæreste, eller hvordan man bliver klar til skole, når man skifter fra
det ene hjem til det andet osv. Når barnet er informeret om, at noget bliver formidlet,
så har de også mulighed for at lave indvendinger, hvis det er nødvendigt for dem.
Hvis man som fagperson i forbindelse med en snak om livet som delebarn får ting
at vide om f.eks. grænseoverskridende adfærd eller vold i hjemmet, så må man forholde
sig til oplysningspligten, som man allerede er uddannet i. Men i forhold til at
tage en samtale med et delebarn, som måske på tidspunkter kan have nogle følelsesmæssige
udfordringer, er der ikke nødvendigvis oplysningspligt.
Når man lytter til et delebarn eller spørger til situationen, så bliver man for
barnet en form for bevidner. Dvs at man kan være med til at stille spørgsmål til
barnet, der gør en positiv forskel for den måde, som de opfatter sig selv eller
situationen som delebarn på. Barnet kan således forstå sig selv og livet som delebarn
ud fra nye muligheder om situationen lige nu og evt i fremtiden. Man er også bevidner
til selve den fortælling barnet har om sit liv som delebarn, så man skaber fundament
for en bevidstgørelsesproces i barnet. Når vi bl.a. giver barnet sit helt eget rum
i bogen, hvor barnet f.eks. kan tegne sit ønskehus, og putte de mennesker ind som
det lige nøjagtig kunne ønske sig, så giver vi barnet en mulighed for at udfolde
sit inderste, og lade det komme til orde som findes derinde. Vi giver det et rum,
hvor det er helt okay at være som barnet er. Barnet har jo ikke autonomi til selv
at bestemme med hvem eller hvor det skal bo i virkeligheden, men ved at give det
sådan en opgave, får det samtidig en fornemmelse af, at være adskilt og en anden
end forældrene. Barnet får også mulighed for at kende sig selv, for jo mere det
inderste i os holdes nede, f.eks. ønsker om at mor og far var sammen igen, jo mere
kan det komme til at fylde. Hvis vi giver det som er, plads og rum til at være,
hvis vi ser på det og taler om det, får det en naturlig plads i vores liv. En god
måde barnet kan opleve at blive lyttet til og anerkendt er ved, at benytte 'papegøje-metoden',
hvor man gentager de ord, barnet selv benytter om deres situation. Det vigtigste
at være opmærksom på er, at et varmt og omsorgsfuldt rum med plads til både tanker
og følelser, er det bedste udgangspunkt for barnets videre udvikling.
Denne bog er tænkt som en hjælp til børn i en almindelig sorgproces. En almindelig
sorgproces indeholder mange af de samme komponenter som en graverende sorgproces
også indeholder, og derfor er det svært at sige, hvornår en sorgproces bliver ualmindelig.
Med andre ord, hvornår en sorgproces får en sådan karakter, at man skal blive bekymret.
Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om barnets
sorgproces, kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har brug
for professionel hjælp. Eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige sorg
over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete man ikke ønskede
skulle ske. Hvis du som fagperson tænker at barnets sorg på nogen måde er bekymrende,
det vil sige, hvis du tænker at den går ud over barnets udvikling eller sundhed,
vil det være en god ide at tage en snak med i første omgang forældrene. Hvis det
ikke er tilstrækkeligt til at hjælpe barnet eller afstedkomme positive forandringer
at tale med forældrene, kan det være nødvendigt, at tale med kolleger om hvad der
ellers kunne gøres for at hjælpe barnet.
Symptomer i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering (tilbagetrækning
til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til leg, manglende lyst
til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet vagtsomhed, søvnløshed,
skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske symptomer som
ondt i hovedet og ondt i maven, store humørsvingninger og tristhed der kan minde
om tilstande af depression. En sorgproces kan også medføre stresslignende symptomer,
hvor barnet ikke synes i stand til at finde ro nogen steder, dette kan manifestere
sig både i omgivelserne og i barnet selv. Hvis disse udfordringer fortsætter over
tid og bevirker, at barnet måske ligefrem virker udviklingsforstyrret, så bør man
benytte sin faglige erfaring og oplysningspligt og søge hjælp til barnet.
Vi håndterer alle svære situationer i livet ud fra vores resiliens, det vil sige,
vores erfaringsgrundlag, vores viden og vores handlemønstre – det samme gælder delebarnet.
Derfor må man som fagperson også have for øje, at delebørn har individuelle behov.
Nogle børn kommer fra et hjem, hvor man er vant til som familie at tale om svære
og modsatrettede følelser, mens andre ikke gør. Det bevirker, at alle børn har forskellige
udgangspunkter for overhovedet at kunne indgå i bearbejdning af eventuelle dilemma
ifh at være delebarn og i den sammenhæng bør man benytte sin viden om barnet og
tage udgangspunkt i tidligere iagttagelser.
Som lærer eller pædagog har man den fordel, at man ofte er sammen med flere børn
i lignende situation, så ved at åbne op for temaet skilsmisse og derved inddrage
jævnaldrende og ligestillede, kan man også hjælpe delebarnet. Nogle børn har stor
gavn af at denne spejling og almengørelse af delebarnets problematikker, som måske
før føltes unikke for dem. Det kan blive et rum for erfaringsudveksling, hvor man
kan lære af hinanden. Som fagperson har man et ansvar for, at der i sådan en snak
bliver draget empatisk omsorg for alle børn og deres individuelle behov og at det
foregår i et positivt, konstruktivt og ressourceorienteret rum.
Tilbyd altid barnet at vende tilbage med yderligere samtaler og vid, at det skal
du som den voksne tage ansvar for at følge op på bliver gjort. Inviter til en snak
flere gange, også selvom barnet måske afviser, det kan der være mange årsager til.
Hvis du følger barnet gennem flere år, så har du en særlig mulighed for at åbne
for snakke over år, som andre voksne måske ikke har. At være delebarn er en proces,
som er sat i gang ved skilsmissen, og med mindre forældrene ombestemmer sig og flytter
sammen igen, så følger dette vilkår barnet resten af livet.
”Lige nu er jeg her, tænkte hun. Jeg ligger i min egen seng. Nedenunder sidder mor
og Leif og ser fjernsyn. Inde ved siden af sover Mads Morten og Lillebror. Ovre
i København ligger Ana Lisa i sin seng. Far ligger sikkert og snorker på sofaen.
De er alle sammen min familie, og ingen ved hvad der sker i morgen.
Karla var glad. Kabalen var gået op. Dem, hun elskede allerhøjest, var hendes familie.
Sådan rigtigt.” (Karlas Kabale, 2003)
Citatet fra bogen ”Karlas Kabale”, beskriver slutningen på en lille piges rejse
for, at finde sig til rette i en ”ny” familie. Hendes far og mor er blevet skilt
og hun har fået en bonusfar og en bonussøster fordi hendes mor har fundet en ny
kæreste. Karla synes det er meget vanskeligt at finde ud af hvem det lige nøjagtig
er hun nu er i familie med, for det er ikke kun dem hun bor sammen med, det véd
hun. Hendes far bor hun f.eks. ikke længere sammen med, men han er jo stadig hendes
familie alligevel, og Ana Lisa er Leifs datter, som oven i købet har fået nye søskende
og dem er Karla jo sådan set ikke i familie med, men Ana Lisa er hun jo lidt i familie
med, eller er hun? Hun gør sig mange tanker og overvejelser, og forsøger gennem
bogen bl.a. at bearbejde den sorg der kan være forbundet med ikke at bo sammen med
sin far mere. For hende bliver det at være en familie ligeså besværligt som en kabale
kan være, men hun finder en løsning til sidst, som man også kan læse i citatet.
Heldigvis finder de fleste børn en løsning, og en måde at leve med de dilemmaer
de kommer i, når far og mor pludselig ikke vil bo sammen mere. Men ofte har de brug
for hjælp. Vi tænker, at en hjælp til børnene f.eks. kunne være, at blive opmærksom
på de dilemmaer de står i. De kan være mange og forskellige. Her kommer lige et
par eksempler:
De kan føle at de svigter den ene forælder, fordi de f.eks. føler sig bedst tilpas
ved at bo det ene sted mest?
De kan føle sig splittede og i et dilemma i forhold til de følelser de f.eks. kan
have overfor en bonusfar eller en bonusmor?
De kan føle sig triste over pludselig at skulle dele hus el. værelse el. ting med
et andet barn, de ikke kender så godt?
Ja, bare ved at få den her bog, ”mit liv som delebarn”, kan barnet føle at det bliver
sat i et dilemma, for hvor skal bogen bo? Skal den med barnet hver uge når barnet
flytter over til mor, selv om det er far der forærede barnet bogen? Eller er det
far der så skal udfylde bogen sammen med barnet?
Måske er bogen mors ide, må far så alligevel gerne hjælpe til med at huske?
En forudsætning for at finde ro, er at man kan mærke sig selv.
At finde ro fysisk styrker fundamentet, så svære situationer bliver nemmere at håndtere.
I nogle tilfælde opløses følelsesmæssig uro ved at genfinde kroppens ro. Spørg dig
selv, hvad der ville være det bedste for dit barns krop? Og spørg dit barn, hvad
det selv fornemmer at kunne have brug for kropsligt. Prøv som voksen at finde en
balance mellem aktivitet og ro. Væk sanserne ved at lytte, se, smage, lugte, røre,
eller blive berørt. Således kommer vi tilstede og kan pludselig mærke os selv. Og
det er forudsætningen for at kunne finde ro.
De fleste børn elsker f.eks. at lege kilde-leg. Det giver spænding, grin, fysisk
bevægelse og berøring. Sørg for at det altid bliver efterfulgt af et naturligt rum
af afslapning og udånding, hvor både du og barnet er i helt ro. Udnyt evt. muligheden
til at spejle barnets afslapning, ved at I begge ligger på gulvet bagefter og ånder
højlydt ud. Og tillad gerne barnet at tage revanche...
Gå en tur i skoven eller andre steder i naturen, hvor I kan lede og lytte efter
f.eks. fugle. Fugle har en naturlig evne til at balancere mellem bevægelse og ro.
Det vil vække barnets indre ro at betragte fugle nærmest 'glide' gennem luften.
Spørgsmål du kan stille dit barn, til at mærke efter:
Følgende spørgsmål kan du stille dit barn til at mærke efter i kroppen. Bemærk at
det vigtige er barnets proces med at mærke efter, for her findes roen. Det er mindre
væsentligt, om du får svar på spørgsmålene som forælder og det er fuldstændig uvæsentligt,
om du bryder dig om barnets svar eller ej. Prøv i stedet selv at fokusere på samtidig
også at mærke efter i din egen krop, så I sammen kan finde fysisk ro og afslapning
på trods af omstændighederne.
-Hvordan føles din brystkasse?
-Hvordan trækker du vejret nu?
-Kan du høre dit hjerte slå?
-Hvordan lyder det?
-Kan du mærke dit hjerte slå?
-Hvordan føles det?
At arbejde med bogen sammen med sit barn, bonusbarn eller barnebarn kan være en
stærk og lærerig proces for både barnet og den voksne. Derudover vil selve produktet
– altså bogen – bagefter være en uvurderlig gave for barnet, idet den gennem gæsteforfatterne,
også bliver et vidnesbyrd om det unikke forhold, baret har til sine nærmeste, på
trods af skilsmissen. Dette kunne være særlig vigtigt for børn, som er blevet delebarn
tidligt i livet, og som derfor kun vil have få eller ingen erindringer om livet
før skilsmissen.
Når et barn bliver delebarn, fordi forældrene beslutter at blive skilt, er der ofte
mange mennesker omkring barnet, som gerne vil gøre noget for at støtte og hjælpe.
Det kan være venner, familie, naboer, kolleger eller barnets pædagoger. Den hjælp
kan være uvurderlig for barnet, og en måde at huske ting og historier på, som barnet
ikke ville kunne alene. Vi har tænkt gæsteforfatterne ind som en ekstra måde at
få fortalt gode historier om barnet, og om livet før og efter skilsmissen. Barnet
kan selv skrive en invitation til gæsteforfatterne, eller man kan hjælpe barnet
med at udskrive en invitation med spørgsmål her fra hjemmesiden og bruge den. (link)
At være gæsteforfatter betyder at man får mulighed for at fortælle sine egne historier
om barnet, og mulighed for, at fortælle, hvilken betydning barnet har for dig. En
gæsteforfatter kan også fortælle om hvilke håb og drømme han/hun nærer på barnets
vegne. Hvis du er forældre til barnet, kunne her være en mulighed for dig for, at
fortælle om tiden både før og efter skilsmissen, måske fortælle om hvordan du oplevede
barnet havde det og reagerede på de ting der skete i familien. Det kunne også være
oplagt for dig som forældre, hvis du bliver bedt om at være gæsteforfatter, at fortælle
om hvad du ønsker for dit barn i forhold til det at være delebarn, hvilke tanker
du har gjort dig, og hvad du tænker, kunne være godt for dit barn som delebarn.
Gæsteforfattere kunne være: Mor – Far – mormor – morfar – farmor – farfar - Lærer
– Tante – søskende – bonusmor – bonusfar – pædagog – bedste ven/veninde etc.
Kære gæsteforfatter:
Jeg vil gerne invitere dig til, at skrive et brev til min delebarns bog. Min delebarns
bog er der hvor jeg skriver om mig selv, om at være delebarn, om min familie og
venner. Bogen skal gemmes i mange år og jeg vil derfor rigtig gerne have du er med
i den. Du må selv bestemme hvad du vil skrive, men her er lige nogle ideer hvis
du har brug for det.
Du kan f.eks. skrive om:
Min far eller min mor, og dengang de var små.
Mig – måske noget om dengang jeg var lille.
Oplevelser vi har haft sammen, f.eks. ferier eller fødselsdage.
Sjove eller sørgelige familie historier.
Ønsker for mig og min fremtid
Og så vil jeg bare sige, tak fordi du har lyst til at være med i min bog
Kærlig hilsen