”To hjem – én familie” af Hanne Søndergaard Jensen
”To hjem – én familie” er en bog, der kommer hele vejen rundt om skilsmissen – og hjælper til at skabe klarhed i en svær situation.
Bogen kommer omkring alt det praktiske i forhold til forældreansvarsloven og statsforvaltningen. Samtidig er ”To hjem – én familie” også skilsmisse i børnehøjde, hvor Hanne Søndergaard Jensen giver et billede af, hvilke erfaringer forældre og børn har gjort sig før, under og efter en skilsmisse.
Bogen er ment som en hjælpende hånd til forældre, der rammes af skilsmisse – og ”To hjem – én familie” berører en bred vifte af de uafklarede spørgsmål, forældre ofte står med i forbindelse med en skilsmisse, særlig i forhold til deres børn.
Om forfatteren:
Vores egen rådgiver her på delebarn.dk Hanne Søndergaard Jensen har været ansat i statsforvaltningen som Børnesagkyndig i mere end 30 år. ”To hjem – én familie” bygger på hendes observationer og de erfaringer, hun har gjort sig i sin rådgivning af skilsmisseramte familier. Bogen er desuden baseret på mange interviews med børn og forældre.
Her er bogen genfortalt med Hannes egne ord:
Barnet har sjældent nogle at tale med om savnet af sin bruddet familie og hvor svært det kan være at vænne sig til en ny familie som barnet ikke føler sig som en del af. Det er virkelig en faldgrubbe forældre ender i, når de vil skabe sig en ”ny” familie hurtig efter bruddet.
Børn tænker jo at forældrene genforenes måske bliver gode venner ( det er andet er jo for svært at se i på) også år efter bruddet. Det er naturligt at det er sådan . Når man taler med barnet om dette ønske altså om barnet tror, at mor og far flytter sammen igen er svaret ofte nej eller måske. Barnets ønske er udtryk for et håb/drøm.
Statsforvaltningen kan i sidste ende være barnets talerør – særlig i sager med langvarige konflikter og en afgørelse om omfang af samvær tager altid udgangspunkt i hvad som er bedst for barnet. Det er kun beklageligt at der ikke er mere fokus på at de konflikter fyldte skilsmisse betyder flere møder i statsforvaltningen og derfor kræver det større bevillinger. Det er sjældent man kan genkende de konfliktfyldte sager fra pressen når har haft en ” almindelig” arbejdsdag i Statsforvaltningen.
Derfor synes jeg bogen har relevans. For det er kedeligt at de meget konfliktfyldte sager tegner billedet. Sagerne er der og man husker dem men ikke alle de sager hvor de gik – eller gik med en form for hjælp. De slemme sager er også ”hårdt arbejde” for den erfarne jurist/børnesagkyndige.
Det er vigtigt at skilsmissen ses som en langvarig proces – ikke som noget der ” går over” efter rådgivning eller konfliktmægling eller kurser om samarbejde ect. I det hele taget glemmes at tiden og processen ikke gives den plads som det bør have – vi taler om måneder og år. Én mor sagde at et par år efter bruddet var børnene ( og forældrene) faldet til efter bruddet.
Når jeg nævner at konfliktmægling eller rådgivning og samarbejds - kurser ikke som enkelt stående tilbud hjælper så meget eller hindre nye konflikter er det ikke fordi disse tilbud ikke er relevante – det er de men der er for lidt fokus på hvilke typer forældre konflikter der har gavn af de forskellige hjælpe tilbud. Og rådgivningsmøder med samværs prøveordninger dvs hvor der er mulighed for flere opfølgende møder måske kvart eller halvårligt rent faktisk har vist sig at have en konfliktforebyggende effekt på det fremadrettede forældre samarbejde. Det viser nogle af de sager jeg har medtaget.
Og som én mor siger ”når man er i statsforvaltningen så har man samarbejdskonflikter ellers var man der ikke”.
Der er mange myter om statsforvaltningens arbejde og det er kun de helt slemme sager ( og det er 6 til 8 pct.) der høres om. Alle mine år der har jeg set mange gå med en aftale de kunne leve med dvs. mange par går fra statsforvaltningen med en samværsordning hvor de aftaler sig frem til et kompromis som de og specielt barnet kan trives med.
Det er ikke let at beslutte sig for at gå i statsforvaltningen men man ser at indsatsen der ofte har en konflikt dæmpende indsats.
Det har også vist sig at børn ofte er lettet efter en børnesamtale at de føler sig lyttet til og de føler sig taget alvorligt. Men fjerne barnets dybe dilemma; at det skal vælge ( hvor meget tid) mellem mor og far – det tror jeg er svært. Og det er svært for barnet at skulle til en samtale som i sidste ende handler om forældrenes manglende enighed – det ender så på barnets skuldre.
I dag er der nu en tendens synes jeg at der ”handles” om bopæl og samvær. Sådan; ” bopælen (til moderen) en 7/7 ordning (faderen)”. Tingene skal løses en gang for alle – helt hen over hovedet på barnet. Ofte ser man at det er mødre der slår bremsen i og siger at det kan barnet ikke trives med – så efter rådgivning og prøveordninger kan udvidet samvær og 7/7 måske vise sig at være godt nok for barnet. Igen må man se det over tid og med barnets forskellige udviklingsbehov. Både 7/7 ordninger og udvidet samvær kræver at forældrene er på talefod. Ihvertfald på neutral vis og begge forældre skal strække sig langt for at det kan fungere for barnet – hvis forældrene ikke gør det er det barnet som skal strække sig langt mere end godt er og få en hverdag med sine to hjem til at hænge sammen.
Anmeldt af Adm. direktør Helle Laursen Petersen, delebarn.dk