Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Far, mor og skilsmissen - At være børnene i midten




   

Boganmeldelse

Bogen "Far, mor og skilsmissen - At være børnene i midten" er lavet som en antologi, antologi betyder "blomstersamling" og det er lige præcist hvad denne bog er. En samling af Danmarks vigtigste og mest toneangivende personer indenfor området "DELEBØRN". Som medforfattere har Annette Due Madsen (Psykolog og ansvarlig for Center for familieudvikling) bl.a. valgt Formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen, Kreativ direktør på delebarn.dk og psykolog Renée Toft Simonsen, Formand for Børns vilkår Bente Boserup, Professor i socialpsykologi og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen og mange flere dygtige og engagerede eksperter. I personlige interviews fortæller også skuespiller Peter Mygind og forfatter Katrine Marie Guldager om deres barndomserfaringer med familiebrud. Deres fortællinger giver et indblik i hvad vores børn kan gå rundt med af tanker og følelser.

Bogen er en gave til alle os der lever i delebørnsfamilier, fuld af gode råd til konkrete situationer og ikke mindst en beskrivelse af, at de problemer og udfordringer, vi tit føler vi står i, er helt normale og at der findes råd og værktøjer der kan hjælpe os på vej til det gode samarbejde, forståelse af situationen og en indsigt i de personer der er involveret i vores familieliv. På godt og på ondt.

Udover at være en bog til alle der står midt i et samlivsbrud, i en delebørnsfamilie og til de nære familiemedlemmer, gode venner og tætte naboer der meget gerne vil hjælpe og forstå, er denne bog bestemt også egnet til alle de fagpersoner der dagligt beskæftiger sig med emnet på alle niveauer.

Bogen er opdelt i to dele. Del 1 handler om "Børnene mellem de voksne" og del 2 "De voksne omkring børnene".

I første del skriver Børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen om "Børnenes egne betragtninger", her får I et lille uddrag fra bogen:

Den kærlighed og omsorg, som børnene oplever i deres familier, er afgørende for deres sociale udvikling. Og når tæppet bliver revet væk under familien, for eksempel i form af en skilsmisse, påvirker det børnene meget. Noget af det, der bekymrer danske børn mest i forhold til familien, er forældrenes indbyrdes relationer.

Spørgsmålet om den nære families rolle i børns liv er aktuelt hele vejen igennem deres opvækst, og i vores (Børnerådet) undersøgelser spørger vi jævnligt til, hvordan børn oplever samspillet mellem børn og voksne.

Og så fortsætter Lisbeth Zornig Andersen med at fortælle om Børne- og ungepanelet, der består af ca. 2000 elever fra landets 4. til 6. klasser. I en af deres seneste undersøgelser, har de spurgt dette panel omkring deres erfaringer, tanker og følelser om emnet skilsmisser. Det er spændende læsning, som giver et meget fint billede af hvad der foregår inden i vores børn. Tit er det desværre sådan, at det sidste vi hjælper børn med, er deres følelser. Men her vi altså et klogt indblik.

I anden del skriver vores egen Renée Toft Simonsen om "At skelne egne følelser fra barnets behov", her får I et lille uddrag fra bogen:

Når det er alvor for de voksne, er det også alvor for børnene! Og lige omkring det kan vi så bryde sammen, tyngede af skyldfølelse, for hvordan skal vi dog nogensinde få os selv og vores børn navigeret igennem noget, der er så kompliceret og sorgfyldt? Jeg tror på, at det kan vi godt. Og det tror jeg på, vi kan ved at være ekstra opmærksomme, ved at sætte tid af til det og ved at sætte ord på det, som er. Det kan vi ved at lade det fylde, som fylder, uden at forsøge at skubbe det væk, og ikke mindst ved at lære noget helt basalt om børn, voksne og skilsmisser - nemlig; De følelser, skilsmissen indeholder for os voksne, er væsensforskellige fra de følelser, den vækker og fylder i vores børn.

Præmissen i skilsmissen er også helt forskellig for børn og voksne på et andet og helt aldeles afgørende punkt, nemlig at de voksne selv har noget at skulle have sagt omkring de beslutninger, der bliver truffet, mens børnene ikke bliver spurgt.

Renée fortsætter sin fortælling med egne erfaringer fra hendes virke som rådgiver og ikke mindst fra sit eget liv som delebarn, skilt og gift igen, bonusmor, mor til delebørn og i en familie med "Dine, mine og vores børn".

Gennem hele bogen er der rigtigt mange gode og brugbare råd og betragtninger. Den klæder os på til, at forstå og handle i forhold til vores skilsmissebørn og deres ve og vel.

Denne bog burde være en del af "skilsmissepakken" - ligesom man får en bibel når man bliver døbt og igen en når man bliver konfirmeret og gift - så burde man få denne ved skilsmisse/samlivsbrud - Når der er børn involveret... En rigtig god bog der får mine varmeste anbefalinger !

Du kan læse mere om bogen eller købe den HER

Anmeldt af Adm. direktør Helle Laursen Petersen, delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Share On Facebook



Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook