Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Deleordninger - Deleforældre - Skilsmisse - Samarbejde og meget mere - Forum


Forum

Forum forside Søg

Ikke logget ind
:: Forum » Vi ser ikke vores børn » Velkommen til
Skrevet af Beskeder
Røsnæsvej

Indlæg : 114
Skrevet : 06-09-2012 09:46:14  
Hejsa
Dette nye (060912) forum er tænkt som et diskutionsforum vedr. de ulykkelige indlæg vi har fra forældre der ikke ser deres børn...
Jeg ser frem til at læse alle jeres indlæg, kommentarer og diskutioner her :)
KH Helle, delebarn.dk
Stephan

Indlæg : 3
Skrevet : 06-09-2012 12:13:49  
Kære Helle og delebarn.dk
Børn har ret til begge forældres kærlighed, omsorg og beskyttelse - også når forældrene ikke bor sammen!
Det virker derfor som en rigtig god idé med dette nye afsnit i Jeres forum. I forbindelse hermed, har det længe været et stort personligt ønske, at få sat mere fokus på, at det sociale system, som vi her i landet på mange måder er så stolte af, også kan være gammeldags og uden realitetssans.
Jeg svarer meget gerne på spørgsmål relateret til artiklen "Hele historien om Nicklas og far", ligesom jeg gerne videregiver egne erfaringer med Statsforvaltningen, Socialforvaltningen og skolen.
MVH Stephan
- forfatter til "Hele historien om Nicklas og far"
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 08-09-2012 23:34:49  

Hej Stephan

Jeg har læst din bog fra start til slut, og jeg må indrømme at jeg i dén grad forstår din søn.

Ikke fordi jeg ikke også forstår dig, men for pokker, Stephan, hvor din søn have lidt (og lide) under din trang til et andet, mere spændende liv…

Jeg havde vel egentligt forventet at bogen ville være en nøgen og uforbeholden undskyldning til din søn, og en ren erkendelse af at du har fejlet komplet. Men i stedet befinder jeg mig midt i en voksen mands forklaring om al den uret han føler er begået imod ham selv?

Jeg lyder måske hård, men jeg tror faktisk ikke der er nogen der kan sige dig sandheden lige ud, uden at lyde hård, måske direkte grov. Det er ikke meningen, men for din egen, og endnu mere din søns skyld, er det vist på tide at nogen fortæller dig, direkte, hvad det egentligt er der er problemet..

Du skriver på den ene side, du godt er klar over du har gjort fejl og truffet meget dårlige valg. Alligevel skriver du samtidigt, at du ikke helt forstår hvorfor din søn har valgt dig fra?

Du skriver, det er SF der har truffet beslutning om intet samvær. Dette er ikke korrekt; SF har truffet beslutning om at lade din søn bestemme selv, idet de vurderer ham moden nok til dette, og det er din søn der har truffet beslutning om intet samvær…! Og da han fortsat ikke ønsker samvær to år efter, og helst vil være fri for dig i sit liv, grundet alle dine svigt, vælger SF at gå med til at indstille til dig om at droppe din del af forældremyndigheden…

Du har svigtet din søn på det groveste, og din mangel på fuldkommen erkendelse og indrømmelse af dette, uden undskyldninger for eller bortforklaringer om hvorfor, eller meninger om at du ikke kunne gøre andet (for selvfølgelig kunne du da det, hvis du virkeligt ville…), gør blot at dit svigt fortsætter, og din søn således fortsat ikke har nogen som helst grund til at ændre sin beslutning om at vælge dig fra.

Du skriver, din beslutning om at gå fra din kone og din søn, var ”uundgåelig”. At det var banken der skrev, du ikke kunne beholde lejligheden, hvor du ellers havde samvær med din søn. At det er dig, der står i ”en meget ulykkelig situation”, dig der er udsat for manglende forståelse, uretfærdighed osv.


(fortsættes i næste indlæg...)


 

 

 

2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 08-09-2012 23:38:29  

Her er nogle citater fra din egen tekst.. Det her, er hvad din søn hører og ser:

- ”hun [hans mor] [...] vil gøre hvad som helst, for at holde dig fra mig.” (Oversat: "Det er din mors skyld, du og jeg ikke er sammen".. Det er at snakke grimt om hans mor, og det vil han ikke acceptere, kan jeg love dig...)
- ”[…]
du valgte: 1) At blive tilbage og være beskytter overfor ”den forladte”, og 2) At du valgte den ”nemme løsning”, nemlig at blive boende i det miljø du kender, frem for at skulle tage stilling til mit "nye" liv[…]”, samt ”[…]gjorde mig dengang også meget i tvivl om, hvorvidt det virkelig var dine egne ord[…]” (du giver ham skylden, og tager samtidig ikke seriøst at han har sagt det er pga. din adfærd. Du prøver at begrunde det med noget andet, noget teoretisk, og tager ikke din egen søn alvorligt, og tror ikke på at han selv mener det han siger)
- ”[…]et mareridt, som jeg, og kun jeg, skal lære at leve med.” (du udviser ingen(!) forståelse for at din søn lever i et mareridt der er langt værre)
- ”Jeg blev meget overrasket, skuffet og vred, da jeg åbnede kuverten og læste, at du ønsker at slette mit mellemnavn og efternavn fra dit navn.” (Oversat: ”hvor er det synd for mig, at du vil slette mit navn”. Igen: ingen erkendelse af, at dette er et råb om hjælp, og en handling der går på at vise dig hvor vred, ked af det og bange han er.)
- ”[…]
et to sider langt brev, som, sådan som jeg opfatter det, udelukkende går ud på at sætte mig i et dårligt lys.”, samt ”Men, her kan du læse alle din mors påstande[…]” (Først udviser du selvmedlidenhed, i en situation du selv har skabt, igen uden erkendelse af årsagen til brevet, og grunden til at det overhovedet kan skrives, hvorefter du prøver at vise ham at hans mor har skrevet nogle grimme ting, og ”her kan du selv læse hvor ond hun er mod mig”-agtigt. Det samme som at snakke grimt om hans mor, hvilket børn reagerer meget negativt på…)
- ”[…]hvis jeg har truet med noget som helst, er det ikke et synspunkt, jeg ønsker at stå ved.”
(Jeg formoder at du mener, du ikke selv synes det var i orden, at du truede, men det din søn vil læse er nok snarere, at du ikke vil indrømme din fejl…)
- ”[…]du er disponibel for allergi, og det derfor er klogest, at du sover i sengetøj, der er vasket med Neutral vaskemiddel[…]”
(En temmelig dårlig undskyldning; du kunne da bare have købt ham en dyne, og noget Neutral vaskemiddel…? Det vil din søn vende øjne af, det her…)
- ”Og mht. TV deltog vi alle tre med interesse i programmet ”Så det synger” på TV 2. Husker du ikke det?”
(Du prøver at overbevise ham om at I havde det godt, men det ved du jo godt selv, I ikke havde.. Lad være med at prøve at negligere din søns meget dårlige oplevelse; jo mindre du erkender, jo større bliver hans vrede og sorg, fordi det er ham og hans følelser, du – i hans verden – så ikke erkender…)
- ”Desværre husker jeg ikke de nærmere omstændigheder fra den nævnte dag, og vil derfor heller ikke afvise, at det er foregået fuldstændig som din mor beskriver.”
(Sådan skriver du omkring den dag du skulle passe din syge dreng. Min erfaring er, at denne form for udtalelse er en (meget vag) indrømmelse af en pinlig adfærd… Uanset.. Jeg tror ikke hans mor lyver; sådan som du selv har beskrevet hende, er det vist ikke lige hendes stil. Og at gå fra din syge søn, er blot endnu engang at vise ham, at der er andre ting i dit liv, der bare er vigtigere for dig end ham…)
- ”Det er korrekt, at jeg forsøgte at bytte både vagt og samvær, da jeg skulle til København til en privat fest hos min kærestes familie. Jeg endte med at beslutte, ikke at tage med til København den famøse weekend, fordi jeg til det sidste håbede på, at du og jeg kunne finde en løsning på samværet.”
(Det var ikke en beslutning du skulle være endt med at tage.. Det var den beslutning du skulle have taget med det samme, der var mulighed for igen at se din søn… Så ville dine handlinger, have stemt overens med dine udtalelser om hvor vigtigt samværet er for dig…)
- ”[…]vi blev derfor enige om, at vi kunne sende din mor et forslag til, hvordan vi kunne dele sommerferien mellem os, sådan som du ønskede.”
(Oversat: ”Var det forkert af mig? Jeg troede da det var fint? Du var da selv enig?”… Dét er bare ikke fair; du giver din søn ansvar for en beslutning der kun kan være jer voksnes. Og du kunne jo snildt have snakket med hans mor, med det samme du indgav ønske om sommerferie, i stedet for at snakke med din søn om det… I de her situationer opfører du dig, ærligt talt, ikke som en ansvarsbevidst og moden voksen forælder..)




(fortsættes i næste indlæg...)
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 08-09-2012 23:39:15  

- ”Det er korrekt, at jeg snød mig til premiere i København. Jeg stak dig en hvid løgn, fordi jeg var nyforelsket, og fordi min nye kæreste og jeg ingen fælles fridage havde i den periode, og ønskede os, at vi kunne tilbringe en hel dag sammen.” (Denne forklaring giver du ham nu, hvor du kan se alt i bagklogskabens lys, og stadig er din forklaring, at du ikke følte du havde fridage nok med din kæreste? Hvor mange dage havde du da med din søn? Hvor mange havde han med sin far? Du stak ikke ”en hvid løgn”. Du stak ham en løgn. ”Plain and simple…” Og du gjorde det, fordi du i virkeligheden havde mere lyst til at være sammen med din kæreste, og inderst inde bildte dig selv ind, at du nok skulle få en chance for at gøre det godt igen med din søn; at han nok skulle komme over det….)
- ”Ja, på det tidspunkt er jeg også temmelig træt af, at vi ikke kan finde ud af at være der, hvor jeg nu bor.”
(Oversat: ”Ja, det kan sgu godt være du var træt af mig, men jeg var dæleme også træt af dig”… Ikke særligt modent…)
- ”Det er korrekt, at jeg har sagt, at jeg ikke ville være der hele tiden, men at jeg ville forsøge at opdele min tid, så jeg kunne gøre alle tilfredse.”
(Men Stephan.. Dit ansvar var ikke at gøre alle tilfredse… Dit ansvar var alene at gøre din søn en smule glad igen…!)
- ”Da min kæreste og jeg har rigtig svært ved at få fridage sammen, vælger jeg at bytte mange af mine aftenvagter for at få noget tid sammen med hende.”
(Hvorfor traf du ikke samme slags valg i forhold til din søn??? Du skulle have prioriteret din søn, ikke dit…kærlighedsliv…)
- ”Jeg tænkte, at jeg ville have godt af lidt ferie under alle omstændigheder. Hotelopholdet var bestilt og betalt, så i stedet for at miste både penge og ferie, foreslog jeg dig nogle alternative dage.”
(Oversat: ”Det var bare vigtigere for mig at få noget ud af mine surt tjente penge, og at være sammen med min kæreste. Og så tænkte jeg at så kunne du jo få lov at vente lidt; du havde alligevel ikke villet se mig et stykke tid.. Så kan du lære det…”)
- ”[…]men jeg var også, på det tidspunkt, blevet klar over, at jeg skulle træde yderst varsomt for ikke at fornærme hverken dig eller din mor.”
(Oversat: ”Jeg syntes jeg gjorde alt det rigtige, men du og din mor var altid bare sure og utilfredse…”)
- ”Jeg forstår godt, at du bliver ked af det, men samtidig er vi jo tidligere blevet enige om, at vores samvær ikke fungerer i lejligheden.”
(Oversat: ”Du sagde jo selv, du ikke gad lejligheden? Så må du jo bare lade være med at vælge mig fra, så kunne det være jeg ikke havde straffet dig, ved ikke at sige noget…”. Der er ingen undskyldning for ikke at fortælle sin egen søn, at man flytter. Uanset om man stadig bor ét af stederne man har kaldt hjem, eller ej… Det giver ham da bare endnu mere følelsen af, at han ikke har en særligt vigtig plads i dine tanker, når du ikke engang fortæller ham om sådan noget…?)
- ”[…]sandheden er vel, at I faktisk helst ikke vil have noget med mig at gøre, og slet ingen kontakt ønsker til mig, overhovedet.”
(Oversat: ”Øv, hvor er det synd for mig I vil bare slet ikke være sammen med mig.” I virkeligheden er det dig der har valgt samværet fra flere gange, til fordel for aktiviteter med din kæreste. Din søns afvisning er en reaktion på dine handlinger, intet andet…! Og tro mig, dét skal man kun gøre én gang; det bliver husket for livet, i din søns sårbare lille hjerte…)
- ”Jeg er af den overbevisning, at vi i stedet bør se fremad. Det er bare ret svært at forsøge at overbevise dig om det, når vi ingen kontakt til hinanden skal have overhovedet.”
(Oversat: ”Jeg synes bare du skal glemme alle mine svigt, og være sammen med mig. Det har jeg nemlig gjort…”. Han kan slet ikke glemme noget som helst, når du stadig i lille omfang erkender, at det her er dit ansvar, og at det er sket alene pga. dine handlinger og svigt…)
- ”For mig, giver det, desværre, ingen mening, bare blindt at sende dig den ene check efter den anden, uden overhovedet at vide eller have føling med, hvad pengene bliver brugt til.”
(Oversat: ”Jeg gider ikke bruge mine penge på dig, for du har såret mig ved at vælge mig fra…”. Stephan, din søn er fuldkomment ligeglad med dine penge… Det er dig, det her handler om, ikke hverken dine ejendele eller din indkomst…)

(fortsættes i næste indlæg...)

2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 08-09-2012 23:39:41  

Jeg er helt enig med A. Heick, når hun skriver at Din tone i brevet kører meget på dine behov og dine længsler.”. Det gør den også i denne bog…

Du skriver en pokkers masse om hvad du havde af TV, lejlighed, hvor du arbejdede osv. Du skriver om at du manglede voksenliv, at du havde brug for at holde af dig selv, at du gik i terapi, at du var forelsket, at du havde brug for tid med din kæreste, osv. osv. osv. Det hele handler om dig, dig og dig…

Den her bog skulle have handlet om hvad du lavede med din søn, da han var lille. Hvor meget du tænkte på ham, hvad du tænkte, når du tænkte på ham. Hvordan du tænker han må have følt det, tænkt og oplevet det hele. Hvad du tror han har brug for fra dig, hvad du gerne vil give ham… Du synes at være utroligt fastlåst i hvad du selv vil, hvad du selv mener, og i det hele taget alt om dig selv. Du udviser komplet mangel på indlevelse i din søns verden og behov, og det er dét han reagerer på.

Du kan – til du bliver blå om læberne – blive ved med at påstå at du elsker ham, og bare gerne vil være sammen med ham. Men når du samtidigt lyver for at være sammen med kæresten igen, er tilbageholdende fordi du hellere vil på ferie, bliver irriteret over at du skal være et andet sted end hos din kæreste osv., så viser dine handlinger klart og tydeligt, at alt det andet blot er ord.

Jeg ved præcist hvordan din søn har det; min far er på samme måde som dig. Han flyttede hurtigt ud, og havde meget travlt med at være sammen med sin nye kæreste. Han var ikke hjemme, selv om han havde påstået han altid ville være der, hvis vi lige kom forbi. Og han havde kun tid til os, hvis det i øvrigt passede ind med de ting han gerne ville med sin kæreste.

Af samme årsag valgte min bror ham fra, da han var 14 år. Og jeg gjorde det året efter (da var jeg 18 år). Min far troede heller ikke det rigtigt var vores egen beslutning, men bildte sig ind det måtte være enten direkte eller indirekte pga. vores mor og hendes modstand på ham.

Han var lidt i stand til at erkende sine egne fejl, og kom med dårlige undskyldninger og bortforklaringer, at han bare virkede mere og mere latterlig i vores øjne. Og vi kunne tage ham mindre og mindre seriøst… Og han troede heller ikke vi kunne gennemskue hans løgne…

Han har stadig ingen kontakt til nogen af os (vi er nu 34 og 37 år). For han er stadig ikke i stand til at erkende, at han skal være villig til at gøre et reelt offer, og vise os at han ønsker os i sit liv; ikke på sidelinjen, ikke som en gæst, men som en meget nær og betroet elsket. Og det kan han ikke vise os, for virkeligheden er, at han er meget gladere for det liv han har nu, end han er for det liv min bror og jeg var en del af.

Hvis du skal have nogen som helst chance for, at vinde din søns tillid igen, skal du til at tage dig selv virkeligt alvorligt, og være 120 % ærlig, først og fremmest overfor dig selv. Tag din søn seriøst, for ærligt talt, så har han udvist langt større modenhed end dig, i det her forløb, og han fortjener i dén grad at blive taget seriøst.

Husk dig selv på den her sætning, hver gang undskyldninger og bortforklaringer føler trang til at bryde igennem:

Det her er ikke en uret begået imod dig. Det er en uret begået af dig, mod din egen søn…!

Og så længe du ikke erkender det betingelsesløst, og uden krav af nogen art, vil din søn aldrig have lyst til at tro på dig, og være sammen med dig igen. Og uret tikker, Stephan.. Han er langsomt ved at vænne sig til livet, uden dig.. Så hvor meget ønsker du reelt at ofre for hans skyld, for at være sammen med ham?



/2plus3
Stephan

Indlæg : 3
Skrevet : 11-09-2012 11:35:10  
Hej 2plus3

Det var interessant at læse din mening om min fortælling. Et fint og godt bud på, hvad min søn tænkte, og tænker, om hans far. Jeg er på ingen måde uenig med dig. Som jeg ser dit indlæg, er det dog blot to sider af samme sag: Det virker som om, at du har mistet hele pointen med min historie. Hensigten er IKKE, at du, eller andre, skal have medlidenhed med mig, og at det er synd for mig. Tværtimod. Jeg ved godt, at jeg selv har skabt den situation som min søn og jeg i dag står i.

Hele historien handler om den åbenlyse uretfærdighed, der dagligt foregår hos de sociale myndigheder, og først og fremmest i Statsforvaltningen. Hele historien handler om, at kunne være med til at starte en debat om et socialt system, der, efter min mening, er gammeldags og uden realitetssans for det nutidige familiemønster. Ingen skal have mulighed for, ret til eller lov til, at tage min 12-årige søn fra mig, selvfølgelig forudsat, at jeg ikke er hverken voldelig, drikfældig eller på anden måde ikke er i stand til at leve, hvad jeg vil kalde, et normalt liv.

Min pointe er, som jeg har skrevet flere gange, at alle "børn har ret til begge forældres kærlighed, omsorg og beskyttelse - også når forældrene ikke bor sammen!". Og med det mener jeg, at et 12-årigt barn ikke, og slet ikke ved hjælp af SF, skal kunne fravælge hans far. Det havde jo ikke været en mulighed, hvis min eks og jeg var blevet boende sammen, så hvad er forskellen? Hvorfor skal muligheden være tilstede, blot fordi hans mor og far har to forskellige adresser?

HVIS min søn ønsker at fravælge sin far, så kan han gøre det, når han bliver voksen, og vi begge har haft mulighed for, at høre hinandens argumenter, og jeg har haft mulighed for at forklare ham, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og hvorfor jeg var nødt til at tage den tunge beslutning at bryde vores lille kernefamilie op.

Derfor virker det også lidt voldsomt på mig, at du bruger tre sider på at understrege, at fejlen er min og kun min alene. Som sådan, kunne jeg derfor godt vælge at svare igen på alle dine argumenter: Ja, jeg kunne godt have købt Neutral vaskepulver den dag han skulle overnatte for første gang, jeg tænkte blot ikke på det i situationen. Men, igen er min pointe, at det skal sgu da ikke være medvirkende årsag til, og argument for, at SF skal kunne fratage mig muligheden for at se min søn, og at være en del af hans opvækst.

Jeg kan forstå på dit indlæg, at du, og din bror, selv er skilsmissebørn. Det kunne derfor være interessant for mig, og måske for andre, at høre din mening om, hvad jeg kan gøre nu, fremadrettet, for at komme til at se min søn, og igen få et normalt forhold til ham. Som du kan forstå, har jeg, i dag, ingen kontakt til min søn overhovedet. Du skriver, at jeg, betingelsesløst, og uden krav af nogen art, skal erkende at "det her er ikke en uret begået imod mig. Det er en uret begået af mig, mod min egen søn…!" Den erkendelse er jeg kommet frem til forlængst, men hvad gør jeg ved det? Der er jo ingen der vil lytte til min erkendelse, hverken SF, min søn eller hans mor. Så det er fint at jeg er kommet til erkendelse, men hvem fanden skal jeg fortælle det til??

• Forældreskabet er – i modsætning til ægteskabet – altid livsvarigt.

• Børn har ret til to ligeværdige forældre og til begges kærlighed, omsorg og beskyttelse.

• Børn skal ikke bære ansvaret for forældrenes samarbejde.

• Børn skal sikres regelmæssig kontakt med begge forældre – også efter forældrenes samlivsbrud.

MVH Stephan
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 12-09-2012 15:06:33  

Hej igen…

Jeg er ikke af den opfattelse at du har skrevet bogen, bevidst for at få medlidenhed. Jeg oplever heller ikke andet end at du virkeligt mener det, når du skriver at det sociale system har behandlet dig uretfærdigt. Og det er lige præcis det der er problemet; du ser simpelthen slet ikke kernen i sagen her…

Fx… Du skriver, du er helt enig med mig, men det er du jo alligevel ikke, når du samtidigt skriver at det er det sociale system der er problemet. Du skriver, du for længst har erkendt at det her alene skyldes dine handlinger, men skriver samtidigt at situationen skyldes et gammeldags og uretfærdigt system. Og begge dele kan altså ikke være rigtigt på samme tid…

Hvis du virkeligt kunne erkende, på mere end blot det intellektuelle plan, at det her alene skyldes din egen adfærd, ville du også kunne erkende at du ikke står i den situation du står i nu, pga. et ”gammeldags socialt system”.

Du skriver også ”HVIS min søn ønsker at fravælge sin far[…]”; det er ikke noget ’hvis’, Stephan. Han har klart og tydeligt, på så mange måder, vist og fortalt dig, at han ikke ønsker samvær med dig..

Du nævner et hurtigt eksempel på, at du kunne have gjort det anderledes (mht. fx at købe vaskemiddel), men at du ”blot ikke tænkte på det i situationen”. Nej, det ved jeg godt, du ikke gjorde. Og da du skriver bogen, har du stadig ikke rigtigt tænkt over det, for så havde du ikke brugt det som et argument for noget som helst, men alene erkendt at det var fjollet.

Og det er netop det, at du ikke tænkte over de her ting, der udgør dit problem i dag. Du kan komme med alle de forklaringer og argumenter for hvorfor du gjorde eller sagde som du gjorde og sagde. Det er komplet irrelevant, i din søns verden. For ham findes der ingen lovlig undskyldning for dit svigt.

Han er fuldkomment ligeglad med, og du ikke lige tænkte dig om, om du var forelsket, om du savnede fridage med kæresten. Han er hamrende ligeglad, for det var ham du skulle have været der for. Længere er den ikke…

Du spørger hvad du skal gøre herfra? Først og fremmest er der ting du ikke skal gøre:

  1. Stop med dine argumenter.
  2. Stop med at give det sociale system skylden.
  3. Stop med at tro, at du kan forklare dig vej ud af det her, eller opnå nogen som helst forståelse for dine handlinger, fra din søns side.
  4. Stop med at betvivle om det er din søns valg, ikke at se dig (det er det!).
  5. Stop med at forvente, at din søn kan se tingene fra din side; han er ikke voksen, og han er ikke din ven, eller en ligesindet mand; han er din søn.


(fortsættes i næste indlæg...)
2plus3

Indlæg : 207
Skrevet : 12-09-2012 15:06:51  

Dernæst… Når min bror og jeg fik de famøse breve fra vores far, var vi de første gange spændte; det var kontakt, og dermed et håb om en bedring i forholdet til vores far, et håb om at han nu var begyndt at forstå, hvad det var vi havde brug for.

Men ret hurtigt var det klart for os, at han ikke blot ville ses med os; han ville også rigtigt gerne have, at vi syntes, det han gjorde ikke var så slemt, og at vi kunne forstå ham i et omfang, der ville få os til at lade det hele gå i glemmebogen.

Hans slet skjulte hentydninger, eller direkte forklaringer, om at han ikke syntes han havde gjort noget rigtigt galt, og jo ikke havde ment noget ondt med det, at han var sikker på vi bare var påvirket af vores mor… Det var som om vi skulle se ham, for at han ikke skulle blive ved med at være ked af det..

(Du skriver fx også selv at barnet har ret til begge forældre. Men samtidigt giver du udtryk for, at du ikke synes han skal have mulighed for at vælge dig fra (og så bliver samværet pludselig en pligt for ham, ikke en ret han kan vælge til eller fra), før han 1. er voksen, og 2. at du har haft mulighed for at forklare dig.. Og lige præcis den måde at tænke, viser at du forsøger at presse din søn ud i noget han med al tydelighed ikke har lyst til, fordi du har brug for at forklare dig.. Dermed lægger du ansvaret for at du har det godt, over på din søn. Og det hverken kan eller vil han bære…)

Og hver gang vi fik sådan et brev, et kort eller han sagde det i fx telefonen, skubbede han os længere og længere væk, især min bror.

Han ønskede, vi skulle forstå ham, men kunne ikke selv sætte sig ind i vores situation. Han blev irriteret, vred eller såret, når vi blev irriterede, vrede eller sårede, selv om det var over noget han gjorde eller sagde. (Som om vi ikke måtte reagere på de ting han gjorde, hvis han ikke selv syntes de var noget særligt.) Han ønskede at vi skulle forstå at han havde behov for at se os, uden at sætte sig ind i hvad vores behov var. Han ønskede at vi skulle kunne se tingene fra hans side, og tilgive ham, samtidigt med at han ikke ændrede på noget… Og så kunne vi jo være blevet ved med at skulle tilgive og glemme, og miste endnu mere af vores selvværd og selvrespekt..

Hvis vi skulle have følt noget forandret, noget positivt, så skulle han have skrevet et brev, der enten slet ikke handlede om skilsmissen, men hvor han blot fortalte om dagligdags trivialiteter, uden at nævne savn, sorg eller andet i forhold til noget som helst med os eller skilsmissen. Han skulle ikke - hverken direkte eller indirekte - ”fiske” efter samvær. Han skulle lade os følge med i hans liv og hverdag, på afstand, og stille og roligt ville der have været en chance for, at det vi efterhånden havde med ham, alene var noget positivt (efterhånden som vi ville kunne lægge det negative bag os).

Eller også skulle vi have haft et brev, hvor han alene skrev hvor ked af det han var over at have svigtet os (UDEN at forklare hvorfor, eller sige at der også var andre der gjorde fejl osv…). Han skulle have skrevet, at han var klar over de svigt han havde begået (og nævnt nogle af dem, så vi kunne se han ikke bare var fuld af ”varm luft”), og skrevet at han virkeligt gerne ville gøre det godt igen. At han vidste han ikke kunne ændre på det skete, men at han kunne og ville ændre på hvad han gjorde derfra.

Men sidstnævnte ville kun virke, hvis han vitterlig også handlede på nye måder; at han ikke længere valgte kæresten frem for os. At han ikke længere løj for os. At han stolede på at vi mente det vi sagde, og rent faktisk kunne tænkte for os selv.

For ser du, Stephan, så længe man bliver ved med den uhensigtsmæssige adfærd, vil ens tidligere handlinger også tælle med. Først i det øjeblik, man stopper med den gamle, ødelæggende adfærd, kan folk (børn såvel som voksne) se forbi fortiden, og komme videre.

Så hver gang du igen kommer med forklaringer og begrundelser, hiver du igen alle dine tidligere, dårlige handlinger frem i lyset, og viser, at du ikke har forandret dig. (Havde du forandret dig, ville du ikke længere selv synes, de argumenter du kommer med er brugbare, eller overhovedet relevante.)

Hvad du skal gøre? Du skal starte med at forandre hele din holdning til din situation, og opnå ægte erkendelse af, at det her ikke er noget du kan bebrejde nogen eller noget som helst andet end dig selv for. Det her er ikke sket pga. et ”gammeldags system uden realitetssans”.

Du skal starte med at erhverve dig evnen til at se tingene fra din søns side (du skal sandsynligvis have en terapeuts hjælp til dette, da det er næsten umuligt at ændre på ved egen hjælp), og så skal du gøre alt(!) hvad du kan, for at vise din søn at du har forandret dig. Men først, når du virkeligt har forandret dig.

For hvis du får kontakt til ham igen (og det er et ’hvis’), vil blot én gang du igen vælger kæresten over ham, én gang du lyver dig ud af et samvær, én gang du vælger ikke at inddrage ham i vigtige ting i dit liv, én gang du prøver at bortforklare det med at du troede ”han var enig”, eller at det ikke var vigtigt… Én gang, og du risikerer at han smutter med det samme igen, og denne gang for evigt…

Før du kan gøre noget, er der således mange ting du skal undlade at gøre igen. Du kan ikke vise ham, at tingene er anderledes, førend de er det. Og du kan ikke engang ’fake’ det; han vil gennemskue dig i løbet af et splitsekund..

 

/2plus3

Bille

Indlæg : 24
Skrevet : 18-09-2012 14:20:44  

Kære Stephan
Du ønskede at ophøre ægteskabet med dine børns mor. Før I blev skilt, var der ikke konflikt mellem dig og din søn. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at konflikten hænger uløseligt sammen med skilsmissen.

Skal vi have ret til og mulighed for at blive skilt fra vores partner? Det tror jeg ikke nogen idag vil mene, vi ikke skal. Skal det potentielt have voldsomme konsekvenser for kontakten til vores børn? Ja, desværre ser det nok sådan ud, at det kan have i mange situationer. For kunne du have undgået nogle af de episoder, du tænker tilbage på? Ja, det kunne du sandsynligvis. Men min egen erfaring er, at så ville du nok bare stå med andre episoder, som kunne give anledning til samme reaktion fra din søn. For det ligger i kortene, som jeg ser det også ud fra min egen erfaring, at du næppe kunne have gjort noget for at undgå, at konflikten blev en realitet.

Konflikten opstår formentlig som reaktion på skilsmissen. Din søn synes ikke, du og hans mor skulle skilles, for det vender op og ned på hans hverdag. Trygheden vendes til utryghed og hans verdensbillede krakelerer. Din søn har et ønske om at vise dig sin frustration. Han ønsker ikke at komme videre og lægge det bag sig. Han ønsker på en eller anden måde at straffe dig for dit valg. Han ønsker at få dig til at forstå, at det gør ondt på ham. Men hans reaktion bunder nok i virkeligheden i, at han jo elsker dig så meget, at brudet mellem hans forældre gør ekstra ondt. Skal børn have ret til at reagere sådan?

Man kan også spørge, hvordan skal man kunne forhindre det? Kun to ansvarlige forældre, der hjælpes og bakker op i kærlighed til deres barn kan undgå det. Når forældre ikke hjælpes med at nå det mål, så svigter de i fællesskab deres børn. Du har svigtet din søn i en række situationer, men hans mor har også svigtet jeres søn ved ikke at beskytte ham og den kærlighed han nærer til dig – hans far.

Jeg synes ikke, du skal tænke for meget over det, du måske kunne have gjort anderledes. Du kan måske finde god inspiration i nogle af de forslag 2plus3 kommer med til, hvorledes du kan gribe fremtiden an. Det er et stærkt bidrag til debatten, I begge er kommet med her.

KH
Christian 


 

« Forrige   / 3   Næste »

VENTETID i FAMILIERETSHUSET?                           

Så tilbydes du rådgivning - møde eller telefonisk - i samværs- og bopælsspørgsmål, hos børnesagkyndig Hanne Søndergård Jensen.          

Tlf. hverdage 9 -16 
42 22 03 30


Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook



Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook