Spørgsmål:
Først vil jeg undskylde, at mit brev nok bliver meget rodet og med stavefejl. Men jeg er så langt ude, at jeg ikke kan samle mig.
For små 2 år siden flyttede jeg sammen med min kæreste. Vi havde da kendt hinanden i 4 år, men han turde ikke forlade sin daværende kone før da. Fra hans ægteskab er der 3 børn, 2 på nu 11 år og en på 14 år. I hans ægteskab var der steder i huset og på grunden, hvor han ikke måtte være alene, han måtte kun se sin søster i arbejdstiden, og kom hans mor på besøg (f.eks. ved børnefødselsdag), gik konen fra hjemmet imens. Ved deres kobberbryllup, som blev holdt ude og var stort, var hans familie ikke inviteret. Ordre fra konen. Dette skriver jeg for at give et billede af ægteskabet.
Problemet er, at han "kun" har ladet sig separere (for andet vil ekskonen ikke gå med til), og at han kun må eller vil se børnene i hendes hjem. Han kan kun holde ferie med børnene, hvis deres mor er med. Han ønsker (tør?) ikke, at børnene kommer i vores hjem. Det første halve år var de her, men alle mine ting og jeg selv var da hjemme i mit "andet hjem". (Jeg har en lækker gård, men det er absolut ikke muligt, vi kan bo der, for så går ekskonen totalt i flint.) Men når børnene kom hjem til moderen, blev de udspurgt, og kriser opstod. Min kæreste blev bombarderet med hadefulde sms’er fra ekskonen. Hun har forbudt, at de ser mig, eller er sammen med mig.
Jeg har truffet børnene, og de 2 små kan lide mig. Den store er loyal over for moderen og vil ikke herned i lejligheden. Men datteren var her og ville tale med mig. Hun havde 100 spørgsmål, som jeg prøvede at besvare uden at udlevere eller sige noget grimt om hendes mor. Jeg ønsker ikke at bruge uskyldige børn i de voksnes hadefulde kamp.
Datteren ønsker, at hun kan komme og gå hos faderen, når han og hun har lyst, og at jeg gerne må være her på samme tid. Hun fortalte (uden at jeg selvfølgelig kommenterede det), at moderen, hver gang faderen var derude, var sur på ham og skældte ham ud. Samt at moderen havde fortalt børnene, at de ikke måtte se mig, for så var de onde mod hende, for jeg ville tage deres far fra hende (altså moderen).
Det der gør mig bundulykkelig er, at min kæreste nu har fortalt mig, at børnene ALDRIG må komme herned, at selv når de flytter hjemmefra, vil han kun besøge dem i deres hjem. Efter hans mening (eller ekskonens) er det skadeligt for børnene at se, at deres far har et andet liv nu. Om få måneder har de 2 små fødselsdag, men da de ikke må komme herned, vil de ikke få fødselsdag med hans familie. Det mener han er ok for dem. (Sidste år fik de en fødselsdag med hans familie i vores lejlighed, jeg var selvfølgelig ikke til stede!)
Ved jul, nytår, påske og pinse "flytter" han hjem til ekskonen, så "familien" kan være samlet i helligdagene. Han siger, det er for børnenes skyld, men jeg mener ikke, de har skade af sandheden, og at den eneste, dette cirkus glæder og gavner, er ekskonen. Jeg har prøvet at fortælle ham, at efter min mening er det bedre at vise sine børn, at man ikke i et ægteskab skal finde sig i alt. At vi kun har et liv, og at vi skal kæmpe for at være glade og lykkelige. Det, han viser børnene, er, at de bare skal lade sig trampe på, og det giver dem ingen selvtillid.
Nu må du ikke skrive: Hvordan jeg klarer det? Og hvorfor jeg ikke går fra ham? For jeg har været gennem alt det og må erkende, at jeg elsker ham højt og ikke ønsker at undvære ham i mit liv. Her går min bekymring rent på børnene, som jeg mener på sigt vil tage skade af, at faderens liv STADIG er delt op i to liv.
Min kæreste siger hårdt til mig, at det må jeg acceptere, hvis jeg vil "have" ham. Også at ekskonen i mange år vil fylde meget i vores liv, f.eks. er der ballade (sms’er og skæld ud), når han og jeg holder fri eller ferie sammen. Han mener, det er rimeligt, fordi hun er mor til hans børn! Hun skal jo vide, hvor han er, hvis noget skete med børnene! Hvordan griber jeg dette an, uden at sårene bliver større og måske aldrig læges for alle? Jeg har ingen børn selv, et bevidst fravalg, men derfor kan jeg godt alligevel holde af hans børn.
Med venlig hilsen og håb om et råd :-)
Renée's svar:
Kære dig
Der er flere problematikker i dit brev, der er kæresten, eks’en og så er der børnene, og faktisk også det, at du føler dig langt ude og har det så dårligt, at du ikke kan samle dig om noget. Jeg tænker, det er det sidste, jeg vil skrive til dig om, for det er nok det, du kan gøre noget i forhold til, når du allerede har gjort dig klart, at du på ingen måde vil undvære din kæreste.
Og det, jeg tænker, du kan gøre noget ved, er det, der handler om dig og dine følelser.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her