Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Hanne Jensen om deleordninger









Hanne Søndergaard Jensen - Ekspert i deleordninger

Hanne Søndergaards Jensens artikel om deleordninger

I samarbejde med Statsforvaltningen Hovedstaden, har socialrådgiver Hanne Søndergaard Jensen, forestået en undersøgelse af fraskilte forældres aftaler om deleordning og udvidet samvær for børnene. I undersøgelsen har hun belyst, hvilke erfaringer børn og forældre har med deleordning og udvidet samvær. Den deleordning man som forældre skal vælge til sine børn, kan være hensigtsmæssig, at forholde til hvilken alder barnet har, (der selvfølgelig er forskel på et barn på 2 år og et barn på 13 år). Derfor er det netop nogle af de værdifulde erfaringer Hanne har gjort på dette område, vi gerne vil videregive i denne artikel, til vores brugere på delebarn.dk.

 


Om deleordninger og alder

Hvilken form for samværsordning man som forældre skal aftale, skal helst afhænge af barnets alder og modenhed, sårbarhed vs. robusthed, det vil sige barnets individuelle behov for stabilitet, tryghed og forudsigelighed.

Nogle samværsformer kan være ligedeling af børnene (deleordning), og dem kan der være forskellige former for. Men en deleordning forudsætter, at flere forhold er på plads, hvis det skal være en tilfredsstillende ordning for barnet. Det samme gælder den udvidede form for samvær, idet denne ordning også forudsætter en hyppig og konflikt fri kontakt mellem fraskilte forældre.

 Mange forældre finder det naturligt, at deres barn/børn skal have en fast base. Det er min erfaring at de fleste forældre vælger, at børnene har bopæl hos moderen. Dette bunder i at moderen - under samlivet - tit har været den der har taget sig mest af børnene, og i forlængelse af barselperioden har hun stået med hovedansvaret for barnet. Det har naturligvis også en historisk dimension, at ansvaret for og omsorgen for børnene var moderens domæne.

Fædrene haler dog ind på mødrene nu, og dette ses også i den praksis der er på fordeling af samvær med børnene, når forældrene skal aftale hvordan deres deleordning skal være. Erfaringen viser, at mødre oftere end fædre er tilbageholdende med at indgå aftaler om deleordning som ligedeling af tid.

Generelt må man råde forældre til, at en samværsordning skal tage udgangspunkt i deres barns behov, alder, tilknytning til moderen og faderen samt barnets robusthed/sårbarhed. Dog vil jeg gerne påpege, at forældre bør være varsomme med, at aftale deleordning, og for den sags skyld udvidet samvær, hvis det drejer sig om mindre børn (0 til 3 år)

At presse en deleordning igennem er aldrig en god ide. Det kan give bagslag og skabe et dårligt samarbejdsklima mellem forældrene. Det er også slidsomt for de forældre, der ikke er enige om en deleordning, men hvor den ene har følt sig presset til at indgå en sådan aftale. 

 

Almindelige reaktioner hos børn i forskellige aldersgrupper.

Børns reaktionerne er ikke altid alders bestemt. Men det som er hyppigst forekommende og som de voksne skal være særlig opmærksomme på er, at barnet stresses af at strække sig og skulle rumme to familier, og eventuelt to familiers forskellighed. Hvis barnet f.eks. mødes af tavshed eller en vred forælder, lukker nogle børn af, mens andre reagerer med f.eks. anderledes adfærd. Det kan være forskelligt hvordan adfærden ændres, og her skal de voksne være særlig opmærksomme på deres børn. Hos mindre børn kan der f.eks. ske det, at barnet begynder at tisse i sengen igen om natten, også selvom det for længst er holdt op med den slags. Små børn kan blive klynkende, og få tendens til at “hænge” mere hos forælderen. Eller de kan blive aggressive og slå de andre børn. Den slags ændringer tyder på, at barnet er stresset og derfor er det vigtigt, at forældrene er opmærksomme på, at fleksibilitet i deleordningen kan blive nødvendig.

 

Børn mellem 3 - 5 år:

Man ved, at små børn i højere grad end større børn accepterer, at det er som mor og far siger. Men fordi små børn jo opfatter sig selv som verdens centrum, kan de tro, at de kan være medvirkende årsag til skilsmissen. Små børn kan derfor udvikle skyldfølelse og bebrejde sig selv for det der er sket.

For de helt små børn, det vil sige fra 0 til 3 år er det min erfaring, at det er vigtigt at man har hyppige og ikke længerevarende samvær. I praksis vil det sige 2 overnatninger over 1 eller 2 gange i en 14 dages periode men med mulighed for eftermiddagssamvær af nogle timers varighed. En familie vælger f.eks. at barnet er fast hos mor. (Ja -  mange mødre har et forspring fordi har født og ammet barnet.)

Hver anden fredag til søndag hos far, og i slutningen af ugen, hvor barnet har weekend hos mor, er barnet hos far torsdag til fredag eller evt. til lørdag. Far har ikke barnet på overnatning mellem søndag og torsdag, men kan sagtens have eftermiddagssamvær både i ugen med mors samværs weekend og ugen efter.

Ligedeling af tid med sit lille barn når man ikke bor sammen, anbefales ikke af flere eksperter. Der rådes til en vis forsigtighed p.g.a. barnets korte hukommelse. Den stabilitet og forudsigelighed det lille barn har brug for, (som alle børn har brug for) er en særlig vigtig bestanddel for børn des mindre de er. Det lille barn forstår mere end.  det kan give udtryk for – derfor er det en balanceakt at høre og se det uformulerede, Nogle af de faresignaler man som forældre skal være opmærksom på er hvis barnet f.eks. græder tit, bliver aggressivt, eller får mareridt og en klyngende adfærd – særlig hvis det fortsætter.

Så hyppige men korte samvær er bedst for små børn. Nogle enkelte forældre jeg har mødt i den børnesagkyndige rådgivning har praktiseret 2 til 3 dage hos dem hver i sær. Det har været robuste børn der fra helt lille har været vant til at mor eller far altid var om dem. Hvis I som forælder vil kaste jer ud i en deleordning så vær parat til at igen at skippe en sådan ordning – også selvom en af jer får mindre tid med barnet. I en undersøgelse jeg lige har afsluttet har flere børn valgt en deleordning fra – til fordel for en ordning med 5 dage ud af 14 hos den ene af forældrene. Dette har ladet sig gøre fordi forældrene havde fokus på hvad der var bedst – i en given situation og for en længere periode – for deres barn. Så vær fleksibel i Jeres aftaler. 

 

Børn mellem 5 til 8 år:

I denne aldersgruppe ser man typisk reaktioner som tristhed, angst, utryghed, hjælpeløshed og en følelse af at være afvist af den savnede forældre, når forældrene bliver skilt.

Når barnet bliver 4 eller 5 år kan det begynde at begribe mere og mere og sætte ord på. Jeg plejer at gentage en lille sætning fra en dreng – der omhyggeligt talte på fingrene hvor mange dage hos sin far. Han sagde; Hver gang det er torsdag skal jeg hjem til far. Den ene torsdag skal jeg sove 4 gange hos far og den anden torsdag skal jeg sove en gang. Drengen havde det godt med denne ordning – og som man kan læse kunne han lige akkurat overskue sin samværs situation. Hvis I vil have en deleordning for førskolebarnet eller børn fra 5 til 9 10 og 11 år, kan 7/7 ordning være en god nok ordning. Men igen, mange børn foretrækker måske en fast bopæl og lidt mindre tid hos den ene af forældrene – vær lydhør overfor dette for det siger ingen børn selv. Det skal I som forældre afgøre og tage ansvar for. Børn har nemlig for længst gættet sig til at forholde sig lige loyalt til begge forældre, derfor må de voksne komme barnet til undsætning. Hvis I vælger en 7/7 skal det med, at nogle børn har brug for at være sammen med den anden forælder i form af nogle aktiviteter sammen eller bare samvær sammen nogle timer. Men stil ikke op med de store forælder armbevægelser. Barnets presses af, at leve op til sin familie hvert sted. Og er der sket mange ændringer i barnets to familier, kan det være meget krævende at være barn.

Nogle børn i denne aldersgruppe tilpasser sig så meget, at skolevanskeligheder eller andre adfærdsproblemer viser sig. Barnet skal strække sig over meget – husk altid at det er barnet der hver uge eller mindre skal forholde sig til sine to hjem. Og så er det vigtigt at huske at mindre børn (4 til 7 år) har særlig brug for kontakt til den de ikke er sammen med i deres 7 dages turnus, men vær forsigtig med at indføre en enkelt overnatning, da det kan gøre nogle børn rodløse og forvirrede.

Så hvis en deleordning skal være til glæde for barnet, skal visse ting være opfyldt:

I kan samarbejde

I respekterer den anden forælder

I bor nær hinanden

I er dem der sørger for alt det praktiske

I taler aldrig dårligt om den anden forælder i barnets påhør

Eller forholder jer ”tavs” når barnet taler om den anden forælder.

Dette blot nogle erfaringer samt anbefalinger fra nordiske undersøgelser.

 

Børn mellem 9 og 12 år:

I modsætning til yngre børn, kan børn i denne her aldersgruppe få mere intense følelser af vrede. De kan føle sig alene, føle tabet og blive chokerede, overraskede og bange. Vrede og mulig afvisning af den ene forældre, ses også mere i denne aldersgruppe. Børn fra 12 /13 års alderen og op, kan have en 7/7 ordning eller de kan have glæde af en turnus på 14 dage hvert sted. Særlig teenagebørn, viser erfaringerne. Der falder mere ro over samværet med en 14/14 dages ordning. Min undersøgelse viser, at det er meget stressende for børnene, at medtænke alt det de skal huske fra det ene hjem til det andet. Derfor er det utrolig vigtigt at forældrene er meget opmærksomme på dette og gør alt hvad de kan for at lette hverdagens praktik for deres barn.

 

Børn mellem 13 og 18 år

Børn i denne aldersgruppe oplever også vrede, tab, tristhed ligesom børnene i de andre aldersgrupper kan. Men når barnet grå ind i teenage alderen kan det reagere med ”acting out” adfærd, hvilket i praksis betyder at de i periode kan udvise en aggressiv og provokerende adfærd. Teenagealderen er på mange måder en meget sårbar periode for barnet. Det sårbare viser sig ofte i form af forurettelser og afvisninger i forhold til forældrene, hvor barnet f.eks. kan føle sig meget provokeret af de voksnes velmenende råd. Når børn nærmere sig de 12 til 13 år begynder de, at se på deres  forældre med andre øjne. De lægger tit afstand til den ene eller til begge forældre. De vælger nu i stedet andre, ofte  jævnaldrene, at dele deres fortrolighed med og de er gennemgående meget fokuseret på gruppen af  jævnaldrene. Fordi så meget rører sig i dem på det tidspunkt i deres udvikling, som f.eks. identitet, sexualitet  "hvad jeg skal vælge" af uddannelse/arbejde, kan en skilsmisse ryste  dem meget. Teenagebarnets naturlige egocentricitet kan blive bragt ud af balance ved en skilsmisse, og man ser derfor nogle teenagebørn fravælge et fast samvær med den ene af forældrene. Dette skyldes nogle gange, at barnet føler han/hun skal tage parti, og et teenagebarn kan ikke rumme at dets loyalitet anfægtes. Det kan ingen børn rumme, men teenagebarnet har, grundet sin alder og evne til at protestere fået en mulighed for at sige fra. Det er vigtigt, at fraskilte forældre både fastholder et minimum af kontakt og eller samvær med barnet og respekterer aflysninger fordi fester og selskab med jævnaldrene er vigtigere for barnet i en periode. Men man skal bare altid være der hvis behovet for samvær opstår – det gælder også samværsforælderen.

 

Tre sager fra det virkelige liv

Til sidst og i forlængelse af det sidste afsnit har jeg lyst til, at fortælle om nogle almindelige reaktioner hos teenagebørn jeg har oplevet gennem forskellige sager jeg har arbejdet med. I den første sag frasiger en12 årig dreng samværet med den ene forældre. I den anden sag vælger et søskende par to forskellige løsninger på en problematisk skilsmisse. Og i en tredje sag kæmper en teenagepige med at " finde sin gamle  far" efter forældrenes brud.

Gennem to år har jeg samtaler med en dreng, i forbindelse med faderens forskellige ansøgninger om mere samvær og feriesamvær med sin søn. Som 10 årig kan drengen ikke forstå, hvorfor hans far altid tror, at hans (altså drengens) meninger og synspunkter stammer fra moderen. Drengen undres over at hans far ikke tror på det han siger. Drengen har flere gange hørt faderen sige: " din mor har hjernevasket dig". Det at faderen ikke tager drengens egne ord for pålydende, får som følge at drengen isolerer sig mere og mere fra faderen  når han er på samvær, og samtidig ønsker han, at reducere samværet og reducere feriesamværet. Da han er ca. 12 år kommer han igen til samtale fordi faderen nu ønsker, at genoptage samvær med en enkelt overnatning. (Samværet har i en periode været uden overnatning udfra drengens ønske) I den sidste samtale jeg har med drengen giver han udtryk for, at han ikke synes, at hans far er ligesom andre fædre. Dette er drengens egne ord! Drengen ønsker en lang pause i samværet. Sagen afgøres med en  pause, og at samværet kan begynde igen på drengens foranledning og ønske. Her ses et (næsten) teenagebarns begyndende udvikling og syn  på faderens adfærd.

 

I en anden sag hvor forældrene går fra hinanden pga. faderens utroskab og hvor moderen er dybt ulykkelig, har ingen af børnene lyst til, at besøge deres far. I samtalen med  de to børn en 7 årig pige og en 13 årig pige kommer det frem, at den  13 årig helt har taget sin mors parti. Hun ser sin mor som offer (og det skal tilføjes at moderen også så sig selv som offer) og hun " hader"  sin far for det han har gjort mod dem som familie. Dette snakker hun om uden så meget som at vise sine følelser eller indre kaos under samtalen. Den 7 årig begynder et almindeligt weekend samvær, mens søsteren vælger samvær fra. Faderen vil dog gerne holde kontakt med sin 13 årige pige, også selvom han kan forvente mange afvisninger. Her ses at teenagebarnet ikke kan rumme det der er sket mellem forældrene. Man kan formode, at når eller hvis moderen ophører med at føle sig som offer, og tager hånd om pigens samvær med sin far - vil der måske kunne ske en ændring omkring samvær for den ældste pige.

 

I den sidste sag bliver en 11 årig pige rystet da det viser sig, at  hendes far har fundet en "anden dame". Ifølge moderen har pigen været meget tæt på faderen, og moderen mene, at pigen er fortvivlet over at  have mistet sin "far". Moderen var rimelig afklaret med bruddet og kunne støtte pigen der var meget sort/hvid tænkende i forhold til  faderen. Pigen begyndte i et samtaleforløb hos en psykolog og efter nogle måneder fik hun det bedre, men hun kunne stadig ikke klare at være sammen  med sin far og hans nye kæreste ret lang tid ad gangen. Kun fredag til søndag. Hun ville f.eks. helst ikke holde ferie med far og hans nye kæreste. Pigen fortalte om hvordan hun syntes, at hun havde mistet sin far og nu så hun ham som "snage/kysse en kvinde hun ikke brød sig om”.  Hendes "far" havde hun mistet. Pigen blev støttet af moderen på  en realistisk og aldersvarende måde og derfor vil jeg tro at pigen  efter 1 til 2 år vil finde en form for samvær og kontakt med sin far  hun kunne leve med. Men følelsen af " tab af en far" kan man ikke tage fra hende.

 

Ovennævnte eksempler er medtaget for, at vise teenagebarnets sårbarhed og afvisninger af de voksne, og samtidig vise teenagebarnets forsøg på, at forstå de voksnes opførsel. Baret har når det bliver teenager, både alderen, energien og temperamentet til, at få sagt fra overfor hvad han/hun finder uacceptabelt, og det er meget vigtigt, at de voksne i denne periode lytter til og respektere teenagebarnets vurderinger og afgørelser.

Hanne Søndergård Jensen

 

 



Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook