En god børnesamtale med et målbart resultat.
Uddrag fra en sag hvor forældrene i begyndelsen af sagen søgte rådgivning hos Hanne Søndergaard Jensen.
Faderen mente ikke problemet var så stort men moderen ville via statsforvaltningen gerne at deres datter blev hørt.
Hanne aftalte med moderen om hun ville sende en forløbsbeskrivelse om, hvordan det var gået når tingene var lagt bag. Hanne fik her 3 ½ år efter denne beskrivelse.
Indblik i et barns dilemmaer, hvad angår samvær og forholdet til samværsforælderen efter en samværs afgørelse samt barnets møde med statsforvaltningen.
Moderens beskrivelse af datteren Cecilie;
Cecilie var efter vores skilsmisse blevet en knuget og stille pige der ikke kunne spise ret meget. I skolen lå hun under middel i alle fag. Dette til trods for, at hun var en intelligent og moden pige. Efter skilsmissen, havde hun nemlig fået trukket en deleordning ned over hovedet.
Det skal med at der kørte en bopædel sag i retten sideløbende med samværs konflikter om 7/7 som hun mente var blevet bestemt for hende – hun var ca 10 år. Men det kunne Cecilie ikke vænne sig til. Der var nok flere forskellige grunde. Der var kommet en ny kæreste i huset med sin datter, og dem havde hun det meget svært med. Vi fik hende til psykolog som mente at hun med tiden ville vænne sig til deleordningen. Efter psykologsamtalen, sagde hun at nu ville hun ikke tale med flere psykologer, hun ville kun tale med nogen, der kunne ændre noget. Hun var tidligere i forløbet blevet voldsomt skuffet over, at den børnesagkyndige psykolog, som foretog den børnesagkyndige undersøgelse ifb. med retssagen, ikke hørte efter, hvad hun gerne ville. At hun gerne ville bo mere hos mor. I tiden efter retssagen reagerede hun voldsomt med at kaste med ting smække døre og enkelte gange, banke sit hoved ind i væggen og slå sig selv i desperation. I skolen beskrev klasselæreren i et notat, at hun var begyndt at isolerede sig fra sine kammerater dagen før hun skulle op til far. Alt dette var der ikke blevet hørt efter i retssagen. Nu ville hun ikke tale med flere voksne, kun med nogen, der ville kunne gøre noget. Jeg lovede hende at skrive til Statsforvaltningen på hendes vegne, så de kunne indkalde forældrene til et møde med henblik på at ændre hendes 7/7 deleordning. Hun glædede sig meget til at komme til samtalen, selvom hun også nok var lidt betænkelig. Især var hun bekymret for, hvad far ville sige.
Den dag, da Cecilie skulle til børnesamtale mødte faderen op i Statsforvaltningens forkontor. Rådgiveren havde på et mødet fortalt, at det ikke var nødvendigt, men faderen insisterede på at komme og han ventede også til Cecilie kom ud. Det lagde måske lidt ekstra pres på hende, men hun synes at være rolig og fattet og gik stille og roligt med den børnesagkyndige ind til samtalen. Efter samtalen fortalte hun, at det var gået fint, og at hun havde fået en juice. Jeg spurgte, om hun havde fået sagt det hun ville og det havde hun, men spurgte ikke meget ind til hende oplevelse. Lod hende i fred. Cecilie fortalte, at rådgiveren havde været god at snakke med. Efter samtalen sendte Statsforvaltningen et referat, hvor de præcist beskrev Cecilies ønsker. Hun ville gerne være hos far, men kun fra lørdag til søndag hver anden weekend. Derpå blev vi forældre indkaldt til et møde med en jurist og den børnesagkyndige rådgiver i Statsforvaltningen. Vi blev som forældre spurgt om vores holdning til sagen. Faderen sagde, at Cecilie ikke efter hans mening var gammel nok til at bestemme noget. Jeg sagde, at hun havde været presset så længe, at jeg mente det det var vigtigt, at der blev hørt efter denne gang, så hun fortsat kunne have tillid til voksne. Derefter kunne vi altid udvide samværet, hvis det viste sig at være en god idé. Den børnesagkyndige foreslog at vi indgik en aftale ud fra hvad Cecilie havde ønsket. Det var Cecilies far ikke med på. Juristen påpegede over for faderen, at de havde ret til at kunne lave en afgørelse i sagen. Det modsatte faderen sig, men juristen understregede deres ret og pligt til at reagere. Derefter kom afgørelsen en uge senere. Cecilies samværsordning var ændret til samvær hver anden weekend fra lørdag til søndag i overensstemmelse med Cecilies ønske. Cecilies var meget glad og tilfreds med, at hun endelig blev hørt. Hun var lettet. Endelig var der nogen, der hørte efter.
Cecilie påbegyndte sit nye liv med det samme. Hun var glad og lettet, men stadig mærket særlig den dag hun skulle hjem til sin far. Hun havde meget dårlig samvittighed overfor sin far, der var blevet meget ked af, at hun ikke ville være mere hos ham. Tiden gik og Cecilie faldt langsomt til ro. Hun begyndte lige så stille at udvise mere overskud til fritidsaktiviteter, selvom det gik overraskende langsomt. Ofte tager Cecilie op til far om fredagen og kommer hjem om søndag og nogen gange først om mandagen. Det bliver aftalt fra gang til gang, men er blevet en praksis. Cecilie udtrykker tilfredshed med, at hun selv kan bestemme nu.
At Statsforvaltningen trådte til som Cecilies redning har haft umådelig stor betydning for hendes generelle trivsel. I dag er hun tæt på 14 år. Hun begyndte langsomt at spise mere, og hun er vokset meget. Hun går til gymnastik hun fotograferer hun tegner og er meget kreativ. Rent fagligt er der meget målbare resultater, for hun er steget til over middel i de fleste fag. Socialt er hun nu nået dertil, hvor hun også tager initiativ til at lave arrangementer med sine kammerater. Før var det altid mig som mor, der skulle tage alle initiativer.
Cecilies klasselærer talte med Cecilie dengang, hun havde det dårligt. Hun beskrev dengang i sit notat, at hvis Cecilie skulle have et normalt skoleforløb, skulle der gøres noget nu. Det er den eneste lærer jeg har mødt, som har haft mod til at blande sig. Hun havde ret og jeg sender ofte mange taknemmelige tanker til hende og til Statsforvaltningen for, at de kom en pige til undsætning, der virkelig havde brug for det.
Efter aftale med Cecilies mor viderebringes beskrivelsen her og sagen er anonymiseret.
Hanne Søndergaard Jensen
Børnesagkyndig rådgiver