Er det ret og rimeligt at jeg skal samarbejde med en mand som gentagende og konstant sviner mig til?

Til Rådgiverne i Delebarn

Grunden til at jeg har valgt at vedhæftet denne "gamle" mail er at jeg måske på den måde kunne give jer et indblik i fortiden og hvor lidt fremskridt der desværre er i nutiden...  Cecilie er født i år 2001 og Mathias 2004 

Jeg skriver til jer da jeg føler at vores samarbejde mellem børnenes far og jeg er kørt fuldstændig af sporet.. Dette skal måske ligefrem ses som et nødråb!!!

Vi har fælles forældre myndighed over begge vores børn, Cecilie og Mathias Børnene bor ved mig og har gjort det siden vi gik fra hinanden i sommeren 2006. Det trives jeg og børnene godt med. børnenes  far har børnene i ulige weekender (fastlagt i statsamtet)  lige sådan ferie, højtider osv som også ligger fastlagt.. Faren  er gift med Lone  som også er en stor del af børnenes liv, hvilket jeg kun ser som meget positivt. Vi har tidligere haft meget kontakt vedr Cecilie s trivsel i skole og andre ting. Jeg har altid været meget åben over for vores samarbejde og har op til flere gange opfordret Faren  til at mødes med mig for at drøfte forskellige ting omkring børnene. Dette har Faren altid afslået og sagt det kan der ikke blive tale om. Dette er meget fustrende for mig da jeg gerne vil samarbejde for børnenes skyld og jeg sætter deres humør/trivsel og helbred højeste. For ca 3 måneder siden spørger Lone  mig om de godt må have børnene længere i deres ulige weekender, så den kommer til at hedde fra fredag til aflevering i inst onsdag. Dette indvilger jeg i da jeg aldrig har nægtet Faren at se vores børn mere end aftalt i amtet.

Samværet i deres ulige weekender fungerer fint og nogen gange op til kommer der ændringer der hedder at de ikke kan aflevere onsdag alligevel men at de kommer måske allerede mandag. Dette har jeg aldrig givet udtryk for var dårligt eller lign selvom jeg ofte har måtte aflyse aftaler så som ekstra arbejde eller helt almindelig samvær med venner.

Det jeg reagere på nu er at Mathias i to af hans far weekender ikke vil være der, den først gang ringer Faren til mig fredag aften og fortæller at Mathias er utrøstelig og at han savner sin mor. Vi aftaler at han selvfølgelig bare skal komme hjem med ham. Faren gør det klart overfor mig at han ikke vil tvinge mathias til at være der. Faren ringer efterfølgende tirsdag og fortæller at han altså vil hente mathias ud til ham fra børnehave da han har talt med flere som ikke mener mathias skal have lov til at bestemme om han vil være ved sin far. Jeg tøver da jeg allerede har lavet aftale med børnehave og morfar om at han skal hente den dag.

Men igen vil jeg ikke benægte faren samvær selvom jeg er bekymret for mathias. Jeg ringer til børnehaven og giver besked og vi aftaler at de forbereder mathias på at der er ændringer i planen så han også kan følge lidt med.

Faren ringer så til mig igen om aften mens jeg kan høre M i baggrunden sidde og græde højlydt og skælder ud over at M ikke vil sove i hans egen seng hos hans far fordi jeg har haft givet M lov til at sove i min. Faren er meget grov i hans mund.

Gavner det lysten for at M vil være ved far når han kan høre far ringe og skælde mor ud?? Næste far weekend taler jeg i mobil med Lone fredag aften som er sød at ringe og fortælle at den er gal med M igen, men de vil selvfølgelig trøste osv.. Jeg vil lige tilføje at jeg på intet tidspunkt er nervøs for M da jeg ved at han er i gode hænder. Lørdag aften skriver Faren til mig at det ikke går med M han er ked af det og har direkte udtalt til sin far at han ikk kan lide ham og at han vil hjem til mig. Jeg ringer Faren op så vi kan få en snak, Faren er meget påvirket af situationen og føler sig direkte valgt fra og kasseret. Vi taler kort og aftaler at Lone skal komme med ham hjem til mig..

Efterfølgende sms Faren meget om samvær med M. Faren gør det klart overfor mig at han ikke ønsker at hente M længere og kun vil hente Cecile i næste far weekend.

Det reagere jeg på og fortæller at jeg synes det er forkert og igen opfordrer jeg Faren til at mødes med mig og M , så han kan se, at vi kan tale sammen og vi sammen kan få forklaret ham hvor vigtigt det er at M også er ved far og at far også gerne vil se M  Det vil Faren ikke. Jeg forslår at Faren kan have M om dagen også kan han sove hjemme (for at hjælpe M på rette vej igen) Faren gør klart igen, at det kan der ikke være tale om , det er enten helt eller ingenting. Jeg forslår bio tur eller bare en halv time alene kun dem. Dette afviser han også blankt.

I mens alt dette mægleri står på via sms, prøver jeg virkelig at guide mig ind på M hvorfor han ikke vil osv. Han udtaler at det er fordi han savner mig, far er tit sur og råber. Jeg tror, at M har brug for lidt alene tid med sin far og genskabe lysten til at være der. Jeg informere børnehaven så de også kan hjælpe m på vej, til at fortælle hvorfor han ikke længere vil være ved sin far. Jeg taler så ofte med M om det som jeg kan, nogen gange lukker han helt ned og andre gange siger han, at han savner mig, og far altid er sur på ham..

Her idag får jeg så en ny sms fra Faren der skriver at nu skal M derhjem og sådan bliver det, og han vil have at de skal være der i 6 dage. Dette gør mig meget utryg, da jeg er sikker på at M vil blive ked når jeg meddeler ham at nu er der igen lavet om i planerne, og at han skal der hjem (koste hvad det vil, som Faren så pænt har skrevet i hans sms) M reagere som forventet bliver ked og siger klart at det vil han ikk.

Igen snakker jeg med M  om Far savnet osv. Og M kommer så selv med en god ide, der hedder jeg laver en tegning til far og skriver vi ses fredag. (/han vil ikke skrive glæder mig, for som han sagde til mig : man må ikke lyve mor) M er virkeligt stolt over sin tegning, og vil gerne køre ud med den til far i en kuvert. Jeg indvilger selvfølgelig, men er godt klar over, at Faren sikkert vil blive stiktosset. Men jeg tænker nu rækker M hånden ud efter sin far, også er det bare at støtte op om det. M skriver til far via sms selvfølgelig med min hjælp han diktere. Vi sender beskeden ud til deres far M siger :  far jeg har lavet noget til dig.. Faren svare hvad hvorfor det, jeg lyver over for M og siger at far siger ok.

Vi kommer derud og ringer på, Faren åbner og ser overhoved slet ikke glad ud for at se sin søn. M  rækker kuverten ud mens Faren spørger mig hvad fanden har du gang i. Jeg svare kort M vil så gerne vise sin tegning til dig. Cecilie får også hilst på sin far og vi går mod bilen igen. Da børnene er inde i bilen igen, dårligt lukket døren siger Faren højt,  Hvad fanden har du gang i din forpulet møgkælling. Jeg vælger at ignore ham, og håber at børnene ikke har hørt ham.

Det gavner nok ikke lysten for M til skulle derhjem og det gør det meget sværere for mig at være samarbejdsvillig. Senere får jeg flere meget grimme beskeder og siger til M, at far er glad for tegningen selvom M nok godt ved et eller andet, at han siger til mig : far så meget sur ud, jeg sagde nej til ham..

Jeg har virkelig prøvet at støtte op om problemet ang M og Far weekender. Faren giver mig skylden for at M ikke vil være der.. hvordan det?? NU KAN DET BARE VÆRE NOK.... Jeg synes ikke det er ret og rimeligt at jeg skal samarbejde med en mand som gentagende og konstant sviner mig til. Hvor meget skal jeg stå model til??? Jeg prøver virkelig at intet skal vises på mig, i forhold til børnene, samarbejder men alene. Børnene ved godt den er gal, hvilket gør mig rigtig ondt. Kunne han ikke bare prøve at gøre sig mere umage for børnene skyld. Jeg vil det bedste for dem og er helt sikker på at Faren også vil. Men det er sku uheldigt at det skinner igennem, at han har det så svært ved at vise respekt overfor deres mor. og acceptere at vi gør tingene forskelligt, hvilket ikke behøver at betyde det er skidt. Jeg har brug for jeres hjælp til at få jer til åben Faren s øjne om hvor vigtigt det er, og børnene er de store taber her, Vi må handle nu, jeg er bekymret for at det tærer alt for meget på børnene. Jeg vil gerne indrømme, at jeg også selv til tider har svært ved at samarbejde i form af sms da jeg synes dette er uholdbart og dumt. Da der ofte opstår misforståelser via sms.

Jeg har ofte fået beskeder der lyder/hedder dumme kælling, dårlig mor, ville ønske Lone var børnenes mor. Hvilket gør det enormt svært for mig at forblive positiv indstillet. Jeg har mindst 50 grimme beskeder gemt som har gjort mig så ondt.... Jeg vil ikke finde mig i det mere, det kan ikke være rigtig han kan få lov at behandle mig sådan. Hvad gør jeg.  Jeg har læst om rådgivning som jeg gerne vil gøre brug af. Nu sidder jeg igen i aften fuldstændig frustreret og magteløs.

Nu sidder jeg igen en aften her i 2013 med en dreng som nu er 9 år.

M har siden 2009 fravalgt sin far i flere perioder. Nogen gange 2 " far" weekender i træk andre gange flere weekender. Tingene har desværre ikke rigtig ændret sig særlig meget' heller ikk farens og mit dårlige samarbejde.

 'Lone" og jeg har haft et fint samarbejde, men desværre kulminere det også i perioder, hvis jeg ikke lige makker ret eller gør tingene på hendes måde. I denne weekend ville M hjem efter 5 timer, han siger selv han er "mor dårlig "  han er ked af det og Lone kører ham hjem til mig. (vi taler i Tlf om det og beslutter at han skal hjem) 

Et af mine spørgsmål er:  Er det ok at M vælger sin far fra? Skal jeg tvinge ham hjem til hans far? Faren bebrejder mig, han siger det er min skyld at han er  " mor dårlig" siger at der er noget galt med M ' s hoved og det er unormalt når man er 9 år. Faren vil ikke modtage M hvis ikke han vil sove der og gør det klart at M skal selv sige til når han er klar. Er det ok at stille sådan krav til en dreng på 9? Tænker at han da ikke kan overskue konsekvensen ikke at se sin far. Cecilie trives med at se sin far hveranden weekend og har aldrig givet udtryk for at ville hjem. Cecilie er også påvirket af hele det her, da hun ikke kan lide at se hendes lillebror være ked af det og hun kan ikke forstår hvorfor M ikke vil være hos deres far. 

Åhhh hvad gør jeg her, det æder mig op og jeg er så ked af det på mine børns vegne. Er så uforstående over at han ikke vil samarbejde med mig for vores kære børns skyld. Aner ikke mit levende råd og jeg vil bare det allerbedste for vores børn, de er jo lavet af bund grund stor kærlighed. Vi var sammen i 14 år. Og nu efter hver for sig i snart 7 år er det bare ikke blevet bedre.... 

Kære M

Mens jeg læste dit brev tænkte jeg, at jeg i grunden synes både du og børnenes far, samt deres nye papmor i grunden gjorde det meget godt med jeres lille dreng. Han får selv lov til at være med til at bestemme hvad han kan holde til, f.eks. i forhold til at være væk fra sin mor, som åbenbart er ret svært for ham.

Det er sådan, at for nogle børn er fars og mors skilsmisse meget svær at håndtere og vænne sig til, og det der med at skulle flytte frem og tilbage mellem mor og far kan være virkelig svært. For andre børn synes det at gå mere uproblematisk, men for nogle børn er det altså meget svært. Måske var M sådan et barn der bare havde meget svært ved at vænne sig til det hele efter skilsmissen, og da far så reagerede med vrede (måske i virkeligheden ked af det hed) ja, så gik tingene i hårdknude. Og det er jo i grunden meget ulykkeligt, både for dig, for din eksmand og for jeres børn. Derfor er noget af det første...........

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her