Anmeldelse af Lisbeth Zornig Andersen's bog "Zornig - vrede er mit mellemnavn"
I bogen ”Vrede er mit mellemnavn” følger vi Lisbeth Zornig Andersen og hendes familie, fra hun er lille pige til den dag hun får studenterhuen på. Lisbeths mor og far bliver skilt da Lisbeth kun er tre år gammel. Lisbeth og hendes tre brødre bliver alle boende hos deres mor, der er alkoholiker, mens faderen mere eller mindre forsvinder ud af børnenes liv. Moderen indgår forhold til forskellige mænd der både drikker og er voldelige, mens børnene både bliver draget ind i og er vidner til det der sker. Undervejs fjernes brødrene af myndighederne, mens Lisbeth får lov at blive hjemme, indtil hun som 12 årig selv beder om at blive fjernet fra sin mor.
Det er en grum beretning om omsorgssvigt og seksuelle overgreb Lisbeth Zornig Andersen fortæller i bogen ”Vrede er mit mellemnavn”. Hendes projekt med bogen er, at give en stemme til det udsatte barn som sjældent bliver hørt. Og det lykkedes. Bogen er en modig fortælling om et liv, intet barn burde kende. Historien fortælles nøgternt og i detaljer hovedsagelig fra barnets synsvinkel, og netop derfor er det en både vigtig og nødvendig bog. For den er et forsøg på at fortælle det som ikke kan fortælles, en måde at prøve på at forstå det som er uforståeligt – eller måske en vej til at bære det som er ubærligt?
Bogen er samtidig et vidnesbyrd om, at det nytter noget at række hånden ud når vi ser et udsat barn, hvilket er det forfatteren ønsker at formidle, og som hun også selv er et levende bevis på. Sidst men ikke mindst, er den også en fortælling om en lille klog, stærk og smuk pige, der formår at bevare sin inderste kerne intakt uanset hvad nogen byder hende af smerte - historien om et ægte løvetandsbarn. Som læser røres og berøres man af den overlevelsesevne og den fighterånd der lyser ud af bogen, også selvom man ved, at prisen har været helt urimelig høj. Samtidig bliver man taknemmelig over, at der findes mennesker derude der ikke har så rasende travlt, at de ikke har tid til at hjælpe et barn i nød.
Her på delebarn.dk følger vi Lisbeths Zornig Andersens arbejde som formand for børnerådet, idet hun er en slags garant for at danske børn behandles ordentlig og efter FN´s børnekonvention – det er hendes håb at bogen vil gøre en forskel for de mishandlede børn (også for dem der er blevet voksne) og for det omgivende samfund – at den vil være den stemme der fortæller hvad vi efterlader disse børn, når vi vender ryggen til.
Anmeldt af Renée Toft Simonsen, delebarn.dk