Min datter på 14 år vil IKKE flytte frem og tilbage mellem os!

Min datter på 15 år har ikke haft rigtig kontakt med sin far, siden han fandt en kæreste for snart et år siden. Min datter tager ikke sin telefon, når han ringer og hun besvarer ikke hans sms. Min datter erklærede i en alder af 14 år, et hun ikke længere ville flytte frem og tilbage mellem sin mor og far, når hun alligevel skulle sidde alene hjemme i hans lejlighed, mens han var hos sin kæreste eller sidde og høre på, at han savnede sin nye kæreste.

 

Det bakkede jeg hende op i. Nu vil han gerne se hende lidt igen – ikke ret meget. Han inviterer hende af og til ud til sin kæreste, men min datter siger nej tak. Hun kan ikke forklare, hvad han har gjort hende, men hun orker ikke at være sammen med ham.

Det er snart 6 år siden vi gik hver til sit. I 5 år havde vi et fantastisk samarbejde om vores børn. Samarbejdet bestod i, at jeg iscenesatte en række seancer, som gav ham mulighed for at spille sin faderrolle, uden at han selv behøvede at gøre ret meget andet end at være til stede, Et glansbillede, hvor vi flyttede ud og ind ad børnenes barndomshjem og hvor vi fejrede jul og fødselsdage sammen – for børnenes skyld. Alt dette lod sig praktisere, selvom jeg havde en kæreste, som altid har udvist stor forståelse – og stadig gør det.

 

MEN så skete det fantastiske, at børnenes far mødte en sød kæreste med 2 store børn. Og så var det meget sjovere at være sammen med hende end at overholde aftaler med hans egne børn. Han opførte sig som en teenager og tænkte kun på sine egne behov. Han zappede simpelthen ind i en ny familie og alle aftaler med hans egne børn blev efter en række svigt helt aflyst.

 

Han prøvede faktisk at aflyse juleaftalerne med sin datter, fordi han syntes det hele er så besværligt, når han skal have hende med. (Det skal lige nævnes at vores datter er velbegavet, velfungerende og har et meget sundt og aktivt liv.)Jeg prøvede at forklare børnenes far, at det nok ikke var så smart at prioritere sin nye kærlighed og hendes børn så ensidigt. Men det skulle jeg selvfølgelig ikke blande mig i.

 

Nu et års tid efter er han meget vred og fortørnet over, at hans børn tager afstand fra ham. Han er flyttet ind hos sin nye kæreste og hendes børn. Jeg bliver selvfølgelig udråbt til at være den værste heks i hele verden, som får skyld for at manipulere og sætte børnene op mod ham. Efter at han for et stykke tid siden fik en blodprop i hjernen er kommunikationen mellem os blevet så kompliceret, at jeg har opgivet at tale mere med ham.

 

Min datter har for nogle måneder siden været ude i et spiseproblem, som jeg heldigvis hurtigt fik hul på. På daværende tidspunkt rådede læger og psykologer mig til at holde hendes far helt væk fra hende, fordi han stresser familien så utrolig meget med sin adfærd. Min datter er rask igen og jeg vil helst ikke blande mig i hendes kontakt med sin far.

 

Det er lidt af en balancekunst at vurdere, hvornår jeg skal blande mig, men jeg har besluttet at hun lige så godt kan lære at håndtere hans henvendelser, fordi min indblanding blot gør ham endnu mere urimelig. Men det fylder virkelig meget i mit liv, at mine unger ikke kan have en ordentlig kontakt til deres far – også selvom jeg kun kan give dem ret i, at han har en underlig adfærd efter sin blodprop. Jeg prøver at lære dem, at det er ok at sige fra på en pæn måde, men som sagt, så er det svært for min datter.

 

Jeg har købt mig ud af vores hus og lever og ånder for vores børn, som stortrives. Børnene bor hos mig 100%. Så alting burde være lyst og lykkeligt. Men jeg er så vred på mine børns far. Selvom han ikke ser sine børn, så er han en plageånd, som fylder meget. Der er jo ingen rytmer eller regler. Han popper op, når han har lyst og så lukker han af for kontakt lige så pludselig. Jeg føler, at han har svigtet sine unger og han er helt besat af tanken om, at jeg kører en stor overskuds forretning baseret på de få børnepenge han betaler til vores datter. Han lover børnene at betale stort og småt, men nægter at overføre pengene til mig bagefter.

 

Jeg ved godt at man ikke skal tale dårligt om børnenes far, men de kan altså godt selv lægge 2 og 2 sammen, når vi skal låne penge af mormor, fordi far ikke holder sine aftaler. De kan også godt regne ud, at der er problemer mellem mor og far, når mor er ked af det eller bare rasende frustreret. Vi taler om børn på 15 og 19. Jeg har jo ikke et sted, jeg kan være alene og tude og skælde ud over urimeligheder, så på et eller andet niveau er det jo nok gået op for ungerne at far og mor har haft nogle kampe, selvom vi er pæne og ordentlig mennesker.

 

Jeg bor sammen med en sød mand og hans søde datter, så det er ikke følelser mellem mine eksmand og mig, der er på dagsordenen, men en vrede over almindelig dårlig opførsel og tankeløshed fra en voksen mand, som på trods af en mindre hjerneskade stadig formår at passe et job og en ny familie – men åbenbart ikke sine egne børn.

 

Og hvad skal jeg stille om med min datter, som ikke gider se sin far? Lægen siger jeg skal lade min eksmand selv finde en løsning og bare passe på mig selv og fortsætte med at være en god mor. Hvad mener I?

 

Man kan læse meget om små skilsmissebørn, men der er også store børn og teenagere med en masse følelser i klemme. Det ville være rart at få lidt fokus på dem. For skyldfølelsen bliver ikke mindre, selvom børnene bliver større.

 

M

Jeg tror næsten altid det er svært for børnene når far eller mor finder sig en ny kæreste og stifter ny familie, pludselig skal man dele opmærksomheden med nogle andre, andre der ikke for barnet, har lige så meget ret til forælderen som barnet selv.

 

Din datter er en stor pige og jeg kan høre hun .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her