Bonusforældre i klemme

Delebørn er OGSÅ hvis man få "smidt" et par ekstra børn i hoved, er forældre for dem i en årrække, men bliver så skilt fra modparten som tager børnene med – simpelthen kun fordi man aldrig adopterede "hans" børn L

 

Da jeg mødte min ex mand havde jeg en søn på omkring 1 1/2 år og han havde en søn på omkring 1 år. Det viser sig så at hans ex-ex kone er gravid, og hun vil ikke have abort. Hun føder en datter, og da datteren er 4 mdr. begår ex-ex'en selvmord.

 

Pludselig – fra at være mor til ét blebarn – blev jeg mor til TRE, værsgo nu det dine børn, elsk dem !!

Jeg elskede selvfølgelig de to børn som mine egne, selvom jeg dog vil sige…. (næsten) uanset hvad folk så end siger, der er ALTID forskel på ens egne biologiske/selvvalgte børn og så andres (igen – selvom man selvfølgelig også elsker dem højt).

 

Nåh men jeg tog jo så børnepasningsorlov/forældreorlov, blev bl.a. indlagt på hospitalet med drengen der var underernæret. Børnene kendte virkelig ikke til nærhed og kærlighed. Det eneste som kunne trøste drengen var "Marie kiks" – det var hans form for kærlighed og tryghed.

 

Min eksmand - børnenes far – havde karriere job, og var sjældent hjemme (rejste også meget). Så det var mig der havde ALT det daglige med børnene samt alle de huslige pligter.

Men selvfølgelig blev hans børn MINE, jeg var også den eneste mor de havde og kendte. Alle tre børn voksede op som søskende og efter en 5 år fik de da også en lillebror. Fire børn….. så da jeg blev gravid igen, valgte jeg - desværre i dag - at få abort (f… det var svært).

 

Min eksmand har altid gået utrolig meget op i $ og penge…. Og derfor var der jo ingen grund til, at jeg adopterede "hans" børn, for det var jo – og ville altid være – mine børn også. Så vi kunne jo ligeså godt "tage" de ekstra børnepenge, som han fik som eneforsørger (selvom han var gift igen, med mig) med ind i budgettet – mer' vil have mer', og dem der tjener mest er sgu ofte de værste L

 

Nåh men efter 12 år, gik det jo hverken værre eller bedre end, at vi skulle skilles. Vi delte ALT – om det så var vaskekludene…. så ville eks'en have ½ delen (selvom han tjente 95.000 om mdr). Vi blev enige om, at "hans" to biologiske børn skulle bo hos ham og de to andre hos mig. Han købte i øvrigt et hus 1 km fra vores, så børnene selv kunne cykle frem og tilbage mellem os – hvad der nu passede dem og de syntes om – samtidig med at de selvfølgelig kunne blive gående på samme skole.

 

Jeg valgte – meget mod eksmandens vilje – at blive i børnenes barndomshjem. Mente at det var hårdt nok for børnene i forvejen vi skulle skilles, så de skulle ikke også skilles fra deres elsket barndomshjem samt de hjemlige omgivelser. De skulle stadig kunne komme og gå som det passede dem, havde selvfølgelig også stadig alle hvert deres værelse i huset.

 

Det hele kulminerede da jeg ½ år efter vores separation, afholdte min 40 års fødselsdag med en stor fest for 80 mennesker. Alle "vores" fire børn var med – men det var så også den sidste gang jeg så de 2 mellemste børn. Pludselig måtte jeg ikke se dem mere, ej heller kontakte dem. Han prøvede så galt at få et politi tilhold til mig (men uden held – han havde jo intet at have dét i), han tog børnenes mobil telefoner så jeg ikke kunne kontakte dem. Og da skoles psykolog gik ind og blande sig, efter børnene selvfølgelig ændrede adfærd i skolen og lærerne reagerede, ja så solgte han bare huset og flyttede til en ny kommune. Ingen skulle bestemme over ham – og hans børn !!

 

Min ex-mand kunne simpelthen ikke "tåle" jeg kunne klare mig selv. Holde kæmpe fest, blive økonomisk i vores store og dyre hus samt at børnene tit valgte at være hos mig.

Han bestemte jeg ikke måtte se børnene mere….. og jeg kunne intet gøre, da jeg desværre aldrig havde adopteret dem (kontaktede selvfølgelig en advokat). I øvrigt mente jeg også at det gik være ud over børnene, hvis vi stod og hev i hver sin side af dem. Så den lille (som bor hos mig) skulle da selvfølgelig se sin far – det jo trods alt stadig hans far – og børnene skulle i hvert faldet også stadig se hinanden. Det var nok at min ældste søn ikke mere så "hans søskende" – efter 12års samvær – eller hele hans liv.

 

Ved godt at mange siger deres ex er psykopat (hvilket jo faktisk er en sygdom), men min er det virkelig….

Kan slet ikke få ind i mit hoved hvordan man kan tage "en mor" fra sine børn, bare for at ramme/såre hende. Han kan/kunne slet ikke se, at selvfølgelig ramte han mig mega hårdt, men endnu mere sine børn. Den første mor begik selvmord (og forstår udmærket i dag hvorfor) og mor nr. 2 svigtede dem også.

 

Så mit budskab er HUSK at adopterer din mands/kones børn, hvis det er bedst for børnene og i deres tarv J

 

Hilsen Mor til 4

Der er faktisk noget at gøre, fordi Forældreansvarsloven giver....

Du er ikke logget på.

For at se hele Elisabet's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her