Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Mit liv som delebarn / Mit liv som deleteenager







Du kan købe
bøgerne HER 





”Mit liv som delebarn” er blevet til gennem mange og lange samtaler, bl.a. om hvordan det er eller kan være, at være delebarn. Hvilke problemer kan delebørn møde i deres liv og hvad er det for tanker og følelser der kan opstå, når mor og far går hver til sit? Hvordan kan vi voksne være med til at hjælpe vores børn med, at bearbejde alle de tanker og følelser og ikke mindst hvordan kunne vores børn bedst tænke sig at de blev mødt? Hvilke historier gemmer børnene på og hvor er der plads til de historier?

Bogen er primært blevet til ud fra et ønske om, at hjælpe børn igennem den svære proces, det kan være, at forholde sig til de mange forandringer et brud i familien medfører, og især at hjælpe dem med at acceptere og rumme det som sker for dem, uden de har den store indflydelse. Når far og mor går fra hinanden, begynder en proces for barnet hvor mange følelser skal bearbejdes. Der er uendelig meget nyt barnet skal vænne sig til, samtidig med at det også har behov for at holde fast i alle de ting, det kender i forvejen. Alt det trygge der op til skilsmissen har været barnets historie. Et barn har jo ikke hverken lyst til, eller behov for, at vende ryggen til sin historie, bare fordi mor og far ikke længere bor sammen. Med bogen ”Mit liv som delebarn” er det derfor vores tanke og intention, at give barnet et rum, hvor det kan få lov til at holde fast i sin egen historie og ikke mindst holde fast i både mor og far på én gang. Samtidig med at barnet får en mulighed for at skrive sin egen historie oveni, altså får mulighed for at skabe sit eget narrative univers.

I bogen kan barnet skrive sin egen historie, ikke fars historie eller mors historie, men sin egen. Her kan barnet få øje på hvordan han/hun er knyttet til begge forældre både gennem ord og billeder, eller gennem tegninger og udklip. Barnet kan med egne ord og tanker bygge sin historie op, fortælle om far og mor, om sig selv og sine venner, og om dét der er dejligt og det der er svært ved at være delebarn.

Vi har valgt at bruge ”jeg” sætninger i bogen. Således at vi ikke spørger ”hvad kan du bedst lide at spise?” Men i stedet skriver ”Jeg kan bedst lide at spise....” Det har vi gjort fordi vi ønsker at barnet øver sig i, at tale og tænke ud fra sig selv, altså ud fra egne tanker, følelser og erfaringer. Vi mener det er yderst vigtigt og væsentligt i et menneskes udvikling, at kende forskel på hvad der hører til ”mig” og hvad der hører til de ”andre”, og en måde at lære dette på kan være, i første omgang at blive bevidst om ”mig”. Hvis man som forældre eller fag person får mulighed for at tale med barnet om det at være delebarn, og dermed får lov til at være en del af barnets proces, tænker vi det er væsentligt, at de voksne tager dette aspekt med i deres overvejelser. I forlængelse af det, vil det derfor være både konstruktivt og hensigtsmæssigt, at den voksne i samtale med barnet bliver opmærksom på sit eget ”Jeg”. Dermed mener vi ikke at den voksne nødvendigvis skal dele sit eget ”jeg” med barnet. Hvorvidt det er passende at dele i samtalen og barnets proces, må være op til den enkelte.

Vi har også valgt at bruge jeg form fordi vi mener det er rigtig vigtigt for netop delebarnet, at lære at tale ud fra sit eget jeg, idet delebarnet som oftest har det vilkår at skulle bo to steder. Det vilkår kan gøre barnet ekstra sårbart og udsat for at skulle tilpasse sig alt for meget. I den tilpasning og de krav det stiller, ligger en risiko for at blive meget dygtig til, at mærke hvad der er ude omkring barnet, hvad de andre synes, hvordan stemningen er etc, og derved opstår en risiko for en overopmærksomhed på det der er udenom, og derved måske en svækkelse af barnets evne til at mærke sig selv og egne behov. Som et delebarn udtrykte det omkring skiftedag ”Det er ligesom at skulle starte forfra hver gang. Noget er sjovt et sted, men så er det det ikke det andet.” (SFI rapport, Det delte barn. 2011) At skulle skifte miljø ofte kræver at barnet konstant skal forholde sig til en eller anden form for omstilling - Hvad kan jeg vente mig her – er stemningen god el. dårlig? Hvad skal jeg bidrage med – kan jeg leve op til de krav der stilles? Og ikke mindst - Hvordan kan jeg finde en mulighed for at være mig selv her?

Det sidste spørgsmål fordrer, at barnet formår at holde fast i sig selv mens han/hun pendler mellem sine to hjem – altså, hvem er jeg? Bogen er derfor også tænkt som en måde hvorpå barnet kan holde fast i egne tanker, følelser og oplevelser under de vilkår det lever. Bogen vil nemlig give barnet et både psykisk og fysisk rum hvor han/hun kan registrere sine egne oplevelser, og kvaliteten af oplevelserne, som noget der hører barnet selv til - noget det kan gøre opmærksom på og eller have i sit eget indre.

Sidst men ikke mindst, kan bogen kan også bruges som dialogværktøj af voksne, som gerne vil have inspiration til emner og spørgsmål, man kan tale med delebarnet om. På den måde kan også professionelle have glæde af bogen, f.eks. pædagoger, lærere og sundhedssygeplejersker. Gennem bogens meget konkrete spørgsmål, kan man måske hjælpe delebarnet med at få brudt det tabu, som mange gange hviler over skilsmissen, og man kan få idéer til hvilke dilemmaer delebarnet tumler med.


Bogen er delt op i tre sektioner:

Den første sektion, Mig og min familie, handler primært om barnet, far og mor, og om barnets tilknytning til far og mor.
Barnet får her mulighed for at fortælle hvor mor og far bor, om hvor meget barnet bor hos hver, altså hvilken deleordning barnet har og ikke mindst om, hvad barnet selv tænker og føler om den deleordning. Vi stiller spørgsmål som hvem er med i min familie? Hvordan bor vi? Hvordan ser mit værelse ud hos mor el. hos far? Og vi giver plads til at barnet kan fortælle om henholdsvis mor og far gennem spørgsmål som hvordan ligner jeg min mor? Hvad kan min far og jeg bedst lide at lave sammen? Hvad er min mor allerbedst til? Gennem bogens spørgsmål om forældrene, og deres samliv før og efter skilsmissen, og gennem fokus på hvad barnet har med sig fra begge forældre, skabes der en bevidsthed, som barnet i det videre liv kan trække på. Endvidere tænker vi at spørgsmål som hvilke sider ved barnet mor og far værdsætter, og hvilke håb og drømme de nærer for barnet, vil kunne styrke barnets selvfølelse.

I første sektion har vi også lavet plads til den øvrige familie, f.eks. gennem et stamtræ, hvor barnet kan få alle dem med i sin familie, inklusiv kæledyr, som barnet selv føler skal være med. Vi har også lavet sider hvor barnet kan fortælle og give plads til både bonussøskende og bonusforældre. For uanset hvordan den oprindelige familie har set ud, så er hverdagen for de fleste delebørn, at de på et tidspunkt skal forholde sig til nye ”forældre” og nye ”søskende. Vi tænker det er vigtigt for barnet, at få lov til at give den nye familie en plads i sit liv.

I første sektion kommer vi også ind på det som kan være svært for delebarnet, som f.eks. skiftedag, hvordan føles det når barnet skal fra den ene forældre over til den anden? Er det en god følelse, eller hvordan skulle det være hvis jeg helt selv måtte bestemme alting? Og vi kommer ind på hvordan det var dengang barnet fik at vide, at far og mor skulle skilles. Her stiller vi spørgsmål som; hvor var jeg da jeg fik det at vide? Hvem var jeg sammen med? Hvad mærkede jeg i kroppen? Hvordan havde jeg det? Det er tanken at barnet på den måde får mulighed for at bearbejde det som for mange børn kan føles næsten traumatisk, at vi giver dem et rum til at være med de følelser og tanker der kommer midt i sådan en oplevelse, et rum som er helt deres eget.

Mærkedage som fødselsdage, konfirmation eller juleaften, dage der er betydningsfulde i alle menneskers liv, er selvfølgelig også vigtige, og måske endda endnu mere vigtige for delebarnet. For det er ved sådanne lejligheder familien samles og virkelig er sammen om ”noget”. For et delebarn kan de dage være ligeså dejlige som de kan for andre børn, men der er også risiko for at de kan være svære og tunge, fordi der er mange følelser og forventninger knyttet til dem. Derfor har vi også lavet god plads til mærkedage, hvor barnet kan skrive og fortælle, eller tegne og klippe om hvordan de dage er, hvad de betyder og ikke mindst hvordan barnet bedst kunne tænke sig de dage skulle være. Måske er det ikke muligt barnet kan få opfyldt alle sine ønsker, sådan er livet, men vi kan alligevel godt give plads til ønskerne. Det at give plads til at noget godt må være der, kan nogen gange være nok i sig selv.


Bogens anden sektion handler om barnets Tanker og følelser og om barnets kropsfornemmelser.
Kroppen rummer både tanker og følelser, og kroppen kan også reagere på disse følelser og tanker. Mange børn oplever kropslige reaktioner, når forældrene bliver skilt såsom mavepine eller hovedpine, og vi vil i bogen give dem mulighed for at sætte ord på hvilke reaktioner de måtte have. Det er vigtigt for delebarnet, at blive opmærksom på tanker og følelser, og især vigtigt, at blive opmærksom på, at der både er følelser vi forbinder med smerte og følelser vi forbinder med glæde.

Gennem spørgsmål som hvor sidder vreden, tænker vi at vi igangsætter en bevidstgørelse i forhold til følelser, en bevidstgørelse som kan hjælpe barnet til at forstå hvorfor det har ondt i maven, og hjælpe barnet til at rumme, at det er sådan det er. Ofte får vi mennesker det faktisk bedre, hvis bare vi får lov til at føle det vi føler, uden at nogen har lyst til at det skal gå væk. De tanker og følelser vi har, har vi jo! Dem kan vi ikke bare få til at gå væk, heller ikke ved at ignorere dem. Vi kan derimod se på dem og acceptere at de er der, med andre ord, så kan vi give dem kærlig opmærksomhed. Man kan næsten se følelsen som et sår, og den kærlige opmærksomhed, kan man se som at give såret et plaster på. Når vi giver plads til de tanker og følelser der er derinde, så puster vi blidt på det der gjorde ondt og giver det et lille kærligt plaster på.

Vi har valgt kun at fokusere på det man kan kalde de primære følelserne, vi har dog medtaget et par stykker ekstra, som vi tænker, er særlig vigtige for delebarnet. De følelser vi har valgt ud er både dem vi betragter som glade og sjove, men også dem vi betragter som svære og tunge. Det drejer sig om: glæde, ked af det, savn, vrede, frygt, stress, tryghed, stolthed og mod. Der findes jo mange flere følelser, vi mennesker har et stort register, men vi har valgt at afgrænse os på den her måde, især fordi det skal være overskueligt for barnet at give sig i kast med. Men hvis man som forældre bliver inviteret indenfor i barnets bog, kan man jo selv lege videre med andre følelser end dem vi har valgt, hvis man kommer i tanke om andre der kunne være vigtige for lige netop ens eget barn.


Bogens tredje sektion hedder Mit eget rum, og det er nøjagtig sådan det er tænkt. Et helt privat rum, hvor barnet kan komme til udtryk, sådan som det ser og opfatter sig selv. Først får barnet mulighed for, at fortælle sit liv i overskrifter, i det vi har kaldt mit liv på en snor. Den øvelse tænker vi kan give barnet et overblik over sit liv, og over de ting der er sket som er betydningsfulde. Her kan f.eks. også sættes ind hvornår far og mor blev skilt og på den måde får barnet mulighed for at se og opdage hvad der har været før og efter skilsmissen. I den sektion kan barnet også fortælle om sig selv og sine venner, og om hvad han/hun godt kan lide eller ikke lide i det vi har kaldt - min skattekiste.

I tredje sektion har vi også valgt at lave et rum hvor barnet kan lege lidt med det at være en familie, for hvordan ville familien se ud, hvis det var barnet der bestemte alting? Måske ville det kun være alle kæledyrene der skulle bo i barnets hus, måske skulle mor og far og bonusmor og bonusfar alle sammen bo sammen? Hvis altså barnet kunne bestemme! Børn gør sig mange tanker om det at være en familie, hvem er med i den og hvorfor? Hvad er det for kriterier vi stiller op for at nogen kan være i familie med hinanden? Skal vi alle have det samme blod flydende i årene eller kan man være i familie selvom man ikke deler gener? En voksen ville nok heller ikke altid nævne et kæledyr som en del af familien, mens et kæledyr for rigtig mange børn, kunne være det første de kom i tanke om når man spurgte hvem der var med i deres familie. Igen er det vigtigt at være opmærksom på, hvis vi bliver lukket ind i barnets rum og familie, at vi ikke nødvendigvis behøver opfylde de ønsker barnet måtte have, men at de ønsker, sagtens kan få lov at være der alligevel, og det at vi lytter til dem og anerkender dem, kan ofte være lige nøjagtig nok.

Til slut i bogen, har vi valgt at fokusere på fremtiden, det er kun et lille bitte kapitel, da fremtiden for de fleste børn kan være en abstrakt størrelse. Men delebarnet gør sig alligevel mange tanker, især om hvordan næste jul skal være, eller hvordan det bliver når barnet skal konfirmeres – kan både mor og far og alle bedsteforældre og nye søskende og nye bonusforældre finde ud af at holde en fest sammen? På bloggen på delebarn.dk læste vi om en pige der havde spurgt sin terapeut om hvorvidt hendes far og mor også havde tænkt sig at holde to begravelser? Bag den lidt absurde og sjove bemærkning lå der sikkert rigtig mange tanker og følelser, måske en del smertefulde erfaringer? Derfor har vi bl.a. inkluderet gode råd til sidst. Vi håber at barnet vil komme i tanke om nogle gode råd, og vi håber især at han/hun vil dele dem med dig – og måske – at de kan være med til at bygge bro ind i fremtiden.

Renée Toft Simonsen er psykolog, og forfatter til en lang række børnebøger, bl.a. serien om skilsmissepigen Karla, som er filmatiseret af nordisk film.
Renée er også medstifter af internet portalen www.delebarn.dk, hvor hun arbejder som psykolog i rådgivningen. Sammen med en advokat og en socialrådgiver, svarer hun hver uge på spørgsmål fra deleforældre over hele landet.
Renée har skrevet debatindlæg og artikler til en lang række aviser og blade og har hver uge en klumme og en brevkasse i ugebladet Femina, samt en blog på delebarn. dk.
Renée har også, i mange år, arbejdet personligt med healing og meditation, hun har endvidere siddet i bestyrelsen for ”Børns Livskundskab” siden 2007, og så er hun mor til Jens Kristian, Ulrikke og Hugo, og ikke mindst bonusmor til Ida Marie.


Anna Prip er uddannet BA i fransk og engelsk, pædagog, coach, sorgterapeut og meditationslærer.
Hun har i mange år beskæftiget sig med meditation, healing og massage og arbejder med børn i sorg.
Hun arbejder både med børn hvis forældre er syge eller døende, men også med børn hvis forældre er skilt.
Anna har desuden sin egen virksomhed www.annaprip.dk, hvor hun kan bookes til foredrag, kurser og undervisning om sorg og mindfulness og som konsulent for fagpersonale på skoler og institutioner rundt i landet.
Anna skriver artikler og blogger på delebarn.dk og dette er hendes første bøger.
Anna er mor til Adam og har været bonus mor til Asbjørn, Torsten, Bjarke og Daniel.

Forfatterne: Renée Toft Simonsen og Anna Prip

Allerførst er det vigtigt at sige, at denne bog er tænkt som en hjælp til børn i en helt almindelig sorgproces. En almindelig sorgproces indeholder mange af de samme komponenter som en graverende sorgproces også indeholder, og derfor er det svært at sige hvornår en sorgproces bliver ualmindelig. Med andre ord, hvornår en sorgproces får en sådan karakter, at man skal blive bekymret eller søge professionel hjælp. Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om dit barns sorgproces kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har brug for professionel hjælp, eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige sorg over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete man ikke ønskede skulle ske. Hvis du som forældre tænker at dit barns sorg på nogen måde er bekymrende, det vil sige, hvis du tænker at den går ud over dit barns udvikling eller sundhed, vil det være en god ide at søge anden hjælp, da den slags sorg vil gå ud over rammerne af hvad denne bog kan bære.

De symptomer der kan indgå i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering (tilbagetrækning til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til leg, manglende lyst til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet vagtsomhed, søvnløshed, skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet og ondt i maven, humørsvingninger og tristhed. En sorgproces kan også medføre stresslignende symptomer, hvor barnet ikke synes i stand til at finde ro nogen steder, dette kan manifestere sig både i omgivelserne og i barnet selv.

Heldigvis er det de allerfleste børn gennemgår når forældrene bliver skilt, en helt almindelig sorgproces, som vi både skal og kan give plads og tid. For uanset hvor meget vi anstrenger os for, at det ikke skal være svært for vores børn når vi går fra hinanden, vil der altid være noget omkring en skilsmisse der er vanskeligt for dem. Når de voksne bliver skilt, har det konsekvenser for børnene, sådan er det bare. Konsekvenserne vil være forskellige fra barn til barn, endda fra barn til barn indenfor den samme familie. Nogle børn vil tage det meget tungt, mens andre ikke vil opleve det som den største sorg i verden. Hvordan børnene oplever en skilsmisse og hvordan de kommer igennem alle de følelser den indebærer, kommer an på rigtig mange ting. Men det kommer især og i høj grad an på de voksne, an på hvor høj en grad af konflikt skilsmissen indebærer, og ikke mindst hvordan de voksne tackler disse konflikter.

For de fleste børn vil der altså være noget ved familiens brud der er trist og sorgfuldt, der vil være tunge følelser ind imellem og ikke mindst store forandringer børnene skal forholde sig til. Den største forandring for børnene vil nok være, at de skal bo to steder. Og det at skulle bo og høre hjemme to steder, i forhold til bare ét, kan indebære en splittelse af en slags. Ikke kun en fysisk splittelse, som ses meget tydeligt ved at barnet pludselig har to adresser, men også en indre splittelse på et psykologisk og følelsesmæssigt plan – som et barn udtalte omkring skiftet fra den ene familie til den anden; ”jeg er en helt anden til at starte med, som om der er to mig´er”. Ikke nok med det, så kan det samtidig og helt konkret også være fysisk anstrengende, at skulle flytte sig fra det ene til det andet sted, og på den måde kan det også siges at være ekstra energikrævende for børnene, at de nu skal bo to steder.

Men fordi barnet pludselig skal bo to steder, betyder det ikke at det nu har to familier. Et barn har én oprindelig familie, og i den familie findes mor, far, eventuelle søskende og så selvfølgelig barnet selv. Det betyder ikke, at familien er en statisk størrelse, uden mulighed for forandring eller udvidelse. Det betyder bare, at selv om de voksne er blevet skilt, og ikke længere ønsker at være i familie med hinanden, så er barnet altså stadig i høj grad i familie med både far og mor. Det er bl.a. ud fra den tanke, at bogen her er blevet til. Det er de voksne der er blevet skilt, det er ikke barnet.

Alles liv er fyldt med historier, narrativer. Historierne er med til at give vores liv mening og sammenhæng, de hjælper os til at vide hvem vi er, hvad vi godt kan lide, hvordan vi ønsker at leve vores liv, og hvad der er betydningsfuldt for os. Man kan næsten sige, at vi på en måde er historierne om vores eget liv. Vi er selvfølgelig mere end det, men historierne vil altid være væsentlige brikker i vores personlige puslespil. Hvordan disse historier bliver til er komplekst, nogle historier har deres helt eget liv, mens andre skal hjælpes på vej for at få en plads. Når man er barn, er de voksne stadig en betydelig del af ens historie, men det betyder ikke at de voksne skal eller kan bestemme hvilke historier barnet vælger som historierne om sit eget liv. Et barn har ret til sin egen historie, ret til at vælge hvilke historier der er mest betydningsfulde, og hvilke historier der ikke skal have en markant plads.

Mit liv som delebarn er tænkt som et redskab, til at hjælpe barnet med at skrive og forstå sin egen historie. Den er tænkt som en art fødselshjælper for barnet til, at forstå sig selv og sin egen kontekst, og ikke mindst som en hjælp til, at bearbejde alle de følelser alle historierne afføder. Det er en bog tænkt som en mulighed for dit barn til, at se sig og kende sig selv. Det er Ikke en bog med historier i som du måske kunne tænke dig var historierne om dit barn, med derimod, en bog fyldt med de historier som dit barn bærer på, uanset hvordan de historier måtte se ud. Mit liv som delebarn er derfor en bog til og om dit barn, en bog dit barn selv skal skrive og som dit barn har fuldstændig ejerskab over.

Måske er du så heldig, at dit barn har lyst til at dele bogen med dig? Måske har dit barn brug for, at du hjælper det med at skrive historierne, at du agerer en art sekretær? Begge dele vil selvfølgelig være helt i orden. Børn ønsker ofte at dele det som er vigtigt og væsentligt for dem, med de personer som betyder allermest, og der vil far og mor jo altid stå højt på listen. Og hvis dit barn har en alder hvor det nødvendigvis er dig der må skrive det meste, så er det også helt i orden. Det vigtigste er ikke hvem der fører pennen, men mere forståelsen af at bogen her, er dit barns bog. En bog der som udgangspunkt kan rumme både far og mor, søskende og bedsteforældre, men også bonusfar, bonusmor eller evt. bonussøskende, hvis barnet en dag udvider sin oprindelige familie og hvis det er det barnet ønsker. Det er også meningen at bogen skal kunne rumme alle de følelser dit barn måtte bære på, de glade som de triste, de vrede eller de sjove. Vi har i vores bearbejdelse af emner og spørgsmål forsøgt, at gøre plads til det som er inde i os alle sammen. Nogle ting vil fylde meget, mens andet vil få mindre plads. Du skal være opmærksom på, at disse valg kan ofte have med situationen lige nu, eller alderen at gøre.

Vores historier om os selv er foranderlige over tid, og derfor vil bogen også blive et vidnesbyrd om en helt bestemt tid i dit barns liv. Det er vigtigt at dette respekteres og rummes. Samtidig er det virkelig vigtigt at være bevidst om hvor særligt og væsentligt det er, at dele sit liv og tanker med andre, og dit barn vil sandsynligvis gerne dele med dig – vær åben og afventende. Sidst men ikke mindst opfordrer vi dig til at være neutral og anerkendende overfor det dit barn evt. måtte skrive eller tegne i sin bog, også selv om dine egne følelser eller tanker ville være anderledes hvis det var dig der skrev i bogen. Dit barn viser dig stor tillid ved, at dele sin bog med dig, tag imod den gave med et åbent hjerte.

Måske vil dit barn vælge, at den her bog, skal være helt privat. At ingen andre end barnet selv må kigge i den. Hvis det er sådan vil vi forfattere bede dig om, at respektere dette ønske. I fald du kan dét, vil bogen kunne blive et frirum for dit barn, et rum hvor det kan have det nøjagtig sådan som det har det, uden at skulle tage hensyn til andre følelser end sine egne. Du vil således være med til at give dit barn et rum, hvor det i fred og ro vil kunne bearbejde alle de følelser der kan være i forbindelse med at blive delebarn og skulle bo to forskellige steder, et rum hvor det kan fortælle sine historier, sådan som de er indeni.

Vi har alle brug for sådan et rum.

Kærlig hilsen

Renée og Anna

Det er tanken, at ”Mit liv som delebarn” skal kunne bruges af fag personer, der arbejder med børn, hvor skilsmissen er en del af problematikken eller måske selve problematikken. En faglig uddannet person vil være en der for det første har en uddannelse der kvalificerer dem i det fag de har valgt, og som, måske det vigtigste ved brugen af en bog som denne her, vil være en person der står udenfor og kigger ind i barnets liv.

Når man som fagperson taler med børn om skilsmisse, har man en helt særlig position. Man kender måske barnet fra institutionen eller skolen, og man er en voksen som ikke er følelsesmæssigt involveret i situationen derhjemme, som forældrene eller den øvrige familie er. Således er man en person der ikke på nogen måder har aktier i de følelser og tanker der fylder barnet, oven i købet en person der har tavshedspligt, og som barnet derfor vil kunne være fuldstændig tryg ved, ikke vil dele de informationer som personen får kendskab til, med andre. Desuden har man gennem sin uddannelse og erfaring lært noget om, hvordan man taler med børn på en konstruktiv og rummende måde, hvilket kan være en stor fordel for delebarnet. Når ens forældre bliver skilt, vil man som barn næsten altid opleve sorg. Det er forældrene, som bestemmer, at livet fra nu af bliver anderledes og aldrig det samme igen. Hvordan sorgen kommer til udtryk er forskelligt fra barn til barn, men fælles for alle børn i sorg er, at de har brug for nærhed og tryghed.

Når man er i jævnlig eller daglig kontakt med barnet, er det ikke nødvendigvis det samme som at barnet har lyst til at tale med dig om situationen som delebarn, og det kan der være mange årsager til. Men hvis de gør, er det altid et tegn på tillid, og den skal man værne om. Dvs man skal være bevidst om, at nogle ting eller episoder kan man godt lytte til, uden at fortælle dem videre til barnets forældre. Hvis der er ting man føler er nødvendige at fortælle videre til mor eller far, er det vigtigt at formidle dette til barnet. Barnet kan på den måde føle sig tryg til at kunne vende tilbage og tale om livet som delebarn en anden gang uden, at være bange for at fragmenter af samtalen bliver fortalt videre til forældrene uden deres viden eller samtykke. Hvis man som fagperson taler med forældre om den forandrende situation ift skilsmissen, så deler man heller ikke alt fra denne samtale med barnet. Som eksempel kan man sige til barnet, at man vil fortælle forældrene, at vi har talt om fars nye kæreste, eller hvordan man bliver klar til skole, når man skifter fra det ene hjem til det andet osv. Når barnet er informeret om, at noget bliver formidlet, så har de også mulighed for at lave indvendinger, hvis det er nødvendigt for dem. Hvis man som fagperson i forbindelse med en snak om livet som delebarn får ting at vide om f.eks. grænseoverskridende adfærd eller vold i hjemmet, så må man forholde sig til oplysningspligten, som man allerede er uddannet i. Men i forhold til at tage en samtale med et delebarn, som måske på tidspunkter kan have nogle følelsesmæssige udfordringer, er der ikke nødvendigvis oplysningspligt.

Når man lytter til et delebarn eller spørger til situationen, så bliver man for barnet en form for bevidner. Dvs at man kan være med til at stille spørgsmål til barnet, der gør en positiv forskel for den måde, som de opfatter sig selv eller situationen som delebarn på. Barnet kan således forstå sig selv og livet som delebarn ud fra nye muligheder om situationen lige nu og evt i fremtiden. Man er også bevidner til selve den fortælling barnet har om sit liv som delebarn, så man skaber fundament for en bevidstgørelsesproces i barnet. Når vi bl.a. giver barnet sit helt eget rum i bogen, hvor barnet f.eks. kan tegne sit ønskehus, og putte de mennesker ind som det lige nøjagtig kunne ønske sig, så giver vi barnet en mulighed for at udfolde sit inderste, og lade det komme til orde som findes derinde. Vi giver det et rum, hvor det er helt okay at være som barnet er. Barnet har jo ikke autonomi til selv at bestemme med hvem eller hvor det skal bo i virkeligheden, men ved at give det sådan en opgave, får det samtidig en fornemmelse af, at være adskilt og en anden end forældrene. Barnet får også mulighed for at kende sig selv, for jo mere det inderste i os holdes nede, f.eks. ønsker om at mor og far var sammen igen, jo mere kan det komme til at fylde. Hvis vi giver det som er, plads og rum til at være, hvis vi ser på det og taler om det, får det en naturlig plads i vores liv. En god måde barnet kan opleve at blive lyttet til og anerkendt er ved, at benytte 'papegøje-metoden', hvor man gentager de ord, barnet selv benytter om deres situation. Det vigtigste at være opmærksom på er, at et varmt og omsorgsfuldt rum med plads til både tanker og følelser, er det bedste udgangspunkt for barnets videre udvikling.

Denne bog er tænkt som en hjælp til børn i en almindelig sorgproces. En almindelig sorgproces indeholder mange af de samme komponenter som en graverende sorgproces også indeholder, og derfor er det svært at sige, hvornår en sorgproces bliver ualmindelig. Med andre ord, hvornår en sorgproces får en sådan karakter, at man skal blive bekymret. Vedvarende symptomer over tid og graden af disse, definerer sædvanligvis om barnets sorgproces, kan karakteriseres som en alvorlig sorgproces, hvor barnet har brug for professionel hjælp. Eller om det ”bare” er helt almindelig og forståelige sorg over noget der er tabt eller mistet, måske over noget der skete man ikke ønskede skulle ske. Hvis du som fagperson tænker at barnets sorg på nogen måde er bekymrende, det vil sige, hvis du tænker at den går ud over barnets udvikling eller sundhed, vil det være en god ide at tage en snak med i første omgang forældrene. Hvis det ikke er tilstrækkeligt til at hjælpe barnet eller afstedkomme positive forandringer at tale med forældrene, kan det være nødvendigt, at tale med kolleger om hvad der ellers kunne gøres for at hjælpe barnet.

Symptomer i en almindelig sorgproces kan bl.a. være: regrediering (tilbagetrækning til et tidligere udviklingsmæssigt stadie), manglende lyst til leg, manglende lyst til samvær med jævnaldrende, koncentrationsbesvær, forhøjet vagtsomhed, søvnløshed, skiftende appetit eller appetitløshed. Det kan være psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet og ondt i maven, store humørsvingninger og tristhed der kan minde om tilstande af depression. En sorgproces kan også medføre stresslignende symptomer, hvor barnet ikke synes i stand til at finde ro nogen steder, dette kan manifestere sig både i omgivelserne og i barnet selv. Hvis disse udfordringer fortsætter over tid og bevirker, at barnet måske ligefrem virker udviklingsforstyrret, så bør man benytte sin faglige erfaring og oplysningspligt og søge hjælp til barnet.

Vi håndterer alle svære situationer i livet ud fra vores resiliens, det vil sige, vores erfaringsgrundlag, vores viden og vores handlemønstre – det samme gælder delebarnet. Derfor må man som fagperson også have for øje, at delebørn har individuelle behov. Nogle børn kommer fra et hjem, hvor man er vant til som familie at tale om svære og modsatrettede følelser, mens andre ikke gør. Det bevirker, at alle børn har forskellige udgangspunkter for overhovedet at kunne indgå i bearbejdning af eventuelle dilemma ifh at være delebarn og i den sammenhæng bør man benytte sin viden om barnet og tage udgangspunkt i tidligere iagttagelser.

Som lærer eller pædagog har man den fordel, at man ofte er sammen med flere børn i lignende situation, så ved at åbne op for temaet skilsmisse og derved inddrage jævnaldrende og ligestillede, kan man også hjælpe delebarnet. Nogle børn har stor gavn af at denne spejling og almengørelse af delebarnets problematikker, som måske før føltes unikke for dem. Det kan blive et rum for erfaringsudveksling, hvor man kan lære af hinanden. Som fagperson har man et ansvar for, at der i sådan en snak bliver draget empatisk omsorg for alle børn og deres individuelle behov og at det foregår i et positivt, konstruktivt og ressourceorienteret rum.

Tilbyd altid barnet at vende tilbage med yderligere samtaler og vid, at det skal du som den voksne tage ansvar for at følge op på bliver gjort. Inviter til en snak flere gange, også selvom barnet måske afviser, det kan der være mange årsager til. Hvis du følger barnet gennem flere år, så har du en særlig mulighed for at åbne for snakke over år, som andre voksne måske ikke har. At være delebarn er en proces, som er sat i gang ved skilsmissen, og med mindre forældrene ombestemmer sig og flytter sammen igen, så følger dette vilkår barnet resten af livet.

”Lige nu er jeg her, tænkte hun. Jeg ligger i min egen seng. Nedenunder sidder mor og Leif og ser fjernsyn. Inde ved siden af sover Mads Morten og Lillebror. Ovre i København ligger Ana Lisa i sin seng. Far ligger sikkert og snorker på sofaen. De er alle sammen min familie, og ingen ved hvad der sker i morgen.
Karla var glad. Kabalen var gået op. Dem, hun elskede allerhøjest, var hendes familie. Sådan rigtigt.” (Karlas Kabale, 2003)


Citatet fra bogen ”Karlas Kabale”, beskriver slutningen på en lille piges rejse for, at finde sig til rette i en ”ny” familie. Hendes far og mor er blevet skilt og hun har fået en bonusfar og en bonussøster fordi hendes mor har fundet en ny kæreste. Karla synes det er meget vanskeligt at finde ud af hvem det lige nøjagtig er hun nu er i familie med, for det er ikke kun dem hun bor sammen med, det véd hun. Hendes far bor hun f.eks. ikke længere sammen med, men han er jo stadig hendes familie alligevel, og Ana Lisa er Leifs datter, som oven i købet har fået nye søskende og dem er Karla jo sådan set ikke i familie med, men Ana Lisa er hun jo lidt i familie med, eller er hun? Hun gør sig mange tanker og overvejelser, og forsøger gennem bogen bl.a. at bearbejde den sorg der kan være forbundet med ikke at bo sammen med sin far mere. For hende bliver det at være en familie ligeså besværligt som en kabale kan være, men hun finder en løsning til sidst, som man også kan læse i citatet.

Heldigvis finder de fleste børn en løsning, og en måde at leve med de dilemmaer de kommer i, når far og mor pludselig ikke vil bo sammen mere. Men ofte har de brug for hjælp. Vi tænker, at en hjælp til børnene f.eks. kunne være, at blive opmærksom på de dilemmaer de står i. De kan være mange og forskellige. Her kommer lige et par eksempler:

De kan føle at de svigter den ene forælder, fordi de f.eks. føler sig bedst tilpas ved at bo det ene sted mest?
De kan føle sig splittede og i et dilemma i forhold til de følelser de f.eks. kan have overfor en bonusfar eller en bonusmor?
De kan føle sig triste over pludselig at skulle dele hus el. værelse el. ting med et andet barn, de ikke kender så godt?

Ja, bare ved at få den her bog, ”mit liv som delebarn”, kan barnet føle at det bliver sat i et dilemma, for hvor skal bogen bo? Skal den med barnet hver uge når barnet flytter over til mor, selv om det er far der forærede barnet bogen? Eller er det far der så skal udfylde bogen sammen med barnet?
Måske er bogen mors ide, må far så alligevel gerne hjælpe til med at huske?

En forudsætning for at finde ro, er at man kan mærke sig selv.

At finde ro fysisk styrker fundamentet, så svære situationer bliver nemmere at håndtere. I nogle tilfælde opløses følelsesmæssig uro ved at genfinde kroppens ro. Spørg dig selv, hvad der ville være det bedste for dit barns krop? Og spørg dit barn, hvad det selv fornemmer at kunne have brug for kropsligt. Prøv som voksen at finde en balance mellem aktivitet og ro. Væk sanserne ved at lytte, se, smage, lugte, røre, eller blive berørt. Således kommer vi tilstede og kan pludselig mærke os selv. Og det er forudsætningen for at kunne finde ro.

De fleste børn elsker f.eks. at lege kilde-leg. Det giver spænding, grin, fysisk bevægelse og berøring. Sørg for at det altid bliver efterfulgt af et naturligt rum af afslapning og udånding, hvor både du og barnet er i helt ro. Udnyt evt. muligheden til at spejle barnets afslapning, ved at I begge ligger på gulvet bagefter og ånder højlydt ud. Og tillad gerne barnet at tage revanche...

Gå en tur i skoven eller andre steder i naturen, hvor I kan lede og lytte efter f.eks. fugle. Fugle har en naturlig evne til at balancere mellem bevægelse og ro. Det vil vække barnets indre ro at betragte fugle nærmest 'glide' gennem luften.

Spørgsmål du kan stille dit barn, til at mærke efter:

Følgende spørgsmål kan du stille dit barn til at mærke efter i kroppen. Bemærk at det vigtige er barnets proces med at mærke efter, for her findes roen. Det er mindre væsentligt, om du får svar på spørgsmålene som forælder og det er fuldstændig uvæsentligt, om du bryder dig om barnets svar eller ej. Prøv i stedet selv at fokusere på samtidig også at mærke efter i din egen krop, så I sammen kan finde fysisk ro og afslapning på trods af omstændighederne.

-Hvordan føles din brystkasse?

-Hvordan trækker du vejret nu?

-Kan du høre dit hjerte slå?

-Hvordan lyder det?

-Kan du mærke dit hjerte slå?

-Hvordan føles det?

At arbejde med bogen sammen med sit barn, bonusbarn eller barnebarn kan være en stærk og lærerig proces for både barnet og den voksne. Derudover vil selve produktet – altså bogen – bagefter være en uvurderlig gave for barnet, idet den gennem gæsteforfatterne, også bliver et vidnesbyrd om det unikke forhold, baret har til sine nærmeste, på trods af skilsmissen. Dette kunne være særlig vigtigt for børn, som er blevet delebarn tidligt i livet, og som derfor kun vil have få eller ingen erindringer om livet før skilsmissen.

Når et barn bliver delebarn, fordi forældrene beslutter at blive skilt, er der ofte mange mennesker omkring barnet, som gerne vil gøre noget for at støtte og hjælpe. Det kan være venner, familie, naboer, kolleger eller barnets pædagoger. Den hjælp kan være uvurderlig for barnet, og en måde at huske ting og historier på, som barnet ikke ville kunne alene. Vi har tænkt gæsteforfatterne ind som en ekstra måde at få fortalt gode historier om barnet, og om livet før og efter skilsmissen. Barnet kan selv skrive en invitation til gæsteforfatterne, eller man kan hjælpe barnet med at udskrive en invitation med spørgsmål her fra hjemmesiden og bruge den. (link)

At være gæsteforfatter betyder at man får mulighed for at fortælle sine egne historier om barnet, og mulighed for, at fortælle, hvilken betydning barnet har for dig. En gæsteforfatter kan også fortælle om hvilke håb og drømme han/hun nærer på barnets vegne. Hvis du er forældre til barnet, kunne her være en mulighed for dig for, at fortælle om tiden både før og efter skilsmissen, måske fortælle om hvordan du oplevede barnet havde det og reagerede på de ting der skete i familien. Det kunne også være oplagt for dig som forældre, hvis du bliver bedt om at være gæsteforfatter, at fortælle om hvad du ønsker for dit barn i forhold til det at være delebarn, hvilke tanker du har gjort dig, og hvad du tænker, kunne være godt for dit barn som delebarn.

Gæsteforfattere kunne være: Mor – Far – mormor – morfar – farmor – farfar - Lærer – Tante – søskende – bonusmor – bonusfar – pædagog – bedste ven/veninde etc.





Kære gæsteforfatter:

Jeg vil gerne invitere dig til, at skrive et brev til min delebarns bog. Min delebarns bog er der hvor jeg skriver om mig selv, om at være delebarn, om min familie og venner. Bogen skal gemmes i mange år og jeg vil derfor rigtig gerne have du er med i den. Du må selv bestemme hvad du vil skrive, men her er lige nogle ideer hvis du har brug for det.

Du kan f.eks. skrive om:

Min far eller min mor, og dengang de var små.
Mig – måske noget om dengang jeg var lille.
Oplevelser vi har haft sammen, f.eks. ferier eller fødselsdage.
Sjove eller sørgelige familie historier.
Ønsker for mig og min fremtid

Og så vil jeg bare sige, tak fordi du har lyst til at være med i min bog

Kærlig hilsen





Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook